Oh Land og hendes to børn
Foto: Petra Kleis Oh Land med sønnerne Svend på fire år og Ernst fra august 2020.

Oh Land: ”Jeg har skullet sænke barren og acceptere, at jeg også er den dovne mor”

Sangerinden Oh Land havde forventet at græde ned i havregrøden af udmattelse. Men barslen med baby Ernst har vist sig at være knapt så kompliceret, for denne gang har hun sluppet præstationspresset og tilladt sig selv at være ‘en doven mor’.

Hun tæller ned med noget, der ligner skræk i kroppen. Til sin første arbejdsdag. For det føles vildt, ret vildt endda, og erfaringen fortæller hende, at det måske også er mere, end hun kan klare lige nu. Få uger inden har sangerinden Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, født sit andet barn, Ernst, som skal med på job. Og så er det ovenikøbet ikke hvilket som helst arbejdsliv der kalder, men rollen som dommer i det folkekære tv-program X Factor.

Flere måneder i forvejen har hun taget sig den slags forholdsregler, som andre i hendes branche sjældent skænker den store tanke. Sikret sig, at der er et rum, hvor hun og hendes kæreste kan være alene med baby, en blød sofa, masser af vand og ikke mindst god tid til at amme lille Ernst. Besværlig på forhånd og nem på dagen, lyder overskriften på hendes plan, som mod al forventning lykkes.

"Pressemødet for X Factor var min første arbejdsdag, og det gav en følelse af: “Wow, det kan vi!” En total lykkerus. Fordi jeg havde født tre uger inden, var fysisk smadret og havde været så forberedt på, at det ville blive problematisk", fortæller Nanna Øland Fabricius via en FaceTime-forbindelse fra familiens hjem på Nørrebro.

"Første gang, jeg blev mor, troede jeg, at jeg kunne alt, og så kunne jeg intet. Anden gang troede jeg, at jeg kunne intet, og så kunne jeg alt", lyder det.

I hendes arme grynter fire måneder gamle Ernst, imens han bliver ammet, og i baggrunden pusler hans far, musikeren Adi Zukanovic. Familiens dreng på fire år, Svend, som Nanna Øland Fabricius har med billedkunstneren Eske Kath, er lige blevet afleveret i børnehaven.

"Da jeg fik Svend, troede jeg, at jeg kunne insistere på, at alting var mere eller mindre uændret. Jeg kunne sagtens blive ved med at arbejde og turnere – den eneste forskel var, at jeg havde en baby med. Det viste sig, at det var rigtig, rigtig svært for mig. Jeg havde virkelig lidt energi, var træt og slidt og blev meget nemt overstimuleret. Noget så simpelt som at købe ind kunne stresse mig en hel dag i forvejen. Derfor har jeg også tænkt, at det garanteret ville blive dødsenshårdt denne gang.

Oh_Land_1.jpg
Morrollen har skærpet Nannas bullshit-detektor.

At jeg ikke ville få sovet, ikke kunne være til stede i mit arbejde det første lange stykke tid og ville komme til at sidde og græde ned i havregrøden hver dag. Og det har vist sig at være helt anderledes. Jeg har kunnet nyde mit arbejde, samtidig med at jeg har nydt min baby og min store dreng. Jeg forstår faktisk ikke rigtig, hvordan det har kunnet lade sig gøre", griner hun og forsøger sig alligevel med nogle bud.

For måske kan det handle om, at Nanna Øland Fabricius er blevet ældre, har prøvet at blive mor før, er mere afslappet og ikke er så kritisk over for sin egen præstation, som hun var, da Svend kom til verden – i sin iver efter at give ham det allerbedste. Eller måske gælder det noget så enkelt, som at Ernst sover mere – som i meget mere – end Svend gjorde, da han var helt lille.

"Dengang, jeg fik Svend, og hørte andre sige, at deres babyer sov så meget, tænkte jeg, at det kunne ikke passe. De måtte lyve eller forskønne sandheden, for Svend sov aldrig. Ernst lagde ud med at sove syv timer i streg og gjorde det hver dag den første måned", beretter den 35-årige sangerinde.

"I det hele taget har det at få Ernst gjort mig klar over, hvor forskellige både graviditeter, fødsler, børn og tiden efter fødslen kan være. Med Svend havde jeg den letteste graviditet i verden. Arbejdede til timen, inden jeg fødte, og havde en totalt drømmende, zen-agtig fødsel uden noget smertestillende. Med Ernst var det totalt kvalme-graviditet og en planlagt hjemmefødsel, som endte med, at jeg lå på Rigshospitalet og råbte: “Få ham ud! Om det så er med et kejsersnit, jeg er ligeglad!” Jeg har fået en kæmpestor ydmyghed i forhold til, at man ikke kan regne med noget, når det handler om at få børn."

LÆS OGSÅ: Sharin Foo: Det har været svært at tale om, at jeg er flyttet til Danmark, og min datter er blevet i USA

Da helvedet udeblev

Det umulige i at regne ting ud på forhånd er noget, Nanna Øland Fabricius kender alt til fra sit arbejdsliv. Som selvstændig musiker og sangskriver er uforudsigeligheden nærmest et grundvilkår, konstaterer hun, fordi hun sjældent ved, hvad der skal ske få måneder frem, og fordi så meget afhænger af de resultater, hun skaber for sig selv. Det kan nærmest føles som en slags tåge, hun konstant befinder sig i – men som hun med tiden også har lært at være til stede i og er blevet gode venner med, reflekterer hun. Lidt ligesom barslen kan have karakter af en svævende, uigennemsigtig dis.

"Fordi jeg på mange måder er presset og træt og ikke kan have bestemte mål for, hvad der skal ske om en måned eller et halvt år. Mit vigtigste mål handler om næste amning", siger hun og sender et smil ned til Ernst, der ser veltilfreds ud oven på sin formiddagsmad.

Dermed ikke sagt, at barselstågen ikke også kan være et specielt sted at stå for Nanna Øland Fabricius.

"Jeg kan meget let føle mig alene, når jeg har en lille baby. Jeg tror, det er en følelse, der kommer med det kæmpe ansvar, det er. Og jeg kan let føle, at jeg selv står med det hele – også selvom jeg ikke gør det – hvis jeg ikke får talt nok om det og delt det nok", fortæller hun.

"Inden vi fik Ernst, fortalte jeg Adi, at han skulle være parat til at gå igennem nærmest helvede det første år. Fordi jeg med Svend oplevede, at det kostede rigtig meget energi og søvnløshed og selvransagelse. Og en magtesløshed, som jeg synes var udfordrende at mærke hos mig selv. På grund af ansvarsfølelsen. Det har betydet, at Adi har forberedt sig på det værste og nu tænker: “Nå, var det bare det”", griner hun og fortæller, at de helt fra begyndelsen har været enige om en lidt utraditionel barselsordning.

"Adi og jeg har indgået en aftale om at være fælles om alt, fordi vi synes, det giver mening for os som familie. Vi tager alle beslutninger sammen, og vi siger ikke ja til noget uden at vide, at den anden er med ombord. Jeg har i perioder kunnet arbejde mig helt i sænk, hvor der ikke var tid til noget som helst andet, og det sidste, jeg har lyst til, er, at vi bliver sådan en arbejdsfamilie, hvor man nærmest aldrig ser hinanden", konstaterer hun.

"Det er vigtigt for mig at være så meget sammen med mine børn som overhovedet muligt, især imens de er små. Derfor bliver de nærmest heller aldrig passet. Engang imellem af min mor eller vores babysitter, men Adi og jeg prøver at være der begge to det meste af tiden, så vi også kan være der for hinanden", fortæller hun og indskyder, at det der med at hjælpe hinanden også involverer en vis grad af arbejdsfordeling.

Når Adi for eksempel tager en stor del af nattetjansen, imens hun snupper den søvn, hun har svært ved at finde ro til om dagen, og hun tager sig af oprydning og vasketøj, imens Adi sover middagslur. Med gensidig lovning på, at de ikke må kritisere hinanden på netop de områder.

"Vi er også forskellige i vores måde at være sammen med børnene på, og Adi har utrolig meget energi og er meget legesyg med begge drenge. Hvis han for eksempel skal synge en sang for Ernst, kan han finde på at lave et helt setup med keyboard og lydeffekter, eller han klæder sig ud og danser rundt med ham til bosnisk musik. Jeg har selv været vant til at være den energiske mor, men denne gang kan jeg godt mærke, at jeg har skullet sænke barren og acceptere, at jeg også er den dovne mor", reflekterer hun og tilføjer:

"Hvor jeg nok er mest til håndgynge-vuggen, er Adi til motor og hvid støj."

Oh_Land_2.jpg
Den lille familie tilbringer masser af tid sammen. Men af og til må de undvære Svend, som bor skiftevis hos sin mor og far.

En tryg og forudsigelig opvækst

Snakken falder på hverdagen med den lille flok, de nu er. Og på, hvordan en tidlig formiddag som denne, hvor Ernst skal ammes og puttes, og Svend har skiftedag og skal hjem til sin far, godt kan være lidt kaotisk. Nanna Øland Fabricius er særligt bevidst om den uro, som især Svend kan opleve – fordi han er skilsmissebarn.

"Jeg går meget op i, at mine børn, og især Svend lige nu, har så faste rutiner og forudsigelige dage som muligt, så de slet ikke skal bruge kræfter på hverdagspraktik, men bare kan være totalt til stede i det, de nu laver. Og vide, at der er styr på alt andet", fortæller hun.

"Jeg forbereder for eksempel Svend på alting, og vi skal ikke noget, uden at han ved det i hvert fald en dag i forvejen. Det kan være, hvis vi får besøg af nogen, eller hvis vi skal ud at spise et sted. Den form for struktur og planlægning har været og er en udfordring for mig, fordi jeg selv har været vant til at improvisere alting, hele mit liv. Og det er helt klart den ene ting, som har forandret mit liv allermest i forhold til at blive mor", reflekterer hun og fortsætter:

"Jeg tænker, at jeg lige nu giver mine børn så meget forudsigelighed og så meget kedelighed på en måde, at de bliver eventyrlystne. At de tør være eventyrlystne og har styrken til at være det. For jeg tror, at hvis børn får for meget uforudsigelighed og utryghed, vil de også holde sig mere ‘inden for rammerne’ og måske blive mere intolerante, når de selv skal ud i verden en dag. Hvis de til gengæld ved, at vi kører den samme vej til børnehave hver eneste dag, så kan det være, at deres naturlige menneskelige nysgerrighed gør, at de selv tager initiativ til at vælge en ny vej, når de en dag er store nok til at køre alene rundt."

Nanna Øland Fabricius tager et kort dyk ned i sin egen opvækst, som på mange måder var en kontrast til det familieliv, hun selv har i dag.

"Da jeg var barn, lå der en stor tryghed i, at mine forældre var sammen, og at vi boede i et stille og roligt villakvarter. Det gav en ro i det, der ellers var lidt af et cirkus. På en rigtig fed måde. Alle mine kammerater ville gerne hjem til os og lege, fordi der var sjovt at være og højt til loftet, og man måtte alle mulige ting. Men det var samtidig et hjem uden særlig mange rutiner og struktur. Min mor var operasanger og tit på teatret om aftenen, og så var det min far, der skulle lægge mig, og det blev for eksempel ikke altid på det samme tidspunkt hver aften. På den måde kunne det godt være svært at forudsige, hvordan hverdagen var", husker Nanna Øland Fabricius.

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Det bliver stormfuldt - men vi kommer totalt meget igennem det sammen"

En skærpet bullshit-detektor

Hun bliver hængende et øjeblik ved sin barndom, for en af de ting, hun allerhelst vil bringe med sig fra den tid og ind i livet med sine egne unger, er muligheden for at kunne tage dem med på job.

"Jeg syntes, det var helt magisk at være med mine forældre på arbejde, og jeg elskede at opleve den anden verden, som en scene og et teater er. Se voksne mennesker, der virkelig brænder for noget og leger – det, syntes jeg, var virkelig fantastisk. Og det er et af de privilegier, jeg har som min egen chef i dag; at jeg kan tage mine børn med på arbejde.

Både fordi jeg sommetider er nødt til det, men også, fordi jeg kan mærke, at de synes, det er sjovt, fortæller hun. Helt konkret er det tanken, at Ernst skal med både mor og far på farten det første års tid, indtil han starter i vuggestue. En plan, der ser ud til at gå ganske fint so far. Med lidt assistance fra mormor, vel at mærke."

"Da Ernst var bare seks uger gammel, skulle vi lave auditions på X Factor. Det er tre 12-timers arbejdsdage i træk. Adi havde vagten om dagen, og så hjalp min mor om natten, hvor hun kom ind og bankede på, når Ernst skulle ammes, og lagde ham i seng og skiftede ham bagefter, så jeg kunne sove. Hvis jeg ikke havde haft den backup, havde jeg ikke klaret de dage", indrømmer Nanna Øland Fabricius og småjubler igen over, at kombinationen af arbejdsliv og babyboble kan lykkes.

"Inden jeg fik Svend, kunne jeg godt tvivle på, om det kunne lade sig gøre – at være mor og popsanger på samme tid. Jeg var usikker på, om jeg stadig ville blive taget i betragtning og overhovedet have tid til at arbejde. I dag har jeg en helt anden følelse af, at morrollen har hjulpet mig med at være mere ind til benet omkring de ting, jeg laver. At den har skærpet min bullshit-detektor.

Før i tiden kunne jeg bruge en masse tid på ting, som jeg måske følte, at jeg skyldte nogen. For eksempel lave presse, gå til events eller andre ting, som jeg følte blev forventet af mig, og som jeg var bange for at sige nej til, af frygt for at folk ville tro, at jeg ikke ville min karriere nok. Nu tegner jeg et tydeligere billede af mig selv, ud fra hvad jeg virkelig vil, hvem jeg virkelig er, og hvad jeg egentlig synes. I stedet for at udtvære billedet med, hvad alle mulige andre synes, jeg skal være og bruge min tid på."

Tro mod sig selv

Ernst giver på bedste baby-manér udtryk for, at han trænger til en lur, og imens han får en vuggetur i sin mors arme, taler hun videre. Om hvordan hendes egen oplevelse af at være blevet mere tydelig er én, hun gerne vil lade smitte af på sine to drenge.

"Generelt gør jeg alt for at se dem, som dem de er, og opdrage dem ud fra det, de allerede gør og er selv. Mere end jeg prøver at forme dem til at passe ind i samfundet og opføre sig, som omverdenen forventer", forklarer hun og kommer i tanke om en hverdagssituation, der taler ind i den erkendelse.

"Svend synes, at det er super kedeligt at sidde ved bordet og spise om aftenen, og fordi det stresser mig, at jeg ikke synes, han spiser nok, fik jeg på et tidspunkt sagt, at han bare skulle spise tre bider. Lige pludselig begyndte han at sige: “Mor, jeg tager bare fem bider i dag.” Eller: “Hvor mange bider skal jeg tage?” Og så kunne jeg mærke, at det var helt forkert. Det var kommet til at handle om de der tal, fordi det var det, jeg forventede af ham, og det var ikke det, jeg ville lære ham. Jeg vil lære ham selv at mærke efter, hvornår han er mæt, og hvornår han har lyst til at spise. Så skiftede vi strategi, og nu handler det om, at han skal sidde ved bordet, men ikke behøver at spise", siger hun og fortsætter:

"Jeg tror, det er ret sigende for, hvad jeg gerne vil give ham og Ernst med i livet; en ærlighed over for sig selv og en mulighed for at mærke sig selv. For hvis man mærker sine egne grænser, kommer man ikke til at male sig selv op i et hjørne, hvor man lige pludselig har skabt en virkelighed, som man ikke kan være i. Eller lige pludselig føler, man er ulykkelig, fordi man har alt, men alligevel ikke vil have det. Jeg tror, at hvis man tidligt i livet lærer at være tro mod sig selv, så undgår man for mange livskriser."

Hun dvæler ved den tanke et øjeblik.

"Jeg synes altid, at jeg selv har haft et stærkt indre kompas, men nogle af de kriser, jeg har haft, er kommet snigende, fordi jeg glemte at mærke efter. Det er vigtigt."

Om Oh Land

Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, 35 år og kæreste med den bosnisk fødte musiker Adi Zukanovic, 32 år. Sammen har de Ernst, som er født i august 2020.

Nanna Øland Fabricius har også sønnen Svend på 4 år med billedkunstneren Eske Kath.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Mor, Barsel og Familieliv