Lisbeth Lundquist og Søren Østergaard
Foto: Les Kaner og private Lisbeth Lundquist og Søren Østergaard

Søren Østergaard: "Jeg valgte kærligheden frem for barnet"

For første gang i over 20 år har Lisbet Lundquist og Søren Østergaard indvilliget i at blive interviewet sammen. Om deres parforhold, der er udgangspunktet for alt, hvad de gør, og om den store aldersforskel, der ingenting betyder, men som alligevel fylder en del både i starten og slutningen af deres kærlighedshistorie.

Hver søndag går Søren Østergaard til bageren og henter morgenbrød. Han kommer tilbage med to store poser og strålende øjne og siger begejstret til sin kone gennem 22 år, Lisbet Lundquist: "SE, hvad jeg har købt til dig, skat"! I poserne er der store spandauere eller kanelsnegle. Lisbet spiser stort set aldrig den slags, hvilket afspejler sig i hendes slanke figur.

LÆS OGSÅ: Anna Grue kollapsede af stress: "Der var blod over det hele" 

Lisbet: – Men jeg elsker, at Søren henter morgenbrød til mig og kommer så glad tilbage. Jeg kunne aldrig drømme om at sige, at han skulle lade være! 

Den lille historie om morgenbrødet siger næsten alt om Lisbet Lundquist og Søren Østergaards forhold. De værdsætter hinanden. Hver dag. De elsker hinanden højt. De er verdensmestre i at grine sammen. De ved ikke noget bedre end at være helt alene sammen i ugevis på toppen af et bjerg i Italien. Og samtidig er de gode til at give hinanden plads. Som når Søren tager på sin lange sommertur med sit originale Zirkus Nemo, eller når Lisbeth har brug for fred til at skrive og tager alene i sommerhus eller på skriverefugium på Klitgården i Skagen. De fortæller i munden på hinanden, og samtidig understreger de, at de er ret private, og at de ikke har givet et dobbeltinterview i over 20 år. Det har de ikke haft lyst til. Der går da også lige lidt tid, før de er helt enige om, hvor meget der skal fortælles. 

Lisbet: – Siger jeg for meget skat…?
Søren: – Mmm…
Lisbet: – Sådan er det med ALT for damerne, der skal man fortælle noget…

Ja tak. Fortæl endelig. Og det gør de så. Også Søren. Vi bladrer kalenderen tilbage til dengang, de mødtes. Hvordan var de mon hver især på det tidspunkt?  Søren: – Jeg var ung… Lisbet: – Og jeg var gammel… Søren: – Og det har forfulgt os lige siden, ha, ha! Jeg var på højden af min ungdomskarriere, jeg var 30 år, og jeg var faktisk lige blevet årets revykunstner. Det var i 1987. Og det sagde bare KRASKH, da jeg mødte Lisbet i forbindelse med Hjørringrevyen! Faktisk havde de allerede mødt hinanden ti år tidligere, da Søren som 18-årig var regissør på Folketeateret, og Lisbet stod på scenen. Lisbet: – Jeg lagde mærke til ham, fordi han så så sjov ud. Lang og tynd. Men vi talte vist aldrig sammen. Søren: – Og så mødte vi hinanden i ’84 i forbindelse med Peter Langdals ”Erasmus Montanus”, hvor jeg var blevet skuespiller. Vi havde det hyggeligt, men ellers ikke noget. Lisbet var jo gift med Eddie Skoller på det tidspunkt, det var et meget kendt og etableret ægteskab, og den slags skal man aldrig røre ved. 

LÆS OGSÅ: "Jeg fandt kærligheden i tandlægestolen" 

Hvad lagde I mærke til hver især, da I mødte hinanden igen i 1987? 
Lisbet: – Vi havde et nummer i Hjørringrevyen, hvor Søren trak mig af scenen i en trillebør, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Der er sgu noget med den nakke der. Han er en dejlig mand”. 

Søren: – Og jeg tænkte, at hun var dødlækker og samtidig en urørlig steg. En man bare kunne kigge på. Så der skete først noget, da vi kom tilbage til Køben-havn, hvor revyen skulle sættes op i Tivoli.  

Hvad så med børn?
And the rest is history – uden for mange detaljer, tak, formaner Søren. Men de blev forelskede. Meget forelskede. Og det var kompliceret, for Lisbet var gift og havde en datter. Og så var der lige det med aldersforskellen på 14 år. 

Lisbet: – Jeg tænkte, det går simpelthen ikke. Han er 14 år yngre end mig. 
Søren – Det var det, vi ikke skulle tale om…
Lisbet: – Det er rigtigt, for er der noget, jeg hader – og det har ikke noget med min høje alder at gøre – så er det, at der altid bliver fokuseret på vores aldersforskel, når vi for eksempel bliver fotograferet i forbindelse med en premiere. Jeg synes slet ikke, det er interessant, for Sørens og mit forhold handler om, at vi er på bølgelængde. Vi har altid bare elsket hinanden. Søren: – Det er ikke noget, vi går rundt og forholder os til.
 Lisbet: – Altså, jeg kan jo godt finde på at sige: ”Nej, hvor har jeg mange rynker i ansigtet.” Men så siger Søren bare: ”Du er så smuk!”
Søren: – I 1983 så jeg Lisbets fødselsdagsomtale i Politiken. Der stod, at hun var blevet 40 år, og jeg var sikker på, at det var en trykfejl, jeg troede, at hun blev 30. Det var der i øvrigt også andre, der troede, og jeg siger det altså ikke bare for at give Lisbet en kompliment. Man har bare aldrig hverken kunnet se eller mærke aldersforskellen. 

Men I må da for eksempel have tænkt over, at I nok ikke ville få børn sammen?
Lisbet: – Det er klart. Jeg har Marie, og Søren er i høj grad Maries far. Og Søren har jo valgt mig. 
Søren: – Jeg valgte kærligheden frem for barnet… Åh nej, jeg kan allerede se overskriften på artiklen! Det ville være løgn at sige, at jeg aldrig har tænkt over det, men det ville også være løgn at sige, at det har jeg. Jeg har ikke beskæftiget mig så meget med det. Jeg har aldrig været sådan en, der var fuldstændig desperat for at få børn. Som verden er blevet, synes jeg måske slet ikke, den egner sig til, at man sætter børn i verden. Vi talte faktisk om at adoptere på et tidspunkt, men aldersforskellen på os var så stor, at vi nærmest ville få et barn, der var ældre end mig, ha, ha. 
Lisbet: – Hvor er du sjov!

Søren havde troet, at han skulle leve det vilde ungkarleliv nogle år. Han boede på en husbåd på Christianshavn og tænkte egentlig, at Lisbet bare skulle være en flirt. Et trofæ. Sådan gik det som bekendt ikke, og Søren svømmer over af superlativer, når han skal beskrive, hvad han faldt for. 

Søren: – Lisbets humor. Lisbets intelligens. Lisbets sødme. Og hendes klogskab. Lisbet er meget begavet, og hun er meget belæst. 
Lisbet: – Det var sgu nok ikke lige det, du tænkte på…
Søren: – Jo! De samtaler vi havde – og ja, så så du jo også skidegodt ud. 

Hvad faldt du for, Lisbet?
Søren: – Du husker, at jeg sagde klog, intelligent, sjov…
Lisbet: – Jeg faldt for Sørens originalitet og humor. Søren kan altid få mig til at grine. Han har sådan en måde at være tumpet på…
Søren: – En måde at være tumpet på…? 
Lisbet: – Ja, sådan poetisk tumpet. Søren er en stor, stor klovn. Da jeg så hans forestilling ”Hvem ringer frk. Klokken for?” dengang i 80’erne, kan jeg huske, at jeg tænkte, at han da var et fuldstændigt enestående væsen.Søren: – Okay, det begynder at hjælpe...
Lisbet: – Og så havde han en go' røv! Jeg var solgt, og det var forfærdeligt. Det tog rigtig lang tid, før jeg fik ført det ud i livet, for det var frygteligt. Frygteligt. At skulle vide om sit barn, at man skal gøre hende til skilsmissebarn. Og at jeg skulle gøre Eddie ked af det. Men der var ikke noget at gøre. Det rykkede så meget i mig. Jeg gik til psykolog for at få det på plads. Heldigvis endte det hele jo godt, og Eddie fandt Sidsel ret kort efter. 

Fest på en hverdag 
Lisbet og Søren blev gift i 1993. Det var i Rom. Lisbet var i rød blondekjole, brylluppet stod på rådhuset på Piazza del Campidoglio, og da det nygifte par kom ud på pladsen bagefter, blev de nærmest overfaldet af turister, der ville fotografere dem, fordi – som Søren forklarer – Lisbet altid har lignet en amerikansk filmstjerne, og folk nok troede, at de var vildt berømte. Der var 22 mennesker med til brylluppet, som blev fejret på yndlingsrestauranten med mad og vin i rigelige mængder. Grønthandlerne på markedet udenfor havde hørt, at der var bryllup, og i Italien er der en skik med, at man godt må komme ind og kysse bruden.

Søren: – Lisbet er jo en lang, lyshåret steg, så det væltede ind med mænd. Men da jeg så den samme stå i kø for tredje gang, måtte jeg sgu stoppe det, ha, ha.
Lisbet: – Det øsede ned den dag, men i Italien siger man: "Una sposa bagnata è una sposa fortunata". Altså: "En våd brud er en heldig brud", og det kom jo til at passe. Om natten efter festen gik vi gennem byen. Søren havde bestilt et værelse et sted, jeg ikke vidste, og da vi kom ind, var der blomster og champagne, og vi faldt om i hinandens arme.

Siden er det blevet til mange, mange besøg i Italien, som de begge elsker. Hvert efterår tager de en måneds tid ned til et hus, der ligger på toppen af et bjerg, hvor de spiser dejlig mad og drikker billig vin. De læser stakke af bøger. Lisbet læser Dickens for Søren, de spiller kort, og Søren lægger svære puslespil.


Lisbeth og Søren danser brudevals til brylluppet i Rom i 1993. 

Hvorfor er I gode for hinanden?
Søren: – Fordi vi ligner hinanden. Vi er hurtige til at ramme hinanden og aflæse hinanden på alle punkter. Og så er vi to flinke fyre...
Lisbet: – Ja, det er vi. Det er meget betegnende.
Søren: – Og Lisbet er rigtig god til at kunne holde mig ud. Det er jo ikke nemt at kende en, der pludselig køber et cirkus. Og sætter hele familieformuen over styr. Men der er Lisbet en fantastisk god kammerat. Også på det punkt.
Lisbet: – Jeg har en lille historie: To fattige brødre får hver en skinke. De hænger deres skinker op i loftet ude i laden. Og hver dag går den ene bror ud og tager det kedeligste stykke af sin skinke, fordi han gerne vil gemme det gode til senere. Hvorved han aldrig nogensinde får et lækkert stykke. Den anden bror derimod, han tager altid det stykke, han har mest lyst til. Hver dag. Hver dag er det sådan, uhm! Og sådan er Søren. Han tager det bedste stykke. Det bedste stykke af livet. Og somme tider bruger han en hel masse penge, som vi burde bruge til noget andet, men det er jo fantastisk vidunderligt at være sammen med et menneske, hvor man rejser og nyder livet. Søren er ikke nærig på nogen måde.

Snakkede I ikke lige om at købe det cirkus?
Lisbet: – En dag kom jeg forbi Søren, da han sad ved sit skrivebord og talte i telefon. Og så hørte jeg ham sige: "Hvad koster det at få syet sådan et telt?" Og jeg tænkte: Hvad snakker han om? Jeg vidste godt, at han og Flemming Jensen havde snakket om det og drømt om det, men at han ville sætte det i gang...! Men det er netop en stor ting ved Søren. Søren fører sine drømme ud i livet. Hvilket også resulterer i, at han jævnligt får nye hobbyer og anskaffer sig ALT, hvad der skal bruges af udstyr. For eksempel alle de cykler og cykelhjelme...
Søren: – Som jeg også har brugt!
Lisbet: – Ja, og jeg er heller ikke efter dig, men pludselig skulle du fiske, og så var der mange fisketing. Og så var det jagt og en masse jagtting, ha, ha. Søren er en samler. Se også bare, hvor mange malerier vi har hængende på væggene. Da jeg var ung pige, læste jeg en bog, der handlede om en familie under krigen, som ikke havde ret mange penge, men som det alligevel lykkedes at have et festligt liv. Bogen hed "Fest på en hverdag". Og sådan tænker jeg om Søren: Søren, det er fest på en hverdag!















Søren køber sit første cirkustelt med Flemming Jensen i 1994. 

Sammen om cirkus og Italien
Lige nu er Søren på den store sommertur med Zirkus Nemo. Han og resten af cirkustruppen rejser fra by til by og optræder, og Søren elsker det.

Søren: – Hele stemningen. Teltet, græsset, mudderet, regnen, solen. Og den gammeldags kunstform, som cirkus jo er. Det er noget helt særligt at lave sit eget univers. Der er ingen, der styrer mig. Jeg har lavet en stil, der er min egen. Og så er det fantastisk at bo i en smuk cirkusvogn og få lov til at vågne nye skønne steder hele sommeren. Jeg er vild med lastbiler og noget med fire hjul under i det hele taget, og jeg synes, det er så stort at være den lykkelige ejer af seks lastbiler og tre varevogne. Plus diverse andre vogne. I år har jeg fået nyt telt, og det er blevet så smukt. Jeg ved godt, at folk er skide ligeglade, men jeg tror, at jeg har fået det flotteste cirkus i Nordeuropa. Vi har et virkelig godt sammenhold, det er en international forretning, og man bliver rigtig gode venner med artisterne og alle de andre, der er med. Man får sådan nogle livsvenner ude i den store verden. Nogle mennesker, som lever et helt andet liv, end man selv gør.

Er det ikke hårdt at være væk fra Lisbet så længe?
Søren: – Jamen, Lisbet er meget med. Der går ikke meget mere end en uges tid imellem, at Lisbet kommer og bor med mig i cirkusvognen.
Lisbet: – Søren vil meget gerne have, at jeg er der. Han kan ringe og sige: "Jeg VED, at du står på cirkuspladsen på fredag, og så kan det godt være, at jeg har en overraskelse til dig – bliver det ikke hyggeligt? – så jeg VED, at du står der...! Og det gør jeg så.
Søren: – Det er så socialt at have sådan et cirkus, man ser temmelig mange mennesker, må man sige. Og derfor er det vigtigt, at det også er noget, vi er sammen om. Lige så vigtigt som det er, at vi tager den der måned alene sammen i Italien bagefter, hvor vi virkelig har brug for at være os selv.

Hvilke mål har I hver for sig og sammen for de kommende år?

Lisbet: – Jeg vil blive ved med at skrive og fortsætte som skuespiller. Hvad det sidste angår, er det under forudsætning af, at det ikke går ud over vores dyrebare måned i Italien. Det er en gensidig aftale mellem os, at den ferie er hellig.Søren: – Mit mål er klart, at Zirkus Nemo går godt, og at vi får udvidet og solgt en masse billetter. At vi er glade for at lave cirkus de næste fem år og kan leve af det. Jeg laver altid sådan nogle femårsplaner...
Lisbet: – Ja, ja, indtil jeg dør!
Søren: – Nej, du dør sgu da ikke.
Lisbet: – Ha, ha, ha.

Er det noget, du tænker på, Lisbet, at du dør først?

Lisbet: – Nej, vi er enige om at dø samtidig. Selv Marie har accepteret det. Hun siger, nå ja, I skal jo dø samtidig.
Søren: – Vi skal ikke dø hver for sig. Det går sgu ikke.
Lisbet: – Det kan vi ikke.
Søren: – Så jeg håber på, at Lisbet bliver temmelig gammel! 

LÆS OGSÅ: "Det værste er angsten for, at det skal ske igen" 

LÆS OGSÅ: Silja Schandorff: "Det var en lettelse at holde op med at danse"

LÆS OGSÅ: Mette fødte en døv datter: "Da chokket var størst, havde jeg lyst til bytte hende"  

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview