Kæreste vil bestemme over min søn, hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Jeg har en søn på 12 år, enebarn, som jeg har været alene med i 8 år. I december 2006 flyttede vi så sammen med min kæreste, som har 2 børn, som er hos os hveranden weekend. Og min kæreste og jeg er ikke helt enige om børneopdragelsen!

Han er lidt streng, kræver meget faste rammer for stort set alt og har efter min mening lidt svært ved at forstå, at børn i dag opfører sig og “leger” på en anden måde end for 30 år siden.

Men problemet er min søn. Han er en sød og dygtig dreng, men nok meget typisk enebarn – det vil sige, han forventer at blive hørt, og han har været vant til, at tingene kørte på hans præmisser, fordi der jo i mange år kun var ham og mig at tage hensyn til.

Og nu er der kommet andre boller på suppen! Der er tidligere sengetider, faste computer-tider, faste regler for badning, slik og sodavand, pligter efter skole og så videre. Alt sammen ting, som jeg sammen med min kæreste har valgt at ændre på, fordi jeg selvfølgelig godt ved, at det kun er en fordel for min søn på længere sigt.

Men det er jo en helt ny hverdag for min søn, så efter min mening er det kun naturligt, at han ind imellem stritter imod og hellere vil have “det gamle liv” tilbage. Og så har jeg nok en tendens til at ville slække lidt på reglerne, fordi jeg ved hvilken omvæltning, han har været igennem. Når så min kæreste skærer igennem og skælder ud, så har jeg svært ved at acceptere dét!

Min søn er en enspænder. Har altid bedst kunnet lide at være hjemme, har en god fantasi og har altid kunnet lege fint med sig selv, men har brug for enormt meget tryghed for at kunne udvikle sig. Han er startet i en ny 5. klasse sidste år og virker til at være glad for skole og kammeraterne. Men – han kommer ikke rigtig i gang med at “lege” med nogen efter skole og i weekenderne. Han sidder derfor derhjemme og vil helst spille computer – hvilket han ikke får lov til (hele dagen i hvert fald).

Når vi foreslår, at han cykler rundt for at se, om kammeraterne er hjemme eller ringer for at lave en aftale, siger han ALTID nej! Og han er heller ikke kommet i gang med en fritidsinteresse. Min kæreste er dybt bekymret. Han mener, at årsagen er, at min søn er alt for afhængig af mig og bekymret for, at han aldrig vil få venner og bliver hjemme, indtil han bliver 30 år gammel!!!

Min kæreste er parat til at tvinge ham ud – for eksempel at sige til ham, at nu skal han blive væk i 2 timer, og så mener han, at drengen nok finder på noget. Og her går jeg fuldstændig i baglås!

Jeg er meget modstander af at tvinge nogen til noget sådant – jeg mener, at han nu engang har brug for mere tid, og at det nok skal komme. Og det piner mig lidt, at jeg føler, at min kæreste ikke accepterer min søn, som han er – for han ER altså mere “synlig” og mere højlydt end min kærestes børn.

Hvordan ved man, om ens søn er for afhængig af én? Og hvis han er, hvordan får man ham så “løsrevet”? Og hvordan undgår jeg følelsen af at være en dårlig mor, når det eneste – i vores ellers perfekte parforhold – vi kan blive virkelig uenige om, er min søns opførsel?

Læs parterapeutens svar på næste side

Svar:

Kære spørger,

Når to familier flytter sammen og dermed bliver en sammenbragt familie, er det samtidig forskellige værdisæt, normer og overbevisninger, der mødes. I kommer med hver jeres billede af hvordan, en familie skal være. Det giver som oftest nogle dønninger, og det tager tid både for børn og voksne at vænne sig til.

Det lyder som, at din søn er et barn af nutiden. Han er vant til at blive behandlet med ligeværdighed og forhandler, når der er noget, han vil. I to har boet alene sammen i 8 år, og det kan derved ikke undgås at få et tæt forhold. At han nu stritter imod, at hele hans hverdag er forandret – er kun sundt og naturligt.

Han skal nu ”dele” dig med en anden, han har fået søskende, et nyt sted at bo, en ny skole, nye kammerater og en stedfar, som har nogle helt andre grænser end dig. Det ville være mærkeligt, hvis han ikke reagerede på det. Det at gøre oprør er netop at løsrive sig fra jer. Det lyder ikke som om, at han er for afhængig af dig, men mere at han er en enspænder.

Du skriver, at han altid har haft brug for tryghed for at udvikle sig. Det fundament eller den platform, han skal gå ud i verden fra, har ændret sig, måske er det derfor, han endnu ikke har været klar til kammerater og fritidsaktiviteter.

Du kunne tage kontakt til skolen og høre, hvordan det går. Er der nogle kammerater, han taler mere med end andre, som man kunne opfordre ham til at tage kontakt til i fritiden. Han kunne holde en videoaften for drengene.

At tvinge ham til noget vil være en særdeles dum idé. Han har mere brug for, at I accepterer ham, som han er, og lader være med at sammenligne ham med de andre børn, og at I med blide, kærlige puf prøver at få ham lidt ud i verden og lave noget af det, han godt kan lide.

Når man er stedforældre, kan det være svært at lade være med at opdrage på partnerens børn. Men det er dit ansvar og kun dit ansvar at opdrage. Din kæreste er ikke din søns far. Han kan arbejde på at blive hans ven, men det vil sandsynligvis ikke ske, hvis han fortsætter med opdrage på ham og skælde ud. I stedet kunne han lave noget hyggeligt og sjovt med din søn.

Måske har din søn også længtes efter noget mere ”mandehørm.” Jeg er sikker på, at din kæreste har mange fornuftige overvejelser og grænser, men jeg tror også, at du nu med fordel kan begynde at lytte mere til dig selv – at nogle af din kærestes grænser giver mening, mens at andre ikke stemmer overens med sådan, som du vil opdrage din søn.

På den måde kan du blive en mere autentisk mor og ikke gå din kærestes ærinde, men derimod dit eget. Det, forestiller jeg mig, du kan vinde ved det er, at du kan begynde at slippe følelsen af at være en dårlig mor.

Med venlig hilsen

Pernille Hytte Bisgaard

Om eksperten

Pernille Hytte Bisgaard er uddannet sexolog, kognitiv terapeut og familieterapeut fra The Kempler Institute of Scandinavia. Hun har haft sin egen psykoterapeutiske praksis siden 2001. Hver måned svarer hun på Juniors læserspørgsmål om parforhold og familieliv. Skriv til par@juniormag.dk.