Familien vidste, at Knud på 10 måneder skulle dø – på børnehospice fandt de et uventet lys i mørket

Asker, som i dag er 12 år, husker ikke helt præcis, hvordan det var at møde hospitalsklovnen Ludo for første gang.

Han var nemlig bare tre år, da han flyttede ind på børnehospicet Lukashuset sammen med sine forældre og lillebror Knud, som var meget syg.

Til gengæld står følelsen, han altid fik, når Ludo kom forbi, stadig tydeligt for ham den dag i dag.

– Jeg kan huske de sjove ting, vi lavede sammen. Vi pustede sæbebobler og smadrede dem bagefter med et ballonsværd, og vi legede med dinosaurer. Og jeg blev målt med et målebånd, som viste, at jeg var otte meter høj, fortæller Asker og smiler fra sin plads ved spisebordet i lejligheden i hjertet af Nørrebro, hvor han bor sammen med sin far Anders, mor Carla og lillebror Erik.

Også Anders, som sidder ved siden af, husker, hvordan Asker lyste op ved mødet med Ludo – helt fra starten.

– Der gik kun få minutter, så var han tryg ved Ludo. Og især ved andet møde, der var han bare så glad for at se hende og smilede stort.

Lillebror Knud nød også godt af Ludos besøg, og særligt lyden af hendes ukulele var et hit, når hun sad ved siden af ham og spillede. Og familiens voksne medlemmer så også frem til besøgene fra hospitalsklovnen, hvis borgerlige navn er Mette Brich. Hun havde nemlig meget andet end ballondyr at tilbyde familien i deres livs sværeste tid.

– For os voksne var det et tiltrængt afbræk. I sådan en hverdag på et hospice sker der både en helt masse ting, man skal forholde sig til – men samtidig sker der dybest set heller ingenting, for der er meget tid, hvor man bare sidder og er til stede, mens barnet sover. Derfor er det stærkt opløftende, også for de voksne, at der kommer en hospitalsklovn forbi og laver ballade. Men ikke bare dét – hun kan både være sjov og fjollet, men også mere stille og rolig, og hun var god til altid meget høfligt at stikke hovedet ind og læse rummet og os, fortæller Anders.

For ham var Ludo også i stand til at lette en meget specifik følelse for ham midt i sorgen – nemlig den dårlige samvittighed over for Asker.

– Det lyder jo vanvittigt, at man har dårlig samvittighed, for det er jo ikke noget, vi bevidst har udsat Asker for. Men man bliver ramt af følelsen af, at han bliver sat til side i næsten et år, hvor det her stod på. Og der ser vi tilbage på det med stor glæde, at Ludo var der, siger han og tilføjer, mens han ser på Asker:

– Hun var der jo ikke hele tiden, men når vi taler med Asker om, hvad han kan huske fra dengang, så handler det meget om Ludo. Og det gør jo, at vi har mindre dårlig samvittighed. Selvom det måske lyder mærkeligt, så betyder det, at Asker kan se tilbage på den tid som en god tid. Hjælpen fra personalet på Lukashuset var selvfølgelig også afgørende, og de tog virkelig hånd om os som familie. Det er meget imponerende, at Asker – især med personalet og Ludos hjælp – sidder tilbage med nogle gode minder om sin lillebror.

Asker nikker bekræftende og siger så:

– Uden Ludo havde jeg måske ikke villet være derude så meget, og det havde ikke været lige så rart, men mere kedeligt. Jeg kan huske, at jeg altid ville hentes tidligt fra børnehaven, når Ludo kom, og det var en gang om ugen. Og jeg husker, at jeg holdt min 3-års fødselsdag i Lukashuset, og at det var sjovt, fordi vi tog tid på, hvor hurtig jeg var på mit løbehjul.

Ballondyr på kisten

Knud gik bort, 10 måneder gammel, da familien havde boet i Lukashuset i et halvt år.

Midt i familiens enorme sorg, besluttede Anders sig for at ringe til Ludo forud for begravelsen. Det er et opkald, Ludo husker tydeligt – også som privatpersonen Mette.

– Det havde jeg aldrig prøvet før. Så jeg måtte lige tjekke op med mit bagland, om det var okay. Men for mig gav det så god mening. Så jeg ringede tilbage til Anders og spurgte, om det var Ludo eller Mette, der skulle dukke op til begravelsen, fortæller hun over telefonen.

LÆS OGSÅ

Sådan taler du med dit barn om døden

Døden kan være svær at tale om med sit barn, men når børn mister en bedsteforælder eller en onkel, er det vigtigt at give plads til at snakke om døden, tabet og sorgen. Se hvordan du gør her.

Heldigvis svarede Anders det, som hun også selv syntes var mest passende.

– Jeg tænkte på, at Asker aldrig havde mødt Mette. Han kendte kun Ludo. Så derfor ville jeg ikke kunne stå foran Asker, der på det tidspunkt var omkring 3,5 år gammel, og pludselig bare være en almindelig gammel dame, siger hun med et hurtigt grin og fortsætter:

– Da jeg møder familien foran kirken som Ludo på dagen for begravelsen, løber Asker lige hen i favnen på mig og siger ”hej Ludo, kom, kom, du skal ind og sidde her.” Så sad jeg på forreste række sammen med Asker, mellem hans mormor, mor og far.

Inde bag Ludos røde næse og runde klovnehat, blev også Mette ramt af den svære situation. Men hurtigt fandt hun tilbage til Ludo og kunne være til stede i øjeblikket med Asker.

– Der gik et kæmpe sus gennem mig, for kirken var fuld af Askers venner fra børnehaven og familiemedlemmer, og den lille kiste stod deroppe. Men jeg holdt bare fokus 100 procent på Asker, for det var ikke mine følelser, der skulle infiltrere den dag – eller nogle andre dage for familien:

LÆS OGSÅ

Louise Haack Sandager: 7 ting jeg har lært, siden min datter døde

For to år siden mistede Louise Haack Sandager og hendes mand deres 4-årige datter. Alle forældres værste mareridt. Hvis hun døde, ville Louise selv dø, tænkte hun dengang. I dag er hun klogere. Her er syv ting, hun har lært af at leve videre.

– Og sådan var det hele vejen igennem med Asker og familien. Jeg blev bare så godt modtaget af dem, og så bygger man nogle bånd helt naturligt. De var trygge ved mig og overlod Asker til mig, når jeg var der. Men det er altid på deres betingelse, og sådan skal det være. Lægerne og sygeplejerske skal alt muligt og har nogle faste opgaver, men min opgave er kun at være til stede på barnets betingelser, altid. Sådan var det også med Asker – der var dage, hvor vi lavede sjove og frække ting, og andre dage kunne det være, at han ikke ville noget. Så kunne vi bare være sammen og lægge os ned på ryggen.

Men den dag i kirken ville Asker gerne en hel masse, husker Ludo. Og så gjorde de det.

– Han var sur over, at jeg ikke havde min kuffert med, så jeg sagde til ham, at det måtte jeg ikke for min mor, fordi jeg skulle i kirke. ”Så kan jeg ikke få en ballon,” sagde han, men så overraskede jeg ham med ballonerne i lommen.

Det øjeblik husker Asker også den dag i dag.

– Hun lavede en ballonhund, vi kunne lægge på kisten, og vi kunne også tegne på kisten, eller skrive søde beskeder. Det kan jeg huske, at der var flere, der gjorde.

Efter begravelsen fulgte et optog af mennesker efter kisten gennem byen og hen til Assistens Kirkegård, hvor Knud ligger begravet – blot et stenkast fra familiens hjem. Og for far Anders var det helt naturligt, at Ludo var en del af dagen.

– Det var en kæmpe hjælp for os, fordi hun bare var der for Asker og var den gode ven for ham, som hun virkelig var blevet. Selvom han kendte mange andre til begravelsen, så havde de mindre overskud, og de havde nok i deres egen sorg. Men Ludo var der kun for Asker.

En årlig genforening

Selvom det ikke er en del af Ludos jobbeskrivelse at være med til begravelser, så gør hun det gerne, og hun har også siden været med til et par andre. For hende gælder det altid, at det foregår på familiens præmisser – også efter, de har forladt Lukashuset.

Men hun kan sagtens forestille sig at få endnu et særligt opkald fra Anders og Asker en dag.

– Asker er jo stor nu, og han graduerer selvfølgelig sit forhold til mig. Men jeg kan sagtens forestille mig, at Anders ringer til mig den dag, Asker skal konfirmeres, hvis jeg skal komme forbi som en overraskelse. Og det ville jeg til enhver tid gøre.

Hjemme hos Anders og Asker ser de også frem til en mere snarlig genforening med Ludo. Hvert år åbner Lukashuset nemlig dørene op for tidligere beboere, og så længe Asker stadig vil med, så tager de afsted. Og det vil han gerne.

– Så får man kage og spiser frokost, og Ludo kommer sammen med nogle andre hospitalsklovne. Og til sidst synger vi Sensommervisen og sender lanterner op i luften, siger Asker, som ser frem til det næste arrangement, der er lige om hjørnet.

Også i hverdagen hjemme hos Anders og Asker fylder Knud og tiden, de havde med ham, en hel masse, og på væggen i køkkenet hænger et billede af ham fra dengang. Og også hans gravsted besøger de ofte.

– Vi er ofte derhenne, og da Asker var lille, var det hver dag, fordi han gik i børnehave lige på den anden side af Assistensens, siger Anders.

– Og vi er der altid på hans fødselsdag. Så får han en gave, indskyder Asker og smiler til sin far.