Eksklusivt interview: Familieekspert Jesper Juul: "Jeg var en dårlig far"
Danske forældre opdrager alt for meget. Vores skilsmisssebørn lider langt mere under bruddet, end vi aner. Og søvnproblemer er noget, vi har opfundet, fordi børn ikke sover på klokkeslet. Danmarks familie-guru nummer 1 kan endnu. Her ser han tilbage på sit eget liv som far og giver sit bud på hvilke problemer, vi forældre slås med lige nu.
Det er meget svært at forestille sig, at Skandinaviens førende familieterapeut har været en helt igennem elendig far. Men Jesper Juul var i begyndelsen både rædselsfuld, temperamentsfuld og selvoptaget, siger han selv.
Det ændrede sig dog, da hans dengang 2-årige søn gav ham en irettesættelse, som ikke var til at overhøre. Som sædvanlig havde far og søn en konflikt, – sønnen løb sin vej, og Jesper Juul løb efter. Men halvvejs oppe ad trappen vendte sønnen sig pludselig om, så han var i øjenhøjde med sin far.
Og så sagde han ganske enkelt: ”HOLD OP!”
…”og det gjorde jeg,” fortæller Jesper Juul, ”Hvis jeg ikke havde sadlet om lige dér, så var det gået helt galt. Så tror jeg, at min søn havde opgivet mig.”
Så galt gik det heldigvis ikke. Vejen til jobbet som familieterapeut gik fra drømmen om at blive skovridder (som brast på grund af en manglende studentereksamen) til et par år som sømand og efterfølgende nattevagter på en døgninstitution for børn, hvor interessen for forældres indflydelse på børns velfærd blev vakt. En interesse, der smittede af derhjemme.
”Jeg var så heldig at være i et miljø, hvor jeg blev opmærksom på, at jeg selv kunne gøre det bedre i forhold til min søn. Ellers havde jeg nok aldrig opdaget det,” siger Jesper Juul.
Læs avisen, mor!
I dag kan Jesper Juul se tilbage på 35 år som far med et fint forhold til sin søn og 30 år som familierådgiver af den mest efterspurgte slags. I 1995 skrev han bestselleren ”Dit kompetente barn,” som er oversat til 13 sprog og solgt i en kvart million eksemplarer, – til dato Danmarks mest solgte bog om børn.
Nu er han klar med en ny bog til forældre med titlen ”Din kompetente familie.” Måske hedder den sådan, fordi Jesper Juul gerne vil have os til at integrere vores børn i familien i stedet for at sætte dem i centrum, som de fleste forældre gør i dag.
”Jeg blev spurgt af et dameblad for nylig, hvad jeg ville sige til mødre i dag, hvis jeg skulle nøjes med at sige én eneste ting,” fortæller Jesper Juul.
”Jeg svarede, at de skal børste ungerne af sig! Sig til dine børn, at nu vil du læse avisen! For vi glor på ungerne konstant. Og det er synd. For det er faktisk meget ensomt for dem at være i centrum hele tiden.”
Nok ikke lige det man havde regnet med at høre fra familierådgiveren, men han illustrerer det med et godt eksempel:
”Rigtig mange familier har for eksempel problemer med børn og spisning. Og det har de typisk, fordi forældrene er alt for optagede af at ”spille” forældre i stedet for bare at være det. Forældre siger tit, at de ikke har tid til at tale sammen. Men hvorfor taler de ikke sammen over middagsbordet i stedet for at hellige al opmærksomheden til børnene? Så får børnene fred til at spise, og forældrene får talt lidt sammen.”
“Hvorfor skal vi sidde at kigge på dem og ”lære dem at spise pænt”? Der findes ikke det barn, som ikke gerne vil spise med kniv og gaffel, ligesom sine forældre. Barnet har bare brug for at sidde med det selv og lære, hvordan man gør, uden at blive kigget på hele tiden,” siger han.
”Det handler om at give sig tid til det. Men forældrene har alt for travlt – også med at opdrage på børnene. Morgener er også tit et problem i børnefamilier. For når vi har travlt, bliver børnene til objekter, – små pakker, som vi flytter rundt på, – fra sengen til køkkenet, fra køkkenet til badeværelset og så videre. Og når det sker, så reagerer børn ved at blive ekstremt langsomme. Og så ender morgenen ofte i skrig og skrål. Jeg mener, at med børn op til 5-årsalderen er man nødt til at sørge for at have god tid. Hvis man ikke har tid og ikke kan skaffe tid, – så må man bortadoptere sine børn…”
Nye problemer i familienDa Jesper Juul kom ind i familierådgivnings-branchen for 30 år siden, havde forældrene slet ikke de samme problemer som i dag. Konflikter om spisning, travle morgener og søvn fandtes, ifølge Jesper Juul, kun undtagelsesvis.
I dag anslår han, at 45 procent af alle børn mellem 8 måneder og 5 år har et uregelmæssigt søvnmønster – og sådan har det altid været. Men ”problemet” består typisk i, at børnene ikke sover på klokkeslet.
”Min seneste succes var, da jeg for nylig rådgav et forældrepar med et barn, som ikke ville sove. Jeg sagde til dem, at de skulle prøve at bilde sig ind, at putte-situationen var et privilegium for dem som forældre, frem for en opgave og en pligt. De skulle bruge tiden til at stresse af, være nærværende og finde ud af hvilken slags barn, de havde den dag. Der gik to dage, så sov barnet fint. For det er som regel, når barnet føler sig som et problem og en belastning, at det går i hårdknude,” forklarer Jesper Juul.
Det gælder også de mange store børn, som ikke kan sove alene. Jesper Juul siger, at der er noget galt, hvis børn over 2 år sover i forældrenes seng, hvis det vel at mærke ikke passer forældrene.
”Det er ikke synd, at de ikke må sove hos os. Det er synd, at de føler sig som en belastning,” siger han.
”Børn ved godt, hvad de har lyst til, men ikke hvad de har brug for. Ofte trænger de store børn til, at forældrene tager lederskabet. Et barn på 8 måneder kan tage skade af at ligge alene og græde. Men en 8-årig, der hyler i sin seng over, at han ikke må sove hos mor og far, tager ikke skade,” konstaterer han.
Tværtimod mener Jesper Juul, at børn har godt af, at vi forældre ifører os den gule førertrøje lidt mere derhjemme. Vi burde sige: ”Jeg ved godt, det ikke passer dig, men sådan er det!” lidt oftere til vores børn. Og ja, selvfølgelig har vi problemer med lederrollen, men Jesper Juul beroliger: ”Det er da ikke så mærkeligt. Alle har jo svært ved lederrollen – også erhvervslederne…”
Hvordan står det så til hos familien Danmark lige nu, set med Jesper Juuls briller?
Han mener faktisk, at vi har gjort fremskridt. Men selv de bedste forældre begår fejl, og det skal de også – vi skal ikke være perfekte. Alligevel lyder det voldsomt, når Jesper Juul vurderer, at almindelige, velfungerende forældre begår 20-40 alvorlige fejl om dagen over for deres børn. Det er først, når man kommer over de 50 alvorlige fejl om dagen, at man har brug for ”lidt coaching,” som familieterapeuten udtrykker det.
Skilsmisse-fremskridt
Den gode nyhed er, at så længe man siger og gør tingene hjerteligt og med ægte varme, så kan børn holde til næsten hvad som helst. Derfor understreger Jesper Juul også, at det ikke gælder om at have faste principper og sætte grænser, så børn kan lære at være, som vi vil have dem. Det gælder om at være tro mod sig selv og tage ansvaret.
Man kan godt som forælder synes, det er helt okay at hoppe i sofaen den ene dag og sige nej den næste dag. Det er langt bedre end at smile falsk og bide det i sig på de dage, hvor man bare ikke orker sofahopning…
Når Jesper Juul ser tilbage på dengang, han selv blev far i forhold til i dag, hvor han er bedstefar til en dreng på 1½ år, mener han, at der også er sket fremskridt på skilsmissefronten. Nutidens bedsteforældre var den første generation, som for alvor fik muligheden for at blive skilt, hvis parforholdet knirkede. Jesper Juul har selv prøvet at leve i tre forskellige familier, så han ved, hvad han taler om.
”Vi sloges om småting,” husker han, ”I dag er der en helt anden dimension i parforholdet. Det handler om, hvad vi vil med vores liv, – og de unge går meget mere til benet i dag. Muligheden for at blive skilt er især et kæmpe skridt fremad for kvinderne – og det er også dem, der i 8 ud af 10 tilfælde vil skilles. Det er sundt, og det er nødvendigt, men det er råt! Og prisen er høj, især for børnene,” siger han.
Heldigvis bliver en stor del af skilsmisseforældrene i dag skilt på en ordentlig måde. Men en mindre del bliver primitive og egocentriske i en skilsmisse, og det vil vise sig at være langt mere traumatisk for børnene, end vi hidtil har vidst. ”Lad os sige, at jeg har en begrundet mistanke om det,” siger Jesper Juul. Forsiden af de mange skilsmisser er, at det er blevet mere socialt acceptabelt at være skilsmissebarn. Men bagsiden er, at det er blevet sværere at udtrykke smerten ved det.
Krig om barnet”Jeg får så mange breve fra børn og unge, som fortæller, hvor ualmindelig frygteligt det er,” siger Jesper Juul. Han mener, at de mange deprimerede unge, som overvejer selvmord, er en konsekvens af blandt andet de dårlige skilsmisser.
At være barn i en skilsmisse, hvor mor og far ikke taler sammen og opfører sig dårligt over for hinanden, giver traumatiserede børn. Det påvirker deres vitalitet, deres livslyst og evne til at leve.
”Det, der er helt afgørende, er, hvor anstændigt forældrene behandler hinanden under og efter en skilsmisse. Det er forældet at tale om barnets tarv contra forældrenes tarv. Det kan ikke adskilles. Vi burde gå langt mere aktivt og modigt ind i skilsmisserne som samfund,” siger Jesper Juul.
Redskaberne skulle være mægling, terapi og rådgivende samtaler. Og vi burde melde klart ud til forældrene, at så længe der er krig om, for eksempel hvor barnet skal bo, så bliver der ikke taget en beslutning. Den udmelding viser barnet, at der er andre voksne, som kan se, at situationen absolut ikke er okay. Og det i sig selv kan være en lettelse for et klemt skilsmissebarn.
Mor og far er kæresterI dag kan Jesper Juul glæde sig over den ”endelige feedback,” som han kalder det, på sine evner som far. ”Det er en ren fornøjelse at se min søn som far. Han er 50 gange bedre, end jeg var. For ham er det en selvfølge at etablere sig som far og ikke bare som medhjælpende mand,” siger han.
Jesper Juul spurgte på et tidspunkt sin svigerdatter, hvad de havde gjort for at få barnebarnet til at sove i en vanskelig periode. Teamwork svarede hun. Og det, mener Jesper Juul, er et af de ekstremt store fremskridt, vi har gjort inden for familielivet de seneste 30 år. Far er ikke en, der aflaster mor med børnepasningen, – i stedet arbejder far og mor sammen. Næste skridt er, at vi skal huske at være kærester!
”Jeg havde et ægtepar til coaching, hvor manden efter aftale tog sig af hjemmefronten i 3 år, mens kvinden havde et chefjob. Manden klagede over, at han fik for lidt opmærksomhed, fordi barnet i familien faldt sin mor om halsen det sekund, hun trådte ind ad døren om aftenen. Så skulle mor se dit og høre dat og så videre..,” fortæller Jesper Juul.
”Men heldigvis behøver børn ikke så meget opmærksomhed, som de kræver, så jeg foreslog hende at give barnet et knus og lytte lidt, og så sige: ”Nu skal jeg tale lidt med far.” Det bedste vi overhovedet kan gøre for vores børn er nemlig at give tid og plads til parforholdet!”
Forelsket i barnebarnetNår Jesper Juul ikke er på farten, – han rejser en del og rådgiver familier i hele Europa, – nyder han at passe sit barnebarn på 19 måneder. Faktisk er han så ”forelsket” i knægten, som kun en bedstefar kan være. Han fortæller, at han og hans kone har været nødt til at aftale på forhånd, hvad de vil tale om, når barnebarnet er på besøg og spiser med, for ellers laver de bare den klassiske fejl med at sidde og stirre på ungen og falde helt i svime.
”Han ligner både min søn og mig. Han er typen, som reflekterer en del, så beslutter sig for noget og så går helt målrettet efter det. Han har et meget stort temperament, men han er maksimalt frustreret i 45 sekunder ad gangen. For både min søn og svigerdatter giver ham plads til at være frustreret. Der er faktisk ingen, der løfter et øjenbryn, når det sker. Og så går det hurtigt over,” fortæller Jesper Juul.
Så mon ikke sønnike, ligesom resten af Danmark, har lært et eller andet om kompetente børn af sin far?
FRA BAGSIDEN AF BOGEN:“Kontant og energisk giver Jesper Juul i bogen “Din kompetente familie” sit bud på, hvad dagens familier skal være opmærksomme på for at få hverdagen til at fungere mindre konfliktfyldt.”
Jesper Juul er, siden han skrev Danmarks mest solgte bog om børn, ”Dit kompetente barn,” blevet betragtet som é,n af Skandinaviens førende familieterapeuter. Lige nu er han aktuel med bogen ”Din kompetente familie.” I 2003 stiftede han Familielaboratoriet, som tilbyder både seminarer og coaching af forældre i hele Danmark.