"Flere virksomheder er nødt til at komme ind i kampen og tage ansvar"

Bæredygtighed, sustainability, conscious collection. Det er nogle af de populære termer, der flyver fra manges læber i modebranchen og op i luften. Men hvem griber deres egne ord igen? Det kan hurtigt blive en frelst forestilling, når designere prædiker om bæredygtighed. Men er det ikke hyklerisk, når de bidrager til en branche, der er en af de mest forurenende klimamæssigt for ikke at nævne brutal, når det kommer til menneskerettigheder?

De seneste år er der kommet flere, såkaldte, bæredygtige tiltag i modebranchen, og under sidste sommers Copenhagen Fashion Week SS21 var der, ud over diversitet, et stort fokus på bæredygtighed. Men det er slet ikke så let at begå sig bæredygtigt, for vejen er lang og kringlet, og man kommer ikke udenom, at modebranchen er en kæmpe klimasynder, der tager mere fra planeten, end den giver.

Jeg føler mig også som en hykler, når snakken falder på bæredygtighed. Jeg lever minimalistisk, shopper sjældent, og når jeg gør, er det efter princippet lidt, men godt. Det ændrer dog ikke på, at jeg har et job, hvor jeg guider til de nyeste trends og opfordrer andre til at gå ud og købe NYT, NYT, NYT, fordi sidste sæsons farve er YT. Og under den københavnske modeuge var jeg et af dyrene i flokken, der sad langs catwalken og klappede ivrigt i hænderne af den ene designer efter den anden.

Designere, der netop havde fremvist endnu en kollektion, der allerede var på vej i produktion og klar til at sætte endnu et aftryk på kloden som en hård knytnæve i en boksepude. Men det er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, for noget af kollektionen er jo lavet af ”bæredygtige metervarer”. Men er det nok? Og kan mode overhovedet være bæredygtigt? Det har jeg sat mig for at undersøge inden, at den næste modeuge står for døren.

Læs også: Designer Rejina Pyo: "Jeg tænker på vores tøj som fremtidens vintage"

People, profit og planet

Ifølge Tanja Gotthardsen, tøjaktivist, debattør og bæredygtighedskonsulent, kan modebegrebet, som vi kender det, aldrig blive bæredygtigt. Hun forklarer, at bæredygtighed handler om at skabe noget, der gør, at vi og det kan sameksistere mere langsigtet. Men modesystemet i dag er en omskiftelig størrelse. Før i tiden så man 2-4 kollektioner om året, men i dag har nogle brands så høj en kollektionsfrekvens, at de sprøjter op til 26 kollektioner ud på et år. For fast fashion-brands som H&M og Zara kan det være ugentlige drops, da de er slaver af at levere de nyeste trends.

"Vi kan med fordel starte med at skelne mellem mode og tøj og finde ud af, hvad godt tøj er for os hver især – og stille krav derefter. Vi kan nok ikke undsige os at blive påvirket af de brede tendenser, men tøjet skal kunne fungere mere langsigtet i vores garderobe og hverdag, og så skal det give os glæde. Der er en langt bedre synergi imellem tøj, der bruges, og bæredygtighed, end der er imellem den brede branches tiltag og reel bæredygtighed", siger Tanja Gotthardsen.

Hvis mode ikke kan være bæredygtigt, hvad betyder det så, når designerne prædiker bæredygtighed?

"Bredt set betyder det bare, at man bruger nogle materialer, der sviner lidt mindre end de gamle. At kalde det bæredygtigt holder ikke, for ser vi isoleret på materialer, vil kloden stadig ikke kunne oppebære det, selvom vi omlægger alt tøjproduktion til de mere bæredygtige materialer. Det løser ikke problemet med de hurtige trends og den faldende kvalitet", siger Tanja Gotthardsen.

Hun forklarer, at et brand desuden ikke kan kalde sig bæredygtigt, før der tages højde for den tredobbelte bundlinje – nemlig people, profit og planet. Klimavenlighed er kun én af mange parametre, der skal indfries, før vi kan tale om bæredygtighed.

"Det er stort set gældende for alle virksomheder, at de kun forbinder bæredygtighed med materialer og CO2-udledning, men at snakke bæredygtighed uden at snakke om holisme giver absolut ikke mening. Bæredygtighed i modebranchen, såvel som andre brancher, handler om klimaet/miljøet, menneskene og økonomien; people, planet, profit. Og åbner vi bæredygtighedsparaplyen helt, dukker også afvejninger som sundhed og etik op. Der skal altså en del til, før man kan tale om bæredygtig produktion, og det er meget få, der reelt gør noget for at indfri kravene, selvom de lystigt brander sig på det", uddyber Tanja Gotthardsen og fortsætter:

"Der er flere danske brands, der bruger rigtig meget tid på at snakke om bæredygtighed, men ikke har gjort det mindste for at ændre deres kollektionstunge forretningsmodel. Mange brands tilbyder slet ikke tøj i en kvalitet, der kan holde, og endnu flere sylter pasformen til fordel for at fortsætte med den store volumen og omskiftelige trends. Desuden er det påfaldende, at størstedelen af branchen taler om bæredygtighed, samtidig med at de gør forsvindende lidt for at passe på de mennesker, de har i deres varetægt.

Det siges, at mere end 98 procent af de mennesker, der arbejder i den globale tekstilproduktion, ikke får en løn, de kan leve for. Og kigger vi på den seneste tids menneskerettighedsmæssige krumspring, melder flere internationale NGO’er om, at blandt andre danske Bestseller har annulleret og udsat betaling for allerede producerede ordrer under COVID-19. Tilbage står producenterne med store udlæg for varer, de ikke kan afhænde, og arbejdere, de ikke kan betale. Folk må gældsætte sig for ris, alt imens der meldes om millionoverskud", siger Tanja Gotthardsen.

Når etik og æstetik går hånd i hånd

Der er nogle aktører i branchen, der har fanget den bæredygtige ånd og formår at fuldende cirklen i deres værdikæde. En af dem er det danske mærke Aiayu, der blev grundlagt i 2005 med netop bæredygtighed som omdrejningspunkt. Bag står Maria Heilmann som grundlægger og kreativ direktør og Maria Glæsel som administrerende direktør og medejer. Med en kompromisløs tilgang til valg af materialer, etik og æstetik er Aiayu skabt med respekt og kærlighed for mennesker og miljøet og et stort ønske om at gøre op med flygtige trends og brug-og-smid-væk-kulturen.

"Vores produkter bliver produceret i Bolivia, Nepal og Indien i bæredygtige materialer. I Indien arbejder vi udelukkende med lokal, GOTS-certificeret bomuld, der har et zero wasteprogram tilknyttet. Vi prøver også at bruge materialer, som ikke er så industrialiserede, f.eks. lamauld, sartuuld og yak. For med industrialisering følger ofte udnyttelse, og så bliver værdikæderne sværere at gennemskue. Et vigtigt aspekt i bæredygtighedssnakken er også det sociale aspekt, som vi ofte ser bliver glemt. Vi skal have respekt for dem, der laver det tøj, vi går i.

Hos Aiayu betyder det, at vores ansatte ikke må arbejde mere end 40 timer om ugen, og vi sørger for, at de får en løn, der er højere end levelønnen i de respektive lande. I løbet af de 15 år, vi har samarbejdet med vores producent i Bolivia, er levestandarden i landet blevet øget markant, hvilket er virkelig positivt, men det har også betydet, at vi har skullet skrue op for lønningerne til vores tekstilarbejdere, og det har afspejlet sig i priserne på vores produkter", siger Maria Glæsel.

Det er dog ikke problemfrit at være bæredygtige, og Aiayu selv mener heller ikke, at de er helt i mål. De har f.eks. udfordringer, når det kommer til transport. På nuværende tidspunkt bliver deres ting fløjet fra producentlandene af logistiske årsager velvidende, at den mest bæredygtige løsning ville være at fragte det med skib. De stræber dog efter at skabe gennemsigtighed i deres virksomhed, og de håber også, at flere i branchen vil gå den bæredygtige vej og tage et fælles ansvar.

"Hos Aiayu gør vi, hvad vi kan, men vi stræber hele tiden efter at gøre det bedre. Vi kan ikke redde verden alene, så flere virksomheder er nødt til at komme ind i kampen og tage ansvar blandt andet ved at forbedre de barske vilkår, man ser hos rigtig mange producenter for især fast fashion-brands. Det er dog et opgør med overproduktion, der virkelig kan gøre en forskel. Hvis alle står sammen, sænker deres produktion og i stedet laver tøj i god kvalitet, så levetiden forlænges, kan vi nå rigtig langt", siger Maria Glæsel.

Læs også: Sille syer skjorter af genbrugsduge: ”Det er den fedeste følelse at sammensætte en masse stumper og stykker, og så spiller helheden bare”

700 tons tøj bliver destrueret

Netop overproduktion er et stort problem i modebranchen. Faktisk så stort, at vi ikke kan komme af med tøjet igen. En ny rapport, der er udarbejdet til Forbrugerrådet TÆNK, estimerer, at der bliver destrueret omkring 700 tons ubrugt tøj om året. Og det er bare i Danmark. Tanja Gotthardsen peger også på overproduktion fra virksomhedernes side som en af de helt store syndere. Men som forbruger kan man gøre sit til at være en del af løsningen.

"Vi skal have gjort brug-og-smid-væk-kulturen til dårlig stil, og så skal vi finde glæden ved det tøj, vi har. Man snyder sig selv, og så er det grotesk at spilde tid og penge på noget, der tærer hårdt på menneskelige og planetære ressourcer. Og helt ærligt, hvis virksomhederne ikke vil gøre op med overproduktion, social uansvarlighed og dårlig kvalitet, skal de afstå fra at kalde sig bæredygtige. Og så kan forbrugeren jo passende foretage sine velovervejede køb andetsteds", siger Tanja Gotthardsen.

Hvad kræver det ellers for, at modebranchen bliver mere bæredygtig?

"Brands skal generelt tage større ansvar for brugsfasen. Man kan sagtens producere tøj i de såkaldt ”mere bæredygtige materialer” og sågar producere til leveløn, men hvis tøjet kun bliver brugt 1-2 gange, så har man ikke løst problemet. Virksomhederne skal desuden steppe op på deres bæredygtighedskommunikation – etablere øjenhøjde, droppe flosklerne og tilbyde reel transparens. De skal insistere på, at deres tøj har værdi i mange år, og hjælpe forbrugeren til at passe godt på det. Vi skal selvfølgelig også have politikerne på banen, men det er et helt kapitel for sig. Der er heldigvis noget EU-lovgivning på vej", siger Tanja Gotthardsen og fortsætter:

"De bæredygtige, såkaldte slow og fair fashion-brands er en god indikator for, hvordan en mere bæredygtig branche vil se ud. De producerer som udgangspunkt kun 1-2 årlige kollektioner, lader sig certificere og monitorere, og så opererer de generelt i mindre kvantiteter i henhold til både efterspørgsel og materialeudbud. Nogle brands har endda implementeret made to order og made to measure, hvilket betyder, at produktionen først igangsættes, når kunden har aflagt bestilling og evt. afgivet mål. De indgår selvfølgelig også i respektfulde og fair samarbejder med deres producenter. Beklædning kan altså sagtens gøres mere bæredygtig, men den hurtigt skiftende og socialt ligegyldige mode, som vi kender den, bliver aldrig bæredygtig", slutter Tanja Gotthardsen.

Berøringsangst

Kalenderen skriver 2021, og de kollektioner, der blev vist på catwalken i sommers, begynder så småt at ramme butikkerne. Men tøjet er knap nok landet på hylderne, før vi byder en ny modeuge velkommen, der skal diktere næste sæsons trends. Der foregår meget bag kulissen, som forbrugerne er uvidende om, men som virksomhederne bærer et ansvar for at kommunikere ud ved at skabe gennemsigtighed. Men spørgsmålet er, om vi forbrugere ønsker den oplysning?

Når jeg snakker om emnet med mine veninder, der er nogle shoppeglade tøser, fornemmer jeg hurtigt, at de ikke nødvendigvis ønsker at være vidende om hele historien bag de ting, de køber. For når vi ved, hvordan tøjet er blevet til, så medfører det et ansvar, og så bliver det pludselig et aktivt valg om at støtte slavearbejde i fast fashionindustrien, når vi lægger vores penge der.

Selv har jeg ikke sat mine ben i en fast fashion-butik siden min snak med Tanja Gotthardsen, men jeg føler mig stadig hyklerisk. Mit hjerte banker for mode – og ingen mode uden modebranchen. Vi skal ikke pege fingre, i al fald ikke af hinanden som forbrugere, men begynde at shoppe med bevidsthed og ikke have berøringsangst med emnet. Og selvom jeg hverken kan eller har lyst til at holde mig fra Copenhagen Fashion Week fremover, så bliver det iført flere bæredygtige brands og med kritiske spørgsmål på blokken.