Har min søn mon tics?

Spørgsmål:

Kære Lise-Lotte Hergel

Min dreng Villads på seks år har i et godt stykke tid døjet med at blinke hurtigt samtidig med, at han kniber øjnene sammen. Det er ikke noget, han gør hele tiden, men det sker især, når han skal tale med os eller andre og for eksempel skal fortælle en historie, forklare hvad han har lavet i løbet af dagen og så videre.

Det kan også ske, hvis han bliver vred og ‘skælder ud’. Somme tider kan jeg se, at han også gør det, når han ser fjernsyn. Jeg har tænkt på, om det kan være tics – eller måske et tegn på, at der er noget, han er nervøs for? Det kan også være, at det handler om noget helt tredje. Jeg har lige hørt fra nogle forældre, at det måske kan være noget allergi? Jeg er begyndt at blive lidt bekymret, da jeg kan se, at det generer ham, selv om han siger, at det ikke gør ondt. Håber, at du kan hjælpe på vej!

Kærlig hilsen Camilla

Læs svaret fra lægen på næste side>>

Svar:

Kære Camilla

Det lyder, som om det er tics, din søn har. Tics er rigtig almindeligt i hans alder og viser sig helt typisk på netop den måde, som du beskriver: At det bliver synligt, når han bliver ivrig, vred eller sidder i ro med sig selv. Meget ofte er tics bare det, som vi kalder en ‘dårlig’ vane. Men det har jo en eller anden funktion for ham, for det tager lidt af ‘trykket’, når han får blinket.

Lad være med at gøre det store nummer ud af det i første omgang. Snak helt roligt med ham. Sig uden nogen som helst følelsesmæssig ladning (altså hverken bebrejdende eller bekymret), at du har lagt mærke til, at han blinker.

Prøv at spørge ham, om han kan mærke, at han gør det, og se, om du kan få ham til at fortælle om det. Føles det rart? Klør øjnene? Vær nysgerrig.

Hvis du selv havde en eller anden form for tics, da du var barn, så fortæl ham om det – og gerne på en underholdende måde. Det kan være, at du rømmede dig eller virrede med hænderne. Eller måske blinkede du også, eller du kendte måske nogle, der gjorde det.

Fortæl ham, at det er helt normalt i hans alder, og at man sagtens kan vænne sig af med det igen. Sig, at det vil du rigtig gerne hjælpe ham med. Du kan måske sammenligne det med dengang, han var lille og skulle holde op med at bruge sut. Det er en vane, og den kan man holde op med igen. Man skal bare ofte have lidt hjælp til det.

Han skal rigtig gerne kunne se, at det er en god ide at holde op med det. Ikke fordi han er spor mærkelig, når han gør det, eller fordi det er pinligt eller forkert, men bare fordi det er meget nemmere at lade være. Altså blottet for bebrejdelser eller fornemmelse af, at han skuffer dig eller ikke er god nok, når han blinker.

Prøv, om I kan aftale et hemmeligt kodeord, som du kan sige, når han begynder at blinke. Et eller andet kodeord, som han selv synes er dødsmart. Måske hans yndlings-tegneseriefigur – eller måske et helt fjollet ord som ‘prut’. For så bliver det pludselig sjovt, når hans mor skal sidde og sige ‘prut’, når han stener foran fjernsynet, eller når han fortæller sine historier. Det skal ikke være et højt og rungende ‘prut’ (eller hvilket kodeord I to sammen finder på), men en ganske diskret påmindelse, som nærmest kun du og han registrerer, så han ad den vej bliver opmærksom på, at han blinker.

Nogle gange opstår tics i en periode, hvor børnene er lidt mere pressede end vanligt. Hvis du vurderer, at det er sådan, det nok forholder sig, er det en god ide samtidig at hjælpe ham til at få lidt mere ro på. Det betyder også, at selv om I flot og fint får nogenlunde styr på hans tics nu, kan de

vende tilbage i de perioder, hvor livet som seksårig eller større føles lidt mere kompliceret – og sådanne perioder kommer der jo i alles liv.

Venlig hilsen Lise-Lotte Hergel