Ugens leder: Forfulgt
„Man kan ikke både blæse og have mel i munden.“ Eller kan man? – har du prøvet? Måske kan man godt, hvis man gemmer melet i den ene mundhule. Jeg lover at teste det ved førstkommende lejlighed.
Imens vi venter på resultatet, vil jeg lave et nyt ordsprog. Altså ikke en tilfældig sætning som dem, vi siger masser af hver eneste dag, men en af de sætninger, som bliver klassikere. Som hænger ved i årevis. Som mange mennesker har lyst til at sige. En sætning, som er klog, sand og fuld af stof til eftertanke. For er det ikke sådan, et ordsprog bliver til? Jeg starter med det samme. Ordsproget kommer her:
„Ti vilde vovser på cyklen er bedre end en pibende hane i skuffen.“ Eller dur den ikke?
Skal den give mening for at blive en klassiker? Ikke ifølge ALT for damernes klummeskribent Nynne Oldenburg, der kalder ordsprogene for gud og hvermands forsøg på filosoferen: „Mange af visdomsordene er år ud og år ind sluppet af sted med at prædike nonsens, forklædt som dybsindighed.“ Kan det være rigtigt? At de ordsprog, som fylder så godt op i vores danske sprog, ikke også indeholder bare et gran af sandhed?
„Nissen flytter med“, sagde min gode venindes kloge kæreste for eksempel til mig i går, da jeg forstyrrede ham på en café midt i hans avislæsning. „Jeg er så træt af andre mennesker. Jeg flytter på en øde ø“, sagde jeg med fråde om munden. „Kan det være dig, den er gal med – ikke de andre mennesker?“, sluttede han af, stak næsen tilbage i avisen og ønskede mig god tur.
Jeg tvivler.
Men derfor kan det jo godt være, at nissen flytter med. At der ikke er noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Og personligt vil jeg for eksempel langt hellere have ti vilde vovser på cyklen end en pibende hane i skuffen. Hvor træls kan den hane ikke blive i længden?
Glæd dig til vores nyeste klummeskribents velskrevne mening om ordsprog (s. 146) og til masser af hyggelige idéer til advent i dit ALT for damerne denne uge.
PS. Nye koste fejer bedst. (Eller gør de?)
PPS. Den, der ler sidst, ler bedst. (Men hvorfor egentlig?)