Frustreret mor: "Jeg må ikke blande mig i min kærestes børneopdragelse"

Spørgsmål om sammenbragte børn og opdragelse

Min kæreste og jeg er for et år siden flyttet sammen med vores fem sammenbragte børn. Vi har det skønt, men der er én udfordring, som bliver ved med at dukke op. Problemet er, at min kæreste bliver sur, hvis jeg blander mig i, hvordan han opdrager sine børn. Jeg er pædagog, og jeg interesserer mig meget for børn, og da jeg holder af hans børn, så kan jeg heller ikke lade være med at engagere mig i dem. Jeg ved godt, at jeg ikke skal blande mig i alt, og jeg synes, at jeg har fundet et fornuftigt leje.

Alligevel bliver min kæreste rasende, når jeg blander mig – i stedet for at udvise respekt og anerkendelse overfor min viden og erfaring. Min kæreste har f.eks. en søn på snart 13, der er en følsom dreng. Han er ret umoden af sin alder, og hos sin mor bliver han behandlet som en baby, hvilket min kæreste er enig med mig i. Vi forsøger derfor at gøre drengen mere robust, når han er her. Alligevel putter min kæreste stadigvæk sin søn hver aften.

Drengen kommer ganske sent i seng, derfor påpegede jeg forleden overfor min kæreste, at når nu hans søn kommer så sent i seng, så kunne han vel også selv falde i søvn. Det kommenterede min kæreste ikke på, og da jeg næste dag spurgte, om han stadig ville putte sin søn, blev han decideret vred og sagde, at jeg skulle blande mig udenom. Jeg ville ønske, at han i stedet havde sagt, at han havde tænkt over problemet, og at det kunne lede til en god dialog. Jeg er ked af, at vi ikke er bedre til at tale om tingene. Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til ikke at blande sig

Nu har jeg selv igennem mange år boet i en sammenbragt familie. Det har været udfordrende, men også skønt. En af grundene til, at det heldigvis endte med at være mest det sidste, skyldtes, at min mand og jeg tidligt fandt ud af, at skulle vi klare os som sammenbragt familie, så skulle vi holde os fra at stikke vores næser i, hvordan vi hver især valgte at opdrage vores egne biologiske børn.

Sagen var nemlig, at alle de gode råd, vi gav hinanden, blev modtaget som en kritik, især fordi ingen af os havde bedt om dem. Nu skriver du, at det kun er småting, du blander dig i. Dit eksempel med din kærestes sårbare søn er i mine øjne ikke "småting".

Her er tale om en følsom dreng i sin tidlige pubertet, der er i gang med at skulle finde sig til rette i en relativ ny familiesituation. Det er en svær periode, og det siger kun noget godt om din kæreste, at han udviser så stor omsorg for sin søn, når han agerer, som han gør. Din kæreste er sikkert også ofte i tvivl om, hvorvidt han gør det rigtige – det er de fleste forældre – og det sidste, han har brug for, er derfor gode råd, han ikke har bedt om, for de ender som sagt med at føles som en kritik.

Mit råd til dig er derfor, at du stopper med at blande dig i, hvordan din kæreste omgås sine egne børn. Det kan godt være, at du har en god uddannelse som pædagog, men du bor ikke på et behandlingshjem for børn, du bor i en familie, så giv din kæreste lov til at være far på præcis den måde, han har lyst til. For det er hverken en pædagog eller en børnepsykolog, din kærestes søn har brug for lige nu, det er hans fars kærlighed og omsorg. Så vil du dem begge det godt, så stop med at komme med flere gode råd, og lad far og søn finde ud af tingene selv, for det er de nu engang bedst til.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.