Sæt turbo på din tumling
Jeg skal bare lige… lege med klodserne, finde den blå bil og lave te til bamse. Hvorfor går det så langsomt med at komme ud ad døren, og hvordan kan du sætte lidt turbo på dit to-tre-årige barn uden at ødelægge lysten til at udforske og lege?
I skal af sted nu. Lige nu, hvis dit lille børnehavebarn skal nå at komme på plads i rundkredsen, inden morgensamlingen på Søløvestuen går i gang – og hvis du ikke skal komme for sent på arbejde.
Du har da også for længst pakket tasken og iklædt dig overtøjet, men din datter skal liiige sætte alle bamserne på række i sengen. Hun skal også liiige lege med det spændende stykke legetøj, hun finder på vejen fra stuen til entreen, og hun skal også liiige … Og så har hun fuldstændig glemt, at hun faktisk var på vej ud til knagerækken for at tage sin jakke på.
“Det er, fordi dit lille barn har en anden dagsorden, end du har. I hendes verden er den dagsorden meget vigtig, ligesom din dagsorden er vigtig for dig, og så er det altså ikke altid, at det lige passer ind i programmet, at hun skal skynde sig,” forklarer ph.d.-stipendiat i didaktik ved Danmarks Pædagogiske Universitet Ole Henrik Hansen, der arbejder med vuggestuebørns hverdag, voksenkontakt og sprogudvikling.
Hvad der forekommer som en ligegyldig tidsrøver for dig, kan være en sjov, lærerig og vigtig leg for dit barn, og Ole Henrik Hansen minder om, at små børn ikke har en skjult dagsorden og bestemt ikke trækker tiden ud for at drille dig, give dig en stresset start på dagen eller starte en konflikt. Nej, det er simpelthen, fordi hun hellere vil noget andet.
“Hvis din kæreste forventer, at når han siger det, skal du smide alt, hvad du har i hænderne, og følge med ham – selv om det, du er i gang med, er langt sjovere – vil du sandsynligvis sige, at det kan han godt glemme. Det er sådan set samme reaktion hos dit barn.”
De langsomme morgener kan selvfølgelig også hænge sammen med, at det er rigtig dejligt at være hjemme og hygge sig med mor og lege med alt sit legetøj, når din lille krudtugle har maven fyldt med morgenmad og er helt frisk og fyldt med energi og fantasi efter en god nats søvn. Men det er langt fra hele forklaringen, og derfor skal du også passe på med at forveksle eventyrlyst og impulsiv fantasi med signaler om, at dit barn er ked af at skulle i institution.
‘Jeg skal liiige’-sætningen kan jo lige så godt komme på vej hjem fra vuggestuen – eller på alle andre tidspunkter af døgnet – og hænger sammen med det, Ole Henrik Hansen kalder barnets evolutionspsykologiske udvikling – altså at barnet er skabt til at lære og udvikle sig efter en helt anden rytme, end hvad der er plads til i vores moderne liv.
Voksentid og børnetid
Fællestid
For at få hverdagslogistikken til at gå op, må du forsøge at tilpasse dit barn – og i lige så høj grad dig selv – til det travle livs vilkår. Derfor drejer Ole Henrik Hansens løsningsforslag sig også primært om, hvordan I stykker livet rundt om barnet sammen.
Han foreslår, at du gør plads til en vis grad af impulsiv udforskning i hverdagen, men samtidig aftaler med dit barn, at når alle bamserne er sat på plads i sengen, så skal hun have jakken på. Om den aftale bliver accepteret, handler som så meget andet om dagsform, men en aftale, der imødekommer både dit barns og din egen dagsorden, er et godt udgangspunkt.
“Hvis du fornemmer, at dit barn lige skal have ti minutter til at runde dagen i børnehaven af, så sæt dig ned og pust lidt ud, og så må I bare bruge ti minutter mindre i Netto, eller hvad I nu skal,” siger Ole Henrik Hansen og fortsætter:
“Men du kan selvfølgelig ikke sidde der i timevis, og her gælder det igen om at lave en aftale med dit barn, som passer både ind i din og hendes dagsorden.”
Dit barn har brug for, at du som mor er en trofast guide til de rigtige beslutninger, og derfor bliver du nødt til at være overbevisende og stå fast på, at når den første lille impulsive leg er færdig, så skal I af sted. Klare signaler fra din side kan hjælpe barnet til at acceptere dagsordenen. Og hvis aftalen ikke virker, må du hjælpe legebarnet med at få jakken på – kærligt og bestemt.
Tålmodighed betaler sig
Som mor skal du også øve dig i at give slip på hverdagens pligter, morgendagens vigtige møde på jobbet og pizzadejen, som gerne skal slås op inden for det næste kvarter, hvis I skal nå at have aftensmad bare nogenlunde til tiden. Det kan være ret hårdt for tålmodigheden at bruge ti minutter på at gå de 22 trappetrin fra hovedindgangen til jeres lejlighed på første sal, fordi hver eneste detalje lige skal udforskes – især fordi du ved, at der oppe i lejligheden i øvrigt også er en masse vasketøj, som du gerne lige vil have fjernet fra spisebordet, inden I skal spise.
Men giv dig tid, opfordrer Ole Henrik Hansen. Prioritér, hvornår du og dit barn kan udforske verden sammen, og hvornår I skal skynde jer. Beslut dig for, at nu er du sammen med dit barn, og så må du glemme alle de andre ting.
“Dit barn synes jo, det er sjovt at udforske hver en krog i trappeopgangen, fordi det er sammen med dig. Og hvis du glemmer alt det, du skal nå oppe i lejligheden, så er det også rigtig hyggeligt.”
Måske kan det hjælpe at have i baghovedet, at plads til fantasi og eventyrlyst i hverdagen er med til at udvikle dit barn til et selvstændigt og åbent menneske.