Jesper Juul: Du kan ikke opdrage din søn

Baggrund

Pia og John har sammen to børn, Illa på 8 år og Peter på 6 år. Forældrene er ikke enige om, hvilke

krav de kan stille til Peter. Pia mener, at Peter er alderssvarende, mens John mener, at han bør være bedre til at huske ting og gøre, hvad han bliver bedt om. Ting, som skaber store konflikter mellem far og søn. Peter søger oftest sin mor og ‘nægter at adlyde’ sin far. Det gør John rasende. Parret ønsker hjælp til at tackle problemerne.

John: Det handler om, at Peter udviser en mildere form af mangel på respekt for mig. Peter har svært ved at tage imod beskeder omkring ting, han ikke er motiveret for. Han virker helt ligeglad, når det handler om ting, han ikke selv har den store lyst til. Han er 6 år nu og går i skole, og her går det fint. Det er især om morgenen, der er store problemer. For her har vi jo en tidsplan.

Pia: vi har prøvet at lave en tavle på hans dør med tegninger over de ting, han rutinemæssigt skal gøre hver eneste dag: Gå på toilettet, tage tøj på, spise morgenmad. Hver gang han gør det rigtigt, får han et kryds. Efter 10 kryds bliver det til en gave!

Jesper Juul: Ser det her problem ens ud for jer begge?

Pia: Jeg synes, Peter er en normal dreng, jeg er mere tålmodig og hjælper ham bare. John bliver utålmodig meget hurtigere.

John: Jeg har en forventning om, at Peter skal have lov til at gøre de ting, han selv kan. Men det bliver ikke gjort i samme tempo, som jeg gerne vil have det. Lille eksempel: Han har fået at vide, at nu skal vi skynde os, og han skal børste tænder og så tage tøj på og ud ad døren … Men så glemmer han alt om, at han skal skynde sig … og så finder jeg ham på badeværelset, hvor han ganske vist har husket at børste sine tænder, men bagefter er faldet i staver foran spejlet. Det sjove er, at når det er i skolen, kan han sagtens fortælle beskeder videre og bider mærke i, hvad der bliver sagt. Der er en kæmpe stor forskel på hans motivation. Det er vigtigt i skolen og knap så vigtigt derhjemme.

Pia: Et andet eksempel på konflikter er til aftensmaden. Hvis vi forsøger at opdrage ham, kan vi sige det 10 gange eller 100 gange, det har samme virkning. John retter meget på ham og siger for eksempel, at han skal spise med lukket mund – det kan han ikke huske. Han skal mindes om mange ting, han skal ikke spise et stort stykke kød med gaflen, men skære det i mindre bidder med sin kniv. Han skal bøje sig over tallerkenen og passe på ærmet. John stopper ham hele tiden: “Prøv lige at gøre sådan,” og så vil han ikke. Peter gør modstand, og så går alt i kuk.

John: Hvis jeg siger en ting mange gange uden reaktion, prøver jeg ofte en anden metode. Det kunne være at fjerne tallerkenen, når Peter ikke reagerer eller reagerer modsat på et forslag uden at give en grund.

Pia: Jeg vil helst undgå alle de påmindelser. Jeg synes ikke, det er hyggeligt.

Jesper Juul: Har jeg ret i, at det er meget diplomatisk udtrykt? Det virker som om, der er en relativt stor forskel på, hvordan I to gerne vil gøre tingene, og du prøver hårdt at få det til at virke mindre, end det er?

Jesper Juul: til John: Der fandtes engang en gammel graffiti, den hed: Opgiv håbet, og få det bedre! Det her er fuldstændigt håbløst. Du, John, har et projekt, der aldrig kommer til at lykkes. Og den måde, du behandler jeres søn på, er blottet for respekt. Din søn, Peter, er meget diplomatisk, fordi han lader som om, han ikke kan høre det. Intet barn kan tåle at få at vide, at han konstant er forkert og ikke lever op til sin fars forventninger. Jeg er med på, at din intention ikke er at være tåbelig, men tværtimod meget fornuftig – og du vil gerne hæve overliggeren for, hvad man kan forlange af sine børn. På en eller anden måde har du haft en idé om, hvad han skulle være for en søn, før du overhovedet havde en mulighed for at finde ud af, hvad han er for en. Så han er blevet et projekt, som han ikke vil være og muligvis heller ikke kan finde ud af at være. Er han god til at snakke?

John: Både og. Helt fra lille har han været enormt god til at fortælle historier, og så kom der de vildeste historier … og så alligevel ikke,  forstået på den måde, at hvis der er noget, han ikke har lyst til at snakke om, så er han tavs som en østers. Det er dermed evnen til tovejs-kommunikation, der mangler.

Pia: Han fortæller mange ting, han snakker hele tiden, han har mange idéer, og munden står ikke stille. Jeg må bede ham tie stille og tage tøjet af – han kan ikke begge dele!

John: Vi hjælper ham til at holde fokus ved at sige, han skal tie stille en gang imellem.

Jesper Juul: Nu fik du sagt i begyndelsen, Pia, at du synes, din søn var relativt almindelig. Har du, John, mistanke om, at der er noget galt med ham? Man kan jo godt have en fornemmelse som forælder nogle gange, om der er noget i vejen med ham? Når jeg spørger, om han er god til at snakke, er det fordi, det mest radikale, I kunne gøre nu, var, hvis du satte dig ned med ham og lagde kortene på bordet og sagde: “Nu har jeg i 6 år forsøgt at være Nordeuropas bedste far, og det er ved at gå op for mig, at det ikke lykkes så godt. Kan du ikke tage og fortælle mig, hvad jeg gør forkert?” Så du kunne høre det fra hans mund i stedet for at høre det fra min. Det er nok tvivlsomt, om han ville kunne finde ud af at sætte ord på. Han har nok en oplevelse af, at det, han leverer, aldrig er helt godt nok. Den mest præcise beskrivelse af ham i relation til dig er, at han tager en glasklokke over hovedet. Helt enkelt. Det er frygtelig ulykkeligt for jer begge to. Hvad er det, der driver dig, John? Det virker på mig mere som en stor ansvarlighed end som høje ambitioner?

John: Da jeg var dreng, var jeg ekstremt langsom til at spise og kom ofte til at fordybe mig i ting i udpræget grad, sådan at jeg måtte sidde tilbage alene og spise … Siden har jeg fået flyttet mig over i den anden grøft og kan godt fokusere og få gjort de ting, der skal gøres.. Det ændrede sig for mig, da jeg var teenager – da jeg for eksempel blev opmærksom på, hvor korte spisepauserne var. Så jeg kan godt genkende mig selv i ham og vil gerne hjælpe ham, så han ikke kommer til at blive fanget i det samme spor. Det vil kunne spare ham for meget bøvl.

Jesper Juul: Det er en ret vigtig ting. Det kan nu konkretiseres til, at du har været ligesom ham og har gjort dig nogle erfaringer, som du mener, han kunne have fornøjelse af at drage nytte af. Hvilket sandsynligvis også er grunden til, at han beskytter dig. Han spiller bare døv i stedet for at slå og sparke. Så det, jeg ville gøre, var at sige det til ham. Du kommer med årets julegave – men du kommer til en lukket dør. For han kan ikke forstå det, andet end at du får ham til at føle sig forkert. Jo mere man føler sig dum, jo sværere bliver det at lære. Det er virkelig en ond cirkel, som skal brydes. Og Peter kan vi ikke lave om på, vi kan håbe, hans far er lidt mere fleksibel.

John: Vi kan jo alle forbeholde os retten til at blive klogere.

Jesper Juul: Ligesom han er en rigtig dreng, så er du også en rigtig mand og tænker konkret og vil gerne handle på ting – og ikke bare sludre om dem. Det, der sker, er, at børn har 450 procent tillid til deres forældre. De er overbeviste om, at de har verdens bedste forældre – så når tingene kikser mellem dig og ham, kan han kun komme til én konklusion, og det er, at der må være noget galt med ham …

Hans hjerne er ikke udviklet til at være opmærksom på, hvor lang tid han bruger på at børste tænder og så videre. Og den skyldfølelse, der vokser ud af det kan blive meget værre end at blokere udviklingen mellem relationen jer to imellem. Det er ikke noget med, at du som voksen skal tage skylden, men som voksen skal du tage ansvaret, for så forsvinder skyldfølelsen, og så holder han op med at føle sig dum. Men det må blive med en helt anden dagsorden – og det må blive med ham i spidsen. Både i overført betydning og konkret.

Hvis du som far siger ‘Jeg var nøjagtig sådan, da jeg var lille’. Og hvis du siger til ham, at nu vil DU gerne ændre dig, så vil han lytte. Du må gå forrest med det her – et barn kan ikke starte en ny udvikling. Man skulle næsten tro, at det var to forskellige børn, du og din kone talte om, så stor en forskel er der på jeres opfattelse af ham.

Det er jo sådan i ethvert ægteskab, at tingene forstærker hinanden, så Pia bliver endnu mere langmodig, og du bliver endnu mere utålmodig, så I nærmest bliver en karikatur af jer selv.

John: Det er hårdt at sige det, men nogle gange virker det lettere at være alene med børnene … Når vi alle er sammen, er der forskel på metoder og forventninger, og derfor bliver det mere diffust.

Pia: Jeg er meget mere sammen med børnene – John er først hjemme ved halv syv-tiden.

Jesper Juul: Og så bliver det ekstra frustrerende, hvis det går med konflikter for begge parter.

John: Jeg vælger nogle gange at blive væk – ordne praktiske ting ude i haven eller inde, og så leger børnene fint sammen… så jeg trækker mig fra samværet for ikke at skabe ballade. Når min søn for eksempel beder mig om noget, han sagtens kan selv, siger jeg: “Jeg vil ikke børste dine tænder, selv om du beder pænt om det, for i det lange løb er det bedre, du lærer det selv.” Og den har min datter helt klart forstået, men det har min søn ikke.

Jesper Juul: Han ønsker, at du skal børste hans tænder for at være sammen med ham – og så bliver han belært, hvor han egentlig bare vil være dit barn. Så der er mange situationer, som du må opgive og udskyde – og der er masser af situationer, hvor han vil savne en ven frem for en forælder. Det vil sige, giv slip på din opdragende funktion. Din mulighed for at være medopdrager er forpasset nu. Det, du siger, gør uendelig lidt indtryk på ham.

John: Jeg prøver at være konsekvent, når han ikke lytter. “Peter, vi skal af sted og i skole,” Hvis han bliver ved med ikke at høre efter, går vi bare fra ham – og så kan han se det og kommer endelig halsende efter os.

Jesper Juul: Det er fint nok – men det er vigtigt for hele familien, at du nu vil stille ind på nogle andre kanaler. Og beslutte dig for, at for eksempel fra om to uger er tingene anderledes.

Pia: Skal vi vågne en halv time før for at undgå problemerne om morgenen?

Jesper Juul: Nej, nej – for en masse af det, der sker, er fordi relationen ikke er ordentlig mellem John og Peter. Der er sket et paradigmeskift i vor tids forældreskaber. Hvor man før i tiden sagde, “Opfør dig!” Siger man i dag: “Skynd dig!” Men børn hader at blive behandlet som pakker – deres første reaktion er altid at blive irriterende langsomme – og hvis forældrene ignorerer det også, bliver de stædige og vil ikke ud i bilen. Så selvfølgelig kan man overveje at se på, om I reelt har tid nok om morgenen, men meget kommer af, at relationen er, som den er.

Jeg ved ikke, hvad man vil kalde det her barn, for det er lidt en blanding af at være lidt filosof – lidt meget filosof måske – det der foregår i eget hoved er tilstrækkelig interessant – men det er jo grundlæggende, sådan han er – og du har haft det held, at du har været relativt i fred, da du var lille, John, og først da du var klar til at ændre dig selv indefra, kunne du gøre det.

Han oplever selv, at han er nødt til at låse sig fast for at bevare sin almene menneskelige værdighed. Dine ordrer vil han ikke finde sig i. Det er forsøgt, og du kan se, det ikke er lykkedes. Hvis du gerne vil være en anden slags far, er der stor chance for, at det kan lykkes. Men det skal være eksplicit og formuleret med ham i en samtale. Hvis du bare går rundt for dig selv og laver ting om, så vil han fortsat føle sig som et objekt, men have en idé om, at du bare har skiftet strategi. Så hvis han skal åbne sig, må hans far åbne op først. Jeg tror, du vil opleve, at han smelter for øjnene af dig og bliver betydelig mere lydhør. Jeg tror, du vil ku’ se på ham, at han tager glasklokken af. Og hvis ikke, så må I prøve det igen. Men det skal være uden forbehold – du må ikke liste en formanende sætning ind.

Hvis det sker, er det forfra – så må du prøve igen!

John: Skal jeg opgive opdrager-rollen? For en tid?

Jesper Juul: Ja, jeres søn er offer for over-opdragelse. Jo mindre han lader sig opdrage, jo mere eskalerer opdragelsen. Han føler, han er i en glasklokke, som hele tiden er under beskydning. Så ja, endelig. Han behøver ikke opdrages mere, heller ikke til dit projekt. Det, han behøver, er vejledning i, hvordan man gør tingene. Han er jo ikke uopdragen.

John: Jeg har jo den opfattelse, at hvis vi ikke opdrager ham til at komme igennem nogle trin, som er helt rutineprægede, så bliver det svært for ham. Det burde være muligt …

Jesper Juul: Men det er dér, du går fejl af ham. For han kan ikke tænke det. Han bliver jo fraværende, og det er, fordi du hele tiden er efter ham. Ham her opfører sig ikke bare som om, han ikke kan høre. Han kan ikke høre. Tiden vil vise, hvornår han tør åbne sig igen. Han kan være et af de børn, som kan ændre vanen lynhurtigt, men kan også være et af de børn, som ubevidst tænker, lad os nu se, om han kan holde det, den gamle – og før jeg har set det, åbner jeg ikke for posen. Men det er ikke til at vide.

John: Jeg føler, det er svært at finde hoved og hale i, hvordan man kan lade være med at være opdrager og alligevel få tingene til at ske.

Jesper Juul: Det er forældres ret at manipulere med deres børn, til de er, som vi synes, de skal være. Vi siger ting til dem, som har den hensigt, at de kommer i bestemt retning, det kan børn tolerere en vis mængde af – men når det bliver tilpas umuligt at leve op til, får barnet kun en følelse af, at han ikke er god nok nu. Så er børn i uløseligt dilemma, for det er okay at få nogle opgaver, som er overskuelige for dem at løse, som at snøre sine sko og lære at børste tænder.

Men når det handler om personlig social udvikling, er logikken direkte omvendt. Her kan udviklingen kun lade sig gøre, når man bliver set, anerkendt og accepteret som den, man er. Der er ingen mennesker i historien, der har udviklet sig, fordi de var utilfredse med sig selv, eller andre var det.

Efter coaching

Efter coaching oplever familien at de taler bedre sammen. “Jeg har et par gange forsøgt at tale rigtigt med min søn og sige, at jeg gerne vil have, tingene skal være anderledes, og spurgt ind til, hvad han selv kunne foreslå eller tænke sig. Det har han ikke været i stand til at formulere mere klart end:

“Jeg synes, vi skal være gode venner.” Det er selvfølgelig en start, men der er altså ingen konkrete forslag til, hvad der kan gøres anderledes,” siger John.

“Jeg råber nu sjældent af Peter, og i løbet af det halve år, der er gået siden samtalen med Jesper Juul, har Peter også fået bedre styr på de småting, vi forventer, han skal kunne. Men der er stadig knuder i kommunikationen. Det er stadig ofte sådan, at vi må gøre opmærksomme på, at spørgsmål skal følges af svar for at komme videre” fortæller John.

Men alt i alt oplever Peter selv, at der er færre formaninger i det daglige. Og familien er kommet dertil, at Peter giver flere kram til John og er mindre respektløs. Der er åbnet for et håb om, at far og søn en dag får et helt ‘normalt’ forhold.