
Klassisk mørbradgryde med cocktailpølser
Der er dømt ren nostalgi med denne opskrift på mørbradgryde med cocktailpølser. Retten er fra kogebogen ”Mad til 2 dage” af ALT for damernes tidligere madredaktør, Mette Mølbak. Opskriften på denne mørbradgryde forudsætter at du allerede har stegt en mørbrad og champignoner dagen før (link til opskrift i ingredienslisten) - har du ikke det, så skal du blot stege en mørbrad og nogle champignoner, inden du starter.
Ingredienser
Mørbradgryde med cocktailpølser:
2 løg
1 spsk. smør
1 spsk. olivenolie
2 tsk. karry
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatpuré, 140 g
ca. 3 dl bouillon eller vand
200 g cocktailpølser eller brunchpølser
En hel stegt mørbrad fra dagen før
300-400 g champignoner fra dagen før
1 glas perleløg
1-2 dl fløde
1 tsk. salt
friskværnet peber
Ris med grønne ærter:
4½ vand
½ tsk. salt
3 dl ris
200 g grønne ærter,
Sådan laver du klassisk mørbradgryde med cocktailpølser
1. Pil løgene og skær dem i ringe. Smelt smør og olie i en gryde og steg løgene
bløde ved middelvarme. Skru lidt op for blusset og tilsæt karry. Svits det og tilsæt derefter dåsetomater og tomatpuré. Hæld bouillon eller vand i gryden og lad det koge op. Tilsæt pølserne og lad det simre i 10-15 min.
2. Skær mørbraden fra i går i mindre stykker og kom dem i gryden sammen med de stegte champignoner (fra dagen før) og perleløg. Smag til med fløde, salt og peber.
3. Bring en gryde med vand i kog. Tilsæt salt og kog risene i 10 min. Sluk for blusset og lad risene hvile i cirka 10 min. Tilsæt ærter.
Pssst..
Savner du inspiration til hverdagsmaden, og vil du gerne undgå at smide for meget mad i skraldespanden, så er denne opskrift fra kogebogen ”Mad til 2 dage” af ALT for damernes tidligere madredaktør Mette Mølbak spot on.
Kogebogen 'Mad til to dage' af Mette Mølbak er udkommet på Politikens Forlag, 160 sider.