-
Krystaller: Sådan kan du bruge de helende energier i din hverdag
-
Mia kan tale med dyr og beroliger kæledyrsejere: ”Dyr frygter ikke døden”
-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
-
10 kendte ærkeengle – søg hjælp til kærlighed, angst, sorg og helbredelse
-
Bemærker du et dyr igen og igen, er det måske et tegn: ”De vil fortælle dig noget”
-
Her er de syv indre energier, der former vores valg – hvilken er du?
Julie Ølgaard kan blive trist over, at hun ikke blev mor 10 år tidligere: ”Så havde jeg haft flere år med ham”
Hun vil ikke gøre noget om, fordi hun ikke var klar tidligere – men tanken kan stadig nage hende.
– Vi fik vores søn Cooper, da jeg var 35, og det var den helt rigtige alder for mig. Jeg havde simpelthen ikke haft roen til det før.
Det fortæller Julie Ølgaard i et stort interview i denne uges Hendes Verden.
Men selvom det føltes helt rigtigt at blive mor midt i 30’erne, er der stadig en tanke, der kan nage hende.
– Nogle gange kan jeg godt blive lidt trist ved tanken om, at havde jeg fået ham 10 år tidligere, så have jeg haft 10 år mere med ham – men så havde jeg jo ikke fået ham med Gustav, og det ville have været en virkelig dårlig idé. Og Gustav og jeg nåede at have det helt vildt sjovt, før vi fik børn: vi rejste, festede, arbejdede, skændtes og lærte hinanden at kende for alvor, og det er jeg enormt taknemmelig for i dag.
I dag har parret det, de selv kalder ”den sejeste dreng”, og han er en blanding af dem begge – han har Gustavs ro, og samtidig er han en lille vildbasse som Julie.
– Han blev født syv uger for tidligt, og jeg fik svangerskabsforgiftning, men selvom vi var indlagt, var jeg egentlig aldrig bange. Jeg gik bare i overlevelsesmode: "det her, det klarer vi". Og det gjorde vi. I dag er han en helt normal og så vidunderlig dreng.
Allerede tidligt i moderskabet lærte Julie dog, at hun måtte klare moderskabet på sin egen måde.
– Jeg prøvede at leve mit liv med ham, ikke omkring ham. Efter tre måneder var jeg tilbage på arbejde, og selvom nogen måske syntes, at det var for hurtigt, så var det rigtigt for mig. Jeg var så privilegeret, at min mor var med, så hun kunne passe ham, mens jeg gjorde mit, og det er meget sådan, vi også lever vores liv i dag, siger hun og fortsætter:
– Vores børn er vant til at være med, og de elsker at møde nye mennesker, og det er vigtigt for mig, ligesom det er vigtigt, at de ser, at mor og far laver noget, de er glade for. Jeg prøver ikke at sammenligne mig med andre, men at tage de valg, som jeg tror, er gode for vores familie. Det har gjort mig tryg i, at jeg kender mine børn bedst, og at vores måde at være familie på er helt perfekt til lige netop os.
Læs hele interviewet i Hendes Verden, hvor hun også fortæller om at miste sin storebror, og hvorfor hun og hendes mand prioriterer at gå i forebyggende parterapi.