Hjælp! Min dreng slår

Familiens problem:

Forældrene Rasmus og Amalie er bekymret for deres femårige dreng, Mads, som oftere bliver voldsom over for sine legekammerater og slår dem. Enkelte venner har kommenteret, at Mads udvikler sig i en negativ retning, og forældrene er bekymrede, for hvor det skal ende.

Forældrene er også splittede omkring, hvordan de takler problemet, der har stået på i nogle måneder. Faren forsøger sig med skæld ud, mens moren mener, at det er at lægge for meget ansvar over på sønnen.

Coaching:

Jesper Juul: Hvad skal vi tale om i dag?

Amalie: Vi skal tale om min dreng Mads, som kommer til at slå sine venner. I fredags, en halv time inden vi skulle have gæster, speedede han helt op og blev total energisk, og der havde vi ikke overskud til at gribe ind.

Lidt senere slog han så en af vores gæsters børn. Det endte med, at barnets far kommenterede, at Mads er begyndt at slå lidt rigeligt. Og vi er uenige og i tvivl om, hvordan vi skal takle det.

Jesper Juul: Jeg tror, der er to ting i det. Den ene er, som du selv siger, at han mister overblikket. Han kan ikke styre det, når der er så mange mennesker. Det er ikke specielt unormalt for en 5-årig.

Han vil jo gerne være med og glæder sig til det, men kan ikke finde ud af det. Resultatet er, at folk bliver irriterede på ham og begynder at begrænse ham, og hvad fanden skal han så stille op?

Amalie: Hvad er det, han skal lære?

Jesper Juul: Han skal lære at administrere sin energi rent kropsligt. Nogle gange er han lille og hyggelig, og andre gange er han 2 meter høj. Han skal lære at afgrænse sig, så han kan være sammen med andre børn, uden at de for eksempel kommer til skade. Det skal han lære af sin far, og han kan kun lære det ved at slås med ham fysisk, og ikke gennem at I skælder ham ud og sætter grænser.

Det vil være godt at lave et ritual, hvor Rasmus tager initiativ og siger: ”Nu skal vi slås.” Mads lyder kvik nok, han skal nok lære det hurtigt.

Noget andet, du kan gøre, er, at du siger til ham: ”Jeg har lagt mærke til, at når vi har gæster, så bliver du forvirret og kan ikke finde ud af at holde styr på dig selv. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvad det er, der er svært?”

Amalie: Vil han vide det?

Jesper Juul: Det vil han nok. Men det er ikke sikkert, han kan finde ud af at sige det. Men det er vigtigt, at han ved, at du ved, at han ikke bare er slem. Men at du spekulerer over, hvad det er, der sker.

Du kan også spørge ham, om hvornår det starter, hvad han er nervøs eller urolig for? En dialog vil hjælpe langt mere end at moralisere og sige, du må ikke slå. Det får I ikke noget ud af.

En almindelig velbegavet 5-årig ved godt, at man ikke må slå. Men børn skal altså være omkring 5 år, før de kan integrere den slags moral-holdninger i sig, trods det at man skal begynde at forklare dem det, fra de er to år.

Amalie: Min mand mener jo, at det er totalt beregnende fra Mads’ side.

Jesper Juul: Det tror jeg ikke. Jeg tror, du kan sammenligne det med en masse voksne, og hvordan de reagerer på fester. De kan love sig selv alt muligt. Men alligevel er det de samme, der drikker for meget hver gang. Der er en usikkerhed, der gør folk tørstige. Det samme sker her. Mads begynder at udtrykke sig med de store muskler i stedet for med de små, fordi der er en eller anden usikkerhed på spil.

Og ligesom med sin far, så går han fremad i stedet for at sidde og spille puslespil i en krog. Hvis der er en forhindring, så må den jo vælte på vejen.

Amalie: Det er rart at høre.

Jesper Juul: Det er som om, han siger: Kære far, nu må du komme ind i mit fysiske rum, fordi nu trænger jeg til et forbillede, jeg kan mærke. Det er fedt nok med mor, men nu må jeg også have noget andet.

Det betyder også, at du kan blive nødt til at dæmpe lidt på dine konflikter med Rasmus omkring, hvordan han skal opdrage Mads. For hvis du kaster dig ind i ringen hver gang, så underminerer du fars rolle. Det er ligesom en halvkastrering. Rasmus må selv lære af sin søns reaktioner. Han skal jo lære at være far, og det har kvinder altså ikke forstand på.

Amalie: Jamen, jeg synes nogle gange, at det er for hårdt.

Jesper Juul: Ja, men det er jo ikke dit område, det med at være far. Hvis et parforhold skal fungere længe, så skal dine kvaliteter ind og berige Rasmus’ liv frem for at belære. Det gør man ved at smitte af på hinanden gennem sin væremåde – ikke nødvendigvis gennem sine meninger.

Jeg vil anbefale, at du skaffer dig en invitation, inden du siger din mening. Sig: ”Jeg har noget at sige til dig omkring dig og Mads. Kan du ikke sige til, når du vil høre det?”

Nu har du i ti år forsøgt at komme ind ad hoveddøren, og det har du ikke gode erfaringer med.

Så nu må du gå om på terrassen og sætte dig og vente på, at han kommer ud. Det har intet at gøre med, om det er genialt eller ej, det du har at sige. Hvis ikke du venter, hører Rasmus det aldrig.

Jesper Juul: Jeg kan give dig en lille pegepind. Problemet for fædre er jo, at vi synes, at det er meget svært at få kontakt med vores kærester. Vi kommer altid til at snakke med vores børns mor i stedet for. Og det gør det enormt frustrerende.

Når Rasmus ikke ved, hvad han skal gøre, så bliver han tilsyneladende voldsom. Men jo hurtigere, han kan moderere sin tendens til at reagere aggressivt, når han er usikker, jo hurtigere kan Mads lære at gøre det samme.

Amalie: Men hvad så, når Mads slår igen?

Jesper Juul: Jeg tror roligt, du kan overlade konsekvenserne til dem, der bliver slået, eller dem der ser det. Det, du kan gøre, det er nok mest at samle Mads op og for eksempel gå en tur i haven bagefter. Bare gå rundt uden egentlig at sige noget. Vis ham, at du er der, at I begge godt ved, at han slår, og det er noget, han skal til at have lært at styre.

Efter coaching:

Amalie: Det er fedt at tale om igen, fordi problemet nu efter nogle måneder er helt forsvundet. Lige da jeg kørte hjem, tænkte jeg, at det her får jeg sgu’ aldrig min mand med på. Man kan ikke belære ham om noget. Men da jeg så fortalte, at han skulle lave brydekamp med Mads, så Mads kan mærke, hvor hans egne grænser er henne, åbnede han alligevel op.

Lige først var han lidt imod det, indtil han forstod, at det var mere end bare leg. At få brugt kræfterne og få mærket sig selv.

Rasmus mærkede pludselig, at det faktisk var meget brugbart, også mere end at skælde ud. Jeg har tænkt meget over det efterfølgende. Mads er en meget fysisk dreng. Han kan godt lave et puslespil på en regnvejrsdag, men ellers så går han mest op i skateboard, cykling, løb, hoppe rundt, spille fodbold og gå til gymnastik. Så det giver mening, det med at han skal lære at kunne administrere sin energi.

Nu siger Mads hver dag: ”Hey far, jeg har ikke fået nogen tæv i dag.” Så griner de og bryder rundt. Vores hund hjælper Mads, og så ligger de alle tre og mosler rundt. Jeg har også givet mere plads til Rasmus efterfølgende.

Jeg kunne godt pædagogisk set forstå, at Mads måske har mere brug for Rasmus i forhold til de der drengelege, men følelsesmæssigt så føler jeg stadig, han har lige så meget brug for mig. Når han er følsom og lidt umulius, så er det mig, han kommer til. Vi laver også mad sammen og bager sammen, det kan vi også lide begge to.

Da jeg kom til coachingsessionen, var jeg nok lidt ked af det på min søns vegne, og det var befriende at finde ud af, at vi er helt normale. Og blive bekræftet i, at der var masser af håb forude. Og det var der jo.