annie samples
SPONSORERET indhold

Annie satte barnevognen med sit sovende barn udenfor – nu har 15 millioner set videoen

Annie Samples, der er danskboende amerikaner, lagde en video på sin TikTok-profil af sit sovende barn i en barnevogn. Udenfor. Siden er videoen gået viralt, og kommentarsporet er stukket af.

Af: Julie Bruun Lund Foto: Privat
05. okt. 2022 | Børn | ALT.dk

En video af et sovende barn i en barnevogn, som står placeret forskellige steder udenfor, er gået viralt. Faktisk har mere en 15 millioner set videoen på det sociale medie TikTok.

Artiklen fortsætter efter videoen med Trine Dyrholm. Se den virale video med barnevognen længere nede i artiklen. 

Det er Annie Samples, som står bag videoen. Sammen med sin mand og deres fire børn, i alderen otte til fem måneder, flyttede hun til Danmark for lidt over tre år siden.

Det er parrets pige på fem måneder, som Annie Samples har filmet sovende alene udenfor i sin barnevogn, mens hun forklarer den danske praksis med at lade babyer sove alene udenfor i deres barnevogne. Noget, hun aldrig ville have gjort, da hun og familien boede i New York. Faktisk havde det været fuldstændig utænkeligt.

screenshot 1.jpg
Også i Canada er det utænkeligt at lade sit barn sove alene udenfor. Man risikerer at komme i fængsel for at have efterladt sit barn.

”I USA er der en del trusler. USA er så stort et land, så det kan være alt fra vilde dyr til potentielt kriminelle, som bortfører dit barn, men nogle gange tror jeg faktisk, den største trussel er, at man er bange for, at nogen tilkalder politiet for at gøre noget, der måske ikke anses for sikkert i samfundet. Der er ikke meget gensidig tillid eller fællesskab i den sammenhæng," siger Annie Samples til ALT.dk.

Tillid kan være en svær størrelse

Det er der til gengæld i Danmark, og det er det, der overrasker mange, mener Annie Samples.

”Jeg tror ikke, folk kan begribe den sikkerhed og tillid, vi har her.”

Det er da også det, flertallet kommenterer på. Flere er fulde af tiltro og giver endda udtryk for, at de ville ønske, de boede i et land, der var så trygt.

screenshot 3.jpg
Mange i kommentarsporet er frustreret over ikke at bo i land, hvor man føler sig sikker nok til at kunne lade sit barn sove alene udenfor.

Andre derimod er mere chokerede og skeptiske i kommentarsporet. Annie Samples resonerer sig frem til, at det er, fordi det er så langt for deres egen virkelighed.

screenshot 2.jpg
En forarget TikTok-bruger mener, det er ansvarsfralæggelse – og sidestiller det med det sorte marked.

”Der er nogle mennesker, der har sagt, at det er sindssygt, at det er uagtsomt, men hvis de tilbragte tid i Danmark og så disse praksisser finde sted, ville de finde ud af, at de er helt forkerte på den.”

Omvendt forstår hun godt, at folk fra særligt USA undrer sig – og måske endda bliver forargede – over, at man i Danmark lader sin baby sove alene udenfor. For det er ikke en selvfølge i mange andre lande.

Læs også

For Annie Samples var det også grænseoverskridende første gang, hun selv satte sin lille pige udenfor i sin barnevogn for at sove, og hun skal stadig aktivt fortælle sig selv, at der ingenting sker, når hun gør det.

”Det er virkelig svært at fjerne den amerikanske del af min hjerne, fordi jeg er blevet opdraget til at tænke, at jeg altid skal se mig over skulderen og altid tjekke bagsædet for at se, at der ikke er en kidnapper, låse dørene tre gange. Sådan nogle ting. Så det er virkelig svært for mig at slippe kontrollen, og selv når jeg gør, så kigger jeg ud ad vinduet og sørger for, at min baby er okay. Men jeg er overordnet så taknemmelig, og den rationelle del af min hjerne fortæller mig også, at hun er i sikkerhed.”

Det er et dansk fænomen

Familien flyttede til Danmark fra New York for lidt over tre år siden. Men inden det kom dertil, fortalte de venner og bekendte om deres overvejelser, og manges kommentarer var: ”Er det ikke landet, hvor folk lader deres børn sove udenfor i deres barnevogne?” fortæller Annie Samples.

Læs også

At man kan lade sit barn sove i sin barnevogn udenfor, mens man selv drøner ind i en butik og henter et par småting, eller tager på café, er altså et dansk fænomen, mener hun.

”Det er jo faktisk en anbefaling fra Sundhedsstyrelsen i Danmark, og når sundhedsplejersken kommer hjem til dig for at besøge dig og sin baby, anbefaler hun det også.”

”Da mit barns sundhedsplejerske spurgte, ”gør du det” (lader barnet sove alene udenfor, red.), og da jeg svarede, at jeg ikke havde prøvet det før, var hun nærmest chokeret. Det forventes på en eller anden måde i Danmark, at man sætter sine børn udenfor i barnevognen for at sove, men i USA ville myndighederne ringe til dig, hvis du gjorde noget i den stil.”

”Det er nærmest en ongoing joke, jeg har med mine venner, at man nærmere ville blive kontaktet af myndighederne i Danmark, hvis man ikke gjorde det. Så almindeligt er det. Det er nærmest forventet.”

Ifølge Annie Samples er det også noget, folk – særligt fra hendes hjemland – studser over: At det i Danmark nærmest anses for at være sundsfremmende frem for sundhedsskadeligt. For det ville man ikke gøre i USA.

”Når man er her, kan man mærke, hvor frisk og ren luften er, hvorimod flere steder i USA er luftkvaliteten virkelig dårlig. Så der ville man aldrig tænke det, som om man gør noget godt for sit barn.”

”Generelt er vi så taknemmelige for at leve i så trygt et land – og det er så sundt for hende at sove udenfor, så det fortsætter vi med,” slutter hun.

Anbefalet til dig