Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

familiekollektiv
Foto: Kaare Smith

familiekollektiv

Sådan føles det at bo 4 generationer under ét tag

Peter Mygind og familien er lykkelige for den måde, de lever på. Men det kræver, at man kan finde ud af at give hinanden plads – det er de heldigvis blevet gode til.

Hvordan er det at have sin ældste søn boende på 1. sal?

Det er så dejligt. Jeg græd, da Julius og hans kæreste, Stine, fortalte, at de gerne ville flytte ind og oven i købet skulle være forældre. Alle vi andre synes, det er fantastisk at få lov til at være så tæt på. Lige nu er Julius og Stine ikke helt klar over, hvad der kommer til at ske, når de får et barn til november, men jeg håber, de vil få stor glæde af vores “Family House”. Det bliver også fantastisk, at vi kommer til at lære vores barnebarn så godt at kende, at vi kan tage på ferier sammen som det mest naturlige - det ville vi måske ikke kunne på samme måde, hvis vi kun så hinanden nogle få gange om året. Jeg så eksempelvis ikke min egen farmor særlig tit, ud over fødselsdage og andre familieting, men min bror og jeg tilbragte alle vores sommerferier med min morfar og mormor, og det betød, at vi havde en helt anden nærhed.

Hvordan har Julius og Stine reageret på at flytte tilbage til hans barndomshjem, sammen med jer?

Da de flyttede ind, havde de brug for at sætte nogle grænser. Vi andre kan godt være lidt hurtige til at banke på og gå ind hos hinanden, selvom der ikke bliver svaret. De vil gerne have, at vi sender en sms, hvis de ikke svarer. Jeg har også lige skullet lære, at jeg ikke bare skal løbe op i deres lejlighed og banke et maleri op på væggen, fordi jeg godt kan lide at indrette. Efter tredje søm sagde Julius stop. Fordi de slet ikke nåede at mærke efter, om de overhovedet havde lyst til at have noget hængende. Og jeg vil bare gerne være far og handyman, så der har jeg lige skullet sige sorry og vente på, at han kommer til mig og beder om hjælp. Det er et godt eksempel på, at det er vigtigt at tale sammen og sige tingene højt - især når man bor som vi gør. Heldigvis falder det os alle sammen meget naturligt. Julius og Stine har sat klare grænser og vist, hvad de har brug for, lige fra starten - og Julius er på ingen måde faldet tilbage i den rolle, han havde, da han boede her som barn. Og jeg er lykkelig over, at de kan finde ud af at sige stop. I starten skrev Lise og jeg hele tiden til dem og spurgte, om de ville spise med, og fik næsten altid nej tak. Nu kommer de selv ned og spørger, om vi skal grille i haven. Vi øver os på at holde igen og vente på, at de kontakter os først – for de skal ikke føle, at vi kvæler dem i vores begejstring, som i øvrigt er ret stor. 

LÆS OGSÅ: Preben Kristensen om sit forhold: "Hvis vi ikke blev gift, kunne vi jo ikke blive skilt"

Hvordan har det så været for dig at flytte sammen med din svigermor?

Dengang Tove flyttede ind, havde Lise og jeg talt om, hvor vigtigt vi synes, det er, at vi bor sammen med nogen, vi holder af, og Tove og jeg klikkede fra den første dag, vi mødte hinanden. Vi har meget rene linjer og har altid haft det. Vi spiser med Tove fem gange om ugen, og vores have har aldrig været smukkere. Tove er vores vicevært, og det mest rummelige og tilgivende menneske, jeg nogensinde har mødt. Tove har også altid haft et tæt forhold til vores drenge, og hvis Lise og jeg er væk et par dage, tager hun over med madlavning og praktiske ting. Hun er god til at sige tingene lige ud - også til drengene. Da vores yngste søn, Valdemar holdt en del fester en sommer, var hun den, der gik ned og fortalte vennerne, at de gerne måtte være søde at kaste op et andet sted i haven eller lade være med at tisse op ad hegnet.

Kan I støtte hinanden på en særlig måde, når I bor så tæt?

Ja. I de perioder, hvor der har boet små børn i huset - i nogle år min svogers og senere vores venners - har vi hjulpet med at hente og bringe, og ungerne har kunnet komme og gå som de ville. Og nu hvor Julius og Stine er flyttet ind og skal have et barn, er det fantastisk, at både Lise, Tove og jeg kan være der for dem. Når den lille baby græder eller ikke kan komme i vuggestue, eller når forældrene skal sove længe søndag morgen. Det glæder jeg mig helt vildt til. Jeg synes, det er en kæmpe gave at kunne give sin søn og svigerdatter - og en gave til os selv, fordi vi kan være så tæt på vores barnebarn. I det hele taget er det nemt at hjælpe hinanden, når vi bor, som vi gør, og det giver en enorm livsglæde og meningsfuldhed.

Har I husregler?

Vi holder ind imellem nogle uformelle husmøder, hvor vi f.eks. taler om, at nu trænger havegangen til at blive klippet eller kældergangen til at blive ryddet, og så laver vi aftaler om at ordne det sammen. Men vi har ingen regler. Selv kan jeg godt lide, når cyklerne står nede i kælderen og ikke i havegangen, men i stedet for at stille krav til de andre, kommer jeg med en anmodning - eller flytter cyklerne selv. Og det er helt fint. Jeg synes, det er vigtigt at gøre ting med hjertet, uden at forvente at få noget igen.

LÆS OGSÅ: Ditte og Louise: "Vi er vildt kedelige, til gengæld er vi gode i sengen"

Findes der en anden automatisk rummelighed, når man er familie?

Måske, ja. Vi er nok mindre bange for hinandens reaktioner omkring et problem, fordi vi bor sammen og kender hinanden så godt. I virkeligheden minder mange af vores små konflikter om dem i en almindelig opgang. Bare fordi vi kender hinanden, kan vi stadig blive dødirriterede på hinanden. Men vi tør tage konflikterne, når de er der, og det tror jeg, er vigtigt. For så varer de ikke så længe. Og kunsten er altså at komme videre på en god måde. Jo renere kommunikation, jo mindre konflikter.

Danner I alliancer på kryds og tværs?

Nej, ikke alliancer. Men man kan godt være mere enige med nogen end med andre. Og hvis én synes, at noget er et problem, må man anerkende det, selvom man ikke selv synes det er et problem.

Er bofællesskabet en kontrast til din egen opvækst?

Ja, 100 procent – en stor kontrast. Min mor har været en meget aktiv kvinde i mange år og har ikke set hverken sine børn eller børnebørn særlig meget, og det har sin pris. Jeg tror, jeg har taget det bedste fra min egen opvækst og kigget på, hvad jeg har savnet - og jeg har savnet noget tæt familie. Og nu kan jeg ikke få nok af det. I dag spiser min mor i øvrigt hos os hver søndag, hvilket betyder rigtig meget for os alle sammen.

Hvordan har jeres venner og omgangskreds regeret på, at I er flyttet sammen på den her måde?

Alle synes, det er fedt. Folk kan se den gave, der ligger i det. Der er nogle enkelte, der synes, det er vildt, at jeg kan bo sammen med min svigermor - men det er, fordi de ikke kender min og Toves gode kemi.

Kan I se jer selv blive boende her for altid?

Ja, vi har på ingen måde lyst til at miste det. Lise og jeg siger tit til hinanden: Hvor er vi lykkelige og taknemmelige over, at det her kan lade sig gøre. Når Tove ikke er her om 20 år, så satser vi på, at vores yngste søn Valdemar flytter ind på den øverste etage.

OM FAMILIEN:

Peter Mygind, bor sammen med sin kone, Lise Mühlhausen, og sønnen Valdemar på 18 år i en villa i Charlottenlund. På 1. sal bor parrets ældste søn, Julius på 25 år, med sin kæreste, Stine, der skal føde deres første barn til november. På 2. sal bor Lises mor, Tove.

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv og Bedsteforældre