Hvordan håndterer vi vores umulige 3-årige?

Baggrund

Nanna og Kristin er gift og har to børn. En datter på 6 år (som Kristin er biologisk mor til) og Lucas på 3 år (som Nanna er biologisk mor til). Lucas er i en besværlig periode og nægter ofte at deltage i familiens gøremål. Familien er begyndt at opfatte ham som en lille diktator og har svært ved at finde en god måde at håndtere ham på.

Nanna: Vores dreng på 3 år er det meste af tiden en velfungerende dreng, som leger godt og indgår fint med sin søster. Men så har han også sine ‘episoder’, hvor han vil bestemme alt. Og det er måske ikke så unormalt i hans alder, men han bliver også sur og vred og diktatorisk – i børnehaven kaldte de ham faktisk ‘negativ’.

Hvis han for eksempel ikke vil med på en skovtur, kan Kristin finde på at sige: “så bliver vi to bare hjemme, mens de andre tager ud og cykler og har det sjovt” – og så svarer han bare: “ja, så bliver vi to hjemme”. Og så går jeg ind i diskussionen og siger, “nej, det bliver rigtig hyggeligt, og det her er noget, vi gør alle sammen.”

Og så tvinger vi ham lidt modstræbende med og håber, han finder ud af, hvor sjovt det er. Men I stedet er han sur og tvær hele vejen. Det smitter af på resten af familien, og så bliver Lucas ham, vi skiftevis må tage os af, mens den anden har det sjovt med vores store datter. Når vi skal spise til aften, afslår han tit med et: “nej, jeg skal ikke ha’ aftensmad.” Vi har forsøgt med flere metoder: at sige, at så må han gå sulten i seng, at ignorere det, eller at sige, nu spiser vi andre, og han kan spise, når han bliver sulten. Det sidste fungerer bedst. Andre gange skifter han mening hele tiden: “nu vil jeg spise, nu vil jeg ikke alligevel.” “Blå bluse, rød bluse.”

Kristin er ofte den, som går ind og skærer igennem og siger, at nu har du valgt den blå, så nu bliver det den, du får på. I dag har han for eksempel været igennem fire forskellige kostumer, fordi han alligevel ikke ville have det på, som vi havde købt til ham til udklædningsdag i børnehaven.

Kristin: Jeg er måske ikke så pædagogisk. Jeg tænker, at nu har han kunnet vælge mellem alle kostumer i butikken og har valgt det her, og så vil han ikke have det på alligevel. Så reagerer jeg ved at sige: “fint. Så kommer du i børnehave uden at være udklædt.”

Læs hvad Nanna gør i den situation og hvad Jesper Juul råder dem til>>

Nanna: Jeg står så på den anden side og mener, at en 3-årig dreng ikke kan vide, hvordan det bliver at står der i børnehaven som den eneste uden kostume. I sådan et tilfælde ville jeg altid have et kostume med i tasken ved aflevering. Der er Kristin meget mere konsekvent.

Kristin: Jeg tror, han ved, at han dybest set ved, at han kan vende Nanna og få sin vilje.

Jesper Juul: Det kan jeg forsikre dig om, at han ikke kan. Børn kan ikke handle strategisk. De kan ikke være smarte på den måde. De skal være omkring 8 år, før de kan det. Når jeg hører ham beskrevet, tænker jeg: hold da op, sikke en overmagt han er oppe imod. Det er ikke, fordi I er ude i et magtmisbrug. Men magten består i , at I begge to har relativt stærke meninger om, hvordan tingene skal være – og I begge er rigtig gode til at snakke og argumentere. Sådan så han hele sit liv har oplevet det som om, at her er der ikke noget at gøre. Enten bøjer man sig, ellers slås man. Og han har så valgt at slås.

Jeg ser det tit med forældre, som er så optagede af at gøre det godt nok. Vi er ikke ovre i projektbørn. Men, at det simpelthen er så frygteligt vigtigt at gøre det rigtige. Hvis jeg var jer, ville jeg holde helt op med at bruge ordet strategi. Det er et ord, man bruger, når man er i krig – og ikke ellers. Det handler i stedet om, at I skal finde ud af, hvad I kan gøre for, at Lucas ikke opfatter det som om, at han er under pres konstant.

I har jo allerede lugtet det lidt, for når I agerer fleksibelt nok og giver ham lov til selv at vende tilbage for eksempel angående spisetiden, så oplever I pludselig, at han spiser, og så kan det køre. Men af en eller anden grund er jeres søn allergisk over for ordrer. Han vil ikke manipuleres med.

Nanna: Så er han en ‘mini-Nanna’. Det er jo fuldstændig sådan, som jeg er.

Jesper Juul: Og du er hans biologiske mor?

Nanna: Ja.

Jesper Juul: Jamen, så er det jo klart. Så skal du omgås ham på samme måde, som du vil have, at Kristin omgås dig.

Nanna: Ja, jeg er faktisk ikke selv så god til at være opmærksom på, hvad Kristin beder mig om. Han har sikkert lært noget fra mig. Jeg siger “ja, ja” … når jeg ikke rigtig gider.

Jesper Juul: At sige ja, ja, er i virkeligheden bare en maskulin måde at sige nej på. Når han er 3 år, ved han ikke, om han er sulten. Han vil altid sige nej, hvis du spørger, om han er sulten. Derfor er det bedre at sige, “nu er maden færdig, hvis du er sulten, så kom.”

Kristin: Jamen risikerer vi ikke bare, at han så ikke spiser eller nægter at gå i seng, hvis vi bruger samme retorik omkring sengelægning?

Læs mere om, hvorfor Lucas udfordrer reglerne i hjemmet>>

Jesper Juul: Nej, nej – børn vil gerne ha’ opfyldt deres basale behov.

Nanna: For vi har helt samme problem omkring sengetid. Børnene får lov til at vælge hver deres bog, og så ligger de i sengen, og så læser vi. Og storesøster på 6 år lægger sig til at sove bagefter, mens Lucas siger, “så, nu vil jeg op igen.”

Jesper Juul: Jamen, sådan kunne vi blive ved med at finde enkelte ting, hvor han reagerer mod jer og dermed udfordrer jeres regler. Det handler om, at han protesterer imod stemningen og siger, “jeg er ikke jeres dukke. Jeg er min egen.” Men vi ved én ting. Det er ikke en motor, som sidder inde i ham, så han gør det alle steder. Vi ved, at når han reagerer så stærkt, når han er sammen med sin familie, er det simpelthen for at bevare sin integritet.

Kristin: Jeg oplever ikke så mange konflikter med ham, når jeg er alene med ham.

Jesper Juul: Hvad er din egen forklaring på det?

Kristin: At Nanna er for eftergivende.

Jesper Juul: Jamen I har fokus det forkerte sted, når I siger, at han er én dreng, når han er i én relation og en anden sammen med andre. For det lader sig ikke gøre. Der er åbenlyst noget selvmodsigende i din måde at kommunikere til ham på. Og så forsøger du, Nanna, at lave ham om, så han ikke bliver som dig, hvilket er dømt til at mislykkes. I stedet kan du give ham din loyalitet og sige: “jeg ved godt, hvordan du har det” – så ville han i stedet få en makker. Jeres datter er mere tilpasningsdygtig – det gælder ofte for den førstefødte. Men det, der er helt tydeligt, er, at jeres søn forsvarer sig.

Jesper Juul: Er han god til at snakke?

Kristin: Ja, han taler meget, og argumenterer for sin sag.

Kristin: Ja, han har lært fra mesteren.

Nanna: Det er spørgsmålet, hvor meget man skal gå i dialog med ham. Vi forsøger nogle gange med en forklaring, som for eksempel: “du skal sove nu, fordi …” Eller andre gange: “nu bestemmer jeg.” Eller vi sætter to muligheder op: “du kan sove i din egen seng, eller i vores seng.” Og den model virker bedst.

Jesper Juul: Ja, det er bare en lidt kedelig løsning, for så handler det om magt. Jeg er ret sikker på, at jeres dreng føler sig klemt, og så skal I ikke se bort fra, at han også er alene. Som eneste mand i familien.

Nanna: Heldigvis er der fire mandlige pædagoger i Lucas’ børnehave.

Jesper Juul: Det er dejligt. Men det her har siddet i ham, fra han var helt lille.

Nanna: Ja, de er meget forskellige vores to børn – og Lucas ligner meget mig.

Jesper Juul: Lige nu får han en over nakken verbalt hver gang, I giver ham fri: “du behøver ikke være udklædt, KLASK, men så bliver du den eneste.” “Du kan lade være med at spise, KLASK, men så går du sulten i seng.” Men det her handler ikke om at bestemme. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at I har magten. Vi sætter spørgsmålstegn ved, hvordan den bliver udøvet.

På den her måde får han problemer med at udvise ansvarlighed for sig selv. Så lad ham få chancen for at opleve, at presset er væk og i stedet erstattet af almindelig vejledning. Det er åbenlyst, at han for eksempel ikke protesterer mod sit kostume, han protesterer mod sine forældre. Mod jer. Og derfor er han imod noget konstant – og bliver trodsig. Et er at have det sådan, noget andet er, at det ikke er rart, at han kæmper for sig selv, og I svarer med et modpres. Derfor er det vigtigt at få det nulstillet én gang for alle – og starte forfra.

Det kan I gøre ved at sige: “i stedet for at vi voksne spiller kloge, hver gang der er noget, du ikke vil, så begynder vi at konsultere dig.” Vis interesse, og spørg ham: “ved du, hvorfor du ikke vil have det på?” Så siger han måske “nej”. På den måde inkluderer I ham i stedet for at konfrontere ham. Det handler ikke om, at han skal have magt, men om at han føler, at han er I færd med at miste sin autonomi. Det er der ikke nogen, som kan tåle.

Nanna: Han går i skovbørnehave og vil tit ikke med på tur. Jeg har både spurgt ham hvorfor og prøvet at motivere ham til at ville i af sted.

Jesper Juul: Hold op med det. Du kan ikke motivere ham ved at fortælle ham, hvor sjovt han får det. Det kan du jo slet ikke vide noget om. Men det er motiverende for ham at opdage, at “jeg kan ikke li’ det, men jeg kan ikke slippe”.

Kristin: Men det var også sådan før den skovtur, vi snakkede om før. “Nej, jeg kan ikke lide det.” Men han havde jo slet ikke prøvet det.

Jesper Juul: Dengang tænkte han: “hvis det her er noget familiehygge, gider jeg ikke. Det var ikke selve turen, men det at I definerede det som noget fælles familie-noget, han reagerede på.” Men I skal ikke være bange for, om han kan tackle, at I to har forskellige grænser og tålmodighed. Det kan han sagtens. Men sæt jer i stedet ned med Lucas og sig: “nu har vi kendt hinanden i 3 år, og vi kan godt se, at vi har forsøgt at bestemme, hvordan det hele skal være. Vi kan nu se, at det passer dig rigtig dårligt, så det vil vi holde op med.”

I vil meget hurtigt kunne se på ham, om den udmelding rammer plet. Hvis I ikke på den måde nulstiller relationen, bliver det frygteligt anstrengende for jer. For så skal I leve fra konflikt til konflikt. Måske bruger I den forkerte tone? Prøv at blive mere nysgerrige efter, hvem han er i stedet for at fortælle, hvordan han skal være. Han er nærmest i fængsel. Sådan føler han det. Når han for eksempel kommer, efter at I andre har spist, skal I simpelthen være nysgerrige og spørge: “når du først kommer nu, hvorfor så det?

Det handler om, at I skal finde ud af, hvordan I får ham til at føle sig maksimalt godt tilpas, uden at I svigter jeres ansvar. Når vi først får det nulstillet, giver det sig selv. Når han derved får lyst til at være en del af familien, reagerer han ikke trodsigt imod jer. Hvis det, mod forventning fortsætter om halvandet år, så har vi noget at snakke om. Men mit bedste gæt vil være, at I vil se på ham, at han går i opløsning og måske græder, når I ‘sætter ham fri’. Og så er det fordi, det var sandt, at han følte, han var i fængsel.

Læs hvordan det gik efter coaching på næste side>>

Efter coaching

Efter coachingen oplever familien langt færre konflikter, og Lucas virker meget gladere. “Vi bed meget mærke i, at Jesper Juul mente, at Lucas var oppe

mod en overmagt, så vi har forsøgt at give ham meget mere plads. Vi har arbejdet med tonen hjemme og beordrer ham for eksempel ikke længere til bords, men fortæller i stedet, at han er velkommen til at komme og spise. Vi ønsker stadig fællesspisning, men efter tonen er ændret, kommer han typisk af sig selv,” siger Nanna.

“Vi spørger ham nu også om årsagen, når der er noget, han ikke har lyst til. For eksempel når han ikke vil i skovbørnehave. Han kommer som regel med et fint svar, og vi forsøger ikke længere at motivere ham, men siger nu bare, at vi godt kan forstå, at det er surt. Det har faktisk været nok for ham, at han bare får lov at vise sine følelser.

Og de store konflikter er der længere imellem,” siger Nanna. Hele familien – inklusive Lucas – er også blevet mere opmærksom på, hvor meget han ligner sin mor. Det tager familien nu med et smil i stedet for at modarbejde det og forsøge at forandre ham. Det har tydeligvis været en lettelse for Lucas.