anne stampe
SPONSORERET indhold

Anne Stampe: Jeg er mere pylret over for min søn, end over for min datter

Iværksætter og ny løve i ’Løven Hule’ Anne Stampe Olesen har et stort fokus på ligestilling – også når det kommer til opdragelsen af sine to børn, Dicte på 12 og August på 10 år. Det lykkes bare ikke altid, fortæller hun i et interview til ALT for damerne.

Af: Lene Lykke Hovmand og Julie Bruun Lund Foto: Peter Nørby
08. feb. 2023 | Børn | ALT.dk

Allerede fra hun var helt lille, lærte Anne Stampe Olesen at tro på egne evner. Og opbakningen fra hendes forældre var aldrig til at tage fejl af.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Hvis hun sagde, at hun ville være statsminister, svarede de: ”Så skal du gøre det!” Der var ingen begrænsninger i forhold til, hvad hun kunne blive, men samtidig heller ikke nogen særlige forventninger.

Netop troen på egne evner og et godt selvværd er noget, iværksætteren forsøger at give sine to børn, Dicte og August, med hjemmefra. Det fortæller hun i et interview til ALT for damerne.

Samtidig må ingen af dem få den opfattelse, at de kun er noget, hvis de præsterer i skolen. De skal vide, at det er ok at fejle – man behøver ikke være perfekt, fortæller hun.

”Jeg er opmærksom på, at min datter ikke skal blive en 12-talspige, for hun er meget dygtig i skolen. Det var jeg ikke, så det er ikke mig, hun har det fra! Men hun kunne godt falde i den med at tro, at hun skal være den bedste hele tiden. Min dreng har det også lidt, så der passer jeg også på.”

Der er forskel

Som mor er hun noget mere pylret over for sine to børn, end hendes egne forældre var over for hende og hendes søskende.

Og selvom Anne Stampe stiler efter at opdrage sine børn ens – uafhængigt af deres køn – ved hun godt, at det ikke altid lykkes. Hun er nemlig mere pylret over for sin søn, end over for sin datter, fortæller hun.

”Vi har en kulturel bias over for vores børn. Vi siger til pigerne: ”pas nu på, at du ikke slår dig” og opfordrer samtidig drengene til at være risikovillige. Når min datter falder af hesten, så er det bare – kom så! Bogstavelig talt op på hesten igen, hvorimod når min dreng spiller fodbold, og der er én, der jorder ham, så han bliver sendt på tværs af banen, så kan jeg slet ikke ...”

Hun hiver luft ind og fortsætter.

”Så har jeg lyst til at stoppe hele fodboldkampen – hvad sker der her?! Jeg er meget mere pylret om ham, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg er meget bevidst om det.”

Læs resten af interviewet med Anne Stampe Olesen i denne uges ALT for damerne.

Anbefalet til dig