Alenemor med donorbørn: "For mig er det en rigtig god løsning"

32-årige Maria kiggede på skærmen til skanneren. Hun var helt rolig, for hun vidste, hvad der skulle ske. Hun havde prøvet det før. Endnu en gang skulle hun se sin livmor med en sort, livløs plet indeni. Men da det sort-hvide billede tonede frem på skærmen, kunne hun godt se, at det ikke var helt, som det havde været de seneste tre gange. 

– Der er liv, sagde lægen og viste hende det lillebitte hjerteblink. 

Maria rystede. Ved siden af briksen jublede hendes søster, og hun brød selv ud i en blanding af latter og gråd. Det var fjerde gang på halvandet år, at Marias fertilitetsbehandlinger var endt i graviditet. Men det var første gang, der havde været liv ved den tidlige skanning i uge otte.

– Det var helt surrealistisk. Jeg havde kæmpet for det så længe, og det var gået galt så mange gange, at jeg slet ikke turde tro på det, siger Maria. 

LÆS OGSÅ: Marie er enlig mor til tvillinger: ”Det er gået fint, men det har været på bekostning af mig selv"

Lægen fortalte hende, at der nu var 95 procent chance for, at graviditeten endte, som hun havde drømt om – med at hun blev mor. Og da Maria og hendes søster kort tid efter sad på en restaurant, sank det for alvor ind.
– Fuck, Rikke. Jeg er jo alene om det her, sagde Maria til søsteren, der bare grinede og tørt konstaterede, at det vel næppe kunne komme bag på hende.

Lyst overskyggede frygt

Maria var 26 år gammel, da hun for alvor begyndte at tænke på, at hun ville have børn. På det tidspunkt havde hun en fast kæreste, og han var helt enig i, at de skulle være forældre sammen. Men efter at have prøvet at blive gravid på naturlig vis i et år og derefter to år med udredelser, gik forholdet i stykker, og Maria skulle vælge, om hun ville fortsætte med inseminering alene. – Det var slet ikke en mulighed, at jeg ikke skulle have børn. Den der ubetingede kærlighed og omsorg, som man kun har til sine børn, ville jeg virkelig gerne opleve, siger hun.Maria undersøgte grundigt, hvilke muligheder hun havde for at vælge donor, og hun pløjede videnskabelige undersøgelser af donorbørn og erfaringer fra andre kvinder igennem.– Mine primære overvejelser gik på, om jeg ville skade mit barn. Det sidste, jeg havde lyst til, var at træffe et valg, som ville give mit barn dårligere betingelser end andre børn, siger Maria. Men de undersøgelser, hun læste, viste, at børnene ikke tager skade, og at de omvendt ofte har bedre betingelser, fordi de er blevet til på baggrund af velovervejede og aktive valg.– Det bekræftede mig i, at det var det rigtige, jeg gjorde. Jeg tænkte, at selvfølgelig kunne det lade sig gøre, og lysten til at blive mor overskyggede al den frygt, jeg ellers kunne have, siger Maria.Så Maria gik i gang med inseminationer med anonym donorsæd og takkede nej til at lave en nøje udvælgelse af donoren ud fra bestemte karakteristika eller uddannelse.– Jeg brød mig ikke om tanken om at designe mit barn. Men jeg bad om en donor, der fysisk lignede mig mest muligt, fordi jeg tænkte, at der i forvejen ville være meget at forklare, siger Maria.Maria blev insemineret fem gange, men ingen af dem endte med en graviditet. Og hun fortalte ikke nogen om det. – Jeg følte mig meget alene. Det er jo lidt tys-tys, at man forsøger at blive gravid, selv når man er et par, og jeg var måske lidt bange for, hvordan folk ville reagere. Men det var uendeligt hårdt at gå igennem de behandlinger og blive skuffet alene.LÆS OGSÅ: Alenemor til et donorbarn: ”Det hårdeste er ensomheden”Efter de fem insemineringer og et halvt års betænkningstid blev Maria forelsket. Hendes nye kæreste ville også gerne have børn, og efter halvandet års forsøg uden resultat, gik de også i fertilitetsbehandling. Ved fjerde forsøg, blev hun gravid, og de var spændte og forventningsfulde, da de tog til den første, tidlige skanning. Men beskeden var barsk – godt nok var der to fostre, der havde sat sig fast, men der var ingen liv, og de skulle fjernes ved en udskrabning.De gik videre til kunstig befrugtning, og Maria blev gravid to gange. Men det samme skete. Positive graviditetstest, men ingen liv, og et håb der endnu engang endte med en udskrabning.– Jeg var helt vildt frustreret og tænkte, at der måtte være en grund til, at jeg havde så svært ved at blive gravid og holde på graviditeterne, siger Maria.Hun havde forsøgt at blive gravid i fem et halvt år og sagde derfor ja, da lægerne tilbød hende en kikkertoperation. Samtidig knagede forholdet mellem hende og kæresten, og en måned inden Marias operation gik de fra hinanden. I Marias underliv fandt og fjernede lægerne noget endometriose – en sygdom, der kan gøre det svært at blive gravid.

Kernefamilie var førstevalg

Få måneder senere besluttede Maria at fortsætte sin fertilitetsbehandling alene – igen med donorsæd.– Det var lidt hårdt at stå der igen, men også en lettelse og en følelse af, at jeg gjorde noget for mig selv. Mit førstevalg var helt klart en kernefamilie – det er det, jeg er vokset op med, og det der i vores samfund er ‘det rigtige’. Men jeg havde ikke den rigtige mand, og det gjorde valget nemt.Denne gang fortalte Maria familien og de nærmeste venner og kolleger, at hun var i fertilitetsbehandling.– Alle forstod det, og jeg mødte meget støtte og opbakning fra alle sider. Det var rart at kunne dele det med nogen. Det første forsøg endte med den skanning, der for første gang viste hjerteblink og et levende foster. Marias mave voksede, og den første panik hun havde følt, gik hurtigt over. Hun tog sin storesøster med til skanninger og jordemorbesøg, men i dagligdagen savnede Maria indimellem en at dele graviditeten med.– Det ville have været rart at have en, der kunne synes, at det var lige så fantastisk at mærke hende sparke, som mig. En, der kunne glæde sig lige så meget som mig til, at hun kom ud, siger Maria.Også fødslen glædede Maria sig til, og hun besluttede ret tidligt, at hendes storesøster skulle med. Der var dog lige en uge lidt før terminen, hvor søsteren var på ferie, så Maria spurgte sin mor, om hun kunne være stand-in, hvis fødslen gik i gang der.– Jeg kunne mærke på hende, at det virkelig betød meget for hende at få lov til at være med. Jeg havde slet ikke overvejet, at det kunne være vigtigt for hende, så jeg nåede heldigvis at spørge hende inden fødslen, om hun ville med uanset, hvornår det blev, siger Maria. 

Trygt med familien

Hun var da også hjemme hos sine forældre, da veerne begyndte. Sammen med sin mor og søster kørte hun til Skejby Sygehus, men hun var kun en centimeter åben. De blev sendt hjem igen med besked om, at der godt kunne gå lang tid, inden der skete noget.– Jeg havde dårlig samvittighed over at have ulejliget dem. Men lige da vi var kommet hjem, gik vandet, siger Maria.De kørte tilbage på sygehuset, hvor fødslen hurtigt tog fart – men hendes to fødselshjælpere fik ikke lov til at blande sig ret meget.– Jeg havde egentlig ikke behov for hjælp. Alligevel var det virkelig dejligt, at de var med. Hele min livshistorie deler jeg med dem, og jeg har siden tænkt på, at det måske var mere trygt at have dem med, end en mand jeg kun har kendt i nogle år.LÆS OGSÅ: Så ondt gør det at fødeTo timer og 45 minutter efter at vandet gik, blev Maria mor til Emma-Oline.– Jeg havde forventet de helt store følelser. At jeg ville græde og grine og være helt fyldt op af kærlighed. Men det var mere sådan ‘hov, der ligger et barn’. Det var nok mere beskyttertrang end kærlighed, jeg følte, siger Maria.Maria blev på patienthotellet de to overnatninger, der er standard for førstegangsfødende. Da hun var ved at pakke sine ting for at tage hjem, spurgte en sygeplejerske, om hun var helt sikker på, at hun var klar, og om hun havde aftalt at hendes mor eller en anden, kunne bo hos hende de første par uger.– Det var meget sødt og omsorgsfuldt, men jeg havde ikke skænket det en tanke. Det var jo hele tiden meningen, at vi bare skulle være os to – og den hverdag kunne vi vel lige så begynde med det samme, siger Maria.Hun fortrød heller ikke et sekund, at hun var alene. Amningen gik godt, Emma-Oline sov fint, og Maria nød tilværelsen som nybagt mor.– Der var nogle få dage, hvor jeg virkelig havde brug for at sove. Dér tænkte jeg, at det ville have været rart med lidt hjælp, og i den der træthed mærkede jeg nok også en lille skuffelse over, at folk ikke stod i kø for at træde til. Men jeg opdagede ret hurtigt, at jeg jo var nødt til at træde i karakter og sige, hvad jeg havde brug for, siger Maria, der dog ikke syntes, at det var nogen at dele det praktiske med, hun manglede mest.– Især i starten savnede jeg en, der kunne juble og falde i svime over Emma-Oline sammen med mig. En, der kunne føle præcis den samme kærlighed, som jeg følte til hende, og som kunne være der i alle de der små øjeblikke. Men efterhånden har jeg opdaget, at der er masser af mennesker at dele det med. Vores familie, mine venner og det netværk af single-mødre, jeg har fået, siger Maria.  I dag er Emma-Oline tre år, og for godt fire måneder siden blev hun storesøster til Valdemar-Emil, som er blevet til med hjælp fra samme sæddonor. Hverdagen klarer Maria stort set selv. Hendes forældre og søskende bor et stykke væk, så et ældre ægtepar fra Marias lokalområde fungerer som adoptivbedsteforældre for børnene og passer dem, når Maria har behov for det.

Ikke meget alenetid

– Min hverdag står helt og holdent i børnenes tegn, og der er ikke meget alenetid. Men jeg har aldrig haft det store behov for at komme ud og lave en masse. Nu hvor jeg er på barsel, kan jeg godt mærke, at jeg har mere brug for voksenkontakt, så min mødregruppe er vigtig, siger Maria.

Maria har faste rutiner, som hun genoptager efter sin barsel med Valdemar-Emil. Hun er færdig med sit arbejde, når hun henter børnene, og de har vænnet sig til at spise aftensmad mellem klokken 16 og 17.

– Vi er sultne på det tidspunkt, og det betyder, at vi ikke har den der ulvetime, men i stedet kan bruge tiden efter aftensmaden på at hygge og geare ned, siger Maria, der på dage med lidt bedre tid laver store portioner mad, som hun fryser ned, så det altid kan gå hurtigt med aftensmaden.

Børnene fylder rigtigt meget, og lige nu tænker Maria ikke på at finde en mand at dele hverdagen med.
– For mig er det en skidegod løsning at være alenemor. Det passer mig virkelig godt, at jeg kan gå i seng klokken otte, hvis jeg er helt vildt træt, og at jeg ikke behøver at tænke på at få et sexliv til at køre eller at skulle spørge, hvordan min kærestes dag har været, siger Maria, der heller ikke har planer om at skulle finde sig en kæreste foreløbigt.

– Jeg synes virkelig ikke, jeg har behov for en mand. Jeg får jo masser af kærlighed fra mine børn, og jeg har ikke lyst til at udsætte børnene for at blive knyttet til en mand, der pludselig smutter igen, siger hun.

Maria er meget åben om, at Emma-Oline og Valdemar-Emil er donorbørn – også over for børnene selv. For knapt et år siden, spurgte Emma-Oline første gang sin mor, hvor hendes far var henne, og Maria svarede, at hun jo ikke har nogen far. Den lille pige spurgte så, hvornår hendes far ville komme, og da Maria svarede, at det gjorde han ikke, svarede Emma-Oline med et ‘øv!’

– Det gik lige i hjertet på mig. For det var jo hendes to-årige måde at konfrontere mig med, at jeg har taget et valg, som får kæmpe konsekvenser for hendes liv. Men det var en samtale, der ikke engang varede et minut, og to sekunder efter var hun videre med sin leg. Så jeg tænkte, at det med ikke at have en far til stede måske betyder mere for mig, fordi jeg ved, hvad det vil sige at have en far – og ham ville jeg jo ikke miste. Emma-Oline bliver ikke fars pige, men så bliver hun måske morfars pige eller bedstefars pige. Eller mors pige, siger Maria, der aldrig nogensinde har fortrudt, at hun har valgt at blive mor alene.  

– Jeg har aldrig syntes, at det har været hårdt. Og jeg synes, det er så ærgerligt, at der ikke bliver fortalt mere om, at det er en mulighed. Jeg elsker mit liv, jeg elsker at være mor, og jeg er så dybt taknemmelig over, at jeg har fået lov til at blive det, siger Maria. 

LÆS OGSÅ: Gravid med Klaus Riskær: “Det var ikke planlagt”

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Speltmor? Stage-mom? Nynne-mor?

LÆS OGSÅ: Gravid med ukendt donor: “Det er et kærlighedsbarn”