Ulla Terkelsen ALT for damerne scroll-down
Foto: Les Kaner "Man siger, at vi levede et meget syndigt liv. Det gjorde vi også. Men jeg havde det sjovt," lyder det fra Ulla Terkelsen.

"Folk, der levede ganske almindelige liv, blev også skilt"

Vi kender Ulla Terkelsen fra skærmen, hvor hun rapporterer fra alverdens brændpunkter med integritet, troværdighed og farverige tørklæder. Nu tager hun os med til nogle af hendes livs vigtigste baser, der har dannet baggrund for vilde fester, intense arbejdsfællesskaber og et voldsomt tab.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Aarhus

Baggårdsbohemen

"Da jeg voksede op i Aarhus med min søster og mine forældre, var der forhus og baghus, der hvor jeg boede. Altså et hus ud til gaden og så inde bagved en masse gårde og et baghus, hvor der var forskellige småvirksomheder. Der var både store, herskabelige lejligheder, som f.eks. vores families lejlighed, men så var der også små toværelses lejligheder, hvor der boede folk, som var fattige. Husk på, jeg voksede op i 40’erne og 50’erne, og der fandtes fattige mennesker i Danmark. Der er et eller andet ved de baggårde, som jeg altid har syntes, har været meget dragende. Jeg kan godt lide at gå på gaden og kigge ind ad en port til en gård bagved en gård bagved en gård."

"Det der med, at du har en facade, og bagved har du noget helt andet. Det er nok også en af grundene til min fascination af de østeuropæiske lande. De ligger lidt som Europas baggårde. De har været historisk uheldige med frygtelige krige, store katastrofer, jødeudryddelse og massemord. De ligger i en del af Europa, som er fattigere end vores, og de har været undertrykte på en måde, som vi aldrig har været i Danmark. Det synes jeg, at der er noget interessant og dragende ved. De der mystiske og indviklede lande, der ligger lidt glemt derovre og skutter sig, mens vi har det godt i vores del af verden."

Hvordan har dit liv været set i forhold til det?

"Jeg har levet det, man i Frankrig kalder et bourgois boheme-liv. Et liv, hvor man altid er på vej, men samtidig nyder det gode liv. Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan, for jeg har aldrig taget afstand fra den måde, mine forældre levede på – et liv med en meget mere rolig livsførelse. Men jeg tror, at jeg meget udpræget var en del af min tid. Jeg blev student i 1963, og det var lige i begyndelsen af hele det opbrud, der kom i de år. Man var begyndt at være on the road, som vi kaldte det. Min generation var den første, der tog cowboybukser på, en rygsæk på ryggen og rejste på stop ud i verden for at leve det lidt vilde, internationale liv. Og jeg tog ivrigt del i det. Vi var også de første, der flyttede til et andet land for at bo i længere tid. Det gjorde man ikke i mine forældres generation."

"De havde været låst inde i krigen, og man tænkte slet ikke på den måde. Men jeg havde lyst til det og havde også en stor rastløshed og nysgerrighed i mig. Rastløsheden er blevet mindre med årene, fordi jeg har set så meget og været så mange steder, men jeg ville da ikke have noget imod at tage til Indien i morgen, hvis der var nogen, der inviterede mig."

Warszawa

Pacemakeren og kørestolen

"Jeg var 19 år, da jeg flyttede til Polen, og det var en meget brat overgang fra min komfortable opvækst i det aarhusianske borgerskab. Jeg blev student i juni 1963, og i september samme år blev jeg gift med min kæreste, Svend Terkelsen. Han var litteraturstuderende på Aarhus Universitet og havde fået et legat til at studere i Polen via en dansk-polsk kulturaftale."

"Dengang troede man, at jo mere øst og vest kom sammen, jo mindre krigsfare ville der være, og derfor var der en masse kulturaftaler på tværs af jerntæppet. Vi blev gift, så jeg kunne komme med, det gjorde formaliteterne nemmere. Og vi var da også forelskede i hinanden. Vi gik på universitetet i Warszawa og studerede polsk, og jeg kan stadig klare mig på polsk."

"Gennem nogle bekendte fik vi mulighed for at bo hos hr. og fru Zalewski. Det viste sig at være en etværelses lejlighed. Lille. Der boede vi i nogle uger sammen med hr. og fru Zalewski og deres baby. I samme rum. Der var sådan nogle slå-ud-sofaer, så hele rummet blev et stort sengeleje om aftenen. Hr. Zalewskis mor var der også, når vi spiste, men jeg var ikke helt klar over, hvor hun blev af, når vi skulle sove."

"En nat, hvor jeg skulle ud på toilettet, kom jeg til at åbne døren ud til køkkenet i stedet for til toilettet, og der lå den gamle fru Zalewski så på en madras mellem køkkenbordet og væggen. Hendes hvide hår, som i løbet af dagen var sat op, lå helt bredt ud omkring hendes ansigt og fik hende til at se meget uhyggelig ud. Så jeg skyndte mig forskrækket at lukke døren igen. Siden fik vi en toværelses lejlighed, som vi boede i resten af de fire en halv måned, hvor vi var der. Boligforholdene er i høj grad det, jeg husker fra min tid i Warszawa, men dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Sådan var det bare."

I forbindelse med din bog har du bl.a. genoptaget kontakten med gamle venner fra Warszawa – hvordan har det været?

– Ja, Mietek, som min daværende mand og jeg lærte at kende, da vi boede i Warszawa i 1963, fandt jeg på Facebook, da jeg skrev på bogen. Vi aftalte at mødes. Han var blevet ældre og havde fået pacemaker, og jeg var blevet meget tykkere, men vi kunne da stadig genkende hinanden. Det sjove er, at lige inden jeg skulle til Polen for at besøge ham, var jeg faldet på Christianshavn og havde brækket min arm og min skulder. Jeg havde armen i slynge og kunne ikke bære noget som helst, men jeg kunne jo ikke indstille al aktivitet af den grund."

"Så jeg tog imod flyselskabets tilbud om at blive kørt i kørestol til og fra flyet, så da Mietek fik øje på mig i lufthavnen, sad jeg i den. Og det kan godt være, at han er fire år ældre end mig og har pacemaker, men da han så mig, tænkte han: ”Good old Ulla, hun er i kørestol, det er jeg dog ikke endnu!”. Det var sådan et tegn på, at tiden var gået, så det grinede vi meget af. 

London

Bomber, skilsmisse og fashion

"Jeg har boet i London i to omgange. Første gang fra 1967 til 1976, anden gang fra 2000 til 2008. Første gang boede jeg i Chelsea i en sidegade til Kings Road, og det var virkelig swinging London. Det var det smarteste sted i verden, man kunne bo på det tidspunkt. Jeg var gift med en englænder, og vi havde en hund, der hed Sebastian, og en søn, der hed Nicholas. Det var meget modeagtigt, meget moderne og meget skægt. Samtidig arbejdede jeg meget i Belfast i Nordirland, hvor der var borgerkrig og meget gammeldags. Katolikker og protestanter slog hinanden ihjel, og der var bomber og skyderier hele tiden. Det var en meget voldsom kontrast til Londons modescene og all you need is love."

Om Ulla Terkelsen

  • Født i 1944.
  • Journalist og korrespondent for TV 2 Nyhederne med fast base i Cannes.
  • Aktuel med bogen Øst for paradis.
  • Har sønnen Nicholas fra et tidligere ægteskab samt børnebørnene Alma og Storm.
  • Dannede i mere end 25 år par med chefredaktør Jørgen Grunnet, der døde i 2009.

"Jeg arbejdede for DR. Lavede mest radio, men også lidt fjernsyn. Jeg lavede bl.a. et program, der hed London Rapport, som handlede om, hvad der rørte sig i mode-pop-rock-film-teater- verdenen, og samtidig dækkede jeg politik og Nordirland for Radioavisen, TV Avisen og TV-Aktuelt. Borgerkrigen i Irland blev mit første store gennembrud som journalist. "Dansk pige i den irske kugleregn" stod der i et ugeblad."

Hvordan var den tid?

"Det var meget besynderligt at skræve over de store modsætningsforhold. Samtidig var jeg også ung moder og nygift. Og så blev jeg selvfølgelig også skilt. Det gjorde alle nu dengang. Det behøvede man ikke være krigskorrespondent og moder for at blive. Folk, der levede ganske almindelige liv, blev også skilt, så jeg vil ikke beskylde min livsform for det."

Blev du så boende alene i London?

"Nej, så havde jeg en anden kæreste. Jeg havde et meget muntert privatliv og et intenst arbejdsliv."

Og så skal der ikke siges mere om det?

"Næh, egentlig ikke."

Men du tog for dig?

"Ja, af retterne. Anden periode i London var anderledes. Da jeg kom tilbage i 2000, var jeg på TV 2, og der var opstået en helt ny genre i journalistikken, hvor man var mere omkringfarende og allestedsnærværende. International topjournalist. De store internationale historier, det var mig. Jeg havde London som base og rapporterede fra bl.a. Berlin, Balkan, Afghanistan og USA. Jeg synes, at London er en genial by. Selvom der også er problemer med racisme, er London det bedst fungerende multikulturelle samfund, jeg kender."

"Da jeg kom til London i anden omgang, kunne man tydeligt se, at de var medlem af EU. London var blevet en mere europæisk by. Og kaffen var blevet meget bedre. Når man gik op og ned fra The Tube, kunne man se, at folk holdt både til højre og venstre. I gamle dage holdt de altid til venstre, fordi man kører i venstre side. Det var selvfølgelig fordi, der var kommet folk fra andre europæiske lande, og det bliver spændende at se, om de alle sammen begynder at gå venstre om igen, fordi de nu er udenfor EU."

Odense

Det syndige pioner-liv

"Det var et sjovt liv i Odense. Der startede vi TV 2. Jeg begyndte 1. oktober 1987, og et år efter gik vi i luften. Først sad vi i Frølageret, et midlertidigt kontor, derefter kom vi hen på Kvægtorvet. Dengang gik politikerne meget op i, at TV 2 skulle ligge i provinsen. Bermudatrekanten Politiken, DR, Gyldendal skulle brydes, og vi skulle ud og vise, hvor det virkelige Danmark var. Og det var så i provinsen. Vi havde det skægt og levede et meget hektisk liv, hvor vi arbejdede i døgndrift og var sammen med alle de andre, der også var der. Det var som at være på et Atlanterhavsskib. Vi havde ikke tid til andet end hele tiden af være sammen med hinanden og producere, producere, producere. Vi skulle jo slå DR. Det var en fantastisk tid."

Også en tid, man har snakket meget om de senere år?

"Ja, hvor syndige vi var. Det var vi også!"

Hvad tænker du om det i dag?

"Det var sådan et Klondike. Guldgraverne, der tog derud i sin tid, var også nogle værre nogen. De var hjemløse pionerer. Og vi var også hjemløse pionerer. Vi var næsten alle rykket op med rode og var taget til Fyn med det ene formål at lave TV 2."

"Det var en meget intens periode, så vi har sikkert været helt umulige for folk udenfor. Derfor var vi så meget sammen med hinanden. Og så siger man, at vi levede et meget syndigt liv. Det gjorde vi også. Sådan var det."

"Men jeg havde det sjovt. Forskellige epoker har forskellige overskrifter, og så kommer der nogle senere epoker, hvor omgangsformerne bliver redefineret, og hvor det, der før i tiden var okay, pludselig bliver forkert. Og det accepterer jeg. Guvernøren i New York, Andrew Cuomo, har sagt: "Jeg synes ikke selv, jeg er gået over stregen, men jeg accepterer, at stregen er blevet flyttet". Det samme kan jeg kun sige om TV 2."

Skopje

Det akavede Ulla-hotel

"Under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien i starten af 1990’erne boede jeg meget i Skopje i Nordmakedonien og arbejdede derfra. Pludselig var der krig i Europa, og det mindede om Irland med de forskellige etniske grupper, der var oppe imod hinanden. Jeg boede på Hotel Sport, og i Østeuropa under kommunismen havde de ofte sådan nogle plysagtige tæpper, der gik fra væg til væg på hotellerne. Der var mange interessante ting nede i de gulvtæpper, for de blev ikke støvsuget særlig tit. I stedet smed de det beskidte vand, de havde brugt til at vaske gulvene, ud over tæpperne, som så blev helt klaskede, men ikke rene."

"Der var også en rød løber på trappen, som bølgede op og ned, så man faldt i den. Mens jeg boede der, fik jeg dem til at støvsuge tæpperne og sætte løberen fast på trappen. Jeg bor så meget på hotel, forstår du, at jeg er en meget kritisk hotelgæst, der lægger mærke til de ømme punkter. Så at få styr på de ting var mit bidrag til forbedring af situationen på Balkan."

Hvad prioriterer du, når du bor på hotel rundt omkring i verden?

"Blandt TV 2’s fotografer er der noget, der hedder Ulla-hoteller. Det er hoteller, der helst skal være lidt gammeldags, og som helst skal have en atmosfære, som er i overensstemmelse med atmosfæren på stedet. Og gerne lidt historisk. Det behøver ikke være dyrt, det må gerne være billigt – det har ikke noget med det at gøre. Og så må der godt være lidt blomstrede, slidte sofaer hist og pist. Jeg hader de der moderne hoteller – amerikanske kædehoteller – hvor alle møblerne står de samme steder, hvor man får elektrisk stød, og hvor der er aircondition, så man får tør hoste og udtørrede slimhinder. Jeg kan bedst lide hoteller, hvor der er lidt akavet. Det hedder Ulla-hoteller."

"Fotograferne har jo meget udstyr med, og nogle gange går det lidt for vidt med de Ulla-hoteller, hvis der er meget snævre trapper og for mange antikviteter. Så overskrider jeg min grænse, for der skal jo også være plads til, at fotograferne kan arbejde og komme rundt. Så jeg forsøger at finde en mellemvej."

"Engang boede vi på et hotel i Washington, hvor der var for mange trapper og for dårlig sikkerhed. F.eks. lå der en morgen en foran mit værelse og sov på gulvet. Der overskred jeg det med, at det skulle være et Ulla-hotel, så næste gang boede vi på et meget, meget kedeligt Hilton-hotel."

Kabul

Rosenbuske uden vand

"I 2009 boede jeg i Kabul, hvor TV 2 havde kontor i godt et år. Det var i den tidligere østtyske ambassade, som var malet i militæragtige grå-grønne farver, og hvor der lugtede af en helt særlig kommunistisk bonevoks, som de brugte i DDR. Vinduerne var lamineret med sådan noget film, så de ikke splintrede, når der var eksplosioner, så udsigten var lidt tåget. Der stod to vagter, som låste os ind og ud, og der var en forretning i stueetagen, hvor de solgte udstyr til armerede biler. Der kom mange interessante typer."

"Der var også en lænkehund, som vågnede og gøede med, når solen stod op, og de begyndte at synge fra minareterne. Det elskede jeg at ligge og lytte til. Der var også en rosenbusk, som blomstrede med store mørkerøde roser, selvom ingen vandede den. Det var meget mærkeligt. Meget stærkt. Jeg håber, at den står endnu."

"Min fotograf og jeg kørte rundt i et gammelt, slidt folkevognsrugbrød. Når man kørte i en skrammelbil, blev man ikke så tit overfaldet og berøvet, og vi var ikke ude for noget ubehageligt, mens vi var der. Men jeg tænker meget på det land lige nu. Jeg har det hele tiden i hovedet. Det er et meget smukt land, men det er også et umuligt land. Et meget sammensat land. Jeg ønsker Afghanistan alt godt, men jeg går rundt med en klump i halsen og håber bare på det bedste. Vi ved, hvordan talibanerne var sidst. Vi ved ikke, hvordan de vil være denne gang."

"Jeg lavede mange kvindehistorier, da jeg var der, og historier om de danske soldater. På et tidspunkt fik jeg et lift med nogle afghanske mineryddere. Jeg sad på bagsædet med en flink mand, der talte udmærket engelsk, og vi havde en lang samtale om kvinders stilling og familien. Han havde læst i avisen, at halvdelen af New Yorks beboere var fraskilt, og spurgte mig, om det virkelig var rigtigt. Jeg sagde, at det kunne godt være rigtigt, og nok ikke kun i New York. Han sagde, at sådan skulle det aldrig være i Afghanistan, for her var familien det vigtigste. Vores livsform var på ingen måde attraktiv for afghanerne. Og jeg turde slet ikke sige, hvor mange gange jeg selv var blevet skilt."

Var du nogensinde bange, mens du var der?

"Nej, overhovedet ikke. Men man skulle være opmærksom, så man ikke blev kidnappet. Vi kendte et fransk tv-hold, der blev kidnappet, de sad fanget i halvandet år."

Og det gjorde dig heller ikke bange?

"Jeg har dækket mange krige, og når man gør det, så beslutter man hjemmefra, om man vil være bange eller ej. Og hvis man er bange, skal man ikke tage af sted."

Cannes

Rolig base med godt vejr

"I dag bor jeg i Cannes. Det er min base. Der kan jeg slappe fuldstændig af. Der er ikke noget ved Cannes, der hidser mig op. Borgmesteren er så flink og ser så pæn ud. Vi blev vaccineret i god tid uden at stå i kø. Det er virkelig ordnede forhold. Der er ikke uro og ingen, der demonstrerer. Folk sidder bare og tager solbad. Det eneste, der kan hidse indbyggerne op, er, hvis en restaurant, de har frekventeret i mange år, falder en lille smule i kvalitet. Det er sådan noget, vi snakker om. Det passer mig strålende."

Skal du blive boende i Cannes?

"Det er meningen. Men hvis jeg skal på plejehjem, skal jeg sikkert på plejehjem i Danmark. Her kender jeg trods alt flere, end jeg gør i Cannes. Men det kan også være, jeg dør, inden jeg skal på plejehjem."

Håber du det?

"Ha ha, det ved jeg ikke. I don’t plan that much."

Er det kendetegnende for dit liv?

"Ja. Jeg kan godt planlægge, men så sker der pludselig et eller andet. Jeg har min assistent, Birgit Ring, som er mit holdepunkt i livet."

"Hun sender mig hver dag en oversigt over, hvad jeg skal. Så ser jeg f.eks.: "Onsdag kl. 15, interview med ALT for damerne, København, Marie-Louise Truelsen". Men der bliver hele tiden lavet om på mit program. På søndag skulle jeg f.eks. have været til en udstilling i Monaco, men nu skal jeg i stedet til Tyskland og lave et tv-program. Sådan er det hele tiden. Og heldigvis, that’s the way it is."

Men hvis du nu ikke skal på plejehjem og lever længe endnu, er Cannes så stedet for dig?

"Ja, vejret er godt. Maden smager godt. Og jeg har aldrig problemer med at få gæster. Alle vil gerne komme på besøg i Cannes. Og jeg har også fået en vennekreds dernede. Samtidig er Cannes et fint udgangspunkt for mit arbejde. Nice har en fremragende lufthavn med mange gode, direkte linjer."

Du taler en del om din alder i din nye bog – hvorfor?

"Er du gal! Ja. Det er da et emne, når man bliver gammel. Også fordi alle, jeg arbejder sammen med, er yngre end mig. I øjeblikket danner jeg par på fjernsyn med Mirco Reimer-Elster, som er 35. Vi laver programmer om Tyskland sammen. Han er yngre end min søn. Men frem for at skjule min alder og gøre det til noget pinligt, vil jeg da hellere tale om det. Jeg har aldrig forstået, at alder er noget, man ikke snakker om."

Har du ingen planer om at stoppe med at arbejde?

"Jeg arbejder ikke nær så meget, som jeg har gjort. Men så længe der er kunder i butikken, bliver jeg ved. Når TV 2 får nogle idéer til mig, siger jeg ja i den udstrækning, jeg har kræfter til det. Men jeg løber ikke om kap med min alder. Jeg har ikke noget, jeg skal demonstrere. Jeg kan da også godt mærke, at jeg bliver træt på en anden måde. Jeg hviler mig mere, når jeg ikke arbejder. Og under pandemien var der også mere ro på. Men når jeg arbejder, arbejder jeg, som jeg hele tiden har gjort."

Du mistede din søster under pandemien, hvilke tanker har det sat i gang hos dig?

"Man taler meget om, hvordan det er at miste forældre, men det er jo i og for sig meget naturligt. Og så er der det katastrofale i at miste sine børn, det er klart, men at miste en bror eller søster taler man ikke ret meget om. Min søster var fire år ældre end mig, og det var voldsomt for mig at miste hende."

"Kort tid efter, hun var død, fik jeg det skidt og kom på hospitalet, hvor jeg bl.a. fik målt mit blodtryk, som viste sig at være ekstremt højt. Ellers var der intet galt. Efter noget tid var blodtrykket normalt igen, og så var der en sygeplejerske, der fortalte mig, at det var helt almindeligt, at man kan måle et nærtstående menneskes død helt fysisk. F.eks. ved at blodtrykket styrter opad. Sygeplejersken sagde til mig, at det var fordi, jeg havde mistet et livsvidne."

"Ens søster har man jo sovet i køjeseng med, man kan ikke huske, at hun ikke var der. Og når en bror eller søster dør, er der en masse erindringer, man ikke kan tale med nogen om. Ting, som ingen andre kan huske eller ved noget om. Og når man bliver gammel, er livet jo en samling af erindringer. Du kan fortælle dem som anekdoter til folk, der stadig er i live, men dem, du har oplevet det med, er der ikke mere. Og det er derfor, at det at miste en bror eller søster er meget voldsomt."

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte, Livsstil, Interview, Karriere og Parforhold
Tilbage til toppen