Thilde er hjemmepasser: "Jeg savnede at have en bedre fornemmelse med mine børn"
Foto: Camilla Stephan Mød Thilde, som hjemmepasser sine børn.

Thilde er hjemmepasser: "Jeg savnede at have en bedre fornemmelse med mine børn"

For fem år siden sagde Thilde Kallerup Rugaard farvel til sit fuldtidsjob i filmbranchen for at tage sig af familiens piger. Journalist Marie Wiuff Kruuse har mødt den børnerige mor til en snak om hjemmepasning og havregrød til aftensmad.

Kalenderen skriver onsdag formiddag, og jeg er på biblioteket med min lille datter. Hun er knap et år, skal snart begynde i vuggestue, og en af de sidste barselsstunder bruger vi her mellem pangfarvede pegebøger, pædagogiske puslespil og legetøj, der gerne må tygges i.

Der er gulvplads til ivrig nybegyndergang i små sko og lave plastikstole, hvor en træt mor kan snige sig til et lille hvil og en stor mundfuld kaffe. Alle er glade. Vi er ikke de eneste i bibliotekets børneafdeling denne formiddag. Jeg lægger især mærke til en kvinde, der har ikke bare én, men tre små piger omkring sig.

Hendes egne børn, kan jeg forstå. Som hun passer hjemme, bliver jeg klar over, da vi falder i snak over medbragte madder i et af bibliotekets sofahjørner. Hun har tilmed to store piger, der går i skole, for at det ikke skal være løgn. For en mor med ét barn, der føler sig rigeligt aktiveret, lyder det vildt.

Jeg spørger Thilde Kallerup Rugaard, som hun hedder, om hun vil indvie mig i, hvordan et liv som hjemmepassende mor med fem børn ser ud, og hvordan pokker man får det til at hænge sammen. Det vil hun gerne. En efterfølgende regnvejrsdag i Frederiksberg Have. Med sig har hun fire af sine og sin kæreste, Mads’, fem piger.

Vera på seks, Nora på fem, Petra på tre og lille Helga på fem måneder. De tre yngste har hun selv passet, siden de blev født. Vilma på otte er i skole, og Vera har i dagens anledning fået lov til at tage en fridag fra 0. klasse.

"Da Vilma og Vera gik i institution, savnede jeg meget at have en bedre fornemmelse af dem, når de var væk. Og jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan de mon havde det i løbet af dagen. Det var en adskillelse, der gjorde ondt indeni", indleder Thilde, imens den lille familieflok trasker ind i den have, der de seneste år er blevet et af deres yndede udflugtsmål og et fristed for ungerne.

De to ældste løber direkte mod stiens største vandpytter, og Petra følger i hælene på dem, på den løbecykel, der er gået i arv fra søster til søster og for nylig blev hendes. Helga sover tungt i den tætpakkede dobbeltklapvogn.

"Samtidig kunne jeg mærke, at de ofte var meget trætte, når de blev hentet, og jeg syntes, det var både drænende og stressende at skulle time aflevering og hentning, så det blev rart for os alle", fortsætter den 36-årige mor og beskriver, hvordan hun og Mads dengang levede et hverdagsliv, som mange nok kan genkende. Med fyldige arbejdsdage, travle morgener og logistik i lange baner.

"Vi overvejede overhovedet ikke, at det var en mulighed at passe børnene selv, da Vilma og Vera var små. Selvom jeg hele tiden havde en fornemmelse af, at det ville være bedre for dem. Vi var dedikerede til vuggestuen, for det var jo det, man gjorde, og vi stillede ikke så mange spørgsmål. I vuggestuen var der fagfolk, pædagoger, og vi havde jo ikke selv de kvaliteter, der ligger i en vuggestue, så vi tænkte, at det vel var det bedste for dem", uddyber hun og mindes én bestemt begivenhed, der fik især hende på andre tanker.

"I 2014 så jeg en dokumentar på DR2, der hed ‘Sådan er det bare’, som stillede sig kritisk over for især vuggestuelivet. Udsendelsen gjorde mig for alvor klar over, at min følelse af, at det ikke var det bedste for dem, var reel nok."

Læs også: 9 erkendelser om opdragelse

Ambitiøs nybegynder

Vilma og Vera var på det tidspunkt henholdsvis tre og et år og allerede godt og grundigt indhyllet i institutionsmiljøet. Og da Thilde var højgravid med Nora, stod forældreparret på nippet til endnu en gang at skulle tage stilling til, hvordan et barns hverdag skulle se ud.

De besluttede sig for at bryde med vuggestue- og børnehavelivet én gang for alle. Og de blev enige om, at Thilde, der følte sig mere end klar til at slippe et hektisk liv i filmbranchen, skulle tage passetjansen, så Mads kunne fortsætte opbygningen af sin egen designvirksomhed.

"I starten var jeg bange for, om jeg selv var god nok til at være sammen med børnene. Også selvom vi altid har brugt meget tid med dem, og de altid har været meget med os i det, vi gør", fortæller Thilde om de tanker, hun gjorde sig, da de tog beslutningen.

"Der gik nogle få måneder, hvor vi langsomt skar ned på de to ældstes dage i institutionen, gav dem fridage og legede deltidsbørnehave, så jeg kunne blive sikker på, om jeg kunne klare det, og mærke, hvor mit overskud var", fortæller Thilde.

"Og så Nora, der kun var nogle få måneder gammel, også kunne lande i det, tilføjer hun. Én ting var, hvordan den dengang 31-årige mor selv ville klare opgaven. Noget andet var, hvordan de to piger ville reagere på at skulle forlade deres institutionshverdag, med de vaner og venner, der hørte til dér. Begge dele viste sig at gå bedre end forventet.

"Pigerne virkede helt vildt glade, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg sagtens kunne overskue at have de store hjemme – også med en lille baby. Det gav ovenikøbet god mening, fordi de kunne opleve deres lillesøster på en anden måde, holde hende og kigge på hende og føle, at det var en fælles gave og ikke kun mor og far, der fik en lille mere", mindes Thilde og genkalder sig, hvordan hun gik til hjemmepasningsopgaven med en begynders til tider naive ivrighed og høje ambitioner.

"I starten tænkte jeg, at vi skulle lave alt muligt og på ture hele tiden. Vi tog ud i naturen. Jeg meldte dem til spejder. Vi tog på Nationalmuseet og legede. Jeg skulle på en eller anden måde bevise over for mig selv, at jeg kunne løfte opgaven", siger hun og fortæller, hvordan hun langsomt fik indkredset de aktiviteter, der gav både hende og børnene de bedste oplevelser – for eksempel legegrupper, hvor de små kunne møde andre børn, og hun selv kunne møde ligesindede.

"Vi ses stadig med nogle af dem fra vores første legegruppe et par gange om ugen. Så kan børnene lege med hinanden, og vi voksne kan hjælpes ad med at skabe aktiviteter for dem og dele vores tanker og erfaringer", siger Thilde og giver udtryk for, hvor værdifulde den slags fællesskaber er, når man er alene om at passe sine børn.

For deres vedkommende har det endda betydet nye, tætte venskaber. Hun skubber langsomt klapvognen hen ad de småmudrede stier, og lyden af en barnestemme nærmer sig. "Mor, jeg er sulten". Nora kommer løbende og gentager sin ytring, og Thilde siger, at de skal en tur op på Bjørnebakken – en lille, grøn høj i haven, som de selv har navngivet – og spise deres madpakker.

Læs også: Solomor til tvillinger og godt karrierejob

Bybørn med udflugtslængsler

"Pigerne nyder at være sammen. De kender hinanden rigtig godt og er gode til at lege sammen. Det er ikke noget problem, at der er en, der er to år ældre. Og det er ikke farligt at lege hverken opad eller nedad", fortæller Thilde om nogle af de styrker, hun kan se, at børnene får med sig ved at blive passet sammen derhjemme.

Hun har bredt et tæppe ud på toppen af den lille bakke i Frederiksberg Have, hvor hun anretter frokost til de tre store piger. Det medbragte brød bliver delt og toppet med smør, rosiner, pølse og leverpostej. De laver tit en base af den slags, når de er ude – et sted, de kan søge hen, når de trænger til at tanke maverne op eller tage et hvil fra løb, leg og de projekter, de jævnligt er i gang med, forklarer hun.

"Med tiden har jeg fundet ud af, at jeg allerhelst vil ud i naturen med pigerne, så det bruger vi meget tid på. Hun er selv naturbarn", som hun beskriver det, og ud af en søskendeflok på fire.

Det sidste er en af grundende til, at det altid har føltes som en selvfølge for hende at få mange børn. Hvis hun og Mads skulle følge deres umiddelbare lyst, ville de nok bo på en bondegård, konstaterer hun. Men lige nu, hvor Mads har sin virksomhed i byen, har de valgt at holde fast i deres lejelejlighed på Frederiksberg, og derfor er det ekstra vigtigt for Thilde, at hun og ungerne kan komme ud i den friske luft.

"Grundlæggende tror jeg på, at hvis den voksne kan finde ud af at vise vejen – uanset om det er i skoven eller midt i byen – så vil børnene også gerne det, den voksne vil", forklarer hun.

"Og samtidig kan jeg mærke, at jeg automatisk tænker mere kreativt, når jeg er sammen med mine børn. De inspirerer mig til at være opfindsom, og jeg elsker fornemmelsen af at være med i deres leg". Uanset om de leger Ronja Røverdatter i Frederiksberg Have, laver maleprojekt i vores gård eller sidder og snitter pinde på skovbunden i flere timer i regnvejr.

"For mig handler det meget om at hjælpe pigerne med at finde på og skabe en rød tråd i det, vi gør, på en kærlig og motiverende måde", slår hun fast.

Fællesskab og forskelligheder

Vi taler om, hvordan den selvsamme indstilling også er hendes afsæt, når der engang imellem opstår kurre på tråden i den lille børneflok. For så gælder det i lige så høj grad om at vise vejen og trække på de kreative kræfter, har hun erfaret.

"Jeg bruger tit historiefortælling sammen med børnene. Også i konfliktfyldte situationer. Som da to af pigerne en dag blev uvenner over en pind, og jeg fandt på en fortælling om en pige og pind, som fik dem til at glemme deres uenighed", forklarer hun om nogle af de værktøjer, hun har tillært sig i rollen som hjemmepassende mor.

Frokosten bliver pakket sammen, og Vera og Nora piler ned ad bakken og ud på stierne, som de kender så godt. Petra er træt og hopper op i dobbeltvognen til sin sovende lillesøster.

"Nogle gange kan fællesskabet også blive for meget. Og så er der plads til at pigerne kan være sig selv. Det har jeg meget for øje", reflekterer hun og hiver fat i et konkret eksempel.

"Når de har været sammen en hel dag, kan jeg godt finde på at sige, at nu synes jeg ikke, de skal lege mere sammen. For så er de måske trætte, og så går det tit galt. Som forleden, da jeg besluttede, at Nora kunne få aftensmad lidt tidligere, sammen med mig i køkkenet", imens Vera legede selv.

På det tidspunkt var Petra og Helga blevet puttet klokken 17.30, og klokken 18.30 kom Mads hjem med Vilma, der havde været til kor. Han malede med de tre store, og så blev pigerne puttet sammen. Vi er meget bevidste om, at når vi er så mange, som vi er, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på det enkelte barn og på deres forskellige behov.

Læs også: Sådan taler du bedst med dit barn

Når havregrød er fint nok

Den dag fik alle i familien varm havregrød med kanelsukker til aftensmad. Og sådan er det somme tider, for det må gerne være nemt, når flokken tæller fem børn, og alle har været på farten en hel dag. Thilde er også den første til at indrømme, at hun selv kan være klar til at gå i seng klokken 20, hvis der har været ekstra meget drøn på.

"Der er meget at se til, og det kan godt være hårdt. For eksempel hvis vi ikke når at få lagt tøj sammen hver dag eller pakket vintertøj ned inden foråret. Derfor er det også ekstra vigtigt for os at have nogle systemer og være strukturerede".

På spørgsmålet om, hvorvidt hun selv kan føle sig klemt i dagligdagens trummerum, svarer hun ganske kort “nej”. Hun går ikke rundt med oplevelsen af at give afkald på sig selv og på behov, der ligger uden for livet med børnene. Til gengæld sætter hun ekstra stor pris på det, når anledningen til en alenestund indimellem dukker op.

"Jeg kan godt nyde roen, når nogle af børnene sover, og de andre leger. Og jeg giver tydeligt udtryk for det, hvis jeg har brug for at trække mig lidt i løbet af en dag. Fordi jeg for eksempel gerne vil sidde og drikke en kop kaffe eller læse en bog. Så viser jeg pigerne, at det er det, jeg gerne vil, og så finder de på noget ved siden af imens."

Det er der plads til i små doser, bemærker hun. Der er også plads til, at de kan besøge venner og have gæster til middag. Sammen med børnene. Og i ny og næ kan Mads og Thilde tage ud og spise, gå til en koncert eller bruge en dag sammen med Helga, imens de store piger er i legegruppe eller bliver passet af familie.

"Jeg kan godt længes efter, at Mads og jeg for eksempel kan realisere nogle af vores idéer om at sætte lejligheden i stand sammen, uden at børnene er med. Men generelt er tosomhed og kærestetid ikke det, vi tænker på, fortæller hun. – Vi er en flok på syv – og det kræver alt af os lige nu."

Oprørsstemning

Petra lægger an til en middagslur, og Thilde Kallerup Rugaard putter et af de mange medbragte tæpper godt omkring hende. Hjemmepasningslivet er ikke for altid, afslører hun. På sigt kan hun for eksempel godt forestille sig at vende tilbage til et arbejde. Og deres boligsituation skal også gentænkes, bedyrer hun, i takt med at pigerne bliver større og får brug for mere plads.

"Planen er at blive i lejligheden og bygge om og skabe flere rum, så længe vi overhovedet kan. Vi har ikke lyst til at binde os for meget til for eksempel boliglån, og vi er nok typerne, der godt kunne finde på at gøre noget utraditionelt. Som at købe en bus og lave den om til bolig", erklærer hun. Hun spejder ud over landskabet i den regnvåde have og lægger ekstra kraft bag sine ord:

"Jeg følte, der var noget oprør over vores beslutning om at passe hjemme. Og jeg elsker følelsen, når jeg for eksempel har været ude på naturskolen på Amager med fire børn, hvor vi har lavet bål og haft den fedeste dag. Det føles så sejt. Det giver mig grundlæggende en følelse af mening og kærlighed at kunne se og mærke mine børn hver eneste dag."

Thilde Kallerup Rugaard slipper klapvognen et øjeblik og tager en snak med Vera og Nora om det ærgerlige i, at hun ikke kan følge med dem ned til kanten af havens kanaler lige nu, som hun plejer. De må vente, til hun har snakket færdig", forklarer hun og vender sig om.

"Jeg kan mærke, at hvis jeg bliver afbrudt i mit nærvær til pigerne, så viser de mig det med det samme. De bliver fjollede, afprøver grænser og driller hinanden", siger hun og tilføjer, med et let undskyldende smil:

"Jeg synes, det kan være svært at have en voksensamtale kørende, når jeg er sammen med børnene. Det kan jeg godt savne lidt."

  • Mor: Thilde Kallerup Rugaard Rugaard, 36 år
  • Far: Mads Kallerup Rugaard, 39 år.
  • Børn: Vilma 8 år, Vera 6 år, Nora 5 år, Petra 3 år og Helga 5 måneder.
Se, hvad vi ellers skriver om: Institution og Forældre