Risengrød i sengen
Julen nærmer sig, og jeg fik derfor lyst til at lave en ordentlig grydefuld risengrød. Men i stedet for at lade den stå og boble på komfuret – med risiko for at brænde på – sætter jeg den altid i sengen.
Det er lidt af et heldagsprojekt, da jeg begraver gryden i dynerne allerede om morgenen og lader den stå, til jeg komme hjem fra arbejde.
Som barn viste min mormor mig, hvordan man skulle koge grødrisene op i vand, tilsætte mælk og derefter pakke gryden godt ind – først i aviser og derefter i en dyne eller to. Altså nøjagtigt samme princip som med en go’, gammeldags høkasse!
Foruden at undgå brændt mælk, sparer man på energien og behøver ikke at holde øje med gryden. Desuden bliver hvert lille grødris saftigt og lækkert, når det får lov til langsomt at opsuge mælken.
Efter at have stået i sengen i cirka otte timer pakker jeg gryden ud, koger grøden langsomt op, tilsætter lidt salt og sætter det til livs med kanelsukker og en ordentlig smørklat. Uhm!
Har I et godt, gammeldags tilberedningstips, I vil dele med andre læsere? Eller har I nogle erfaringer med risengrød tilberedt i sengen, som andre kunne have glæde af?
