Tommys søn har ADHD
SPONSORERET indhold

Tommys søn har ADHD: ”Jeg blev fuldstændig bange for at være far over for ham”

Tommy Lynnerup er far med stort F, men også mand med stort M. De to sider af ham kom i konflikt, da han oplevede store udfordringer med sin søn, som senere blev diagnosticeret med ADHD og angst. Her fortæller han, hvordan han har lært at håndtere sin søn og minimere hverdagens konflikter.

Af:: Kicki Thomsen Foto: Peter Nørby
14. jan. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Af Marie-Louise Truelsen

Tommy Lynnerup er i supermarkedet med sin 7-årige søn William. Det samme supermarked, som de altid køber ind i, for William har det bedst med genkendelighed og regelmæssighed. Af samme grund er det også en helt bestemt pizza, der skal i indkøbsvognen. Men pizzaen er udsolgt. William begynder at blive ked af det. Og vred. Tommy finder hurtigt en anden pizza med det samme fyld, men den ligger i en anden papæske, end den William kender. William kaster sig på gulvet. Helt hysterisk. Det er jo en forkert pizza. En anden kunde kommer hen til Tommy og siger: "Prøv dog for fanden lige at få styr på det barn!" Tommy samler sig hurtig og svarer: "Hør her, jeg står altså med en søn, der har ADHD, og jeg gør mit bedste!"

LÆS OGSÅ: 5 udfordringer alle med to børn under 10 kender til

Tommy husker episoden knivskarpt, fordi det var første gang, han sagde højt, at han havde massive udfordringer med sin søn.

– Det var en kæmpe sejr for mig, siger han. 

Gennem de seneste fem-seks år har Tommy været på en lang og udfordrende "rejse" med sin nu 10-årige søn. En rejse, hvor han har skullet lære at tøjle sin maskuline autoritet til fordel for anerkendende kommunikation. Det har ikke været let – det er ikke let – og Tommy arbejder på at blive bedre til at håndtere sin søn og sine egne følelser hver eneste dag. Han har taget en coach- og en kommunikationsuddannelse for at lære, hvordan han skal agere, og i dag har han så meget erfaring, at han holder foredrag og kurser for andre forældre. Tommy og Williams mor gik fra hinanden, da William var 2½ år, blandt andet fordi
der var mange udfordringer med den lille dreng. Det var dog først, da William var 4-5 år, at de blev rigtigt opmærksomme på, at der var noget alvorligt galt.

LÆS OGSÅ: Har fædre også dårlig samvittighed?

I børnehaven havde William svært ved at fungere i store grupper, særligt hvis
der var larm omkring ham. Når han skulle tage overtøj på i garderoben med alle de andre børn, blev han hidsig, kastede med tingene og sagde grimme ting. Pædagogerne beskrev hans reaktioner som så vold somme, at de andre børn blev bange for ham. Derhjemme var der også problemer.

– William turde ikke sove alene eller gå på toilettet alene. Han var heller aldrig på sit værelse alene. Hvis jeg gik ud af et rum, spurgte han altid: "Hvor skal du hen, far?" I dag er han kommet så langt, at han bare kalder for at få bekræftet, hvor jeg er. Okay, far er i nærheden. Han sover stadig ikke alene, han falder i søvn på en repos lige uden for mit og min kærestes soveværelse, og hvis han vågner, er der en madras inde ved mig, som han kommer ind og lægger sig på.

Overså sin ældste søn
Tommy reagerede i starten på sin søns opførsel med sin autoritet.

– Jeg anede på det tidspunkt ikke, hvad han havde gang i. Når han blev voldsom eller hidsig, sagde jeg: "STOP nu! Hvis ikke, du stopper, så...", fortæller han.

– Og det endte jo tit med, at jeg blev rigtig, rigtig sur og flyttede ham ind på hans værelse, lukkede døren og sagde, at han måtte blive der, til han opførte sig ordentligt. Jeg havde ikke andre muligheder på det tidspunkt. Hvis ikke William gjorde, som jeg sagde, følte jeg mig ikke respekteret som mand og far. Mit eneste redskab var at optrappe autoriteten.

I har også en ældre søn, hvordan påvirkede det ham?

– Nicklas fungerede så godt, som han kunne, mens vi alle boede sammen. Normalt fungerende børn kan sagtens tilpasse sig forældrenes forventninger, men i virkeligheden lider de jo under at blive sat til side gang på gang. Jeg kan godt huske, at jeg tit bad Nicklas om lige at sætte sig ned med et spil, for at vi kunne få ro på. William slugte al energi fra os, så Nicklas blev fuldstændig overset på det tidspunkt. Der var ikke noget overskud til ham. William fyldte alt. Han var der hele tiden. Det betød, at Nicklas i en periode var meget indelukket og ikke trivedes i skolen. Hans tillid til os som forældre led et knæk, og det har vi selvfølgelig arbejdet rigtig meget på at få genoprettet. 

I dag bor Nicklas primært hos sin mor, mens William bor fuld tid hos Tommy og
besøger sin mor i weekender og ferier.

– Vi splittede dem simpelthen op, for deres relation var blevet så usund. Nicklas
havde et hadforhold til sin lillebror, fordi han følte, at han stjal alt fra ham. I dag er Nicklas en dreng i trivsel, og hans og Williams forhold fungerer supergodt.

Pædagogerne i Williams børnehave sørgede for, at kommunens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning (PPR) kom ind over og lavede forskellige tests, som viste, at William ganske rigtigt havde særlige udfordringer. Han blev flyttet til en tremåneders-førskolestart i SFO'en, men her var der endnu flere krav og endnu flere børn at forholde sig til.

– Han kunne slet ikke magte al den larm og uro, så det var tre måneder med fuld skrue på nederlagskontoen. Jeg afleverede som oftest en grædende dreng om morgenen, men han ville af sted, for han havde jo kammerater, han skulle hen til. Og jeg skal være ærlig og sige, at fordi jeg var så presset som far og mand, havde jeg brug for den luft, det gav at sende William i skole. Så kunne jeg nå at lade op, til han kom hjem igen.

Tommy og hans ekskone pressede på med at få ham ordentligt udredt. Han blev henvist til børnepsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Det tog et år, og imens gik William på en skole for børn med forskellige udfordringer som autisme og ADHD.

– Han fungerede ikke, han lærte intet. At sidde ved et skolebord og skulle lære bogstaverne, det kunne han slet, slet ikke efterkomme, og der var tårnhøje konflikter hele tiden. Lærerne kunne ikke rigtig rumme William, så de lavede flere og flere restriktioner omkring ham. Og William er virkelig et ude- og naturmenneske, men til sidst måtte han ikke engang være ude i pauserne, fordi han kom i konflikter med de andre børn. I stedet sad han i et lille rum for sig selv med en computer. Det var forfærdeligt, men jeg vidste ikke, hvad det handlede om på det tidspunkt. Det var ren overlevelse. Det, der holdt mig oppe var, at jeg bare skulle hen til enden af den udredning, der var i gang.

Fysisk fastholdelse
William fik omsider stillet sin diagnose. Angst. Traume efter skilsmissen. Og tydelige tegn på ADHD – en diagnose han først fik senere, da man først må diagnosticere børn med ADHD, når de er 7-8 år.

– Det var som at knipse med fingrene, da William fik en diagnose, alle apparater gik i gang, og han blev visiteret til en skole, der fuldstændig kunne dække de behov, han har. Det var fantastisk.

Alt var dog ikke fryd og gammen lige med det samme.

– Jeg fik samtidig to vejledningssamtaler som forælder, og her fik jeg at vide, at jeg skulle passe på ikke at ødelægge Williams selvværd. Det betød, at jeg blev fuldstændig bange for at være far over for ham. Jeg ændrede mig totalt som far, blev bange for at være hård og tydelig over for ham, og det gav et kæmpe nedbrud mellem mig og William, for han kunne slet ikke kende mig. Samtidig var jeg inderst inde klar over, at det, han havde brug for, netop var de klare og faste rammer. Så da jeg pludselig slap, faldt William også. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor han kom så meget ud af balance, at han blev så selvdestruktiv, at jeg måtte lave en fysisk fastholdelse af ham, fortæller Tommy.

– Han slog hovedet ind i en badeværelsesvæg og blev ved og ved og ved. Jeg havde lært på børnepsykiatrisk afdeling, hvordan jeg skulle håndtere sådan en fastholdelse, og det gjorde jeg, men det var som et overgreb på min søn. Jeg har aldrig prøvet noget værre i mit liv.

Hvad var der sket lige før?

– Det var en bagatelting, men hvad vi andre oplever som en bagatel, det fylder hele verden for et ADHD-barn lige i det øjeblik, det sker.

Han holder en pause. Får blanke øjne.

– Det er hårdt at snakke om. Det tog næsten en time at få ham til at falde til ro, og Tommy indså derefter, at han selv havde brug for hjælp.

– Jeg begyndte hos en terapeut, fordi jeg havde brug for at bearbejde den oplevelse. Og noget af det første, terapeuten sagde til mig, var: "Du bliver
nødt til at gå tilbage og være den far, du er, så William kan kende dig". Og da jeg gjorde det, begyndte alt at vende.

Tommy begyndte for alvor at sætte sig ind i, hvordan man kommunikerer bedst med et barn med ADHD, og han fandt ud af, at det særligt handler om at opbygge barnets selvværd.

– I stedet for at bruge min autoritet, begyndte jeg at anerkende Williams følelser. Når han før i tiden kom og var gal, reagerede jeg ved at blive gal over for
ham. I dag siger jeg i stedet for: "Det er okay, du er sur, det kan jeg godt forstå". Det er med til at opbygge hans selvværd, fordi han føler sig mødt og okay med sine følelser, siger Tommy, der samtidig prøver at forklare William, hvorfor han siger, som han gør.

– De første mange, mange gange, jeg mødte William på den måde, endte det stadig i en konflikt. Men det, at jeg bliver stående roligt og siger, at det altså ikke kan blive på andre måder gør, at han danner nye vaner. Han finder ud af, at okay, det kan altså ikke være på andre måder med far. Jeg bruger ikke negativt ladede ord som "det er mig, der bestemmer", men jeg kommer med argumenterne for, hvorfor det skal være, som jeg siger. Som forældre er vi nødt til at finde ud af, hvor vores grænse går i alle hverdagssituationer. Og så skal vi stå tydeligt der. Det lærer børnene at navigere efter. Selvom William ikke er bevidst om det, ønsker han jo heller ikke at blive skældt ud.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du huske at fortælle dine børn om dit liv

At skabe en ny familie
Det har været en stor lettelse for Tommy at finde frem til en form, der virker. Det har også betydet, at han kan være den far, han gerne vil være, og at der er blevet plads og overskud til at have det sjovt sammen i stedet for at have konflikter.

For halvandet år siden mødte han sin nye kæreste, Christina, som han er flyttet ind hos sammen med William. Christina har to døtre, og det har været en udfordring at fusionere de to familier, blandt andet fordi William fylder så meget, som han gør.

– Vi snakkede selvfølgelig rigtig meget om det, inden vi skulle flytte sammen,
og Christina begyndte at lære ham at kende inden. Hun er i gang med en psykoterapeutuddannelse, så hun har forståelse for, hvad det kræver af rummelighed, men hun er virkelig også blevet overrasket over Williams reaktioner, og hvad han kan finde på. Og hendes to små piger hører nogle ting, som de nok aldrig ville have hørt, hvis de havde en normalt fungerende papbror.

– I starten holdt vi familiemøder. Hvis det var endt for galt mellem børnene eller med os voksne, så tog vi en snak om det alle sammen. Den åbenhed og ærlighed omkring følelser hjælper med til at skabe forståelse i børnene også. De finder ud af, at det er okay at sige: "Jeg blev gal". Og så forklare hvorfor.

Er der daglige konflikter?

– Ja, jeg skal altid være på forkant. Men vi bruger også forskellige redskaber for at få hverdagen til at fungere. Williams angstdiagnose betyder, at han har utrolig meget brug for kontrol. Det er den samme madpakke hver dag, for ellers kan han ikke spise den. Og vi har helt faste rutiner derhjemme. Vi har sedler hængende rundt omkring, hvor der står, hvad han skal hvornår. Så han kan få styr på det. Selvom William er kommet utrolig langt i sin udvikling, kan der stadig komme perioder, hvor han er ude af balance, og så skal alt hives tilbage til der, hvor han er. For eksempel er han lige nu rigtig meget ude af balance, fordi han savner sin mor.

Hvordan håndterer du det?

– Det er virkelig også en udfordring. For mig handler det igen om at gøre den her følelse af savn naturlig for ham. Så jeg forsøger at være med til at skrive breve til hans mor, får ham til at ringe til hende, men det er også svært for William, for så kommer han til at savne hende endnu mere.

– Williams savn presser også mig som mand. Jeg skal hele tiden være far. Det er virkelig hårdt en gang imellem, for nogle gange har jeg lyst til bare at være mand. Gå ud og se en fodboldkamp eller være mand sammen med min kæreste. Forventningen om at være far kan jeg ikke rumme hele tiden.

Hvad gør du så?

– Så får jeg bare nok. Men fordi William er så stærk i sit selvværd i dag, kan jeg godt fortælle ham, at nu har far så meget brug for sit eget rum. Det er begyndt at give mening for ham, og han kan godt tåle at høre det i dag.

Kommer du til så fodbold?

– Ja, det gør jeg. Og så er Christina hos ham. Det sker ikke så ofte, som jeg kunne ønske, men sådan er der nok mange, der har det. Sovesituationen er også udfordrende. Christinas ene datter er også bange for at sove alene – vi bor i et kæmpe hus ude på landet – så vi har børn omkring os hele tiden. Det kan godt føles lidt presset for en mand i forhold til sexlivet. Nogle gange vil jeg bare gerne have lov til at være kæreste, men så ligger børnene lige omkring os. Men det hjælper ikke, at jeg siger til William, at han skal sove alene, for så provokerer jeg hans angst.

Hvordan er det at gå så meget på kompromis med sig selv?

– Det er eddermame hårdt. Folk siger til mig, du må have en kæmpe tålmodighed, men det har jeg faktisk ikke. Jeg har bare lært, hvor vigtigt det er, at jeg bevarer min ro og giver William det rum.


LÆS OGSÅ: Pressede børnefamilier skal arbejde mindre

LÆS OGSÅ: Når du står i en konflikt omkring børnene

LÆS OGSÅ: Familie er et fuldtidsjob - men hvem skal passe det?