Lone Hertz
Lone Hertz blev enlig mor som meget ung, men har aldrig fortrudt det. Foto: Frederikke Heiberg

Lone Hertz: Dengang jeg blev mor ...

“… blev jeg hånet for at være enlig”

Faktaboks

Lone Hertz, 75 år, skuespiller. Debuterede som barnestjerne i 1949 og blev en af tidens store skuespillerinder på såvel teater som film, hvor hun blandt andet er kendt for sine roller i Frk. Nitouche, Tine, Sommer i Tyrol og Hurra for de blå husarer.

Har været teaterleder på Bristol Teatret og Aveny Teatret sammen med Malene Schwartz og fra 1984 til 1990 rektor på Statens Teaterskole.

Mor til Steen Stig Lommer, 53 år, Tomas Strøbye, 48 år, Micaëla Strøbye, 45 år og Maria Lindhardt, 35 år. Bedstemor til Liam, 1 år, Fillippa, 13 år, Oliver, 20 år og Marcus, 24 år.

Familiebånd

Som 21-årig blev jeg alene med mit første barn, Steen, og vi flyttede hjem til mine forældre. Da han var et år, flyttede jeg i min egen lejlighed, mens Steen blev hos min mor og far, så jeg kunne skabe mig en karriere. Jeg var jo ingenting. Steen var hos mig i weekenderne, og jeg kom meget hos mine forældre, så det var ikke sådan, at jeg afgav mit barn til min mor. For mig var det trygt og naturligt, at hun tog over, når jeg ikke kunne være der. Dengang havde vi ikke vuggestuer; vi havde vores mødre.

Ildeset
Jeg kan godt forstå, at unge mødre i dag synes, det er hårdt. Men jeg tænker også ‘ja, men hvad gjorde vi andre?’. Barsel var der ikke noget af, og ligestilling fandtes ikke. Det var ikke velset at få et barn uden for ægteskab og være enlig mor.

Når jeg var i kontakt med de sociale myndigheder, blev jeg mødt med et hånligt ‘og hvem er så far til barnet?’. Der var ikke fri abort, alligevel blev man næsten behandlet som kriminel, når man så fik barnet. Jeg var kendt i offentligheden, og som gravid oplevede jeg, at ældre damer gik forbi mig på gaden og sagde ‘luder!’.

LÆS OGSÅ: 4 mødre: “Et råd gjorde mig til en bedre mor”

Sorg
Jeg mødte Axel, vi fik et hjem, og Steen flyttede hjem til os. Det var et forfærdeligt tab for min mor, for hun elskede Steen som sin egen. Kort efter fik vi Tomas. Vi havde en ung pige fra Mariaforbundet til at passe børnene, og en dag sagde hun: ‘Fru Hertz, Tomas får nogle mærkelige ryk i hovedet.’ Han fik korte jag ligesom ved tandsmerter, og så græd han. Lægen mente, at vi bare skulle gnide hans gummer, men det blev ved, og vi kom til neurolog.

Han spurgte straks, om Tomas var blevet vaccineret for kighoste. ‘Ja’ sagde jeg. ‘Alt er i orden.’ Men neurologen konkluderede, at han var blevet hjerneskadet af vaccinen. ‘Han bliver åndsvag. Opgiv ham, og få et andet barn’ sagde han. Det var en rystende besked, men sådan var holdningen. Vi kunne lige så godt sende ham på institution. Vi puklede på med at få et nyt barn, og to år efter kom Micaëla. Men opgive Tomas, nej!

Skæbne
Det var svært at være enlig mor, svært at få et handicappet barn, svært for hans søskende, der måtte stå i skyggen af ham. Mine andre børn har betalt en pris, fordi de måtte leve under de præmisser, jeg fik fra skæbnens hånd. Men de har altid været elskede. Alligevel følte jeg først, at jeg blev en rigtig god mor, da jeg som 40-årig fik Maria, efter at jeg var blevet alene igen og havde mødt hendes far.

Det var en lise at få hende på et tidspunkt, hvor jeg var mere moden, ikke skulle kæmpe så hårdt for karrieren og var klogere af de erfaringer, jeg havde fået af livet. Jeg vil altid være et arbejdende menneske, men for første gang havde jeg tid til også at være mor.

LÆS OGSÅ: Eva Smith: Dengang jeg blev mor …

LÆS OGSÅ: Bente Scavenius: Dengang jeg blev mor …

Accept
Når jeg ser tilbage, er der ikke noget, jeg ville have gjort anderledes. Det kunne ikke være anderledes. Jeg tror på, at man får nogle opgaver, og i sidste ende handler livet om at løse de opgaver. Det er dyrekøbte erfaringer, men de udvikler dig som menneske. Jeg kan se i dag, at børn kan holde til rigtig meget, så længe de præges med kærlighed. Alle mine børn er blevet harmoniske mennesker, fordi de på trods af alle udfordringerne er blevet elsket.

Livscyklus
Som 86-årig, kort tid inden hun døde, sagde min mor: ‘Åh, hvor ville jeg gerne have et lille barn igen …’ I dag forstår jeg, hvad hun mente. Når jeg er sammen med mit lille barnebarn, Liam på et år, bliver jeg også syg for at få et barn igen. Min datter Maria bor i Beirut sammen med sin mand, og da hun skulle have Liam, var hun i Danmark for at føde.

Efter et par måneder skulle de hjem, og jeg stod med Liam i lufthavnen, mens Maria og hendes mand tjekkede ind. Han græd, og jeg forsøgte at trøste ham ved at tage min mund ned til ham for at kysse ham, og han sugede sig fast på min læbe, som om det var en brystvorte. Det var helt forfærdeligt at give slip på ham. Al den ømhed og nærhed, der vokser op i én sammen med et lille barn, blev vækket igen.

Det er en cyklus, vi mennesker skal igennem. Når vi bliver ældre, går vi på en måde baglæns i livet.

Tilbage til: Minder: Dengang jeg blev mor

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, Baby og Familieliv