Hos Ellen og Torgny er der kunst fra kælder til kvist – og lidt til

Artiklen er en del af Euroman, RUM, Eurowoman og Statens Museum for Kunsts kunstmagasin VÆRK, der er lavet for at hylde kunst. Magasinet er støttet af Ny Carlsbergfondet.

En dobbeltdør af glas forsøger at adskille privatlivet fra arbejdslivet i Ellen Hyllemose og Torgny Wilckes hvide villa i Charlottenlund. På den ene side af glasset hersker hjemlig hygge med sofa, flygel og sønnens nyeste kreation: en ubåd af papkasser. På den anden side ligger arbejdsredskaber, pensler og træ spredt rundt i et værksted, hvor Torgnys Wilckes nyeste værk, en kæmpestor bænk af træbrædder, optager det meste af gulvet. Værket har netop fået det første lag gul maling. Snart skal sønnens ubåd også have en tur.

Det er fire år siden, at kunstnerparret forlod deres Østerbro-lejlighed og sammen med deres tre børn flyttede ind i Torgny Wilckes barndomshjem for at få mere ro og bedre plads til både kunsten og familien. Den tynde dør mellem stuen og værkstedet er på en umulig opgave. Den står kronisk på klem, for som kunstnere holder Ellen Hyllemose og Torgny Wilcke aldrig rigtig fri. De er altid på jagt efter den næste gode idé, og de er nærmest afhængige af den inspiration, som de får udefra. Derfor lever de i et sammensurium af kunst og alverdens ting og sager, som de har købt, fået og byttet sig til, og som både gemmer på gode minder og hjælper dem videre i deres kreative proces.

Vi har taget en snak med dem om deres forhold til kunst, om deres kunstneriske forbilleder, og om hvordan deres hus næsten er blevet en skulptur i sig selv.

Hvordan vil I beskrive jeres hjem?

Ellen: – Mange af vores møbler og ting har vi fundet på gaden eller på loppemarkeder, og der er ingen rød tråd i vores indretning. Vi går bare efter det, vi synes er fedt, og hvis vi fx finder en flot skulptur, kan vi sagtens finde på at rykke rundt i et helt rum for at gøre plads til den. Det er rent begær. Alle vores værker og alle vores ting har vi valgt, fordi de interesserer os og kan bruges i den lange kæde af tanker, vi har.

Torgny: – Generelt elsker vi ting og materialer – vi er samlere af Guds nåde – og vi kan godt lide at bygge rum op. Når man indretter sig, er man jo meget kreativ, og på den måde betragter jeg nærmest vores hjem som ét stort værk.

LÆS OGSÅ: Har du nogensinde set det fredede Salamihus på Christianshavn? Kom indenfor

Hvor stammer jeres interesse for kunst fra?

Ellen: – Jeg har lavet billeder, siden jeg var 10 år gammel. Det var min veninde, der spurgte mig, om vi ikke skulle male sammen – og derefter blev jeg bare ved. Min farmor malede også lidt, og da hun døde, arvede jeg hendes gamle lærreder. Da jeg havde brugt dem alle, gik min far op på vores kornloft, hvor gulvet var dækket af masonitplader. Han hev en plade af, og så fik jeg lov at male på den. Det blev han ved med, indtil der ikke var flere plader tilbage. Mine forældre var altid åbne over for kunsten, og de lærte mig, at man bare skal gå i gang og bruge det, man har.

Torgny: – Mine forældre havde mange danske malerier hængende, så jeg voksede op omgivet af kunst. Jeg tegnede og malede også en del som barn, men det er der i virkeligheden ikke noget særligt ved. De fleste tegner jo, indtil de når en vis alder. Så er der bare nogle af os, der af en eller anden grund aldrig holder op.

Hvad betyder det for jer at være omgivet af kunst?

Ellen: – For mig er det vigtigt at have noget at se på herhjemme, for den kunstneriske arbejdsproces slutter jo ikke, bare fordi man går hjem fra værkstedet. Tit får jeg de gode tanker, når jeg ikke kun er fokuseret på kunst. Hvis jeg fx står og rører i en gryde, og jeg så lige kigger op og får øje på et værk, så kan det sætte en interessant tanke i gang.

Torgny: – Nogle kunstnere har det sådan, at der slet ikke må være noget, der forstyrrer dem i deres hjem. Men sådan har vi det ikke. Overhovedet. Vi elsker den påvirkning, som vi får gennem kunsten, og vi bruger den i vores arbejde. Det inspirerer os, og jeg har aldrig følt, at det har låst mig eller begrænset mig i min egen proces. Tværtimod, for der er netop så mange forskellige kunstarter og indtryk samlet.

LÆS OGSÅ: En af verdens største og mest velbevarede afstøbningssamlinger ligger på dansk jord

Hvad lægger I vægt på, når I vælger kunst til jeres hjem?

Torgny: – Dybest set tror jeg, at vi vælger kunst, som arbejder sig ind i vores eget kunstprojekt, og som har en betydning for det, vi selv går og roder med. Mange af de værker, vi har, bygger fx på en materialitet, som er forbundet med vores egen kunst og vores interesse for at udforske materialer og bruge ting fra hverdagen. På den måde er alting fuldstændigt filtret ind i hinanden. Det er ikke sådan, at hér er vores private hjem, og så er vores kunst et andet sted. Det hele er én ting.

Hvor ofte køber I kunst?

Ellen: – Det er faktisk sjældent, at jeg køber kunst. Jeg bytter mest med kolleger. Nogle gange bytter jeg med mine tætte venner, fordi vi har en form for slægtskab, og andre gange tager jeg bare kontakt til en kunstner, som, jeg synes, laver noget fedt.

Torgny: – Jeg køber nok et værk et par gange om året, og af og til får jeg også noget foræret. Jeg har kurateret mange udstillinger gennem årene, og det er flere gange sket, at en af kunstnerne efterfølgende har foræret mig et værk eller har givet mig mulighed for at købe det til en overkommelig pris.

Hvad betyder det for jer, at I kender mange af kunstnerne personligt?

Ellen: – Det giver uden tvivl en ekstra værdi til værkerne. De fortæller historier, og der ligger mange minder gemt i den kunst, vi har – både om konkrete udstillinger, vi har været med til, og om gode oplevelser, vi har haft med de forskellige kunstnere. Vi har en del udenlandske venner, bl.a. Phyllida Barlow, som vi ikke ser ret ofte, og så er det da dejligt, at jeg lige kan tænke på hende, når jeg ser hendes værker i vores stue.

Hvilke værker betyder mest for jer?

Torgny: – Alle værkerne er vigtige, fordi de er spændende i forhold til vores egen kunst. Men de gamle malerier af bl.a. Jens Søndergaard og Edvard Weie, som jeg er vokset op med og har arvet, har en særlig betydning for mig. Jeg kan huske dem fra dengang, jeg var barn. De er en del af mig, og dem kunne jeg aldrig finde på at skille mig af med.

I har også nogle af jeres egne værker i hjemmet. Hvorfor?

Torgny: – Det er bare for at leve med dem. Vi går op ad og rundt om kunsten hele tiden, så det er en naturlig del af vores praksis, at vi har nogle af vores egne værker i vores hjem.

Ellen: – Det er også meget sjovt at se værkerne i en anden situation, for det er ikke altid, at dét, der fungerer i et værksted eller i et gallerirum, fungerer i et hjem. Vi skifter tit vores egne værker ud herhjemme, for de skal jo sælges, så de kan komme ud i verden. Jeg har dog et par enkelte værker, som jeg ikke vil gå af med. Det er ikke nødvendigvis mine bedste værker, men de repræsenterer en periode, som har været vigtig for mig.

LÆS OGSÅ: Peter Ibsen: "På den måde genopliver jeg et værk, og den måde jeg ser på det"

Hvad er det seneste værk, I har tilføjet til samlingen?

Torgny: – Det er et Weie-maleri, som vi har købt, og som nu hænger i soveværelset. Det er et fantastisk værk. Jeg er meget fascineret af Edvard Weie og hans måde at male på, hvor han nærmest bygger maleriet op og gør det til en fysisk ting.

Hvad drømmer I om at anskaffe jer?

Ellen: – Jeg har for nylig talt om at bytte et værk med Finn Reinbothe. Vi har en af hans collager hængende i trapperummet, men jeg kunne godt tænke mig også at have et af hans store værker, som fylder lidt.

Hvem er jeres yndlingskunstnere?

Ellen: – Jeg har aldrig haft én stjerne, men kunstnere som Phyllida Barlow, Robert Rauschenberg, Franz West og Jessica Stockholder er nogle af dem, der betyder meget. De arbejder med materialer på samme måde, som vi gør – ved at gå på tværs, bruge dem i utraditionelle sammenhænge og sætte dem fri på ny. En kunstner som Jessica Stockholder fik os fx engang til at se farverne i en leverpostejsbakke med et værk, hvor hun hang hundredvis af tomme aluminiumsbakker op.

Torgny: – Ja, de er alle nogle kunstnere, som er gode til at sørge for, at man får et nyt blik på det, man går rundt om hele tiden. Pludselig bliver det normale til noget særligt.