Ulla Dyrlev Go' Aften Danmark

Foto: Privat ”Kvinderne bliver gjort til grin. Det er dét. De bliver ligesom nedgjort eller latterliggjort - og det er dét, der får en til at tie stille,” siger psykolog Ulla Dyrløv, der nu stiller sig frem i debatten om sexisme.

Psykolog Ulla Dyrløv blev voldtaget for 37 år siden: ”Jeg er nødt til at gå ud og tale de tavses sag”

Psykolog Ulla Dyrløv havde aldrig tænkt, at hun ville træde frem i sexisme-debatten. Men da den i hendes øjne har taget en alvorlig drejning, har hun indset, at hendes stemme er vigtig, fordi vi er i gang med at svigte en særlig gruppe mennesker, siger den kendte børnepsykolog til ALT.dk.

Et offer vil altid huske overgreb.

Budskabet er klart, da psykolog Ulla Dyrløv torsdag aften i bedste sendetid står frem på skærmen. Men denne gang medvirker hun ikke i rollen som ekspert, som vi danskere ellers så ofte har set hende i.

LÆS OGSÅ: Politikere står frem med vidnesbyrd: ”Han ville mere, så da hun sov, penetrerede han hende”

”Jeg deler det i dag, fordi jeg er blevet provokeret. Eller jeg er blevet ked af det, det er dybest set det, jeg er blevet. Men jeg er blevet… undskyld. Men jeg er blevet provokeret på nogle kvinders vegne,” forklarer en tydeligt berørt Ulla Dyrløv til TV 2’s Petra Nagel i Go’ Aften Danmark.

For 37 år siden blev Ulla Dyrløv voldtaget under en ferie i Spanien.

Det er dén oplevelse, som den kendte psykolog nu står frem med. Allerede torsdag morgen delte hun sin historie i et opslag på Facebook. En historie, som indtil nu ellers har været privat viden, og som kun hendes nærmeste kendte til.

Men Ulla Dyrløv står frem, fordi hun mener, at vi lige nu alvorligt svigter en særlig gruppe, nemlig de kvinder og mænd, som står frem og fortæller om krænkelser i sexismedebatten.

Senest de to kvinder, der har delt, at de har følt sig krænket af tv-vært Jes Dorph for henholdsvis 18 og 20 år siden, og de personer, som har fortalt om seksuelle overgreb i forlagsbranchen. Derfor gik én særlig tanke gennem psykologens hoved i minutterne inden, hun delte sit opslag på Facebook, fortæller Ulla Dyrløv til ALT.dk, som fanger hende på telefon fredag.

”Jeg var simpelthen bange for disse kvinders ve og vel, fordi de føler sig ydmyget og latterliggjort, fordi de ikke bliver hørt, fordi de ikke tør at stå frem. Det er bygget op gennem længere tid, men da sagen med Jes Dorph eskalerede, fik jeg følelsen af, at nu har jeg travlt med at skulle sige det her, inden nogen gør skade på sig selv. Eller forsøger det. Nu er der nogen, der skal have hjælp,” siger hun.

Fra sidelinjen har hun fulgt med i sexismedebatten både før og efter, at Sofie Linde stillede sig frem, men hun havde aldrig overvejet, at hun selv ville ende med at smide sig ind i den.

Men så begyndte flere ting at påvirke hende. Hun lagde mærke til, at tonen blev skarpere og skarpere.

”Kvinderne bliver gjort til grin. Det er dét. De bliver ligesom nedgjort eller latterliggjort - og det er dét, der får en til at tie stille,” siger hun og henviser til både en Facebook-støttegruppe for de to fyrede TV 2-værter Jes Dorph og Jens Gaardbo og til de kvinder, der er stået frem i sagerne om den tidligere formand for Radikale Venstre Morten Østergaard og tidligere overborgmester i København og næstformand for Socialdemokratiet Frank Jensen.

Torsdag valgte TV 2 også at stoppe en MeToo-dokumentar, hvor de bl.a. undersøgte sig selv. Her kendte Ulla Dyrløv en person, der ikke havde noget med de to Jes Dorph-sager at gøre, men som medvirkede som sandhedsvidne, der har arbejdet på tv-kanalen og oplevet en sexistisk kultur på tæt hold.

”Jeg vidste godt, at TV 2 var i gang med at lave en dokumentar, hvor det er mit indtryk, kvinderne ville få lov at tale, og den gik jeg og ventede på skulle komme. Jeg siger ikke, at Jes Dorph er skyldig, det er slet ikke det, men der kommer denne store støttegruppe for ham, og jeg begynder at få det dårligere og dårligere over, at hele debatten har taget en drejning om, hvorvidt man kan huske 18-20 år tilbage? Han sidder også i et interview (i Aftenshowet, red.) flere gange og siger, at "det kan han ikke huske", fordi det er så lang tid siden, forklarer hun.

Argumenter om, at tiden gør det svært at huske eller mindre vigtigt, fordi sagerne ligger flere år tilbage, gør indtryk på Ulla Dyrløv på grund af hendes egen historie.

Husker hver en detalje

Hun deler derfor på et tidspunkt et opslag på Facebook, som handler om kvindernes perspektiv i disse sager, men det får et par af hendes kontakter til tasterne.

”En af mine kontakter skriver: ”Jeg har valgt ikke at blande mig, måske skulle du også vælge det.” Punktum. En anden af mine venner skriver noget med, at "ingen er dømt, vi ved ikke hvad der skete, det er 18 år siden". Dét provokerer mig, og jeg begyndte at mærke, hvad det var, det handlede om. Til sidst tænkte jeg, at nu bliver jeg nødt til at gøre dét. Nu bliver jeg nødt til at fortælle om min voldtægt,” siger Ulla Dyrløv.

For Ulla Dyrløv husker hver en detalje af sit overgreb. Selv om det er 37 år siden.

Hun husker hotelværelset, lugte og lyde. Og hun glemmer aldrig sin egen fuldstændig lammede krop, der ikke kunne gøre modstand mod en tyve år ældre mand.

”Nu har jeg valgt at træde mig helt ud, fordi jeg har en stemme. Jeg føler, at jeg har en forpligtelse til at stille mig frem og tale som et "offer". Eller, jeg er ikke et offer, men jeg står et sted nu, hvor jeg er en person, som bliver fulgt, stolet på og lyttet til. Og så er jeg nødt til at gå ud og tale de tavses sag. Fordi det er meget, meget svært. Det ved jeg også fra Sofie Linde, som jeg kender arbejdsmæssigt. Det har heller ikke været nemt for hende. Det er megahårdt, og derfor er vi nødt til at være flere, der bærer den. Det er jo #MeToo,” lyder det klart fra psykologen.

”Så hvorfor nu? Fordi det er nu, der er brug for det. Der er brug for en stemme som min, som får det til at handle om dét, som det handler om: Nemlig at hvis man er blevet krænket eller udsat for overgreb, så påvirker det SELVFØLGELIG én. Man skal ikke blive i tvivl om sin oplevelse, fordi der er nogle andre, der bliver ved med at sige, at man ikke kan huske, eller som gør lidt grin med det. Altså på sociale medier bliver man lidt latterliggjort: "Haha, og så tyve år efter..." Det skal man ikke lade sig tryne af,” understreger hun.

Hvad er det, du ønsker at fortælle om følgerne af et overgreb?

”Jeg ønsker at fortælle, at kroppen husker. Og vi husker det også selv, når vi har været udsat for at overgreb. Så når jeg fortæller, at jeg kan huske hver en detalje, så er det rigtigt – og det er 37 år siden. Det har jo på mange måder påvirket mit liv. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg husker rigtigt. Og jeg vil for alt i verden ønske, at jeg kunne glemme det. Det vil andre også, når de har været udsat for noget. Det her med, at det skulle handle om at få opmærksomhed? Nej tak, du! Jeg vil hellere være uden den opmærksomhed. Jeg ville da have ønsket, at jeg ikke skulle have siddet inde i Go’ Aften Danmark. Som jeg sagde til Petra: Jeg ville da ønske, at jeg ikke havde oplevet det, som jeg har oplevet.

I hvert fald vil jeg gerne stille mig frem og sige: Jeg forstår godt, hvis du stadig er påvirket af det. Jeg tror på, hvad du har oplevet. Så det er grunden til, at jeg gør det. Det er ikke for min egen skyld. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg føler, at der er brug for det.”

”Der er kvinder, der bliver ladt i stikken”, siger du under tv-interviewet – hvad mener du med det?

”Der refererer jeg til dels til TV 2-dokumentaren, der bliver taget ned. De kvinder, der skulle tale i den, bliver ladt i stikken, og som jeg forstår det, skulle de netop have talt på rigtig mange andre kvinders vegne. Det er et svigt ikke at lade dem tale. Men jeg tænker eksempelvis også på de kvinder, som er stået frem og har fortalt, at de blev krænket af Morten Østergaard og Frank Jensen. Det har også været svært at være de kvinder, fordi begge mænd bliver gjort sådan lidt "hyggelige" på de sociale medier.

Nogle sætter spørgsmålstegn ved, hvornår der er tale om en krænkelse? Men det er kun dén, der er blevet krænket, som kan afgøre det. Det er egentlig det, jeg prøver at gå ud at sige ved at fortælle min egen historie. Jeg vil gerne sige, at en oplevelse aldrig kan være forkert. Og ja, det er rigtigt, at Jes Dorph så har en anden oplevelse, men han skal jo lige lytte til de krænkede. Dem, der føler, at han har krænket dem. Dem skal han lytte til. I stedet for gør han sig selv til et offer.

Det her med, om der er tale om en voldtægt eller om det er en hånd på en lår. Ved du hvad, der er ikke nogen, der husker en hånd på et lår tyve år senere, hvis det ”bare” var det. Der må have ligget noget krænkende i det, hvis man kan huske det så længe efter.

Det er som om, at det handler om at skyde de krænkede ned med det samme. Det minder mig rigtig meget om det, jeg som børnepsykolog gør i samtalerne med forældre og børn. Når jeg skal forklare forældre, at det her er svært, og at de er nødt til at lytte til deres barn, som siger, at de har oplevet et eller andet svært, så vil forældrene med det samme gå i forsvar. Så stopper jeg dem og siger: ”Hey, du glemte at lytte. Du glemte at høre, at dit barn har oplevet, at det her var en krænkelse.” Og det er faktisk fuldstændig det samme, som gør sig gældende i det andet her. Jes Dorph går i forsvar, men det skal han ikke, for det handler ikke om dig, makker. Det handler om, at der er nogen, der oplever, at du har krænket dem. Så kan det godt være, at du ikke oplever, at du har. Det har vi ligesom hørt, du har fået taletid – og du fik lukket munden på dem, der oplevede at føle sig krænket. Så dét, jeg anfægter her, er, at vi skal lytte til hinandens oplevelser. Det gør man ikke, når man begynder at forsvare sig selv eller leder efter huller.

Der er også nogen, der har skrevet på mit opslag: ”Mangler du kunder i butikken, eller fik du ikke den opmærksomhed, du havde brug for for 37 år siden?” Hvor jeg tænker, at det er fandme interessant. For hvad får dén kvinde ud af at skrive det til mig? Der er også en person, der skriver: ”Ja, undskyld, nu får jeg sikkert en shitstorm imod mig, men kunne han overhovedet vide, at du ikke var interesseret?” Om en oplevelse, hvor jeg har beskrevet, at jeg lå lammet. Normalt er en seksuel akt sådan, at den, man har sex med, bevæger sig og giver nogle lyde fra sig, som lyder dejligt, og sådan noget. Så hvis en person ligger helt lammet, så er de nok ikke med her.” 

I TV 2-indslaget snakker du også om, at du oplever ”en vrede mod kvinderne” netop nu i samfundet – kan du uddybe, hvad du mener med det?

”Det er så vigtigt for mig at sige, at det har der så ikke været i mit opslag. Kun de nævnte par stykker ud af mere end 4.000 likes og kommentarer. Men det var også grunden til, at jeg kom frem med det her, fordi det er svært at blive vred på sådan et opslag, som dét jeg har lavet. Men det kræver så også, at jeg nærmest går ud og trækker mine bukser ned. Altså at jeg virkelig blotter mig selv.

Men vreden er der åbenbart ude i samfundet og på sociale medier. Det virker som om, at der er nogen, der skal dømmes. Alt er jo nemmere bag en skræm. Det er nemmere at være en skiderik bag en skærm, fordi man ikke sidder over for et rigtigt menneske, så det er en af grundene til, at debatten er blevet sådan.

Men jeg forstår faktisk ikke vreden. Der kunne jeg så godt tænke mig, at nogle af de vrede kvinder eller mænd blev interviewet og forklarede deres vrede: Hvad går den ud på? Hvad er det, der provokerer dem til at blive SÅ vrede på, at jeg er blevet voldtaget? Eller at nogle kvinder har følt sig krænket?

Jeg har altid svært ved at forstå, når folk bliver så vrede over nogens følelser.”

Et ofte brugt argument i debatten om sexisme er udsagn som: ”Man skal bare sige fra.” ”Man skal bare give en lussing.” ”Det er svagt ikke at sige fra.” Den slags udsagn går igen i manges opfattelser af overgreb – hvad er dine tanker om dette?

”Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke vil mistænke de kvinder eller mænd, der siger, at de bare ville give en lussing og sige fra, at det vil de ikke kunne. De kan måske godt. Men så er det endnu mere vigtigt, at nogen - og i dette tilfælde mig - så også højt tør sige, at det kunne jeg ikke, og at jeg har en klar følelse af, at jeg var ikke svag. Det var ikke derfor, jeg ikke kunne.

Da jeg var ung, havde jeg trænet, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg nogensinde blev udsat for en voldtægt, men jeg kunne jo ingen af de dele, som jeg troede, at jeg ville kunne. Fordi jeg netop blev lammet. Min krop frøs. Jeg kunne ikke. Altså fysisk kunne jeg ikke reagere. Og det vil jeg ikke være flov over. Det vil jeg ikke skamme mig over – og det skal ingen andre, der har prøvet det samme.”

Hvordan var det for dig at være med i TV 2-indslaget?

”Rigtig hårdt. Det er meget mindre sårbart at sidde på skærmen, når man medvirker som ekspert og psykolog. Det kan være svært nok at træde frem og sige sin private mening, men her blottede jeg mig jo virkelig. Jeg er jo ikke vant til at skulle vise mine følelser i mit arbejde. Jeg er meget medfølende, men jeg viser ikke mine følelser. Det gjorde jeg i går. Så jeg var bombet. Jeg var måske også nervøs for, om der var nogen, der lidt ville miste respekten for mig. Men det er så det modsatte, der er sket.

Altså folk har været sindssygt taknemmelige. Det er HELT vildt, hvad folk har kontaktet mig om. Både på mail og telefon. Jeg er blevet kontaktet af en kvinde på 76, der blev voldtaget, da hun var 17, der bare havde siddet og grædt, og hun sagde, at det var første gang siden dengang, at hun følte, at hun blev hjulpet – og det var bare af at høre min historie, og så er det for mig nok. Det får mig til at tænke, at det her var vigtigt. Det er altid rart, når man kan gå ud og hjælpe andre og sørge for, at de får det bedre. På den måde fik jeg det jo også bedre. Men jeg havde det ikke så godt lige, mens jeg sad der.”

Men det var det værd?

Jaja, helt klart. Det var det værd, og det er det også nu. Det er det hele værd. Men selvfølgelig er det hårdt. Der var en, der skrev til mig: ”Tak, Ulla, du tager virkelig en for holdet.” Til mit opslag havde jeg lavet et hashtag med #jeghusker, og det skrev hun så: #jeghusker (18 år siden). Så hun har åbenbart været ude for noget for 18 år siden.

Det er måske så stort sagt at sige, at jeg gerne vil skabe en bevægelse med det hashtag, men lidt i den stil. At sige: Jeg husker. Altså jeg vil gerne sige højt: Jeg husker – og det ved jeg også, at alle andre gør, som har været udsat for noget lignende.”

ALT.dk har kontaktet Jes Dorph-Petersen om denne artikel og givet ham mulighed for at komme med en kommentar. Det har han valgt at takke nej til.

Læs hele Ulla Dyrlevs Facebook-opslag her:

Om Ulla Dyrløv

  • Uddannet psykolog og har siden 2006 drevet Familiepsykologisk Praksis med kollegaen, Charlotte Bjerregaard, hvor de har samtaleterapi for børn, unge og familier
  • Hun har skrevet flere fagbøger og holder foredrag om, hvordan forældre og fagfolk agerer overfor børn og unge
  • Har i mange år været konsulent for produktionsselskaber, der har behov for en psykolog før, under og/eller efter et tv-program, bl.a. 'X Factor', 'Voice Junior', 'MGP Junior', 'Bagedysten' og 'De brændte børn'
  • Hun har også selv medvirket på tv som ekspert, bl.a. i DR1-serierne 'Ingen styr på ungerne' og 'Aldrig for sent', i DR3-serien 'Petra elsker sig selv' med Petra Nagel, samt TV 2s 'Når skærmene styrer familien'
  • Hun er også børnesagkyndig under retssager
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, #MeToo, Samfund, Sexisme og Vold - #talhøjtomvold