Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Stress efter du har fået børn
Foto: Christian Petersen Pernille har fået et helt andet forhold til Alberte og William efter at hun begyndte at lytte til sine egne behov.

Stress efter du har fået børn

Mor med stress

I lang tid troede Pernille, at det var hendes unger, der var noget galt med. Indtil det gik op for hende, at Alberte og William prøvede at fortælle hende, at hun var stresset!

Faktaboks

  • Bed om hjælp. Du har brug for støtte fra familie og venner, fuldstændig som hvis du havde brækket et ben.

  • Vær åben og ærlig. Stress kan være tabu, men ærlighed er vejen frem, hvis du skal kunne ændre dine rutiner.

  • Få dine tanker ud. Jeg har været glad for min blog, og jeg har fået så mange opmuntrende svar fra andre mødre. Se Pernillenb.wordpress.com

  • Glem den perfekte mor. Købepizza er en god ting. Brug tiden på at hygge med dine børn i stedet for at stresse rundt og lave fin mad.

  • Skab plads til dig selv. Du har brug for pauser, og dine børn fortjener, at du er ærlig over for dem. Sig til dem, når du skal hvile dig og ikke kan lege.

Eftermiddagsmørket kryber ind i et lille rødt hus nær Odense. I køkkenet står Pernille og stirrer tomt ud af vinduet på de smukke træer i efterårsfarver bag huset. Hendes hår er vådt, fordi hun lige har været i bad.

Badet var egentlig et forsøg på at slappe af efter en dag med arbejde og afhentning af unger. Lade det varme vand lukke alle lyde ude og løsne lidt op i musklerne. Et øjebliks pause i en hektisk hverdag. Men Pernilles lille treårige datter Alberte skulle absolut med i bad, og oplevelsen blev ikke rigtig så zen, som Pernille havde brug for. Mere noget med snak og brok over sæbe og vand i øjnene.

Nu er familien så tæt samlet i køkkenet. Klaustrofobisk tæt. Alberte hænger om Pernilles ben, og lillebror William på et år er på armen. I den opstilling forsøger Pernille at lave lasagne. Ikke pulvermodellen forstås. Der skal både hakkes gulerødder og løg. I hjørnet af køkkenbordet fylder en bunke med gavepapir og bånd. Pernille prøver at få gjort et par pakker klar samtidig med madlavningen, så hun kan få endnu et punkt på dagens to-do-liste overstået.

LÆS OGSÅ: Stress – sådan lærer du at rumme den

Hun er bare gået i stå et enkelt sekund foran udsigten, inden hun drøner videre i programmet, så alle kan få mad, børnene kan komme i seng, og hun selv endelig kan slappe lidt af. Hun vrisser af Alberte. Sender hende ind på værelset og beder hende igen og igen om at være lidt stille.

Da hun sidder i sofahjørnet samme aften uden lyst til at følge med i den film, hendes mand Frank ser, har hun dårlig samvittighed over at være sådan en sur mor. Hun forstår ikke, hvor hendes overskud er blevet af. Føler det uretfærdigt og uoverkommeligt, at Alberte er så umulig og krævende hele tiden. Pernille går tidligt i seng og føler sig fuldstændig tom.

De næste måneder skal den følelse komme snigende med kortere og kortere intervaller.

Alberte kopierer mor

Der er sket noget siden den dag i køkkenet. En hel del faktisk. Familien – og i særdeleshed Pernille – har været på en følelsesmæssig rutsjetur, der har ændret alt. Det begyndte med et sammenbrud og en sygemelding med stress, og i dag er det foreløbig endt med en meget gladere familie, og som Pernille siger ‘nogle helt andre børn’.“Min opfattelse af en god mor var, at jeg skulle være sammen med mine børn hele tiden, så jeg hentede dem tidligt, men i virkeligheden kunne jeg slet ikke overskue at være sammen med dem,” siger Pernille.Pernille forsøgte at gøre alt rigtigt. Være en nærværende mor. Lave sund mad. Have gæster ofte. Passe sit arbejde som sosu-assistent. Være en god kæreste. Alt imens Alberte og William blev mere og mere anstrengende at være sammen med. Alberte kunne tegne i 30 sekunder og så fare videre til noget andet, og hun hang på Pernille og snakkede og snakkede. Højt og krævende.“I en lang periode troede jeg, at det var børnene, der var noget galt med,” siger Pernille, der fik en sygeplejerske til at se på Alberte, fordi hun var bekymret for, om datteren var dampbarn, siden hun var så urolig og ukoncentreret.LÆS OGSÅ: 10 tips til stressfri morgenerPå særligt anstrengende dage kunne Pernille ikke overskue at køre hjem og være alene med børnene om eftermiddagen, indtil Frank kom hjem. I stedet kørte hun bare rundt med dem i bilen, for der sad de begge i det mindste stille. Det gik slet ikke op for mig, at det eneste Alberte gjorde, det var at kopiere mig. Jeg sad jo ikke stille to sekunder, og jeg havde gang i 100 ting på en gang, og så gjorde hun bare det samme.Alberte forsøger på flere måder at råbe sin mor op. Gøre opmærksom på, at alt ikke er, som det skal være Hun har tit mavepine. Sover dårligt om natten. Kalder ofte på sin mor og vil holde i hånd. William reagerer også. Han får eksem, der kommer og går uforudsigeligt – og som lægen har svært ved at diagnosticere.

Børnene af vejen

Pernille ved godt, at hun er lidt stresset. Hun har tit hovedpine, høj puls og føler, at hun har svært ved at få luft. Hendes ben snurrer, og med mellemrum føles hendes venstre arm underlig varm. Men hendes hverdag er jo ikke så meget anderledes end så mange andre travle børnefamiliers, og hun aner ikke, hvordan hun skal ændre det. Efterhånden bliver hun vant til at have det lidt skidt hele tiden. Det unormale bliver normalt. Efteråret bliver til vinter, og Pernille har nul energi tilbage.“I slutningen af januar skal vi til en julefrokost, der er blevet udsat og udsat, fordi jeg ikke har haft tid og overskud. Børnene skal passes. Frank og jeg skal hygge os. Og jeg orker det bare slet ikke,” siger Pernille.Børnene har været syge på skift i 14 dage. Pernille og Frank beslutter sammen at melde afbud til julefrokosten, men stadig få børnene passet, så de kan få en aften alene. Da de kører ud til Pernilles familie med Alberte, orker Pernille ikke at stige ud af bilen. Frank afleverer en stille og mut Alberte, og bagefter kører de til Franks forældre med William.“Da børnene var væk, følte jeg en enorm lettelse. Som om jeg blev et kilo lettere. Jeg ville bare være i fred. Uden at nogen råbte mo’ar og forventede noget af mig.”Men lettelsen er kortvarig. Pernille sidder i bilen i en slidt striktrøje og leggings, hun har haft på i flere dage. Hun kan ikke høre radio, og Frank skal helst ikke tale til hende, så stort er hendes behov for ro. På hjemvejen henter de takeaway, og Pernille bliver helt dårlig i den indiske restaurant, fordi der lugter voldsomt af eksotiske krydderier. Hun kan ikke klare nogen former for sanseindtryk.LÆS OGSÅ: Mindfulness: Kom tættere på dit barn“Jeg fik et anfald af svimmelhed på vejen hjem, og vi måtte standse bilen, så jeg kunne få frisk luft og stå lidt med hovedet mellem benene. Samtidig følte jeg mig så uendelig trist til mode. Da vi kom hjem, begyndte jeg allerede at blive desperat ved tanken om, at børnene kom hjem igen næste dag.”Frank er bekymret. Det samme er Pernilles mor. Så da hun afleverer Alberte næste dag, kører hun Pernille på skadestuen.“Jeg blev indlagt og skannet på alle leder og kanter, men de fandt ingenting, og det vidste jeg inderst inde godt. Jeg havde det faktisk fint på hospitalet, for der slap jeg jo for alle pligter og al ansvar for børnene.”

Sammenbrud

Det er først, da hun kommer hjem og burde være frisk, at Pernille for alvor bryder sammen. Efter tre dage på hospitalet er det umuligt for hende at finde ro. Hun er kommet til et punkt, hvor det at skifte en ble på William giver hende akut kvalme. Hvor hendes lunte er ekstrem kort, og det føles som et uoverstigeligt projekt at børste tænder på Alberte. Hun går rundt med høreværn på for at lukke alle lyde ude. Hendes krop kan ikke mere.Rystende og grædende tager Pernille ind på den psykiatriske skadestue med et eneste ønske: at få noget sovemedicin, så hun kan få ro. Det er et absolut nulpunkt, og det er helt forfærdeligt, men på en eller anden måde er det også begyndelsen på et nyt og bedre familieliv.“Jeg fik tilbudt angstdæmpende medicin, men jeg fandt styrken til at sige nej tak, for jeg vidste, at jeg havde brug for at dykke ind i mig selv og finde grunden til min stress i stedet for bare at dulme smerten,” siger Pernille.Pernille bliver sygemeldt med stress, og det er en lettelse at sige højt. Hun er syg, og hun kan ikke lige fikses med en god nats søvn. Ingen forventer, at hun er på benene i løbet af nogle dage, så pludselig er der ro til eftertænksomhed. Frank tager fuldstændig over i forhold til Alberte og William, og Pernille kan fokusere på at få det bedre.“Jeg fik kontakt til en psykoterapeut, og langsomt begyndte jeg at forstå min måde at reagere på. Jeg fik øjnene op for, at mine børn tog alle mine følelser på sig. Jo mere stresset jeg blev, jo mere for de rundt.”LÆS OGSÅ: Tal pænt til dig selv, mor!I samtalerne med psykoterapeuten forstår Pernille, at hun aldrig har fået lært at sige fra. Hun forstår også, at hendes børn godt kan rumme, at hun er ked af det, når bare de ikke føler sig ansvarlige. Så Pernille går i gang med at øve sig på nye rutiner. Hun går i bad uden Alberte: ‘Jeg har brug for et bad og for ro’ siger hun til sin datter. ‘Jeg hviler mig nu i ti minutter, bagefter vil jeg gerne lege med dig’ prøver hun med en anden dag. Det går fint. Alberte begynder at slappe af i visheden om, at mors dårlige humør ikke har noget med hende at gøre.

Små skridt fremad

Pernille er en helt almindelig mor. Med almindelige børn og et almindeligt job. Hun kommer fra et kærligt barndomshjem, og hun har ikke oplevet noget særligt, der kunne udløse stress. I løbet af de syv måneder, hun foreløbig har været sygemeldt, er hun imidlertid kommet til en meget vigtige erkendelse om det almindelige liv.“Jeg ved, hvad der er vigtigt nu, så jeg vil hellere bruge tid på mine børn, og så smække en pap-pizza i ovnen. Vi har vedtaget, at vi aldrig laver aftaler i weekenden. Vi gør det, vi har lyst til, ikke det andre forventer af os.”Omgivelserne har reageret blandet. Som Pernille siger, er det jo lettere at forholde sig til et brækket ben. Men hun har forsøgt at forklare åbent, hvordan hun har det, og også lært at leve med at nogle venner forsvinder på den konto. Pernille har taget ansvar for sine egne følelser og for familiens prioriteringer. Begge dele har betydet en kæmpe forandring for både Alberte og William. I fremtiden skal Pernilles børn vide, præcis hvordan hun har det.LÆS OGSÅ: Få en hverdag uden stress“Alberte ved alt. At jeg har stress. At jeg ikke går på arbejde lige nu. At jeg ser en psykoterapeut for at få det bedre. Forleden dag kom hun hen til mig og sagde helt spontant: ‘Du klarer det så flot, mor’. Hun er blevet en meget gladere pige!”

To slags stress

Kortvarig stress er en sund reaktion, hvor kroppen går i alarmberedskab. Når vi står i en udfordrende situation, reagerer kroppens hormoner ved at fremstille adrenalin og kortisol. Hjertet slår hurtigere, og vi begynder at svede. Reaktionen skærper vores sanser og sætter os i stand til at handle hurtigt!Langvarig stress opstår, når de situationer, vi bliver stressede af, fortsætter i uger, måneder eller år. Når kroppen er i konstant alarmberedskab, og vi ikke får mulighed for at slappe af, bliver tilstanden skadelig.

Er du i risikogruppen?

Hver fjerde sygemelding i Danmark skyldes stress, og de 25-44-årige er særligt hårdt ramt. Med små børn og et fuldtidsjob føler du dig sandsynligvis stresset med mellemrum. Det bedste du kan gøre er at lære dine egne symptomer at kende, så du kan reagere i tide.Find gode råd på Frastresstiltrivsel.dk

Symptomer på stress

Fysiske tegn kan være hjertebanken, hovedpine, svedeture, indre uro, hyppige infektioner, appetitløshed, mavesmerter.

Psykiske tegn kan være hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, dårligt humør.

Adfærdsmæssige tegn kan være søvnproblemer, mangel på engagement, irritabilitet, ubeslutsomhed, øget sygefravær, øget brug af stimulanser som kaffe, cigaretter og alkohol.

Kilder: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Stressklinikken på Arbejdsmedicinsk klinik, Hillerød Sygehus.

LÆS OGSÅ: Farvel til den perfekte mor

Se, hvad vi ellers skriver om: Angst, Mor, Stress og Familieliv