Mette efter sin fødsel

Foto: Privat Mette Amstrup efterlyser ligestilling på fødegangen i håb om, at fædre i fremtiden har lige så meget ret til at passe deres eget barn efter en fødsel, som en mor har.

”Jeg var bange for, jeg skulle dø og kunne ikke have min nyfødte søn hos mig de første 3 døgn”

Jeg vil gerne dele min historie om en meget traumatisk fødsel og et traumatisk efterfødselsforløb i håb om, at der ikke er flere, der skal opleve så store følelsesmæssige konsekvenser efter en fødsel. Og i håb om at fædre i fremtiden har lige så meget ret til at passe deres eget barn efter en fødsel, som en mor har.

Jeg hedder Mette og er 42 år. Min kæreste gennem 10 år hedder Martin og er 36 år. Vi har sammen fået vores søn Oliver i november 2015, og så kom vores datter Malou til verden i juli i år.

Min traumatiske oplevelse omhandler primært fødslen af min søn for fem år siden.

Men mange af de traumatiske følelser, jeg oplevede dengang, kom igen ved fødslen af min lille pige her i sommer.

Da jeg ventede min søn, var min terminsdato d. 13. november 2015. Jeg gik 12 dage over tid og fik derfor aftale om igangsættelse af fødslen d. 25. november.

LÆS OGSÅ: ”Få faren ud NU!” er det sidste, jeg husker, inden narkosen satte ind…

Her kommer min historie om forløbet dengang:

Da jeg ankommer til sygehuset om morgenen for at blive sat i gang, opdager de på sygehuset, at jeg har svangerskabsforgiftning. Jeg har ikke haft svangerskabsforgiftning gennem min graviditet og har intet vand i kroppen eller andre symptomer på svangerskabsforgiftning på nuværende tidspunkt.

Jeg bliver indlagt, da de grundet svangerskabsforgiftningen skal holde øje med, hvordan det udvikler sig. Desværre har de ikke tid til at igangsætte mig fra morgenen, fordi der ikke er plads på fødegangen, da mere akutte fødsler er i gang.

Denne besked får jeg dagen lang, og om aftenen får jeg at vide, at de vil vente med at sætte mig i gang til dagen efter, men at jeg skal blive og sove, så de kan holde øje med mig. Svangerskabsforgiftningen kan udvikle sig, og i værste tilfælde kan det give kramper hos moderen og derved skabe væsentlig iltmangel hos barnet.

Bliver lagt i fuld narkose

Om morgenen d. 26. november bliver jeg sat i gang med ve-stimulerende piller, og omkring klokken 17.00 begynder veerne at tage rigtig til og blive regelmæssige. Jeg har veer indtil kl. 23.45, og så går vandet. Da vandet går, er det grønligt.

Jeg har det på nuværende tidspunkt fint, og veerne kommer regelmæssigt, og jeg kan mærke adrenalinen i kroppen, hver gang en ve kommer, fordi jeg er så spændt på at møde vores lille dreng. Min kæreste er ved min side hele tiden.

Jeg kommer ned på fødegangen kl. 00.15, og der går 20-30 min yderligere, så bliver jeg pludselig ekstremt dårlig. Det starter med, at jeg får kvalme og kaster op flere gange. Kort tid efter får jeg en vild trykken for brystet, der gør, at jeg næsten ikke kan trække vejret. Jordemoderen er rolig, men får trykket efter akut hjælp. Jeg får at vide, at jeg bliver kørt til kejsersnit og bliver 10 min efter lagt i fuld narkose…

LÆS OGSÅ: Beretning fra fødegangen: ”Da jeg bliver kørt væk, når jeg lige at råbe ”pas godt på ham””

Hvor er min lille dreng?

Jeg vågner op om natten på intensiv… Her forsøger man at vise mig min nyfødte dreng ved 04-tiden. Jeg er for dårlig til at se ham rigtigt og kan ikke holde ham.

Jeg vågner om morgenen alene i en seng på intensiv. ”Hvor er min lille dreng?”, er det eneste, jeg tænker. Har han det godt? Hvorfor er han ikke hos mig?

Jeg ser på et ur på væggen, at klokken er 07.00 om morgenen. Der kommer en sygeplejerske, der fortæller mig, at min lille dreng har det godt, og at han befinder sig på en anden etage på sygehuset oppe på barselsgangen sammen med sin far. Jeg siger, at jeg vil se dem med det samme.

Der går 1,5 til 2 timer, før de kommer ned til mig på intensiv, fordi min baby skulle have mad og skiftet ble, og det må han ikke på intensiv. Der skulle også være stuegang.

Jeg ser derfor min dreng rigtigt for første gang kl. 9.00 og synes, at de to timers ventetid er uendeligt lange. Jeg får at vide, at jeg skal ligge på intensiv, indtil jeg får det bedre, og at jeg er for syg til at komme på barselsgangen.

Årsagen til, at jeg blev så dårlig under fødslen, var, at svangerskabsforgiftningen havde gjort, at jeg fik vand i hele kroppen og også i lungerne, og det var derfor, jeg følte, at jeg ikke kunne trække vejret.

I de 10-15 minutter, inden de fik lagt mig i fuld narkose, var jeg rigtig bange - og også bange for, om jeg kunne dø, da jeg næsten ikke kan trække vejret. Derfor føler jeg mig heldig over at være vågnet op igen efter narkosen. Og jeg er glad for, at de vil have mig under observation.

Mette og hendes soen
Mette møder sin lille søn for første gang. Hun har stadig væske i kroppen efter svangerskabsforgiftningen. Foto: Privat

Ligger på intensiv i tre dage

De første tre dage af min søns liv, ser jeg ham kun meget lidt, fordi jeg ligger på intensiv, hvor han ikke må få skiftet ble og få mad. Derfor får jeg heller ikke tilbudt ammehjælp.

De lægger ikke min søn til ved brystet og giver ham flaskemælk fra første nat.

De første tre dage er jeg så syg, at jeg ikke i situationen forstår, hvad denne oplevelse af ikke at have min søn ved mig – ikke at have ham ved mit bryst – kommer til at gøre ved mig følelsesmæssigt i store dele af den første tid af min søns liv.

Oliver bliver født klokken 01.52. Min kæreste Martin er alene med vores søn….

Og selvom Martin er alene med vores søn, kan han ikke blive indlagt på barselsgangen sammen med ham. For det kan man ikke som mand.

Men fordi jeg ligger på intensiv og ikke kan passe Oliver, får Martin lov til at få en madras på et kontor på barselgangen, hvor han så kan have Oliver ved sig. Det var, hvad der var muligt at tilbyde. Det fik han lov til de første tre dage: At have en madras på et kontor alene med sin nyfødte baby og med en syg kæreste på intensiv.

Herfra skal Martin så selv sørge for at skifte ble og give mad til Oliver – og derudover tage ham ned til mig på intensiv så meget så muligt. Han er træt i de dage og må sove, når Oliver sover.

Derfor føler jeg ikke, at jeg ser dem så meget de første tre dage. Og det er ufatteligt hårdt.

Beretninger fra fødegangen

Alle kvinder, der har født et barn, har deres egen fødselsberetning. Nogle kvinder har haft vidunderlige, stærke oplevelser, mens andre kvinder bliver traumatiseret af en fødsel eller et efterfødselsforløb, som ikke går som planlagt.

På ALT.dk og Vores Børn har vi givet ordet til nogle af de kvinder, som har følt sig magtesløse, traumatiseret eller dårligt behandlet af et system med for få ressourcer. Ingen kvinder skal føle sig forkerte, når de bringer et barn ind i denne verden.

Du kan læse flere fødselsberetningerne her.

Martin bliver sendt hjem

På fjerdedagen efter Olivers fødsel kommer jeg endelig op at ligge på barselsgangen, og i første omgang ser jeg frem til endelig at kunne deltage i Olivers start på livet, selvom jeg stadig er meget syg og fuldt ud sengeliggende. Jeg har kateter og er for medtaget til at komme ud af sengen.

Men nu er fars rolle udspillet…

Martin må nemlig ikke længere sove på barselsgangen eller på kontoret og skal hjem hver aften. Men jeg er stadig for syg til at passe Oliver.

Da jeg er sengeliggende og slet ikke kan komme ud af sengen, er det sygeplejerskerne, der skal skifte ble om natten. Derudover mener man stadig, at jeg er for dårlig til ikke at sove om natten, så de tager Oliver med ud på deres kontor om natten med de bedste intentioner om, at jeg skal komme mig hurtigst muligt.

Men på det tidspunkt har jeg undværet mit barn i 4 dage…

Så hvorfor er en far ikke lige så god som en mor?

Uanset om mor er syg eller ej: Hvorfor er der ikke ligestilling på barselsgangen? Har en far ikke ligeså meget ret til at passe sit nyfødte barn, som moren har?

Et sandt mareridt

Den første nat på barselsgangen bliver til et mareridt, jeg aldrig vil glemme.

Jeg ligger på en tomandsstue. Martin er blevet sendt hjem, og Oliver står på kontoret ved sygeplejerskerne, så jeg kan sove og blive rask igen.

Kl. 01 om natten kommer der et andet par ind på stuen, hvor jeg sover. De har lige fået en lille dreng, og manden er blevet sendt hjem efter 30 minutter. Han må heller ikke være der om natten, selvom han lige er blevet far.

Jeg ligger bag forhænget og hører deres lille baby græde, blive ammet og trøstet, og den nybagte mor var ude for at skifte ble. Alt imens at jeg ikke har mit eget barn hos mig; at jeg ikke kan amme og passe mit eget barn og ikke kan skifte ble på ham.

Det er den værste nat i mit liv, og om morgenen bryder jeg fuldstændig sammen.

Jeg kræver nu, at Oliver bliver hos mig, og at Martin bliver indlagt sammen med mig, så vi kan passe vores søn sammen. Sygeplejersken vil i første omgang ikke love mig noget, men jeg er på det tidspunkt så ude af kontrol og tuder så voldsomt – i seks timer – at man til sidst vurderer, at Martin må blive hos mig om natten.

De kan dog ikke love, at han får lov at blive, hvis en anden får brug for sengen.

Jeg tænker, at de ikke forstår, at den første nat på barselsgangen traumatiserede mig fuldstændig, i forhold til at der ikke var blevet sørget for, at jeg havde kunne have mit barn ved mig så meget som overhovedet muligt.

Amme-problemer

På femtedagen skal jeg i gang med at amme.

Jeg må give op til sidst, fordi mælken ikke vil løbe til – fordi jeg stadig er for syg, men primært fordi vi er kommet for sent i gang.

Jeg føler mig som en dårlig mor, der ikke kan passe sit barn. Oliver græder, hver gang han ligger ved mit bryst, for der kommer ingen mælk ud. Og hver gang Martin eller en sygeplejerske tager ham for at give ham flaske, bliver han jo glad igen.

Så jeg oplever endnu engang, at jeg ikke duer som mor.

Martin ender med at sove på stuen til niendedagen, hvorefter han ikke længere må, fordi en anden skal bruge sengen. Den nat får jeg igen en hård oplevelse:

Bag forhænget ligger en lykkelig nybagt mor, hvor alt bare har været ukompliceret. Jeg hører hende tale om, hvor dejligt det er, at hun kan amme, og hvor meget hun har savnet det, siden hun ammede sit andet barn.

Det gør så ondt på mig, at jeg stadig ikke kan passe Oliver helt selv.

Om morgenen beslutter jeg mig for, at jeg vil hjem. Jeg kan ikke være med til at ligge og blive så ked af det, for jeg skal høre på alle de perfekte mødre og deres perfekte fødsler.

Bedste dag i mit liv

På tiendedagen kommer vi hjem. Det er den bedste dag i mit liv, da vi tager hjem fra sygehuset, og den dag bliver symbolsk for ”Olivers fødsel”.

Det er i hvert fald den dag, jeg tænker på, når jeg tænker tilbage på, at Oliver blev født, for det var her, jeg mærkede den kæmpe, kæmpe forløsning og glæde, det er, at få en lille perfekt dreng med hjem.

Min fødsel blev på ingen måde den bedste dag i mit liv. Det var den værste dag i mit liv:

Jeg var bange for, om jeg kunne dø.
Jeg vågnede op uden mit barn.
Jeg havde ikke mit barn ved mig i fire døgn.
Jeg fik tilbudt en stue, hvor jeg skulle høre på en anden mor have sit barn en hel nat.
Jeg kunne ikke passe mit barn.

Og så kunne min kæreste ikke indlægges på sygehuset, fordi han er far. Men hvorfor har en far ikke samme rettigheder til at passe sit barn?

Vi skal ændre systemet

Det tog mig næsten et år at komme mig efter min fødselsoplevelse. Jeg følte mig som verdens dårligste mor. Jeg kunne jo ikke en gang finde ud af at føde og var enormt skuffet over, at det endte i kejsersnit. Jeg følte ikke, at jeg havde født min dreng, og når nogen spurgte ”hvornår blev Oliver født?” – så pressede tårerne sig på. Jeg tænkte: ”Han blev jo ikke født, han blev skåret ud af mig”.

Jeg endte med at få en stor undskyldning på sygehuset af lægerne over, at der ikke var tid til min fødsel. For min voldsomme reaktion på svangerskabsforgiftningen kunne have været undgået, hvis Oliver var blevet forløst tidligere.

Jeg følte ikke, at Oliver havde brug for mig som mor. Jeg kunne ikke amme ham, og eftersom alle andre end mig havde givet ham mælk af flaske, føltes det, som om jeg var ligegyldig.

Alligevel gav jeg sygeplejerskerne chokolade, da jeg kom på besøg efter tre uger.

Fordi jeg i bund og grund følte, at de var fantastisk søde ved mig. De passede så godt på mig og var enormt nærværende. De trøstede mig, og jeg følte mig i så trygge hænder.

De gjorde jo alt, hvad der stod i deres magt, og måtte følge de regler, der altid har været.

Derfor er det også SÅ vigtigt, at vi kigger på hele systemet og får ændret synet på en fars rolle, når et lille barn kommer til verden.

Uanset om mor er ude af stand til passe sit eget barn, eller om mor er rask, er det vel lige så vigtigt, at en far knytter bånd til sit barn – både for barnets skyld, men også for at en far ikke føler sig komplet ligegyldig.

Lige så ligegyldig, som jeg følte mig, da alle andre havde overtaget de opgaver, der var, ved at passe på mit eget barn.

Indlægget er et udtryk for skibentens egen holdning.

Om skribenten

Mette Amstrup er 42 år og arbejder som selvstændig.

Hun er mor til to børn: Oliver på fem år, som er født d. 27. november 2015 kl. 01:52 og Malou på 5 måneder. Hun er født 9. juli 2020 kl. 16.05.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fødselsberetning og Fødsel