Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Gerda og Nikolai Monies
Foto: Frederik Lentz Andersen I medgang og modgang. Gerda, 70, og Nikolai, 65, med efternavnet Monies står bag det danske smykkemærke Monies, der har succes langt ud over landets grænser

Vidste du, at dette verdenskendte smykkemærke er pæredansk?

Ægteparret Gerda og Nikolai Monies grundlagde for 45 år siden det danske smykkebrand Monies, som har mere succes end nogensinde.

Ja, det er pæredansk, selv om det er mere kendt udenfor Danmark med butikker i bl.a. Paris, Rom og Istanbul. Og de er slet ikke færdige med at indtage terræn med deres skulpturelle og bombastiske smykker i sten, træ og horn, som tiltaler kvinder med store armbevægelser og kulørte personligheder.

– Det var kærlighed ved første blik.

Gerda drejer en halv omgang på kontorstolen og kigger op på sin mand, Nikolai, der står ved siden af hende. Hun fletter armen ind gennem hans. De har kendt hinanden, siden hun var 23, og han var 18. I dag er hun 70 og han 65.

– Vi blev ramt af et lyn.

Det kan være svært at forstå, hvordan to mennesker, der har arbejdet så tæt sammen og kysset over arbejdsbord og kaffekopper siden 1973, stadig kan være forelskede. De startede deres private og professionelle parløb, efter de havde færdiggjort guldsmedeuddannelsen på guldsmedeskolen i Valby.

De ville gribe smykkekunsten an på en ny måde. De ville ikke file i guld og finslibe diamanter. De ville lave noget, der var anderledes, som ingen havde set før. Intet mindre. De ville bruge store former og skabe... "ja, skulpturer!" kommer det fra Gerda. De lagde ud med smykker af kork og aluminium, sat sammen med nitter og wire og brugte de materialer, de havde råd til.

Men hvorfor skal de være så store, jeres smykker?

– Det giver enkelhed og renhed, siger Gerda. Hun samler en heftig halskæde op fra sit arbejdsbord, der er fyldt med halvfærdige og færdige smykker og et utal af sten, sorteret i bunker efter sort, enhver krystalsamlers vådeste drøm.

– Den her siger jo bare "Paaaw!' Hun lukker kæden om halsen på sig selv med et højt klik.

– Vores smykker tiltaler de kvinder, der gerne vil komme ind i et rum og vise, at de tænker anderledes. De behøver ikke at vise, at de er rige ved at have en masse guldsmykker på.

– Det er ikke deres rigdom, de vil udstråle. Det er deres personlighed, siger Nikolai om de Monies-smykkebærende kvinder – og sin kone:

– Et smykke fra Monies er som en talisman for kvinden.

– Se alt det her! Er det ikke fantastisk?!

Det er, som om Gerda lige pludselig har fået øje på alt det, der ligger på bordet. Øjnene danser henover krystallerne, muslingeskallerne, horn og ibenholt.

– Det er alt sammen fra verden! Det er da utroligt! Se denne her, den er nok 30 millioner år gammel. Gerda har samlet et stykke rav op på størrelse med en baguettesandwich.

Monies' værksted

Naturmaterialer er essensen af Monies. Foto: Frederik Lentz Andersen.

Når I er ude at købe sten, hvordan ved I så hvilke, der skal med hjem?

– Det er ligesom med mennesker. Når du går ind i et rum, kan du lynhurtigt fornemme, hvem du har lyst til at snakke med, og hvem du går udenom.

Gerda og Nikolai køber aldrig ind i store mængder. Hver sten bliver nøje udvalgt. De tager til Brasilien, Afrika og Fjernøsten for at finde sten og alskens andre naturmaterialer, og når de har fundet frem til deres nye hjem, til Nordre Toldbod, langs Københavns havn, går Gerda og Nikolai – og Hasse, Mette og Helle, Monies tre andre guldsmede, som har været i virksomheden i henholdsvis 17, 16 og 11 år, i gang med at undersøge, hvad de vil dem.

LÆS OGSÅ: Her er sæsonens fineste detaljer fra de danske designere

– Jeg kigger på stenen, og en dag kommer ideen. Det kan godt være, at jeg bliver nødt til at kigge på den i et stykke tid, men den skal have lov til at ligge der. Den skal bare have tid.

Når stenen er moden til at blive til et smykke, kommer den under nænsom behandling.

– Den kommer jo fra jorden, så selvfølgelig er den snavset. Det fjerner vi ikke. Så dør den jo! Det er ligesom en dame med dejligt frodige arme – hvis de ikke var der, ville hendes personlighed ikke være den samme.

For 47 år siden

Det er ikke nogen dum udsigt, Gerda og Nikolai og resten af Monies-holdet har. De flyttede ind i lokalerne på Toldboden i København i 1994 og har siden udvidet og udvidet, så de nu sidder med fem lejekontrakter på stedet. Solen blinker i havet, der er nærmeste nabo. Man kan diskutere, om duerne udenfor vinduerne pynter på vuet. Dog ikke med Gerda. Hun holder virkelig af de dyr. "Kom lige og se mine duer! Er de ikke fine!" Der er ingen vej udenom, jeg må op af stolen og hen til det åbne vindue, som Gerda og Nikolai allerede står og hænger ud af.

Der er en håndfuld af de grå duer, der ofte ses i flok om pølsevogne, men også tre, mere Disney-egnede, hvide. I vindueskarmen har Gerda en kasse med fuglefrø, som hun strør ud ad vinduet. Nikolai fortæller, at når de kører ind over brostenene om morgenen, flyver duerne hen og hænger i luften omkring bilen. De kender deres madmor. Også sneglen, som hænger med sit hus på ryggen på en lille farverig statue, der står i vindueskarmen. Sneglen kom med hjem til Danmark, med fire af dens venner i en plastikkasse med salatblade, fra den 14 dages ferie i Portugal, som Gerda og Nikolai netop er kommet hjem fra. Det var deres første ferie i 20 år. De badede i havet.

– Der var så mange flasker og papir og plastik, og vi kunne se, at fiskene havde spist af det. Hold op, hvor skal vi passe på vores stakkels vand. Hvad er det, vi gør? Det er så ubegavet ikke at passe på det, der omgiver os, siger Gerda, der ifølge hende selv kan vække en død plante til live igen. Nikolai nikker.

Den organiske tankegang smelter også ind i smykkerne. Når en kunde kommer med en ødelagt halskæde, koster det ikke noget at få den gjort brugbar igen, og smykket bliver repareret uden at fjerne dets nyerhvervede skønhedsfejl.

Smykke fra Monies

Smykke fra Monies

Smykke fra Monies

Smykke fra Monies

Ametyster, rav, ibenholt, perler. Priser fra 29.060 kr. Foto: PR.

– Hellere vise, at et stykke er knækket af stenen, når vi limer den sammen igen, i stedet for at lime den helt perfekt sammen, så man ikke kan se, at den har været i stykker. Det ville være at snyde. Den har jo været knækket! siger Gerda.

Hun rejser sig op og går om på den anden side af bordet til reolen med de mange, mange gennemsigtige plastikbøtter fyldt med turmalin, rav, jade, agat, bjergkrystal, ametyst, muslingeskaller og citrin, løfter det ene og det andet låg og stikker hånden ned i kasserne for at fiske sten frem, som hun lægger i min hånd. "Se den her! Og den her! Er den ikke flot?"

Hvad er det, der ligger der?

På bordet bag hende slanger en kæde sig med noget, der ligner strandsten – sådan nogle man kan finde en sommerdag ved Vesterhavet, som absolut skal med hjem til sommerhuset og ligge på terrassen.

– Det er en kærlighedskæde, jeg fik af Nikolai, da vi var helt unge. Den er altid hos mig.

Det har den været i 47 år, siden de to mødte hinanden. Siden Gerda, efter endt uddannelse, rejste til USA og Nikolai til Italien for at prøve deres håndværk af. Gerda arbejdede for fabrikken Whiting Davis, der lavede smykker for bl.a. Tiffany & Co., Balmain og Lanvin. Nikolai arbejdede først for Olivetti og siden for kunstneren Ettore Sottsass.

Hver dag skrev de håndskrevne breve til hinanden, som de sendte over Atlanten. Nikolai var i tvivl, om han skulle bruge sin guldsmedeuddannelse som en profession, eller om han hellere skulle gå i en mere designorienteret retning. Gerda derimod var ikke i tvivl. Efter halvandet års adskillelse hentede hun Nikolai i Italien og tog ham med hjem til Danmark, hvor de installerede sig i et værksted i en baggård på Vesterbrogade og skruede helt ned for strømmen. Der var ikke penge til frås.

I midten af 70'erne blev de kontaktet af en dyr, fransk herre, Gerda havde arbejdet sammen med, da hun boede i USA. Han ville gerne have udkast til nogle smykkemodeller, som han kunne sælge videre til nogle af de store franske modehuse. Gerda og Nikolai tog til Paris med en stak modeller, hvor de på hvert bræt havde skrevet 400, 600 og 800 franc.

LÆS OGSÅ: Margrethe Hjort Hay: "Jeg aner ikke, hvad jeg vil lave, når jeg bliver stor"

– Han købte hele stakken, fortæller Nikolai.

Og så strøg de ud mod Marais og købte perler og snor, så de kunne lave nogle ordentlige prototyper. De første år samarbejdede de også med Lego. Dem designede de en saml selv-smykkelinje for til børn. Senere ringede Chanel, Donna Karan og Christian Lacroix, som de designede eksklusive smykker for til deres prêt-à-porter-kollektioner i 80'erne. Og så kunne og ville de selv. Og de turde tro på det, da en amerikaner besøgte dem og lagde en ordre på først et, så to, så fem, så 20 smykker.

Monies' værksted

Monies bliver solgt i ca. 40 lande. Et af deres værksteder ligger på Nordre Toldbod i København. Foto: Frederik Lentz Andersen.

Gerdas og Nikolais hænder kunne ikke følge med, så de købte to værksteder på Filippinerne, hvor der i dag er ansat 80 på det ene og 40 på det andet. Det er på de to værksteder, at deres to årlige kollektioner bliver håndlavet af kvinder fra landsbyen.

På værkstedet på Nordre Toldbod er det den unikke smykkeproduktion. Her bliver kun lavet én af hver. Butikken i den forreste del af lokalet bliver besøgt af arkitekter, advokater, kunstnere og turister. Monies har også franchise-butik i Istanbul, Milano og Rom og åbnede 1. marts deres egen i Paris 1. i Palais Royal, hvor de er i selskab med Stella McCartney, Rick Owens og Pierre Hardy. De har tidligere haft franchise-butik i den franske hovedstad i 25 år, men nu var det tid til at eje den selv.

– Vi er mere kendte i Paris end i Danmark, siger Gerda. Smykkerne er også mere end kendt af über-stilikonet Iris Apfel og den afdøde arkitekt Zaha Hadid, der begge har pyntet sig med Monies-smykker.

Nemt og banalt

Gerda bliver inspireret til smykkerne i arbejdet med dem. Der er ikke nogen særlig kunstner, afdød smykkedesigner, periode eller muse, der inspirerer hende. Det er praktisk arbejde, frem med naturmaterialerne og så i sving. Det ligger i hænderne.

Da Gerda var under uddannelse i Tyskland, blev hun sat til at finpudse et tredimensionelt 'O', en slags skulptur på størrelse med et A4-ark, i 14 dage.

– Man skal have respekt for et 'O', for formerne.

På væggen hænger et skilt. Der står: "Nyd den kreative proces – det må gerne være nemt, og det må gerne være banalt."

Hvad betyder det?

– Jeg skal passe på ikke at pynte for meget. Smykket skal have lov til at være sig selv. Det mest enkle er oftest det stærkeste, siger Gerda.

Under en kasse med tørrede kogler og nødder ligger en skitsebog i stor skala udslået. En sikker blyantstreg har skitseret buer og bløde former, udkast til smykker. Bogen tilhører parrets ældste søn, 34-årige Karl. Gerda kommer med resultatet af skitserne; armbåndene, der ligner dem på papiret på en prik. Karl er uddannet kunstner. Den yngste søn hedder Niels, er 27 og uddannet guldsmed ligesom sine forældre og har stiftet sit eget firma.

– Vi spurgte for seks-syv år siden, om de kunne være interesseret i at overtage, men det var ikke aktuelt. Siden er de kommet tilbage og vil nu gerne gå ind i firmaet, og Karl har været med til at designe de seneste kollektioner.

Så der er måske alligevel en pænt stor chance for, at Monies bliver ved med at eksistere, selv om Gerda og Nikolai på et tidspunkt trækker sig tilbage. Det bliver dog ikke i morgen.

Gerda Monies

“Nyd den kreative proces – det må gerne være nemt, og det må gerne være banalt,” står der på væggen i Gerda Monies værksted. Foto: Frederik Lentz Andersen.

I går vel aldrig på pension?

– Aldrig! Så dør vi da! siger Gerda.

Pensionisttilværelsen ligger langt, langt ude i horisonten. Mere terræn skal indtages med deres insisterende skulpturelle smykker, hvorfor de i april ansatte en administrerende direktør i virksomheden, Anne Christine Persson. Hun er, ikke overraskende, begejstret.

LÆS OGSÅ: MO: Et guldsmedesmykke er en investering i dig selv og din stil

– Monies' kvalitet, design og håndværk kombineret med de vildeste materialer, der findes i naturen, føles endnu mere relevante nu, hvor tiderne og kollektionerne er så evigt skiftende. Monies har eksisteret i 45 år og har på mange måder stadig ikke udnyttet det potentiale, der ligger i især udlandet, hvor der i den grad er et marked for avantgarde luksussmykker i rav, ametyster og krystaller. Gerda og Nikolais kompromisløshed er særlig, når det kommer til deres fornemmelse for design og formgivning og en stålfast tro på deres egen smag og mavefornemmelse, siger den administrerende direktør.

Nu skal hun til at tage sig af tallene, så Gerda og Nikolai kan koncentrere sig om at lægge alle kræfter i deres kreative virke. Ligesom de har oprustet med sønnen Karl, som udvikler på Monies' design og byder ind med sparring og sønnen Niels, der løbende hjælper til med firmaets projekter.

Tidligere mødte de ind på kontoret hver morgen klokken otte. Nu bliver den nærmere ni.

– Gerda har sagt, at vi skal bade om morgenen, siger Nikolai.

Selvfølgelig, for de følges i tykt og tyndt. Så hver morgen, uanset årstid og temperatur, tager de ud til Svanemøllen for at svømme. De spiser letdampet fisk og masser af grøntsager, og hver uge leverer Løgismose, som har forretning lige ovre på den anden side af den brostensbelagte plads, en kasse med frugt. "Maden skal smage af natur."

De tager hjem fra kontoret klokken 16-17-18 stykker. Nogle gange kommer de igen om aftenen, fordi de nyder arbejdsroen. Det er ikke, fordi smykkerne kalder og stressen nager, fordi noget skal være færdigt. Det er fordi, "det er en leg!" siger hun. Gerda og Nikolais kærlighed til håndværket, naturen og hinanden er ikke til at tage fejl af.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Smykker og Design