Hjernevask

Let’s face it: Vi hjernevasker vores unger fra dag ét. Muligvis kalder vi det noget andet, men det gør det ikke meget bedre, mener far og motorcykelfantast Mads Barner-Christensen.

Min far var musiker og guitarlærer, da jeg var barn. Mit barndomshjem var proppet med instrumenter, der hang violiner overalt, og kontrabassen fyldte så meget i vores lille lejlighed, at man næsten ikke kunne komme ind ad døren. Spolebåndoptageren (ja, det hed det altså dengang) kørte i døgndrift, og musik var lige så integreret en del af min barndom, som vand er for en fisk. Omnipresent. Allestedsnærværende.

Selvklart var min fars største ønske, at hans håbefulde pode skulle se sig draget mod samme musikalske kald, men lige så sikkert som amen i kirken og formlen for tese/antitese var det i stedet windsurfing, blondiner og tunede knallerter, der blev mine passioner. Musik? Ellers tak!

Baby på motorcykelrace

Nu står jeg der selv som ansvarsfuld far. Jeg slæber mine unger (og min sagesløse kone, for den sags skyld) med på sejlbådsferier fire, fem, seks uger i træk uden hjemmets komfort. Min ældste søn var fem dage gammel, da han første gang, af utallige, tilbragte weekenden bag i en kassevogn, mens far kørte rundt og rundt og rundt på en motorcykelracerbane i Sverige, og hjemme hos os kan man næsten ikke åbne døren for bare motorcykler og sejlergrej.

Det gode ved småfolk er jo, at de endnu ikke råder over egen vilje og derfor stiltiende gør, mener og stemmer, som fader dem byder … meeen, den lykke er baseret på lånt tid.

Marokko eller dansk øhav

Min store dreng er nu en kleppert på syv år og har desværre gradvist udviklet sin egen mening om tingene, men som ansvarlig far holder jeg den selvfølgelig nede med hård hånd, løgn og lægmandshjernevask.

Selv om det øser ned, kører jeg ham i skole og bagefter lillebror i børnehave bag på min motorcykel – det er sådan, man gør, når man er motorcyklist!

I sommer lykkedes det næsten nogle møgunger i SFO’en at få snakket dem begge to varme på, at det var meget bedre at tilbringe sommerferien på et et-stjernet lortehotel i Marokko frem for at turnere det sydfynske øhav i egen sejlbåd. Kun med nød, næppe, lodder, trisser og manipulation fik jeg i den sag min vilje trumfet igennem, og nu er det skiferien, der står for skud.

Damebladssnak

“Hvorfor tager vi ikke til Lalandia, det vil vi meget hellere!”, siger de, mens jeg malerisk fortæller om pisterne på Mont Blanc. Hvad fanden foregår der?!

Mine år som officer i hæren har lært mig en management- teori, der bygger på grundsætningen den menige soldat bør holdes hen i en tilstand af frygt og uvidenhed.

Måske er alt det dér damebladssnak om at tage børnene med på råd et vildspor. Måske jeg hellere skulle falde tilbage til lærdommen fra Den Kongelige Livgarde. For hvad fanden gør jeg, hvis knægten kommer hjem en dag og spørger, om han må bytte sin optimist-jolle for en kontrabas … hvad gør jeg så?

SKRIVES PÅ SKIFT AF:

Brian Mørk, komiker og far til Alicia på seks og Darwin på halvandet år.

Mads Barner-Christensen, livsstilsekspert og far til Cornelius på syv år, Hannibal på fire år og Giulia på halvandet år.

Thure Kjær, journalist og far til Kasper på to år.