Ødelagt bryllup
SPONSORERET indhold

Kære brevkasse: Min mor og søster ødelagde mit bryllup

Min mor og søster skaber konstant splid. Hvordan får vi skabt fred, spørger en læser Vibeke Dorph i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Stock foto, Getty Images
13. nov. 2017 | Livsstil | Hjemmet

Hjemmets brevkasse

Jeg er en kvinde på 34, der har en mor og en storesøster, som altid skaber drama. Jeg har i mange år været udsat for dominerende og nedladende adfærd fra dem begge og også altid været den, der skulle fikse alt.

Min mor og far gik fra hinanden, da min søster og jeg var teenagere, og det efterlod mig lidt alene, da min far hurtigt fik en ny familie. Min søster opførte sig som en ægte teenager, og det samme gjorde min mor. Jeg endte med at være den, der gik hjemme og lavede mad og prøvede at holde styr på det hele, mens de konstant skabte splid og skændtes både med hinanden og med deres omgivelser. Indtil den dag jeg endelig fik nok og flyttede over til min far.

Jeg brød for to år siden med min søster, fordi hun konstant blandede sig og ville styre mit liv. Sidste år skulle jeg så giftes, og her blev jeg af min mor tvunget til at invitere min søster med. Jeg gav mig for min mors skyld, hvilket jeg fortrød.

Min søster endte med at lave så meget ballade og postyr, at jeg kom for sent til kirken. Senere græd hun og blev uvenner med min mor, de skændtes højlydt, det var pinligt og forfærdeligt.

Problemet er, at det kun er ét eksempel på, hvordan min mor og søster altid formår at skabe splid, hvor end de er. Det sker også i deres (mange) forhold, og de har også altid problemer med deres kollegaer, når de er i job. Min mand siger altid, at det er underligt, at jeg er i familie med dem, fordi vi overhovedet ikke minder om hinanden.

Jeg vil så gerne have en almindelig familie, men jeg kan ikke blive ved med at holde til, at de konstant blander sig i mit liv. Har du et råd til, hvordan vi får skabt fred?
N.N.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min datter er kommet i dårligt selskab

Vibeke Dorphs svar

Tak for din mail, som jeg desværre har måttet forkorte en del. Jeg er ikke psykolog, men ud fra din beskrivelse af din søsters og din mors opførsel, så lader det til, at de begge har en psykisk brist af en slags. Det vidner deres impulsstyrede adfærd, deres manglende sociale intelligens, deres manglende evne til at fastholde ting i deres liv og deres grænseoverskridende adfærd om.
Jeg er derfor ret sikker på, at du ikke kan appellere til deres sunde fornuft, for det tyder ikke på, at de er i kontakt med en sådan Jeg tror såmænd godt, at de godt kunne tænke sig at opføre sig ordentligt, men de ved ganske enkelt ikke, hvad det vil sige, eller hvordan man gør.

Jeg forstår godt, at du gerne vil have en ganske almindelig familie, men beklager: Du kan godt få en familie, men den bliver aldrig almindelig. Hvis du gør dig selv det klart, så vil du blive sparet for mange ærgrelser fremover.

Hvis du insisterer på at have din søster og mor i dit liv, så indse, at du bliver nødt til at være den voksne, for følelsesmæssigt er din mor og søster som to små børn. Du skal derfor øve dig i at sætte klare grænser for dem. Du skal lære at sige stop, når de skaber sig og skaber konflikter, og så skal du øve dig i at trække dig, uden at det ender i råb og skrig. Hvis du selv kan undgå at blive følelsesmæssigt berørt og dermed undgå at træde ind på deres kaotiske banehalvdel, så er du langt!

På den måde kan du beholde kontakten til din familie, men som sagt, en almindelig en af slagsen, tror jeg aldrig, at det bliver. Den må du selv skabe, og det lyder du heldigvis til at være udmærket i stand til. For glem aldrig, at det er din søster og mor, der er noget galt med – ikke dig!

Anbefalet til dig