Hvad gør jeg ved min morsyge datter?

Spørgsmål:

Det drejer sig om vores datter på 14 måneder. Hun skriger, hver gang hun ikke lige får opmærksomhed. Hvis vi begge leger med hende, og jeg giver det mindste tegn til at ville rejse mig, så skriger hun helt vildt. Hun er utrolig morsyg. Far kan slet ikke bruges, og det er ved at gå mig ret meget på.

Jeg kan ikke være der 100 procent hele dagen. Jeg har utrolig dårlig samvittighed, fordi jeg bliver sur på hende. Mit tonefald er ikke lige sødt hele tiden.

Jeg tænker på, om jeg kan have en mild form for efterfødselsreaktion. For det er da ikke normalt, at man engang imellem ønsker hende langt væk?

Venlig hilsen en frustreret mor

Læs barselscoachens svar på næste side

Svar:

Hej frustrerede mor,

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at det er helt normalt at føle frustration og måske engang i mellem ønske sit barn langt væk. Disse typer følelser er ofte udtryk for afmagt og træthed. Har du svært ved at sove, glemmer meget og har hjertebanken, kan der godt være tale om en fødselsreaktion. Er du i tvivl på dette punkt, så tal endelig med din læge.

Med hensyn til din datter, så lyder det lidt for mig, som om I føjer jeres datters ønske om kun at være hos mor. Har jeg ret, så kan hendes udbrud godt skyldes, at hun har fundet ud af, at en fremgangsmetode med at skrige virker. Hun får sin mor og sin vilje.

Her kan det hjælpe, at I husker på, at det er jer, der laver spillereglerne. En anden ting, jeg tænker, er, om du eller I begge arbejder meget? Har I meget lange arbejdsdage, og er jeres datter meget i vuggestue, kan hendes skrigeri også være en måde at give udtryk for, at dette ikke er optimalt for hende. Hun har ikke sproget i sin magt og kan derfor kun udtrykke utilfredshed ved kropsprog, babysprog og handlemåde.

Hvis hun er meget, eller lige begyndt i institution, kan hendes store morbehov komme derfra. I så fald er det helt naturligt og må nok accepteres, medmindre der er noget, I kan lave om for at afhjælpe dette. Min opfordring til dig er derfor: Kig jeres liv igennem. Er der noget, der er forandret?

Er der strukturer eller mønstre, der kan optimeres for at sikre jeres alle sammens trivsel? Eller er det et spørgsmål om, at I som forældre tør tage ansvaret for jeres datters opdragelse og ikke være så bange for hendes følelsesudbrud? Disse spørgsmål kan du bedre svare på, end jeg kan.

De bedste hilsener Nina K. Brandt, barselscoach