Da Louise bliver bonusmor er der ét problem – nu har hun fået en god idé

Louise Hansen skulle i hvert fald ikke have en mand med børn fra et tidligere forhold. Som så mange andre singlekvinder i trediverne, drømte hun om at stifte sin egen familie, uden ekskoner, skiftedage og deleordninger.

Men så var der Lasse. Dén mand kunne kun lave søde børn, tænkte hun, og tabte så sit hjerte til ham og hans to børn på dengang to og seks år.

”Inden, jeg mødte Lasse, har jeg altid sagt, at jeg ikke vil date mænd, som har børn fra tidligere. Men der kommer et tidspunkt, hvor man bliver nødt til at acceptere tingenes gang. Og det kom helt af sig selv. For jeg tænkte, at ham dér kan da kun have nogle skønne børn. Det er super corny, men sådan er det jo, når du står dér, dybt forelsket. Så kan man det hele lige pludselig. Og det tænkte jeg også, at vi kunne.”

Begyndelsen på et liv som sammenbragt familie er dog sjældent en lige vej, og Louise Hansen har oplevet, hvordan det trods en skilsmisseprocent på 39,84, kan være svært at finde nogen at spejle sig i. Andre ligesindede, der er blevet en slags forælder overnight, og som lige skal huske at have sig selv med i processen.

Handlekraftig som hun er, har Louise Hansen selv smurt ærmerne op, og i december sidste år startede hun støttegruppen Bonusvoksen. Et fællesskab, der skal hjælpe de voksne parter i en sammenbragt familie.

”Der er langt imellem at gå til familieterapeut og ikke at gøre noget som helst. Jeg følte et behov for at kunne dele mine tanker med andre helt almindelige mennesker, som ikke nødvendigvis var Lasse, fordi der jo er nogle ting, som man lige skal finde sine ben i, før man ved, hvordan man har et sprog for det. Jeg følte mig enormt udsat, fordi man skal passe på så mange, at det kan være svært også at passe på sig selv i det hele. Så jeg havde brug for et sted, hvor jeg lige kunne ventilere lidt.”

Den ekstra

To år efter deres første møde er Louise Hansen og hendes kæreste ved at være landet på begge ben. Samarbejdet med børnenes mor er godt, mener Louise selv, og hun holder oprigtigt af sine bonusbørn, som hun og Lasse har i en 9/5-ordning. Ni dage hos deres mor og fem dage hos Lasse og Louise. Sådan har det været, siden Lasse og børnene flyttede ind i Louises lejlighed, blot et halvt år efter at have mødt hinanden.

Så heldige er det dog langt fra alle, der er. Kærlighed, samarbejde og respekt er ikke givet, når to familier skal smedes sammen, og for op mod 75 procent af de sammenbragte familier ender dine, mine og vores i hårknude. For langt de fleste sker det inden for de første to år af deres forhold.

Det vurderer Janne Leth Førgaard, som er familierådgiver og forfatter til bogen ”Førstehjælp til ekstramødre”. Hun lever også selv i en sammenbragt familie på 21. år.

Selvom antallet af familier, der ikke lykkes, er højt, er det sådan set logisk nok, forklarer hun.

”Der er så mange hensyn at tage i en sammenbragt familie, fordi der er flere familiemedlemmer end dem, der bor under samme tag. Der er flere husstande, hvor logistikken skal gå op, og det kan være virkelig svært at få enderne til at mødes. Som ekstraforælder bliver du nogle gange også placeret direkte ned i en krigszone, som du også bliver en del af og skal navigere i. Og des flere mennesker, der skal tages hensyn til, og jo mere der skal koordineres, des sværere bliver det også.”

Tal fra Danmarks Statistik viser, at knap 66.000 danske børn lever i samme konstellation som i Louise og Lasses tilfælde, hvor de har en samværsordning med deres far og hans nye partner.

For nogle er det en bonus sådan at få en ekstra forælder eller et sæt ekstra børn. For andre er det ikke. Og hvad kalder vi dem så, de ”nye andre”? Bonus, sted eller pap? Janne Leth Førgaard har et bud:

”Jeg kalder det en ekstramor, en ekstrafar eller ekstrabarn. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi har et begreb, der er neuralt ladet, og på den her måde er jeg jo bare en ekstra person i mine ekstrabørns liv. Og de er i mit. Så kan vi med tiden selv finde ud af, om det er en bonus eller ej.”

”Men ekstra er også noget, der kan være til overs, og den følelse sidder man også med, fordi vores opgave ikke er sikret fra begyndelsen. Ekstraforældre har ikke noget at skulle have sagt, når det kommer til stykket.”

Sorg er okay

Louise Hansen ser selv sin nye familiekonstellation som en bonus. Pap bliver vådt i regn og kan ikke bære noget, og stedbørn emmer ikke ligefrem af kærlighed, så bonus er kommet for at blive for både Louise og hendes bonusbørn. Men hun ved også, at happily ever after vol. 2 kan være benhårdt til tider - især når der er børn involveret.

”Jeg kan huske, at lige efter vi har haft den første sommerferie, tænker jeg første gang, at det her er sindssygt nok. Det var ikke dårligt, jeg kunne bare mærke, at jeg var brugt på en anden måde, end jeg plejer. Jeg kan huske, at jeg sætter mig inde på sengen, da vi kommer hjem, og da Lasse kommer ind og spørger, om jeg er okay, begynder jeg bare at græde. Der er ingenting galt. Jeg er bare superovervældet, fordi det er så intenst. Det er sindssygt.”

Som bonusmor – uden egne børn vel at mærke – er der nemlig ingen blid entré til forældreskabet. Pludselig skal du være en slags forælder for andre menneskers børn, og det er overvældende, erkender Louise Hansen.

”Du mærker ikke baby-spark i maven. Lige pludselig står der bare et rigtigt barn og sparker. Og på trods af at det går virkelig godt hos os, så er det bare anderledes. Samtidig er det jo det ultimative kontroltab at være bonusforælder. Du vælger at købe ind på noget, hvor du til syvende og sidst er i sidste række. Bag børnene i hvert fald.”

Netop kontroltabet er også dét, Janne Leth Førgaard oplever som noget af det sværeste, når vi forelsker os i en far eller mor. Pludselig kan vi ikke længere selv bestemme, hvor vi skal bo, hvor vi kan arbejde, og om vi skal på sommerferie til Spanien i uge 29.

Men der er også en anden vigtig ting, som fylder hos de fleste ekstraforældre:

”Det plejer at være lidt upopulært at sige, men for de fleste af os, så er der også noget sorgfulgt forbundet med ikke at være den vigtigste i vores parforhold. Når man nu lige har mødt en ny partner, og man selv tænker, at han eller hun er det bedste, der findes, og så har de nogle børn, som i sagens natur er vigtigere. Det kan være svært at håndtere i hjertet, selvom man godt kan forstå det logistisk,” siger hun og tilføjer, at det følelsesmæssige kaos også er overvældende i langt de fleste sammenbragte familier.

Tag det i opløbet

Janne Leth Førgaard har derfor ét vigtigt og klokkeklart råd til bonusforældre: Se på, hvad du kan gøre noget ved, og læg din energi her.

”’Hvis bare det nu var sådan’ eller ’hvis bare hun gjorde sådan’ er ikke hensigtsmæssigt. Se i stedet på, hvad du rent faktisk kan fikse, og hvad du er nødt til at arbejde på at lade ligge. Og hvis du ikke kan det, så anbefaler jeg at få hjælp til at bearbejde tingene, så du kan komme videre. Jeg er selv på mit 21. år i en sammenbragt familie nu, og der er mange kompromisser og kameler, der er blevet slugt i årenes løb.”

Dét råd har Louise Hansen taget til sig. Hun øver sig i at lade forældrene styre slagets gang, når det kommer til børnene, men der er lige ét eksempel, hvor hun sætter foden ned: Når børnenes forældre bliver enige om at bytte samværsweekender, uden at tage hende med på råd.

“Den slags bliver jeg nødt til at vide, for det er også mit liv, der rykkes rundt på. Jeg kan højest sandsynligt godt bytte, men jeg vil gerne tages med på råd, når det er vores fælles hjem, det handler om. Hvis tingene skal ændres, så handler det om begges kalender. Og det forstår og ved Lasse heldigvis godt.”

Ofte er det den slags småting, som er gode at tage i opløbet, har Louise Hansen erfaret. Inden problemerne vokser sig alt for store og uoverstigelige. Åben kommunikation er derfor blevet et nøgleord i deres lille, brogede familie, fortæller hun og sender så en lille opsang: 

”Som bonus bliver man truttet ørerne fulde af, at vi ved, hvad vi går ind til. Og så kan man åbenbart ikke blive ked af det, når virkeligheden rammer én i røven. Men der er jo ingen, der for alvor ved, hvad de går ind til. Det er umuligt at vide. Du siger jo heller ikke til én, der sidder og græder ovre i hjørnet af stress, at du vidste, at det var et rigtig travlt job. Så det skal folk simpelthen stoppe med at sige.”

Dine, mine – og vores

Småbesværligheder til trods ligger Louise Hansen og hendes familie i den mere simple ende af skilsmisse-skalaen. Her er kun ét sæt børn, som deler mor og far, har samme skiftedage og som følges ad.

Når først bonusforælderen tilføjer sine egne børn til flokken, kan det lynhurtigt blive et komplekst sammensurium af udfordringer, forklarer Janne Leth Førgaard.

”Ofte sker der dét – især hvis det er en kvinde – at der starter en sorgproces på ny, hvor man bliver mindet om det, der kunne have været. Vi kan og skal ikke ekskludere ekstrabørnene, men vi finder også ud af, at der er nogle forskellige interesser. Kvinden er måske spændt på, hvordan det bliver at være mor, og sætter spørgsmålstegn ved, hvornår de andre børn skal inkluderes i barselsboblen. Det bliver pludselig helt tydeligt, at dine børn ikke er mine børn,” siger hun og tilføjer så:

”Omvendt giver det også ofte en følelse af, at vi nu er en familie sammen. Nu er der noget, der binder mig og børnene og manden sammen. Det kan i nogle tilfælde knytte familiebåndet tættere sammen.”

Selv drømmer Louise Hansen om, at hun inden for en overskuelig fremtid vil få børn, der deler hende og Lasses dna. Og hun håber, at det især er de knyttede bånd, som kommer til at fylde i deres familie.

”Jeg har altid vidst, at jeg gerne vil være mor. Det vidste Lasse godt, da vi mødte hinanden. Jeg håber, at det vil bringe vores familie sammen – at vi ligesom bliver en enhed. Tanken om at se hans børn med deres lillebror eller -søster, som jeg har bragt ind i verden, er så fin. Det gør os mere til en familie, tænker jeg, og det vil gøre, at der er noget synergi mellem Lasse og mig, som ændrer sig.”

Men træerne vokser ikke ind i himlen, og Louise Hansen er klar over, at nye tilføjelser til familien naturligvis også vil gøre tingene mere kompliceret.

”Jeg tror også, at det bliver superudfordrende. Det er anden type kærlighed, og jeg er meget bevidst om, hvordan det vil se ud. Det er klart, at der kommer noget, som man skal kigge på og være bevidst om, for at der ikke er nogen, der kommer i klemme.”