Coaching med Jesper Juul: „Min datter vil bestemme selv”

BaggrundMikkeline på tre år har et godt temperament, et veludviklet sprog og et voksende selvstændigheds-gen. Hun bestemmer gerne, at det er hende, der åbner og lukker hoveddøren hver gang, hun skal ind og ud, hvilken mad hun kan lide at spise ”lige for tiden” og alt muligt andet.

Hendes mor, Christina, er i tvivl om, hvad og hvor meget Mikkeline skal have lov til at bestemme. Moren, der nu har fået en kæreste, men ellers har været alene med Mikkeline, siden hun var helt lille, bekymrer sig om, hvorvidt hun er for eftergivende over for sin datter og giver hende lov til for meget.

Coaching

JESPER: Hvad, synes du, er vigtigt at snakke om?

CHRISTINA: Jeg går og tænker på det med, at hun er blevet så selvstændig, og at hun for eksempel altid skal åbne hoveddøren… hun siger: JEG gør det… eller hvis vi går ud, og jeg kommer til at lukke den, så siger hun: NEJ, det var jo MIG, der skulle gøre det. Jeg bliver i tvivl, skal jeg lade hende gøre det, eller hvad?

JESPER: Det er fint, at du tænker over det, og hvis du er i tvivl om, om du bliver manipuleret med, så kan du jo prøve at lukke døren med lidt humor. Prøv at sige: Nå ja, det var rigtigt, tror du, du dør, hvis du ikke får lov til at lukke den? Så kan jo være, hun selv siger nej, nej! Det vigtigste er, at du ikke synes, at hun på nogle vigtige punkter presser dig i defensiven.

CHRISTINA: Hun er meget sådan: „Jeg vil selv – kan selv!”

JESPER: Jamen, det er jo heller ikke løgn, at hun kan meget selv.

CHRISTINA: Jeg er faktisk slem til at gøre tingene for hende, især om morgenen, fordi det går hurtigere, når jeg gør det. Måske prøver jeg at fastholde lidt, at hun stadig er min lille baby, samtidig med at hun prøver at være selvstændig.

JESPER: Jeg mistænker dig ikke for, at hun skal være din lille baby, men du er måske tilbøjelig til at overdosere omsorgen. Måske handler det om dårlig samvittighed, fordi du blev skilt, da hun var helt lille.

Din omsorg har måske forsynet hende med et par ”uvaner”, og derfor er det helt fint, at du tager ansvar for det og ikke kritiserer hende for at være viljefast og kompetent. Men det er vigtigt at sige, hvad du synes.

For eksempel næste gang hun brokker sig, da kan du sige: „Ja ja, det synes du, ja, men det synes jeg ikke. Nogle gange passer det fint, at du åbner døren, andre gange gør det ikke”.

CHRISTINA: Men nogle gange bliver hun rasende, hvis der er noget, hun føler, er uretfærdigt, eller hvis jeg er ”dum”. Så løber hun ind på sit værelse, smækker demonstrativt med døren og græder og skælder ud og vil overhovedet ikke trøstes. Jeg tumler lidt med, hvordan jeg skal gribe det an.

JESPER: Det er ikke noget problem.

CHRISTINA: Jo, det synes jeg, det er.

JESPER: Jamen, hun gør det rigtige og afviser dig. Når hun er ude af sig selv, har hun brug for at komme ind i sig selv igen. Og det kan de fleste børn kun gøre alene. Nogle gange kan man få lov til at sidde på sengekanten og nusse sit barn i nakken, hvis man ellers holder kæft. Det er ikke nogen katastrofe, sådan er det, og sådan sker det. Det er helt uproblematisk og ufarligt. Det er kun, fordi du tager det personligt og føler dig afvist.

CHRISTINA: Det kan jeg godt leve med, men jeg tænker nogle gange, når der går en halv time, om jeg ikke skal gå ind til hende.

JESPER: Det er et mareridt for børn at blive forstyrret i den sorgproces, de skal igennem, når de mister forventninger og illusioner. Det er en del af det at vænne sig til, hvilke forældre man har, og hvordan livet er.

Førhen troede man, det handlede om manipulation. Men nej, der kommer bare et tidspunkt, hvor de giver op og ikke kan få sagt det, de vil, og så går de. Og frem for alt skal I ikke tale om det bagefter. Når hun er færdig og kommer ud igen, så er det slut inde i hende, og så er hun klar til at gå videre.

En anden ting, der er vigtig, er, at man ikke begynder at gå på æggeskaller og tænke: „Nu må vi ikke ophidse den lille direktør”.

CHRISTINA: Det kan jeg jo godt finde på om morgenen… lige at åbne døren og lukke den igen… og lige låse op og låse i. Så det bliver en god morgen, og så jeg får en god aflevering.

JESPER: Ja, og i stedet kunne det være godt at finde ud af, hvorfor hun gør det. Måske synes hun, at man skal slås for at få lov at blive stor.

CHRISTINA: Det tror jeg godt, det kunne handle om. En dag, hvor jeg kaldte hende min lille skat, sagde hun: „NEJ, jeg er ikke din LILLE skat. Jeg er din STORE skat”.

JESPER: Hun giver et fint hint om, hvor hun er henne. Personligt synes jeg, at det, man som forældre skal gøre med den der vilje til at sætte sig igennem og gøre tingene selv, er at tage imod den og tænke: hvor er det dejligt, så slipper jeg.

Hvis man så er stresset om morgenen, bør man jo beklage over for sit barn eller stå op et kvarter før. For det er ikke nogen undskyldning. Mange mødre har en trang til at gøre sig nyttige, og det er i virkeligheden det hjælpe-gen, det handler om her. Du holder fast i, at det er et lille barn, du har. Og dermed holder du måske også fast i, at du skal gøre tingene for hende.

Som sagt – det med tiden er ingen undskyldning.

Mange børn strækker sig langt for at imødekomme deres stressede forældre. Mikkeline er i en alder, hvor hun bliver mere og mere selvstændig samtidig med, at hun strækker sig langt for at samarbejde, blandt andet ved at acceptere din nye kæreste.

Samtidig forsøger hun at sige „hertil og ikke længere” i en livssituation, hun ikke selv har valgt, og det anser jeg for en sund og intelligent måde at gøre tingene på.

CHRISTINA: Så jeg er ikke for eftergivende?

JESPER: Nej, jeg hører, du har været fleksibel. Når hun slår ud med armene, så giver du plads. Og selv om det er svært for dig at lære at lade hende være i fred, når hun flipper ud, så prøver du.

Så jeres samspil er jeg fuld af beundring over, for det kan ikke gøres meget bedre. Det lykkes også, at du ikke bliver alt for trodsig, når hun er selvstændig. Det er vigtigt, du husker, at hvis du ryger i defensiven og føler, du skal være strategisk for at undgå ballade, så må du tage konfrontationen.

Mikkelines mor efter coaching

Jeg synes, det gav meget mening, det Jesper sagde. I forhold til at åbne døren, så en dag åbnede jeg den bare, og først da vi var kom met næsten ud, sagde hun „HOV, det var jo mig, der skulle åbne!”

Så sagde jeg: „Ja, men nu gjorde jeg det idag, hvad tror du så, der sker?”

Og så spurgte jeg: „Hvorfor er det egentlig så vigtigt for dig at åbne den dør?” Først var hun stille, og så sagde hun: „Fordi sådan er jeg bare lavet”.

Jeg sagde bare „okay”, og så gik vi videre.

Det virkede som om, at det skulle hun bare have plads til at sige, og jeg kunne godt for nemme, at hvis jeg var gået ind i den og havde sagt at det var fjollet, så var hun blevet sur Men fordi jeg bare sagde „okay”, så har det ikke været lige så vigtigt for hende at åbne døren siden. Så nu er jeg meget mere afslappet og har det sådan, at det også er for hendes skyld, at jeg skal lade hende være, når hun for eksempel bliver gal.

Det er en befriende måde at gøre det på. Jeg kunne nærmest ikke få armene ned, da jeg gik inde fra Jesper Juul. Det var også fordi, han bekræftede mig i, at jeg godt bare kan være den mor, jeg gerne vil være. Jeg behøver ikke bruge en eller anden metode, der står i en bog, medmindre det passer til mig.