Ferie

Ugens intro: Træk stikket når du holder ferie

Flere og flere tager arbejdet med på ferie frem for at trække stikket fuldstændig.

Jeg kan huske fornemmelsen af at blive vækket midt om natten uden helt at ane, hvor jeg var. ”Kan du lave en artikel til i næste uge?” lød det i den anden ende af røret. Ja, sagde jeg uden at ane, hvad jeg præcist havde sagt ja til. Men jeg sov ikke efter den samtale. Tankerne kværnede rundt, og jeg tænkte kun på min næste deadline i stedet for at nyde New York, som jeg ellers havde tid til helt uden børn og forpligtigelser.

"Telefonopkald betød penge"

Eksemplet ligger nogle år tilbage fra dengang, jeg arbejdede som freelancejournalist og havde svært ved at lade arbejdet ligge. Også i ferien. Et telefonopkald betød penge, og derfor trak jeg sjældent onlinestikket. Det er jeg åbenbart ikke alene om. Heller ikke selv om langt de fleste har et arbejde, hvor de ikke bliver betalt pr. opgave, men pr. måned. Som du kan læse i artiklen side 18 i denne uges ALT for damerne (nr. 31/2013), er andelen af danskere, der tjekker arbejds-relaterede mails i sommerferien, vokset fra 23 til godt 34 procent på fem år, og mon ikke tallet er stigende? Imens advarer eksperter om, at vi ikke bruger ferien på det, den er tænkt til: at komme ned i gear.

Druknet iPhone

I år er det 75 år siden, at ferieloven, der dengang sikrede alle lønmodtagere to ugers betalt ferie, blev vedtaget. Måske er det på tide, at tilføje en paragraf om, at man skal lade den smarte telefon blive hjemme? Gør jeg selv det? Nej, men under min seneste ferie i Frankrig fandt jeg et effektivt middel til at lukke ned. Jeg fik hældt vand på min iPhone på feriens første dag. Den gik i sort. Jeg var i panik, indtil jeg mærkede, hvordan pulsen dalede og nærværet steg. Og sjovt nok var der ikke kommet nogle livsvigtige beskeder, mens jeg havde været væk.

LÆS OGSÅ: Slanketillæg med i denne uges ALT for damerne