Hvordan får mine børn mere respekt for mig?

Spørgsmål:

Jeg er en enlig mor på 35 år, og har en søn på 8 år og en datter på 5 år. Jeg har været alene med dem i snart 4 år. Vi har en meget travl hverdag. De bliver hentet sent på dagen. Og jeg har ikke meget kvalitetstid med dem på grund af de daglige pligter som at få handlet ind, lavet mad og badet dem.

Mine børn er som hund og kat. De kan overhovedet ikke enes. På grund af tiden er det sjældent, jeg sætter mig ned og laver noget sammen med dem. Når vi endelig finder et spil frem, ender det altid med, at de igen sidder og driller og skændes. Og så gider jeg ikke.

Desværre er det blevet sådan, at jeg ikke laver meget med dem mere. Orker det næsten ikke. De kan næsten ikke være i samme rum, uden de skændes og slås. Det er næsten ved at være dagligt, at jeg sender dem på deres værelser, men det hjælper jo heller ikke.

Deres respekt for mig er meget lille. Min datter kan stå at grine mig op i ansigtet, når jeg skælder hende ud. Og så står jeg fuldstændig magtesløs og aner ikke, hvad jeg skal stille op. Hun er en meget stædig og hysterisk pige. Hun gør i hvert fald ikke det, jeg beder hende om. Hun har sine egne meninger og holder fast. Jeg kan ikke få hende til noget, når hun ikke vil.

Jeg føler i øjeblikket, at jeg fuldstændig er ved at miste taget på dem og er meget tæt på at give op. Tit sidder jeg og er ked af det, når de er kommet i seng. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg går og bliver mere og mere sur.

Jeg er næsten aldrig glad mere. Min lunte er heller ikke ret lang mere. Så derfor spørger jeg nu: Hvad kan jeg gøre for, at mine børn får mere respekt for mig? Hvordan takler jeg dem, når de har deres daglige “fight”? Og hvordan takler jeg min datters stædighed? Der er så mange spørgsmål?

Mange hilsener Doris

Læs psykologens svar på næste side

Svar:

Kære Doris,

Det gør mig ondt at høre, hvor presset du er lige nu. Det lyder som om, du psykisk er godt stresset og derfor slet ikke har overskud hverken til dig selv eller til dine børn.

Men kære Doris, der er håb forude. Men det vil kræve en aktiv indsats fra din side. Alle de spørgsmål, du stiller, og alle de problemer, du har, hænger nemlig sammen. De har samme årsag, og derfor er det få redskaber, der skal til, for at du kan få vendt en vred, truet og konfliktfyldt hverdag til en mere glædefuld og mindre konfliktfyldt hverdag.

Du skal ikke udstråle over for dine børn, at du ikke orker dem mere, at du ikke kan klare at være den voksne, og at du har givet op. For gør man det, får man børn, der udviser den adfærd, du beskriver. Du må ganske enkelt tage ansvaret og lederskabet på dig, så dine børn kan få respekt for dig som menneske og mor.

Du kan gøre det ved for det første at tænke på, at når søskende skændes og slås, så er det en helt almindelig adfærd, fordi søskende som alle andre mennesker har forskellige følelser over for hinanden under deres opvækst. I nogle perioder er de perlevenner – i andre perioder er de vrede på og trætte af hinanden.

Måden, vi voksne takler disse konflikter på, har meget stor indflydelse på, om tolerancen øges eller mindskes. Søskendes glæde og respekt læres nemlig af os voksne. Familien er barnets første læringssted, når det drejer sig om at tale sammen, løse konflikter og være ansvarlig.

Børnene kopierer hurtigt den adfærd, vi voksne har over for dem. Har man mange konflikter i familien, hænger det ofte sammen med den måde, børnene har lært at løse konflikter på. Straffer vi børnene med udelukkelse, når de er uvenner, straffer de os med den samme metode. De ”gider os ikke” – de respekterer os ikke.

Ser vi ikke barnets perspektiv under en konflikt eller i en samtale, lærer barnet ikke at se vores perspektiv. Så først af alt: Prøv at løse konflikten – ikke med skæld ud, men med hvad barnet kunne have gjort i stedet.

For eksempel når I spiller spil, og den lille råber: ”Jeg gider ikke, når jeg taber. Det er altid storebror, der vinder – snøft, snøft.” Så prøv at forstå hendes følelser og sig: ”Ak ja, det er så træls at tabe – jeg synes også, det er svært” i stedet for ”Stop nu – sådan er spil – det er ikke noget at tude over.” Prøv at sige mere end ja og nej. Et eksempel: Hvis barnet siger: ”Jeg vil have en is nu,” så sig: ”Ja, is er dejligt – efter aftensmad skal vi have en” i stedet for at sige ”Nej, ikke is nu – stop det plageri.”

Du skriver, at din datter griner dig op i ansigtet. Det er et klart signal om, at hun helt har mistet troen på, at du kan klare at være den voksne. I sit hjerte græder hun. Når hun griner dig op i ansigtet, så sig: ”Ja, du griner, og jeg er vred. Hvor er det da egentlig fjollet, at vi står her og skændes. Jeg stopper, og så må vi se på det senere.”

Det er også vigtigt, at du passer på med at give dine børn faste roller, som for eksempel at den lille er ”stædig.” Hvis man får en rolle, fastlåses man ofte i den – ”Jeg er stædig.” Man skal ligeledes være varsom med at sammenligne sine børn.

Endeligt, Doris, er det vigtigt, at du ikke går og har dårlig samvittighed over for dine børn, fordi du er alenemor. Sig til dig selv, at sådan ser dit liv ud, og prøv at putte omsorgen for børnene ind i hverdagen. Og prøv at bede om hjælp – bed om lidt aflastning.

Hvor er børnenes far? Har du noget familie, der kan aflaste dig – hente børnene en gang om ugen og have maden parat, når du kommer hjem? Vær ikke bange for at bede om lidt hjælp og sig præcist, hvad du har brug for.

Synes du, at det med at ændre adfærd over for børnene kan være svært ud fra dette brev, så tag et par samtaler med en børnepsykolog, som lige kan ”sætte dig i gang” med at ændre den negative stemning til en positiv.

Venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen

Om eksperten:

Margrethe Brun Hansen er psykolog og forfatter. Hun svarer på læsernes spørgsmål om børnepsykologi og hverdagsproblemer med børn for Junior hver måned.

Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns trivsel? Så skriv til psyk@juniormag.dk