Skal den store passe de små?

Er det cool nok at bede sin ældste søn om at hente lillebror i børnehaven og tage ham med hjem? Er det okay, når mor lige drøner til købmanden, mens storesøster på 11 år holder øje med lillebror på syv og den tre-årige lillesøster? Og hvad med at insistere på, at den lille gerne må være med, når den store har kammerater på besøg?

Mange forældre opmuntrer deres store børn til at passe deres små søskende, og de fleste børn har også en naturlig beskyttertrang over for lillebror eller -søster. Men hvornår bliver det for meget ansvar for den store? Vi har spurgt børne- og familiepsykolog Malene Sundorph, som har stor erfaring i rådgivning og terapi af børn, unge, familier og voksne.

”Som udgangspunkt er det forældres ansvar at opdrage, og man skal lade børn være børn. Derfor skal man aldrig overlade forældreansvaret til et barn. Den store i familien må ikke gå rundt med en følelse af, at han eller hun er en uundværlig brik i forældrenes logistik-puslespil,” siger Malene Sundorph, der af og til støder på ansvarsproblematikken i sine samtaler med familier og børn.

”Det er afgørende, at den store har en følelse af, at det hele skal nok gå, også hvis han eller hun ikke påtager sig det ansvar,” fastslår psykologen. Man skal være meget opmærksom på, at den stores rettigheder skal tilgodeses. Hvis den store har noget specielt legetøj, som han gerne vil beholde for sig selv, eller storesøster bare gerne vil lege for sig selv eller være alene med sin ven, så skal det være okay.”

Der er en grundlæggende tendens i mange familier til, at den store altid skal vige for den lille. Og det ender altså med at koste på selvværdsfronten. For hvordan kan de store tro, at de har et værd og nogle rettigheder, hvis de hele tiden oplever, at det er den lilles lyst og gøren, der kommer først?”, spørger Malene Sundorph og understreger, at det bestemt heller ikke er godt for den lille i familien altid at få sin vilje.

Små opgaver til storesøster

Når advarslen om ikke at give den store for meget ansvar er givet, så er det selvfølgelig naturligt, at den store kan vente lidt længere end den helt lille, som ikke helt har lært at udsætte sine behov og derfor skriger højt, hvis ikke behovene mødes øjeblikkeligt, når de opstår.

I ’gamle dage’ var det jo helt naturligt, at de store i en søskendeflok var opdragere til de små. Og jo flere børn man har, og jo mere travl en hverdag man har – desto mere ansvar kan man komme til at give til den ældste.

“Og det er også fint nok. Så længe det er små opgaver, og man kan mærke, at den store synes, det er okay og ikke går ud over hans muligheder for at lege med sine kammerater, gå til sport eller hygge sig med det, han synes er rart,” siger Malene Sundorph.

“De små afgrænsede storesøskendeopgaver, såsom at følges hjem med de yngre søskende en gang imellem eller kigge efter dem, mens mor vasker tøj i kælderen, kan jo sagtens være med til at styrke den stores selvværd. Men regn aldrig med, at storesøster eller storebror har det store overblik. Børn er små egoister, og sådan skal det være. De kan derfor komme til at glemme, at de har ansvaret for de små, og det kan få fatale følger. Og så gælder det om ikke at blive vred på dem,” siger Malene Sundorph.

Det vil sige, at hvis storebror glemmer at hente lillesøster i børnehaven, selv om det er aftalt, eller der sker en ulykke, mens den store er alene med den lille – så er det helt og holdent forældrenes eget ansvar. Her vil det være fatalt at reagere med at skælde den store ud. Han eller hun vil i forvejen føle stor skyld over sin opgave, og tænke ’Det her klarede jeg ikke,’ og så handler det i virkeligheden om, at opgaven måske var alt for svær og derfor umulig at magte.

Moden af ansvar?

Men de helt store børn kan man vel godt give ansvar – eller hvad? Ikke nødvendigvis. Selv teenagepiger på 15 år kan opføre sig dybt uansvarligt over for en mindre søskende, fordi de er inde i en ufatteligt egoistisk fase og bare ikke kan tænke ret langt ud over egen næsetip.

Det handler simpelthen om at holde godt øje med, hvor meget dit barn kan magte, og om det går ud over hans eller hendes livsglæde. Generelt er det ikke modnende for et barn, hverken personligt eller følelsesmæssigt, hvis der går fokus fra barnets egen udvikling hen imod en anden.

Det ser man ofte i misbrugsfamilier, hvor børnene ender med at tage sig af deres forældre, og det samme vil ske, hvis et barn skal tage sig alt for meget af en eller flere søskende.

Malene Sundorph har stor sympati for, at mange børnefamilier har meget travlt og derfor nemt kan komme til at bede den store om hjælp i en håndevending, men den store må bare aldrig føle, at hans eller hendes følelser og lyster devalueres, fordi det bare lige ikke er belejligt at tage hensyn til dem.

”Helt basalt handler det om den stores rettigheder og tarv. Den stores legeaftaler skal overholdes – også selv om mor pludselig gerne vil have ham til at kigge efter den mindste. Den store skal ikke kun være bror eller søster, men også et barn med sit helt eget børneliv. Det er ikke i nogens interesse at udnævne storebror eller storesøster til uundværlig forældreassistent, for så bevæger man det hen til et pligtforhold frem for et søskendeforhold,” siger Malene Sundorph.

I totterne hjemme – allierede ude

Men skal man så helt undgå at skelne mellem søskenderoller, og kan man undgå dem? Det mener Malene Sundorph ikke:

”Søskenderoller vil der altid være, men her er det vigtigt at huske på, at de jo også er dynamiske og helt afhængige af situationen. Hjemme i huset er bror og søster måske i totterne på hinanden, men derfor kan de godt være super allierede mod de andre en halv time senere på legepladsen.”

”Grundlæggende er det en god ting at lære at give omsorg til andre, og de store får jo automatisk et godt selvværd, når de små ser op til dem og synes, at alt, hvad de gør, er fantastisk. Den store oplever ofte helt fra starten en særstatus i for eksempel at være den eneste, som altid kan få den lille til at grine, og har derudover jo oftest et forspring på alle udviklingsområder. Det gør, at den store føler sig ovenpå, og det er jo en god og rar følelse ved at være den store,” siger Malene Sundorph.

Men storesøskenderollen kan godt gå hen og blive en byrde for dit store barn. Det kan vise sig ved, at dine børn har det dårligt sammen, den store altid bøjer af eller bliver overvældet af modgang og generelt har et dårligt selvværd. Er det blevet sådan, må du gribe ind og støtte den stores position – det er samtidig en utrolig god træning for den lille at lære ikke altid at få sin vilje.

Prøv for eksempel at give de små nogle hjælpeopgaver, så de også oplever, at de kan beskytte de andre søskende. Den store må også være den lille, og den lille må være den store. Så husk at spørge den helt lille om hjælp til at dække bordet. Den lille kan for eksempel lige så godt hente hjemmesko til den store som omvendt. Det gælder om at finde den naturlige balance, så alle i familien føler, at der er brug for dem, og ingen føler sig nedbøjet og tynget af ansvar.

Og så skal man også huske, at hvis man giver den store pligter, så skal man også kvittere med nogle rettigheder. Man skal huske at gøre det attraktivt at være det store barn i familien, for eksempel ved at den store kommer i seng en halv time senere end resten af børnene og får lov at sidde og se tv med mor og far. Eller den store er den eneste, som får lov at tænde stearinlys eller hjælpe far med grillen, eller hvad det nu kan være.

Hvis man sørger for, at alle i en familie får plads til at være dem, de er, så har man et familieliv, som vil vare ved, også når børnene bliver rigtig store. Som menneske vil man nemlig gerne være et sted, hvor man får plads til at være sig selv, og hvor der er plads til ens egne behov i relationen. Så er det sjovt og dejligt at være sammen, og så vil man prioritere det højt. Og det må være det højeste, man kan opnå som familie, at alle har det godt ved at være sammen.