Karriere
SPONSORERET indhold

Jobsøgning: Sådan gør du bedst

Skal du ligesom knap 80.000 andre kvinder kaste dig ud i jobsøgning, gælder det om at gemme tilbageholdenheden væk, spidse blyanten og få ALLE dine kompetencer ned på papir.

Af: Simone Bodholdt, ALTfordamerne.dk, januar 2013
25. jan. 2013 | Børn | Vores Børn

Af: Vores Børn i samarbejde med ALTfordamerne.dk, Januar 2013

Inden du går i gang med jobsøgningen, er det først og fremmest vigtigt, at du begraver kisten med dit tidligere job.

For hvis du ikke har fået bearbejdet, at det blev dig, der røg, og kommer uafklaret til en samtale på et nyt job, kan timers forberedelse være tabt på gulvet.

For det er så frygtelig let at komme til at sige noget grimt om din tidligere chef. Og så er du fyret på forhånd. Det fortæller karriererådgiver Anne Marie Valentin.

Læs også på ALTfordamerne.dk: Her er tjek-listen til dit CV

− Man skal tillade sig selv at reagere og føle sorg. Der er nogle helt naturlige reaktioner, når man mister noget, der er væsentligt. Og det at miste sit job er en skelsættende begivenhed. Nogle bliver vrede eller bitre, andre bliver kede af det. Så man skal først igennem en afslutningsfase, hvor man giver slip. Og så skal man huske, at man i øvrigt er lige så meget værd, som man hele tiden har været.

Tre faser når man mister job

Ifølge Anne Marie Valentin går de fleste igennem tre faser, når de har mistet deres job. Efter afslutningsfasen kommer den neutrale fase, hvor man begynder at acceptere sin situation og måske siger til sig selv, at man alligevel ikke var så glad for at være der. Derefter kommer den nye begyndelse. Her er man klar til kamp og siger ”ok, inden 1. januar skal jeg være i job igen”.

Er det vigtigt at sætte sig nogle deadlines?

− Vi er jo forskellige som mennesker, men man siger, at mål styrer adfærd. Jeg synes, det er en god idé at lave deadlines og beslutte sig for, hvor længe man går efter plan A. Der er jo også noget økonomi i det for de fleste, og så kan spørgsmålet være, om man skal sælge bilen eller gå til plan B og søge andet end drømmejobbene.

Læs også på ALTfordamerne.dk: Søg jobbet og få det: 10 tip

”Hav altid et opdateret cv liggende.” Den sætning har du sikkert hørt før, men hvad er det lige, der skal med på listen over dine erfaringer? Og hvordan sætter det en fod i døren for dig, når du med alt, hvad du kan, ligger i en bunke med måske 200 andre håbefulde ansøgere?

Svært at sælge sig selv

− Det sværeste i verden er at sælge sig selv. Mange er uklare omkring, hvem de selv er og tænker: ”Jeg har jo bare været bogholder altid”. De har svært ved at sætte helt konkrete ord på, hvad det er, de kan, men de har jo de samme kompetencer, som inden de blev opsagt. Der er bare en hel masse følelser indover, som forstyrrer det billede. Derfor anbefaler Anne Marie Valentin, at man smider de første kræfter i at lave et meget detaljeret brutto-cv, som bliver den mentale rygrad i jobsøgningen.− Stil en masse spørgsmål til dig selv. Hvilke opgaver har du løst? Hvilke succeser har du haft? Hvilke samarbejdspartnere eller kunder? Skriv det på. Det løfter og fortæller, at du kan være professionel i sammenhænge med folk, som den nye arbejdsgiver kender. Jeg plejer at sammenligne cv’et med en harmonika, som kan trækkes helt ud, og hvor der er en masse forskellige knapper, man kan spille på. Det giver mange en aha-oplevelse: ”Nå ja, det kan jeg også!”.

Læs også på ALTfordamerne.dk: Få succes som iværksætter – og mor

Kvinders selvtillid er mindre end mænds. Vi kvinder skal helst synes, at vi kan det hele, før vi søger et job. Men du er nødt til at være lidt fræk og risikere noget. For du fortryder de ting, du ikke får gjort. Jeg har selv søgt job, hvor jeg ikke passede på den uddannelsesmæssige profil, men fordi jeg har tilegnet mig nogle kompetencer i livet, som jeg kunne oversætte til jobbet, søgte jeg det alligevel og fik det.

Med brutto-cv’et får du et forkromet overblik over alle dine kompetencer, og så er det bare at plukke løs, når du søger job, og på den måde vinkle din erfaring efter netop det job, du søger.

Næste skridt er at tage fat i dit netværk. Anne Marie Valentin mener, at du lige så godt kan stå ved, at du er blevet ledig på markedet med det samme. I det øjeblik en fyring er blevet offentlig, spredes nyheden lynhurtigt, og så er det bedre at være foran. 

− Du skal ud og fortælle historien om, hvad du kan, og at du er i spil nu. Det er netværk før konkrete ansøgninger. Men jeg vil aldrig poste på Facebook eller Linkedin, at jeg er blevet fyret. Jeg opfordrer folk til lige at tænke sig om en ekstra gang, inden de skriver noget i vrede. Jeg vil starte med at tage personligt fat i dem, der skal vide, at jeg er ledig.

LÆS OGSÅ: Klar til job igen

− Lav en netværksoversigt: Hvem kender du? Et godt råd er, at mens du er i job, skal du holde styr på, hvem du egentlig kender, og hvem der sidder i nogle stillinger, som kan blive dine nye kolleger. Lav en ringeliste. Hvis man ikke kan lide at ringe folk op, så har man en ny udfordring. For du er nødt til at tage fat. Du er hermed blevet sælger. Selvfølgelig er det ok at sende en mail i stedet for, men du skal følge op på den med et opkald.

Søg hjælp i netværket

Det kan være grænseoverskridende at bede om hjælp, så hvad siger man?

− Der er ikke mange, der har et job i lommen, så du skal ikke ringe op og sige, at du har brug for, at den anden skaffer dig et job. Men sig, at du har brug for, at personen tager en snak med dig om, hvem du kan ringe til, og om personen kender nogen, som kunne være relevante for dig?

Du skal også altid få andre til at kigge dit materiale igennem. Når man tager fat i sit netværk, skal man tænke den anden vej også: Hvad kan du gøre for dem, du beder om hjælp?

LÆS OGSÅ: Tre valg – karrieremor, weekendmor og husmor

Lige nu er ca. 79.700 kvinder officielt ledige, og i mange brancher står jobtilbuddene langt fra i kø. Så selv om du har droppet din plan A og ikke længere leder efter drømmejobbet, kan det være svært at finde en ledig kontorstol.

Søg uopfordret job

− Man siger, at mindst 75 procent af alle job slet ikke bliver slået op, men bliver besat, inden de kommer i udbud. Derfor skal man også søge uopfordret. Men virker det?

− Man skal jo gøre sit forarbejde godt. Jeg mener ikke, at man uopfordret skal skyde 100 ansøgninger af sted. Ja, der er ansættelsesstop mange steder, men der er altid nogen, der går på barsel, efterløn eller bliver fyret. For det er lige nu, at arbejdsgiverne kigger rundt og tænker: ”Hvem performer ikke så godt?”. Arbejdsgiverne får rigtig mange ansøgninger, når de slår en stilling op, så hvis du lander i en indbakke på det rigtige tidspunkt, så er det nemmere at ansætte dig. 

Hvor mange ansøgninger skal man sende?

− En! Hvor mange mænd skal man møde? En! Dem, der har sendt 100 ansøgninger, sætter sig ofte over i et hjørne og konkluderer, at der ikke er plads til dem. Men hvad er det for 100 ansøgninger?

− Du skal hele tiden være i gang, sørge for at få sparring, undersøge virksomheder og forbedre dit materiale. Du sender lidt af dig selv af sted hver gang. Det er ikke sjovt, og det er hårdt arbejde, men det er nødvendigt. Hvis man ikke har andre problemer end ledighed og så de almindelige hjemlige udfordringer, så kommer alle i job igen. Det er bare et spørgsmål om hvornår.

LÆS OGSÅ: Fra barsel til job: Få ammehjernen op i gear