Julie Berthelsen: “Jeg bliver sikkert en pylret løvemor”

Graviditetstesten havde i al hemmelighed ligget urørt i skuffen i flere dage, da Julie Berthelsen en tidlig sommermorgen endelig tog sig sammen. Først var hun overbevist om, at hun måtte have set forkert, for ud over ømme bryster mærkede hun ingen tegn, og familieforøgelse var ikke regnet ind i kalenderen, der i stedet var spækket med koncerter, rejser og tv-projekter. To febrilske forsøg senere var der ingen tvivl – de lysende blå streger var der stadig.

“Og så gik jeg ind og lagde mig til at sove i dobbeltsengen igen, som om intet var hændt. Det var ren fornægtelse,” ler hun i dag, hvor en smuk, velvoksen mave og kun fem uger til terminen ikke lader nogen tvivl om, at hun har en lille søn på vej sammen med kæresten, håndboldspilleren Minik Dahl Høegh.

“Jeg var jo rædselsslagen! For pludselig kom alle de irrationelle tanker væltende, og selv om vi begge vidste, at vi gerne ville være forældre sammen, så fangede bordet jo. Og var det nu overhovedet det rigtige tidspunkt i mit liv? Hvad nu, hvis Minik pludselig ikke havde lyst alligevel og måske slet ikke ville blive glad? Men det blev han jo. Heldigvis!” fortæller hun og smiler ved tanken om hans begejstrede reaktion, da hun endelig fik fortalt den gode nyhed.

Da den første forskrækkelse havde lagt sig, og Julie Berthelsen og hendes kæreste for alvor var begyndt glæde sig, tog livet pludselig og uden varsel en uventet drejning. Julies far blev fragtet fra Grønland og indlagt i København med en livstruende sygdom, og i to uger pendlede hun mellem Rigshospitalet og sit hjem i Odense, mens familien forberedte sig på det værste. Også tankerne fløj i pendulfart mellem den ene yderlighed og den anden, for med ét var ikke kun det lille liv, der voksede inden i hende, men også døden nærværende.

“Min psyke, mine følelser og min fysiske tilstand – alt er i forvejen udfordret i de første tre måneder af en graviditet, hvor hormonerne raser, og man begynder at fornemme en forbindelse til det lille barn, man venter. Min fars sygdom kom som et chok, og det var de helt store eksistentielle spørgsmål om liv og død, der tumlede rundt inden i mig,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg havde en følelse af, at hvis han ikke klarede den, så ville jeg heller ikke komme til at gennemføre graviditeten. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg ville have kunnet bære det.”

Læs videre om Julies reaktion på graviditeten på næste side>>

Skæbnen ville, at det var nu

Julie Berthelsens far overlevede, og i dag er tilværelsen tilbage på normalt spor. Som hun sidder dér, i sit lille køkken i huset i Odense med maven skudt frem under en kop kaffe og en halvspist rugbrødsmad, er der ikke nogen tvivl i hendes sind om, at det var skæbnen, der rådede, da hun blev gravid netop nu.

“Jeg har gerne villet have børn, siden den dag jeg mødte Minik, og det var faktisk en ret ukendt følelse for mig at være så sikker. Han var den eneste, der kunne tænde lige præcis dét i mig, og jeg var vist til at begynde med også lidt mere vild med ideen end ham,” indrømmer hun med et skævt grin.

“Men i mit hoved var et barn også noget, som helst skulle planlægges og passes ind i forhold til mit arbejde. På den baggrund er det et lille mirakel, at det her væsen insisterede på at skulle være vores, uden at vi havde prøvet – og på magisk vis er alt lige siden faldet i hak alligevel,” siger hun og tilføjer, at hun som så mange andre kvinder i årene forinden havde været nervøs for, om en graviditet overhovedet ville kunne lade sig gøre.

For som 32-årig var Julie den sidste blandt sine veninder uden hverken børn eller mave, og det var længe noget, der i det skjulte kunne give hende en følelse af panik.

“For kvinder er der jo en sidste udløbsdato for den slags, og selv om jeg ikke nærmer mig den endnu, så ved man jo aldrig, hvad livet byder én, og der er så uendeligt mange omstændigheder, som skal være på plads, før man gør noget så stort og forpligtende som at sætte et andet menneske i verden,” slår hun fast.

Og så kan det være fristende at udsætte den store beslutning til den dag, hvor det måske er blevet svært at opfylde drømmen om et barn, fordi der er så meget, man gerne selv vil nå inden.

Klare grænser og uanet kærlighed

Med en storesøster på den ene side og en 11 år yngre efternøler-lillebror på den anden er Julie Berthelsen midterbarn. Barndomshjemmet i grønlandske Nuuk var præget af morens faste opdragelsesmetoder, hvor de klare grænser ikke var til diskussion, og de tre søskende ofte fik skænd, før de fik knus.

“Min mor var – og er – en løvemor. Kom vi for sent hjem, vankede der en skideballe, og mine veninder frygtede hende, fordi man altid kunne være sikker på at få at vide, hvis man havde brudt reglerne.

Samtidig var der uanet kærlighed og stor respekt mellem os, hvilket har gjort, at vi i dag har et meget stærkt sammenhold. Den type opdragelse hører jo en anden tid til, og vi vil sandsynligvis have en mere fri omgangform, men de tydelige grænser er jeg stadig overbevist om giver en stor tryghed hos børn.”

Julie og Minik kommer fra den samme baggrund på Grønland – læs videre på næste side>>

“Man ved jo alligevel ikke en skid, før man står i situationen.” I stedet er det bekymringen, som hun, ja … bekymrer sig om. For at blive gravid var for Julie Berthelsen det samme som at åbne for et helt nyt register af bange anelser, og gennem de sidste otte måneder har det været en jævnlig udfordring at håndtere overvejelserne om det ansvar, der venter.

“Jeg bliver ganske sikkert en løvemor ligesom min egen – men en pylret én af slagsen,” griner hun og fortsætter dernæst anderledes tænksomt:

“Hvem vil ikke gerne være verdens bedste mor? De krav, man uundgåeligt stiller til sig selv, kan jo tage pusten fra enhver, og jeg har da tit været hjemsøgt af alle de tunge spekulationer – om ansvaret og alt det, man gerne vil gøre rigtigt og alt det frygtelige, der kan ske med dem, man elsker.”

Der var især en periode, hvor hendes kæreste måtte lægge ører til et utal af skrækhistorier om tragiske skilsmisser og opløste familier.

For selv om Julie Berthelsen selv har erfaret, hvordan en graviditet kan få forelskelsen til at bruse med fornyet styrke, nærer hun samtidig ingen illusioner om, at det altid er lige rosenrødt at gå fra to til tre.

“Kvinder vil jo gerne det hele, og mange går ned, når de finder ud af, at det ikke er muligt at amme, se lækker ud og diske op med hjemmebag hver dag. Desværre er der også mange mænd, som forventer, at livet vedbliver med at være det samme, blot plus et ekstra familiemedlem, og at deres kæreste både kropsligt, seksuelt og mentalt står parat dagen efter fødslen. Men sådan går det jo sjældent, og dét chok kan sikkert godt få et forhold til at vakle – måske især, hvis man ikke har kendt hinanden længe nok til at have oplevet sin kæreste i andre af livets grænsesituationer.”

Sulten efter spejlæg og smørrebrød

Julie Berthelsen er bevidst om, at hendes graviditet har været let sammenlignet med mange andres. Men selv om hun ikke har været plaget af andet end almindelige graviditetsskavanker, var det i starten svært at acceptere, at kroppen havde taget magten. Det viste sig blandt andet i en pludselig, altoverdøvende sult – og især var det en menu bestående af fedtglinsende spejlæg og højt belagt smørrebrød, som fristede.

“Jeg kunne i den første lange tid skovle madder ind i én uendelighed, og fik jeg ikke noget i det sekund, jeg blev sulten, svimlede det for mig, og jeg blev frygteligt sur,” smiler hun med en vis overbærenhed over for sit tidligere så glubske jeg.

Hun husker, hvordan hun i den tid var nervøs for at tage voldsomt på, selv om hun på overfladen foregav at være ligeglad.

“Tankerne om, hvor deform jeg kunne nå at blive på ni måneder, plagede mig en del, indtil jeg kom til den konklusion, at det nok er sundest at give kroppen det, den vil have, så længe det ikke er chokolade og burgermenuer hver eneste dag. For i virkeligheden handler det jo om at give lidt slip, selv om det kan være frygteligt svært, måske især for min generation af moderne power-kvinder, som er vant til at være i fuld kontrol både kropsligt og mentalt,” siger hun.

Og netop at give slip og miste kontrollen har da også givet anledning til mange spekulationer. For til trods for at man kan se fornuften i at lade kroppen råde, betyder det ikke, at det er let.

“Ikke alt er jo lige sjovt, når bækkenet knirker, og man føler sig tung og klodset, for slet ikke at tale om alt det, hormonerne gør ved ens humør. Indimellem har jeg taget mig selv i at have lyst til at råbe ‘STOP!’ og trække vejret i en pose. For hverdagen bliver jo ikke meget anderledes, bare fordi man er gravid – der er stadig diskussioner med kæresten og arbejde, der skal gøres. Og indimellem er der gået flere dage, hvor jeg ikke har haft rum til at dvæle ved, hvor vildt og fantastisk det i grunden er at få lov at bære rundt på sådan en lille en, trods alt besværet,” fortæller hun.

Lige nu er det naturligvis især forventningen om fødslen, der fylder. Og på lige præcis det punkt indrømmer Julie Berthelsen gerne, at hun som power-kvinde på godt og ondt sandsynligvis vil forsøge at bevare kontrollen til det sidste – også selv om det sikkert bliver svært. Hendes bedste våben mod den naturlige nervøsitet er viden, for at møde op på hospitalet uden den mindste forberedelse svarer til at gå til eksamen uden at have læst på lektien, mener hun. Derfor er de seneste uger gået med intens træning af blandt andet vejrtrækning efter ‘smertefri fødsel’-metoden. Også venindernes fødselshistorier har med ét fået en anden betydning, nu hvor dagene til terminen er ved at være talte.

“Jeg får meget ud af at lytte til andres erfaringer – både generelt og når det handler om min nuværende situation. Jeg vælger at tage ansvar for det, der skal ske, når jeg skal føde, ved at forsøge at vide så meget som muligt. Og selv om jeg ikke har tvunget Minik til at deltage, så er han bestemt ikke sluppet for at høre om det undervejs. Så må jeg jo stole på, at naturen klarer resten,” griner hun befriende, så maven vipper op og ned under bordkanten.

“Men sådan er livet jo – man ved aldrig helt, hvad det er, man går ind til!”