Min søn kan ikke sige farvel til os i skolen

Spørgsmål:

Kære Jørgen

Jeg skriver til dig, fordi jeg er fortvivlet og ked af, at jeg ikke kan hjælpe vores usikre søn til at sige farvel på en sund måde for os alle. Han er 6 år, og han begyndte i 0. klasse i sommer. Lige siden første skoledag har han hægtet sig fast på enten sin fars eller mit ben, når vi har skullet sige farvel. Han skal afleveres rent fysisk til læreren – det vil sige, at de holder ham i hånden, ellers løber han efter os. Det sker også, når han skal lege hjemme hos venner eller passes hos bedsteforældrene.

Jeg bliver selv rigtig ked af, at det sidste billede jeg har af min store dreng, er en fortvivlet lille fyr.

Lærerne i skolen fortæller dog, at han hurtig bliver glad igen. Til skole-hjem-samtale i sidste uge fik vi at vide, at han er rigtig god for klassen og kammeraterne, og han kan det, han skal. Men han er usikker, og hans selvværd er ikke helt i top. Det vidste vi egentlig godt. Han en skøn dreng, og vi elsker ham. Det fortæller vi ham også.

Han blev født for tidligt (8 uger) og lå på neonatal i en måned – helt alene om natten, da vi ikke måtte være der. Nogle gange spekulerer jeg over, om han har fornemmet en utryghed dengang? Og om der er nogen sammenhæng? Samtidig forsøger jeg netop ikke at tilegne ‘afvigende’ opførsel til hans tidlige fødsel – fordi han er en sund og rask dreng som den, han er.

Vi forsøger at tale med ham om de problemer, han har med at sige farvel, og at fortælle ham, hvad han kan glæde sig til, efter vi har sagt farvel, men det hjælper ikke. Jeg har så meget brug for nogle retningslinjer og gode råd til, hvordan vi kan få banket selvværdet op hos ham og rent praktisk få sagt farvel på en dejlig måde. Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Kærlig hilsen mor H.

Læs svaret fra coachen på næste side>>

Svar:

Kære Mor H.,

Tak for dit gode brev! Det er tydeligt for mig, at du allerede er meget opmærksom på, hvordan I håndterer jeres barn, og reflekterer meget over mulige årsags-sammenhænge.

Det faktum, at jeres søn tydeligvis er en glad dreng, så snart I er ude af syne, gør, at jeg vil råde jer til at droppe bekymringerne og i stedet forsøge jer med en række punkter, I kan gøre anderledes – måske allerede fra i morgen:

– Start med preframing – informér kærligt din dreng i detaljer – måske aftenen før – hvordan morgenen fremover kommer til at forløbe, og husk at være præcis med, at ‘når I har sagt farvel i skolen, så går I med det samme’.

– Aftal på forhånd med læreren, at I nu vil ændre strategi, og bed om hjælp de første par dage.

– ‘Stjæl’ et par minutter i den travle morgenstund til fysisk og mentalt nærvær med jeres dreng, hvis I ikke allerede har det.

– Sig kort farvel i skolen på en kærlig måde, men vær opmærksom på, at din krop ikke må afsløre, at du selv frygter adskillelsen!

– Vend dig om og gå, og vær stærk! – mens læreren ‘overtager’ og flytter din drengs opmærksomhed.

Du vil sandsynligvis opleve, at efter ganske få dage vil din dreng opdage, at hans hidtidige strategi ikke længere virker, og finde en ny. Det eneste, der kan true denne proces, er, hvis du med ord eller med dit kropssprog tøver, fordi din kloge dreng så lynhurtigt vil afkode signalerne og prøve endnu hårdere at få dig til at vende om i døren.

Jeg ved, det kan være hårdt for jer at tage en ‘kold tyrker’, og at du måske kan synes, at det er synd for din dreng, men det er endnu mere synd for ham, at han hver dag skal opleve tegn på, at han er en ‘svag dreng med dårligt selvværd’, hvilket kan følge ham hele livet!

Når det er sagt, kan det godt være, du har ret i, at hans tidlige fødsel har resulteret i, at han har brug for lidt ekstra for at få fyldt selvværdsposen op. Her vil jer sige til dig, at det absolut vigtigste, du kan gøre, er tydeligt at vise i tanke, tale og handling, at han HAR et godt selvværd, og at der er mere at få! Kærlighed, nærhed og anerkendelse af den, han er, i stedet for det, han gør, vil være med til at styrke hans selvværd dag for dag!

Rigtig god fornøjelse

Jørgen Svenstrup