Stine Gyldenbrand Schmeichel og Christine Vitved Kvist
Foto: Peter Nørby Stine Gyldenbrand Schmeichel og Christine Vitved Kvist er gift med to af Danmarks bedste fodboldspillere.

Stine Gyldenbrand Schmeichel og Christine Vitved Kvist

"Det var rent fyrværkeri, da jeg mødte Kasper Schmeichel"

Hvordan er det at være vedhæng til en fodboldstjerne, at skulle starte forfra et nyt sted i et nyt land, hver gang han skifter job, og være rimelig alene på hjemmefronten, fordi han altid er på arbejde? Mød Stine Gyldenbrand Schmeichel og Christine Vitved Kvist, der er gift med to af Danmarks bedste fodboldspillere.

Stine Gyldenbrand Schmeichel og Christine Vitved Kvist er fodboldkoner. Gift med fodboldspillerne Kasper Schmeichel og William Kvist. Men de er mere end det. De er også mødre, karrierekvinder og initiativtagerne til velgørenhedsorganisationen Fodboldfonden. Fordomme om fodboldkoner er der mange af, og de bliver ofte kaldt "trofækoner". Men hvordan er det egentlig at være gift med nogle af Danmarks dygtigste fodboldspillere?

Stine: – I England bliver man mere stemplet som fodboldkone end herhjemme. Der kaldes fodboldkoner for "WAGs", men det er ærgerligt, for det repræsenterer slet ikke os. De danske fodbold-familier, jeg kender, er langt fra det omdømme. De er gode til at bevare begge ben på jorden og have et almindeligt familieliv. Vi står også op om morgenen, smører madpakker og kører børnene i skole. Jeg føler ikke, at vi lever et glamourøst liv.

Christine: – Vi er selvfølgelig privilegerede og lever et godt liv, men mange af de danske piger, som er gift med fodboldspillere, har både uddannelse og arbejde. Jeg tror, det er nemt at skabe et billede af os som "trofækoner"– også fra mediernes side – fordi vi kun er i offentligheden på den røde løber. Man ser bare det, der er at se på et billede og dykker ikke længere ned i os. Man har ikke tid til at dykke ned i damerne også, griner hun.

Stine: – Ja, man ser kun et glimt af os, når vi har en fin kjole på, flot makeup og håret sat op, men derhjemme løber vi rundt i hængerøvsbukser og samler lego op fra gulvet. Det billede, der bliver vist i medierne, er ikke virkeligheden.

Som fodboldkoner har Christine Vitved Kvist (t.v.) og Stine Gyldenbrand Schmeichel altid børnenes første (og andre) sygedage.

Hverken Stine og Christine har selv valgt en "karriere" som fodboldkoner. Faktisk blev de kærester med deres mænd lang tid før, de var kendte fodboldspillere.

Stine: – Jeg mødte Kasper, da han var 17 år. Vi mødte hinanden i 7-Eleven ved Nørreport Station. Det var den dag, jeg blev student, og jeg skulle fejre det. Vi faldt i snak, mens vi købte proviant. Bagefter tog vi samme sted hen og snakkede hele aftenen. Til slut slukkede de lyset på klubben, men vi sad bare i vores egen lille boble. Vi gik en lang tur hjem langs søerne og videre hjem til Kasper. Det var rent fyrværkeri.

Christine: – Jeg mødte William for 11 år siden til en julefrokost på en all-you-can-eat-restaurant. Meget romantisk...

Hun griner og fortsætter.

Christine: – William skulle træne dagen efter, så han tog tidligt hjem, men vi snakkede indtil da. Jeg røg cigaretter, selvom han hadede cigaretter. Jeg var 19 år, og han var 20. Faktisk har mange af de fodboldpiger, vi kender, kendt deres mænd i mange år. Mange af dem var ungdomskærester ligesom os.

Den tryghed, det giver at have kendt hinanden i mange år, er vigtig, når den ene part – i det her tilfælde fodboldspilleren – er væk fra familien mange dage om året.

Christine: – Det er ligesom diplomater, som bor i mange forskellige lande. Alt er nyt. Når man flytter et nyt sted hen, tænker man over alting, for kaffekoppen står ikke, hvor den plejer at gøre. Man bruger sindssygt meget energi på at finde sig til rette, men hvis man har en fast partner, som man ved altid er der for en, giver det stabilitet og ro til at finde sig til rette i alt det nye. William har tit sagt, at det giver ham en tryghed at vide, at jeg er der, og jeg støtter ham i det, han gør.

Stine: – Kasper er en fantastisk far, der har helt styr på hjemmefronten, men jeg er familiens faste holdepunkt. Det er mig, der har overblikket, det er mig, der sørger for, at børnene får gymnastiktøjet med i skole, og det er mig, der skal være fleksibel i min hverdag og i mit arbejdsliv. Men det har jeg også fuld forståelse for, fordi han er i den profession, han er i.

Stine og Kasper Schmeichel.

LÆS OGSÅ: Petra til sig selv: ”Du har nok den klammeste røv i hele København”

Ansvar for sin egen lykke

Selvom fodbolden har fyldt meget i både Stine og Christines liv, har det ikke sat en stopper for deres egne karrierer. Stine er uddannet jordemoder og Christine i marketing og kommunikation. Fra start har de begge været fast besluttet på, at de også gerne ville arbejde og udleve deres drømme på trods af to travle mænd.

Christine: – Før vi fik vores søn, havde jeg et managerjob og arbejdede mange timer om ugen. Det gav selvfølgelig et savn, fordi William og jeg ikke så hinanden så ofte. Men da vi boede i Tyskland, og William blev lejet ud til en klub i England, blev jeg boende i Tyskland, fordi jeg var glad for mit job.

Stine: – Og jeg blev også boende i Manchester, mens Kasper var udlejet til andre klubber. Jeg holdt fast i, at jeg gerne ville blive færdig med min uddannelse.

Christine: – Mange fodboldspillere flytter meget, men vi er ikke bare nogen, der flytter med. Vi har altid medindflydelse på de steder, vi flytter hen. Vores mænd ville aldrig bare flytte uden at vende det med os først. Hvis muligheden opstår for at flytte til eksempelvis Rusland eller Israel, bliver vi nødt til at vurdere, hvilke muligheder der er for os, og om man kan tage børn med. De tager os altid med på råd og har altid mulighed for at sige nej tak.

Efter at der er kommet børn ind i billedet, har det været en udfordring for både Stine og Christine at bevare deres fuldtidsjobs. For fodbolden fylder meget.

Christine: – Fodbolden er kompromisløs, så derfor må alle andre gå på kompromis, især den nære familie. Derfor blev det selvfølgelig også en større udfordring, da vi fik en søn. For fodboldspillere har ikke barsel, og de har ikke ret til barnets første sygedag. Fodbolden kommer altid først, og derfor falder det altid tilbage på mig. Over for en arbejdsgiver kan det være svært at forklare, hvorfor det altid kun er den ene part, der kan tage fri, så derfor begyndte jeg også at arbejde deltid, da vi fik Valdemar, og fra januar i år blev jeg selvstændig.

Stine: – Som jordemoder skal man tage mange forskellige vagter, men Kasper kan fra den ene dag til den anden blive bedt om at tage på træningslejr, på hotel eller til et andet land, og pludselig står jeg med børnene og tænker, hvad gør jeg, nu hvor jeg har en vagt. Jeg kan ikke være så fleksibel som Kasper, så det er en udfordring i forhold til vores arbejdsliv, men ikke en forhindring, og jeg vil enormt gerne arbejde. Vi har ikke au pairs. Vi får det til at fungere og har en familie, der støtter os. Min mor er altid god til at flyve over og hjælpe med børnene, så vi løser det på den måde.

Føler I, at I har måttet ofre jer for jeres mænds lykke?
Stine: – Jeg tror, man har ansvar for sin egen lykke. Man må tage de valg, der gør én glad, så man ikke står i skyggen af sin mand. Kasper og jeg er gode til at støtte og give hinanden plads, hvis der opstår nye muligheder og udfordringer i vores arbejdsliv. Vi holder ikke hinanden tilbage, for det handler ikke kun Kaspers lykke. Men jeg synes også, at jeg er åben over for, at han vil have nye udfordringer – også uden for banen.

Christine: – William har mange projekter ved siden af fodbolden, som kræver nogle aftener væk, og hvis jeg eksempelvis skal være fleksibel og tage fri på en helligdag, hvor vuggestuen er lukket, får jeg til gengæld "fri" en lørdag eftermiddag, hvor han er færdig med træning. På den måde giver man lidt og tager lidt, og det fungerer godt, så længe man er indstillet på at hjælpe hinanden med de ting, der gør én glad og lykkelig.

Christine og William Kvist

LÆS OGSÅ: Google-chefen Malou Aamunds 10 karrierebud

Forpligtelse til at hjælpe

Dét, der gør de to kvinder glade for tiden, er deres nye velgørenhedsprojekt Fodboldfonden. Siden januar har de hjulpet fattige børn i Danmark gennem forskellige aktiviteter som biografture og landsholdskampe. Og når man spørger dem, om det er deres måde at vise, at de ikke bare er "trofækoner", er svaret klart:

Stine: – Jeg gør det for mig selv og min egen arbejdsmæssige udvikling, og jeg gør det, fordi jeg gerne vil hjælpe andre børn. Min familie og venner kender mig, så jeg behøver ikke at bevise noget over for dem.

Christine: – Vi ved, at mærkatet er der, men vi føler os ikke stemplet som noget, så derfor har vi heller ikke et behov for modbevise det.

For de to kvinder handler det om "at give noget videre". Både til deres børn og andres børn.

Christine: – Vi er begge mødre, så når vi ser og hører, at børn mistrives, fordi de føler sig uden for fællesskabet, og det "nemt" kan fikses med materielle goder eller økonomi, har vi en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at hjælpe.

Stine: – Kasper og jeg går meget op i at være gode rollemodeller for vores børn, når det kommer til velgørenhedsarbejde. Vi vil gerne have, at de vokser op med at se, at deres forældre gør det. Måske kan det inspirere dem til at gøre noget lignende, når de engang bliver voksne. Faktisk sagde min fireårige datter forleden: "Mor, når jeg bliver stor, så vil jeg arbejde og give alle pengene til børn, der ikke har noget".

Tror I, at jeres efternavne har hjulpet jer med at skabe mere fokus omkring jeres projekt?
Stine: – For os handler det om at bruge de muligheder, man har og bruge dem mest nyttigt. Det er vigtigt at bruge fodboldverdenen til at støtte gode formål og skabe opmærksomhed. Jeg synes, det er enormt spændende at bringe de to verdener sammen. Jeg har også tidligere hjulpet gravide kvinder i Afrika med Kasper. Jeg har en drivkraft, og jeg vil gerne hjælpe andre, der er dårligere stillet end mig.

Christine: – Der er mange muligheder at hente i fodbolden. Man kan bruge den til at skabe opmærksomhed. Jeg har ikke selv oplevet at være fattig som barn, jeg har aldrig manglet noget, og netop derfor føler jeg også et ansvar for at hjælpe andre. Der er den talemåde, der hedder "de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder". Det er måske lidt socialdemokratisk – det bliver min far ikke glad for.

Hun griner og fortsætter:

Christine: – Men William og jeg har sammen skabt det perspektiv, at vi gerne vil hjælpe andre. Jeg synes, det er vigtigt, at vi passer på hinanden.

Hvad er WAGs?

WAGs (eller Wags) er en forkortelse for "Wives And Girlfriends", som oprindeligt blev "opfundet" af den engelske tabloidpresse som fællesbetegnelse for fodboldlandsholdsspillernes koner og kærester.

Fodboldfonden

Stine og Christine har stiftet velgørenhedsorganisationen Foldboldfonden, der hjælper fattige børn i Danmark ved at give dem oplevelser, de ellers ikke har råd til. Fodboldfonden samarbejder med Børnesagens Fællesråd og uddeler desuden stipendier til fattige familier.

Christine og Stine

Stine Gyldenbrand Schmeichel, 32
Jordmoder. Gift med Kasper Schmeichel. Bor i Manchester med deres to børn.

Christine Vitved Kvist, 31
Selvstændig kommunikationskonsulent. Gift med William Kvist. Bor i København med deres søn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Kærlighed og Familieliv