Therese satsede alt - bestsellerforfatter
Foto: Jan Sigetty Bøje

Therese Phillipsen

Var nødt til at låne datters penge fra tandfeen bare for at kunne købe mælk

Måske kender du Therese Philipsen som tv-journalist og krimiforfatter. Men vidste du, at hun under navnet Willow Rose ligger side om side med Stephen King på bestsellerlisterne? Nu kommer hendes bestsellere også på dansk. Her fortæller hun selv om sin utrolige vej til succes.

Sats alt, sådan opnår du dine drømme, må være den læresætning, du kan tage med dig, når du har læst denne næsten utrolige historie om Therese Philipsen. Der er ting, du skal overveje, før du siger dit job op og går efter drømmen – til at starte med, kan du lade dig inspirere.

Hvis vi gør det, så satser vi alt. Der er ingen plan B.

Det var i januar 2012, at ordene faldt fra min mands mund. Det var mindre end en måned siden, han havde mistet sit højre øje i en fyrværkeri-ulykke, og vores liv var blevet vendt
på hovedet. Det var nu, de store beslutninger skulle tages. Og de skulle tages hurtigt. Efter ulykken kunne min mand nemlig ikke arbejde som kameramand længere, og vores drøm om fortsat at bo i Florida hang i en tynd tråd.

Det var kun to år siden, vi var flyttet. Før det boede vi i Odense og arbejdede begge på TV2. Min mand var chefproducer, jeg var journalist og vært. Vi havde gode, trygge job og en fast løn. Selv da jeg mistede mit job, havde vi nok af det hele. Et dejligt hus, to biler og to små skønne piger på halvandet og tre år samt to pragtfulde voksne bonusbørn fra min mands første ægteskab. Vi havde alt.

Inklusive en enorm udlængsel.

Det var ikke, fordi vi var utilfredse, men vi havde bare altid drømt om at gøre noget helt andet. Og om at bo et varmere sted. I foråret 2009 solgte vi alt, hvad vi havde, og 1. juni rejste vi til Florida med blot fire kufferter og 56 kilo overvægt. Planen var, at vi skulle arbejde som reporter og fotograf for TV2 Nyhederne, og så skulle jeg ellers skrive. Jeg havde udgivet en bog i Danmark, og kort efter vi flyttede, udkom jeg med min anden bog. Vi tjente lidt på de danske bøger, men ikke nok til at kunne leve af det.

Det gik godt i begyndelsen. Det gik rigtigt godt. Vi havde et par opgaver sammen, men ellers var det mest min mand, der blev kaldt ud som kameramand til de store historier som jordskælvet i Haiti, olieudslippet i Golfen og skyderierne i Tuscon, hvor blandt andre den amerikanske senator Gabrielle Giffords blev skudt. Vi tjente godt, og jeg havde tilmed tid til at skrive.

I foråret 2011 læste jeg en artikel om den amerikanske forfatter, 26-årige Amanda Hocking, der solgte millioner af e-bøger via Amazon, som hun selv havde udgivet. Jeg var meget fascineret af hendes historie og hørte siden om John Locke og mange andre, der havde slået igennem uden at have et forlag i ryggen. Jeg kunne ikke slippe tanken. Hvad nu hvis jeg kunne gøre det samme? Men det krævede jo, at jeg skrev på engelsk. Ville jeg kunne det?

Jeg besluttede mig for, at hvis jeg ikke gav det en chance, fik jeg i hvert fald aldrig svar. Så jeg satte mig ned og skrev. Jeg skrev en krimi på engelsk, og to måneder senere udgav vi den. Vi havde absolut ingen forventninger til, at den skulle sælge. Det gjorde den heller ikke. Det er nemlig ikke helt så let, som det lyder. Der var mange andre end mig, de havde hørt om Amanda Hocking og John Locke. Der er millioner af bøger på Amazon, både fra selvudgivere og forlag. Hvordan skulle læserne lige finde min bog i mængden?

Den solgte dog et par eksemplarer om måneden, og jeg besluttede mig for at skrive en mere. Det blev til en fantasy-roman. Siden skrev jeg en paranormal-romance (samme genre som de populære "Twilight"-bøger, bare ikke med vampyrer, men med spøgelser i stedet) til et yngre publikum. Det blev snart til en serie, og efterhånden begyndte bøgerne at sælge lidt. Vi tjente ikke mere end måske hundrede dollars om måneden, men det var sjovt. Jeg elskede at kunne skrive i mit eget tempo og se resultatet umiddelbart efter. Det var noget helt andet, end når jeg udgav igennem mit forlag, hvor der ofte går mere end et år, fra jeg har skrevet første udkast, til den er færdig til udgivelse. Det her var bare super sjovt.

Imens forsørgede min mand familien med sit arbejde som fotograf indtil den skæbnesvangre rejse hjem til Danmark på juleferie i julen 2011.

Jeg hader stadig at tale om det, men det er nok meget sundt at gøre det indimellem alligevel. Nytårsaften var vi på besøg hos min mands bror, og klokken 20 ville de fyre lidt fyrværkeri af sammen med børnene, der stadig var så små, at de snart skulle i seng. Der var ingen, der var fulde, der var ingen, der så let på sikkerheden. Min mand stod med børnene i den anden ende af haven, længere væk end hvad sikkerhedsafstanden foreskriver på pakken, mens hans bror tændte. Alt blev gjort efter bogen. Men ulykken skete alligevel. Batteriet væltede, og der blev skudt metalkugler ud af bunden. Det gik så hurtigt, at han ikke nåede at reagere. Han mærkede kun smerten. Det var som en sand krigszone. Kuglerne fløj om ørerne på dem, og heldigvis var det kun Jan, der blev ramt. Kuglerne kom med sådan en hast, at de ville være gået rent igennem børnenes bløde knogler, hvis de var blevet ramt, fortalte lægerne os senere. Og min mand var heldig. Han var virkelig heldig, fik vi at vide. Væsken i øjet forhindrede kuglen i at bore sig hele vejen ind i hans hjerne. Men den var mindre end en millimeter fra, så vi på scanningen. Det kunne have gået så meget mere grueligt galt, end det gjorde, trøster vi os med i dag. Han mistede øjet, og det var frygteligt, men trods alt var vi alle i live. Han var den eneste uden sikkerhedsbriller, fordi der kun lige var nok til børnene, men det var hans held, sagde øjenlægen. Med den fart, kuglen havde, ville han være endt op med smeltede stykker af plastik i hjernen i stedet.

Så også det er vi ubeskriveligt lykkelige for.

Da han blev udskrevet fra hospitalet i Danmark, var vi bare glade for, at vi var i live alle sammen. Men da vi kom tilbage til Florida, gik realiteterne hurtigt op for os. Vores problemer var kun lige begyndt. Jan havde brækket otte knogler rundt om øjet og skulle holde sig i ro i tre måneder. Med den type arbejde, som han lavede, kunne han ikke længere være kameramand. Han skulle bruge begge sine øjne. Vores indtægtskilde var pludseligt væk. Vores danske bank ringede og sagde, at de lukkede alle vores kort, så vi ikke kunne bruge dem. Vi havde ingen penge og ingen indtjening. Fordi vi boede i USA, kunne vi ikke få erstatning. Jans brors forsikring nægtede at betale noget. Vores amerikanske forsikring betalte kun, hvis ulykken var sket i forbindelse med Jans arbejde. Så der var ikke noget at hente nogen steder fra. Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre. Men vi var ikke rede til at opgive drømmen. Vi elskede at bo i Florida og ønskede ikke at skulle tage hjem.

Så var det, at vi kiggede på mine bøger. Jeg havde udgivet fem på det tidspunkt. De solgte minimalt. Men vi vidste, at det kunne vende. Det var set før. Vi havde læst historierne om de forfattere, der gik fra ingenting til pludselig at sælge tusindvis af bøger om ugen. Vi havde begge en følelse af, at det kunne vi også. Om ikke andet så skulle det i hvert fald prøves. Og så gjorde vi det. Vi satsede alt. Det var det rene vanvid, når man ser tilbage på det, men vi var så beslutsomme på at få det her til at lykkes, at fornuften ikke fik noget at skulle have sagt. Heldigvis.
Vi lånte penge af min bror. Mine forældre hjalp os med en smule, og så fik vi min mands pension udbetalt. Det var en stor beslutning, da vi skulle betale 60 procent i skat af den, fordi vi fik den udbetalt før tid. Det gjorde ondt i hver en fiber af min krop. Det var penge, vi kunne have brugt til at betale for universitet for vores piger herovre, når de engang blev så gamle.

Men vi gjorde det. Vi fik pengene og regnede ud, at vi kunne vi klare os omkring otte måneder frem. Vi havde otte måneder til at få det til at lykkes. Min mand besluttede sig for at sætte sig ind i markedsføringen af e-bøger. Hvordan gjorde de andre selvudgivere? Hvordan fik de gjort opmærksom på sig selv? Hvordan fik de fat i læserne? Imens skrev jeg på livet løs. En forlagsredaktør sagde engang til mig: "Den bedste forfatter er en sulten forfatter". Det var sandt for mig. Aldrig har jeg skrevet så meget. Der var ikke tid til at være selvkritisk. Der var ikke tid til at være perfektionistisk.

Vi begyndte at lave kampagner for bøgerne, sætte dem på tilbud, og vi skrev til bogbloggere. Tusindvis af bogbloggere. Vi fik dem til at tale om bøgerne, til at lave anmeldelser af bøgerne og til at lave konkurrencer for deres læsere, hvor de kunne vinde mine bøger. Vi lavede interviews og gæsteoptrædener på andres blogs, hvor jeg bloggede om alt muligt, der kunne have læsernes interesse. Jeg prøvede at være synlig overalt. Men der skete stadig intet. Det var en hård tid for os. Jeg havde konstant ondt i maven af frygt for, at det ikke skulle gå. Vi spinkede og sparede og brugte så lidt som overhovedet muligt. Når jeg købte ind, havde jeg hundrede dollars, jeg måtte bruge om ugen. For hver gang jeg fandt en vare, regnede jeg ud, hvor meget jeg havde tilbage at købe ind for, og når jeg nåede de hundrede, stoppede jeg, og så måtte resten vente til næste uge. Vi levede af havregrød i dagevis. En måned var vi nødt til at låne vores ældste datters penge, som hun havde fået af tandfeen, bare for at købe mælk, så vi kunne lave havregrød. Vi løb simpelthen tør for penge. Og nøjagtigt som vi ser det i film og bøger, hvor de skal så grueligt meget igennem, så nåede vi lige at tro, at det var slut. Netop som vi var ved at give op, skete der pludseligt noget, der ændrede vores liv. Mine bøger begyndte at sælge.

Jeg husker det, som var det i går. Det skete den 31. august 2012. Vi havde kørt en kampagne for en af mine bøger, hvor vi satte prisen ned til 99 cent, hvilket er meget normalt for e-bøger på Amazon. Det er en måde for folk at lære dig at kende på som forfatter. Folk vil ikke betale en masse penge for en forfatter, de ikke kender. Kampagnen havde kørt et par dage, og det var sidste dag. Indtil nu havde den ikke solgt noget nævneværdigt. Jeg husker, at jeg ingen forventninger havde den morgen, da jeg gik ind for at tjekke mine salgstal. Jeg troede ikke mine egne øjne. Flere tusinde havde download-et den i den engelske Amazon-butik. Og det fortsatte. Hver gang jeg gik ind og opdaterede siden, var tallet steget. I løbet af den dag var der 8.000, der tog min bog. Den stormede op ad bestsellerlisterne, og i de kommende dage trak den de øvrige med sig. Vi var begyndt at tjene penge. Rigtige penge. Bøgerne begyndte siden at sælge i USA, og så gik det for alvor stærkt. Jeg gik i gang med at skrive flere. Jeg skrev og skrev. Serier, krimier, gysere, romances. Jeg skrev alt, hvad mit hjerte var fuldt af, og jeg elskede det.

I dag, tre år senere, har jeg netop udgivet bog nummer 30. Jeg har desuden skrevet tre krimier mere på dansk. Jeg har solgt mere end 800.000 bøger i hele verden og har fået en ret så hardcore fanskare, der skriver til mig dagligt. Jeg ligger side om side med James Patterson og Stephen King på bestsellerlisterne. Jeg lever af at skrive, som det altid har været min drøm at gøre. Bøgerne forsørger min familie, og ikke nok med det – jeg arbejder sammen med min mand. Han er i dag mit forlag. Han designer mine forsider, han sætter bøgerne både som e-bøger og paperback, han står for al markedsføring, som er i rivende udvikling hele tiden herovre, og så laver han te til mig, når jeg er opslugt af mine skriverier. Jeg er herre i eget hus. Vi bestemmer selv, hvornår vi arbejder, og hvornår vi holder fri. Vi er flyttet i et hus på stranden og er begyndt at surfe. Pigerne kan igen få rigtige fødselsdagsgaver og ikke nogle, vi har købt i en dollarstore. Det gør ikke længere ondt i maven, når jeg skal købe ind, og selvom jeg har lært at passe på pengene, så regner jeg ikke længere med, når vi putter ting i kurven. Ikke så tit i hvert fald. Og ja, vores datter har fået sine tandfepenge tilbage, med renters rente naturligvis. 


LÆS OGSÅ: Succesforfatter satser på stærke kvinder

LÆS OGSÅ: 3 forfattere til ny bog: Parforholdet er ikke det vigtigste

LÆS OGSÅ PÅ FITLIVING.DK: Forfatter Elsebeth Egholm: „Motion gør mig glad og giver overskud"
 

Fakta

– Da jeg begyndte at skrive bøger på engelsk, ønskede jeg ikke at de skulle kædes sammen med mine danske bøger. Især ikke hvis de floppede. Det skulle ikke være sådan, at hvis nogen googlede Therese Philipsen, så dukkede der en masse bøger frem, som havde et hav af dårlige anmeldelser eller lignende.

– Vi startede ud med at kalde mig for T.P. Boje, men det var for svært for folk at huske, så efter at have læst en stak artikler om, hvilket pen-name der var bedst, fandt vi ud af, at det var vigtigt, at navnet dannede nogle billeder i hovedet på folk. At de fik associationer til noget, når de hørte eller læste navnet. Det gør det lettere at huske. På det tidspunkt havde jeg skrevet en del bøger i genren paranormal romance, og vi ønskede et navn, der både havde lidt romantik og lidt mystik i sig.

– Jeg skrev en serie, der hed "Daughters of the Jaguar", og derfor har jeg altid et pandebånd med jaguarmønster på, når jeg er Willow Rose på billeder. Det er let genkendeligt.

– Når mine engelske bøger udkommer i Danmark vil det være under Willow Rose-navnet.
 
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview