Blog: Den svære putning

Det der med søvn, det fungerer ikke rigtigt hjemme hos os. Connor på 2 år synes i høj grad at søvn er noget andre børn end ham skal praktisere (dog ikke naboens børn, som han glædeligt holder vågen med råb, skrig og skrål).

Vi starter vores putteritual som de fleste forældre med tandbørstning og godnathistorie. Derefter bliver lyset slukket og vi kysser godnat. Allerede når hans hoved rammer puden lyser hans ansigt op i et stort smil og hans øjne skifter udtryk. Hvor de før viste sikrer tegn på træthed, viser de nu energi og ballade. Det store smil breder sig og han siger: ”Jeg er tørstig!! Connor vand!”.

Han får lidt vand fra hans drikkedunk og han gør tegn til at lægge sig ned.

Men nej.. mor tog fejl, det var en koldbøtte han gjorde klar til. Jeg lægger ham pænt ned og siger ”godnat”. Tror efterhånden at ordet godnat, for en to-årig betyder FEST!

Inden jeg har nået at slippe dynen, har han allerede rejst sig og begyndt at hoppe og grine. Vi prøver igen med at lægge ham ned og måske et mere bestemt godnat virker? Det gjorde det selvfølgelig ikke ”Connor ikke putsove,” siger knægten.

”Connor SKAL sove nu, GODNAT!” får jeg sagt meget bestemt. ”NEJ!!” siger han.

Inde i mit hoved kan jeg mærker at de to timers tiltrængt voksentid langsomt forsvinder. Jeg lægger ham ned igen. Beslutter mig for at gå ud af døren, mens jeg siger: ”Connor nu går mor ud, jeg kommer igen, når du ligger ned”.

Jeg ved godt at han ikke lægger sig ned, men har brug for de 2 sekunders ro. Ude i gangen hører jeg ham råbe. Jeg ignorerer det de første par gange, men undres da der pludselig bliver stille. Jeg kigger ind i værelset, han er ikke længere i hans tremmeseng – han har gemt sig bag døren! Da han opdager han er ”fundet” hviner han af glæde og løber igennem værelset. ”Connor laver skidtstreger” råber han.

Jeg lægger ham tilbage i sengen igen. Jeg kigger på uret, den første time er allerede gået. Jeg kigger på drengen, der allerede er begyndt at kravle ud af sengen. Han griner. Jeg løfter ham, for at lægge ham ned igen. Nu er han ved at blive træt af at blive lagt ned, så nu kæmper han imod med spark og skrig. ”NEJ, NEJ, NEJ” og ”OUT, OUT, OUT” råber han i raseri.

Jeg hæver stemmen, siger ”STOP” og ”GODNAT”. Kan mærke at jeg lige skal have en ny pause. Går ud af rummet og lukker døren. Mens jeg står og overvejer mit næste træk banker det på indersiden af døren. Håndtaget trækkes langsom ned og døren åbnes ganske langsomt.

I døren står Connor med ballade i øjene, stort smil på læben og siger stille: ”Det er Peter Anker”.

Al irritation forsvinder og jeg bryder ud i høj latter. Han løber hen til mig og vi krammer. At jeg så efterfølgende skal bruge en time mere på putning, overlever jeg. Har nemlig fundet ud af at min dreng har humor. Jeg håber på, at denne fase hurtigt går over.