Kunstner Frederik Næblerød
Foto: Sarah Stenfeld Billedbehandling: Nice Touch Studio Frederik Næblerød maler på en energi, som han føler i øjeblikket og er nødt til at gøre maleriet færdigt. Det kan ikke vente til i morgen.

Kunstner Frederik Næblerød: “Det er jo lidt fy, fy selv at sige, at man er succesfuld”

Frederik Næblerød, 32, solgte sit første værk som 22-årig og har levet af sin kunst lige siden. Han har “damp i kasketten” og maler hurtigt, uden skitser og op til 10 værker om dagen. Kunsten er hans første prioritet, hans kæreste nummer 1,5, og han drømmer om at blive en af de største. Vi mødte ham i hans atelier i Sydhavnen.

Et bombardement af indtryk og udtryk. Det er svært ikke at blive overvældet, når man træder ind i Frederik Næblerøds 235 m² store atelier i Sydhavnen i København. Farverige, ekspressionistiske malerier beklæder vægge og vinduer fra gulv til loft, glaserede skulpturer med ansigter glor fra små opsatser, og en stor del af gulvet er dækket af nymalede lærreder, som er ved at tørre.

“Det er fedt, ikke?” spørger han.

“Hver evig eneste dag, når jeg tager herud, er jeg bare så lykkelig. Så står jeg nærmest og rører ved væggene og tænker: “Yes, hvor er jeg heldig!” Før havde jeg atelier inde ved Gammel Strand, og det var også fedt, men der var mennesker og larm hele tiden. For sådan en som mig, der har så meget damp i hovedet, er det godt med lidt mere ro,” siger han.

Frederik Næblerød7.jpg

Frederik Næblerød5.jpg

Det er lørdag formiddag klokken 10, men Frederik Næblerød har allerede været i gang i et par timer. Han taler hurtigt, mens han vandrer hvileløst rundt blandt sine værker. Han er i højt gear med en stærk talestrøm og konstante afbrydelser og indskydelser. Han er selvsikker og flabet, men samtidig ydmyg og imødekommende. Og så er han af flere kunstkendere blevet spået til at blive en af Danmarks helt store stjerner. Tidligere på året modtog han Silkeborg Kunstnerlegat, og selv om det blot er to år siden, han dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, har han levet af sin kunst de seneste 10.

“Det er jo lidt fy, fy selv at sige, at man er succesfuld, og jeg vil helst ikke gå ud og sige: “Hold øje med mig, jeg bliver en af de store!” Men selvfølgelig er det det, jeg drømmer om, og jeg synes, jeg er på vej et sted hen, som godt kunne blive rigtig spændende,” siger han. 

Lysbilleder

Frederik Næblerød har tre aftaler i kalenderen den dag, jeg møder ham, og derudover har han lovet sig selv, at han skal male to værker. Det kan lyde af meget, men ikke for ham. Han maler ligeså hurtigt, som han taler og kan producere op til 10 værker om dagen. Han maler med alt og på alt; med maling, lim og polyfilla, på spejle, træplader og bagsiden af lærreder. Med fingrene, pensler, og hvad der ellers lige er i nærheden. De seneste tre år har han ud over maleri også beskæftiget sig med keramik, fordi han “havde brug for at blive tvunget til at sidde lidt på sin flade en gang imellem.”

“Jeg har altid haft en helt vild energi, og jeg arbejder virkelig hurtigt. Mange af mine værker har jeg måske ikke brugt mere end en halv time på at producere. Men du skal huske, at det har taget mig 10 år at nå hertil,” siger han.  

LÆS OGSÅ: Hjemme hos Skagerak-parret: Her er alle husets vægge malet i smukke pastelfarver

Han beskriver sin kunst som ekspressionistisk og naivistisk og kan godt forstå, at han af og til er blevet sammenlignet med den internationale kunstnersammenslutning CoBrA, som blev stiftet af blandt andre Asger Jorn (1914-1973) i 1948. Samtidig kan han også sagtens forstå, hvis der er nogle, der synes, at hans værker ligner noget, en femårig kunne have lavet. 

“Der er helt klart en flabethed over min kunst, fordi det kan se ud, som om det har taget fem minutter at lave. Og der vil helt sikkert være nogle, der tænker: “Hvad sker der, amigo? Du er vist lidt for hurtig, gamle dreng.” Men det, synes jeg bare, er fedt. Nogle kunstnere sidder jo i månedsvis og maler et lille træ med små fine blade og blomster. Det ville jeg aldrig kunne finde ud af. Jeg er ikke typen, der læser 12 bøger, før jeg går i gang, og jeg laver heller aldrig skitser. Jeg har bare et billede i hovedet, og så fyrer jeg den af,” siger han. 

Han betragter sig selv som historiefortæller, og inspirationen kommer til ham alle steder fra: fra en fisketur med sin far, en ambulance på en tankstation, krøllet hår på et hoved. Han vandrer rundt i sit atelier og udpeger værker af fisk og frisurer, mens han forklarer, at han kan blive ligeså inspireret af en tur på en parkeringsplads som en tur på et museum. For ham står intet stille, og han kender ikke til følelsen af at være idéforladt. 

“Jeg har så mange tanker inde i mit hovedet hele tiden. Det kører bare rundt i min skal. Det har det altid gjort. Med alting. Når jeg lukker øjnene, har jeg sådan et lysbilledshow, der kører: ding-ding-ding-ding-ding-DING – og så tager jeg et af billederne og maler det. Jeg har allerede haft lyst til at male otte malerier, mens vi har talt sammen,” siger han.

Frederik Næblerød4.jpg

Den høje hastighed og det ekstreme produktionsniveau i Frederik Næblerøds atelier betyder dog ikke, at den unge kunstner er ukritisk. Tværtimod er hans praksis gennemsyret af et ønske om, at alle værker skal sidde lige i skabet. Hvis de ikke gør det, laver han dem om.

“Hver morgen, når jeg står i badet og vasker mine små armhuler, tænker jeg: “I dag skal jeg opfinde den nye dybe tallerken.” Det kan godt være et stort pres, og det er klart, at når man producerer så meget og maler så ekspressivt og hurtigt, som jeg gør, kan man ikke ramme den hver gang. Så jeg maler tit mig selv over, fordi jeg ikke er tilfreds, og fordi jeg tænker, at jeg kan lave noget bedre. Når jeg først har solgt et værk i galleriet, er det ude af mine hænder, og så kan det ikke rettes efterfølgende. Så det er vigtigt for mig, at jeg er glad for det, inden jeg giver slip på det,” siger han. 

“Det svære er så at vide, hvornår jeg er færdig og stoppe i tide. Især når man har så meget damp i kasketten som mig. Jeg kan jo altid blive ved! Efterhånden har jeg lært at slappe lidt af, og for det meste kan jeg mærke, når den er der. Men nogle gange er jeg da kommet til at fucke det hele op og fortsætte, indtil laget af maling er blevet så tykt, at det er begyndt at krakelere.”

Frihed uden facit 

Frederik Næblerød har ikke haft andet arbejde end kunsten de seneste 10 år, og spørger man, hvorfor han i sin tid bevægede sig ind i kunstverdenen, er hans svar helt kort:

“Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle.”

Som barn i 90’ernes København var han ikke specielt god i skolen og kunne ikke koncentrere sig i længere tid ad gangen. Teenageårene brugte han på at skate og drikke med vennerne. Men på et tidspunkt begyndte han også at tegne og male, og af en eller anden grund kunne det, som det eneste, få ham til at sidde stille i timevis. Præcis hvor interessen for kunsten stammer fra, kan han ikke svare på – men det er i hvert fald ikke fra hans forældre, som er “nogle lidt andre typer” end ham selv. Moren er jurist, faren er økonom, og de trak ham sjældent med på museer, da han var barn. Men da de så, at den rastløse Frederik kunne finde ro i at tegne, bakkede de ham op og sagde, at han  skulle gøre, hvad der gjorde ham glad.

LÆS OGSÅ: Kom indenfor hos Tal R og Emma Rosenzweig

Som 22-årig tog Frederik Næblerød derfor et år på Kunstskolen Spektrum – en forberedende skole til akademiet – og samme år lejede han et atelier i Kødbyen. Året efter – i 2011 – søgte han ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi, men måtte skuffet tage imod et afslag. Juryen kunne godt lide hans værker, men de mente ikke, at han var i stand til at sidde stille. 

“Til optagelsessamtalen var jeg helt oppe at køre med store svedpletter under armene, og jeg væltede en Faxe Kondi ud over det hele. Så jeg kunne godt forstå dem. Men jeg ville bare så gerne ind! Da jeg havde fået afslag, begyndte mine forældre at tale om andre uddannelser, men jeg havde læst, at de fleste først kommer ind på skolen tredje gang, de søger, så jeg var nødt til at prøve igen,” fortæller Frederik Næblerød.

Og det var måske den vigtigste beslutning, han har truffet i hele sin karriere, fortæller han. Året efter blev han nemlig optaget og begyndte sin seksårige uddannelse.

“Det var en kæmpestor gave for mig at komme ind på akademiet. Jeg elskede det! Jeg fik et rum at arbejde i og kunne bare få lov til at være mig selv. Der var ikke noget, der var rigtigt eller forkert, og lærerne var ligeglade med, om jeg malede, tegnede, byggede eller performede. Ude i dagligdagen bliver der tit forventet alt muligt af dig, men i kunsten er der ingen rammer og intet facit. Det er det, der er så fedt,” siger han. 

Frederik Næblerød12.jpg

Frederik Næblerød13.jpg

Det var også på akademiet, det gik op for ham, at han rent faktisk var god. Underviserne gjorde meget ud af at fortælle de studerende, at de var særligt udvalgte og kunne blive til noget. Samtidig vidste han også godt, at kun få af dem, der læser på akademiet, kommer til at leve af kunsten efterfølgende. 

“Det er nærmest forbudt at tale om på akademiet, men det er et faktum, at noget kunst er salgbart og andet ikke er. Det har jeg altid været bevidst om, og man er jo nødt til at tjene nogle penge, siger han og tilføjer: 

“Det betyder ikke, at jeg ville løbe ud og købe fem spande med grøn maling, hvis jeg fandt ud af, at mine grønne værker solgte bedst – det ville være alt for kedeligt. Penge har aldrig været et succeskriterium for mig, og sommetider laver jeg også installatoriske projekter, som ikke er salgbare. Det kan i ligeså høj grad give mig en lykkefølelse indeni, som at noget sælges i galleriet og kommer til at hænge på en væg. Men det er klart, at det er pengene, der gør det muligt, at jeg hver eneste dag kan komme herhen og lave det, der giver mig allermest livsglæde.”

Kunsten i første række

På akademiet mødte Frederik Næblerød ind som den første og gik hjem som den sidste. Han talte ikke ret meget med sine medstuderende, for han befandt sig godt i sin egen lille boble, og det var kunsten, han helst ville bruge sin tid på. Sådan har han det stadig. Som regel låser han sig ind i sit atelier klokken otte om morgenen og slukker først lyset igen klokken 22 – også i weekenderne. Derfor er det også svært at tale om, hvem Frederik Næblerød er ud over at være kunstner. Selv når han er hjemme i sin lejlighed på Østerbro, som han deler med sin kæreste, er han som regel i gang med et projekt, og kunsten kommer altid – altid – i første række. Sådan er det bare, og det kan ikke være anderledes. 

“Jeg har sagt til min kæreste, at kunsten er nummer 1. Og hun er nummer 1,5. Det havde hun det selvfølgelig svært med i starten, men hun har accepteret det, for hun ved godt, at jeg ikke er glad, hvis jeg går hjemme tre dage i træk. Jeg har brug for at komme herud og male. Ellers bliver jeg skør,” siger han.

LÆS OGSÅ: Her er museumshaven, du skal besøge, hvis rejsen går til Paris

Han har været sammen med sin kæreste i tre år, og de er et godt eksempel på, når modsætninger mødes. For mens Frederik farer rundt, har hans antropologistuderende kæreste fra Bornholm en anden ro over sig. 

“På den måde matcher vi ret godt, og det er nok sundt for mig, at hun er så nede på jorden. Hun er også god til at give mig plads og har efterhånden lært, at det ikke er et tegn på, at vores forhold er dårligt, når jeg kommer to timer senere hjem end lovet,” siger han og forklarer, at det med at komme for sent er et generelt problem. 

“Jeg maler altid på en energi, som jeg føler i øjeblikket, her og nu. Så jeg kan ikke finde ud af at male halvdelen af et billede i dag og resten i morgen. Jeg er nødt til at gøre det færdigt, og jeg vil hellere komme for sent til en aftale end at stoppe midt i processen,” siger han.
Det er selvfølgelig lidt egoistisk, indrømmer han, og han ville da også gerne være bedre til at holde sine aftaler. 

Frederik Næblerød11.jpg

Frederik Næblerød.jpg

“Men hvis du vil frem i verden, tror jeg, at du er nødt til at være lidt ego en gang imellem. Du er nødt til at have viljestyrke og fokusere på det, du laver, for selv om du er god, kan du altid blive bedre, og du ved aldrig, hvad der sker i morgen. Måske kommer der en ny kunstner med dit navn, som bliver det nye,” siger han og tilføjer: 

“Så lige nu handler det bare om at knibe ballerne sammen og holde godt fast. Og så selvfølgelig at nyde, at det i øjeblikket går ret godt.” 

Hvem er Frederik Næblerød

  • Født i 1988 i København. Arbejder i sit atelier i Sydhavnen og bor på Østerbro med sin kæreste. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2018. Tilknyttet Alice Folker Gallery siden 2017.
  • Har bl.a. udstillet på Anat Ebgi i Los Angeles, Galeria Alejandro i Barcelona, NADA Art Fair, Canada Gallery i New York, Haverkampf Gallery i Berlin, Kunsthal for Maritim Æstetik i Grenaa og Alice Folker Gallery i København.
  • Modtog Silkeborg Kunstnerlegat i april 2020. Blev sammen med Casper Aguila præmieret af Statens Kunstfond for udstillingen Off-Grid i 2019 og i 2018 nomineret til Kunstkritikerprisen (AICA) for kunstprojektet Korshage kunststorm (2015-17).
  • Aktuel på udstillingen Fed ler. Krukker i kunsten nu på Gl. Holtegaard fra 28. august og på Enter Art Fair 27.-30. august.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst, Livsstil, Interview og Trends