”Tænk, at jeg skal minde mig selv om, at enhver krop er en bikinikrop – men det skal jeg faktisk”

HVER ENESTE dag, hvor solen skinner på denne tid af året, finder jeg et eller andet sted på de sociale medier nogen, der fortæller mig, at alle kroppe er bikinikroppe. Og at en bikinikrop er en krop med en bikini på. Det er den nøgne sandhed, og jeg kunne ikke være mere enig.

Men som én, der voksede op i 90’erne, hvor det at tage en bikini på for mange af os føltes som en uoverskuelig hurdle, er det der med, at alle kroppe er bikinikroppe, stadig værd at lytte til. Selvom jeg indimellem tænker, at vi må kunne minde hinanden om det på en anden måde. For eksempel ved bare at minde hinanden om, at så længe vi har alle lemmer og førlighed, er alt godt?

Men vi er bare låst fast i en kulturkamp, som måske endda slet ikke er slut. For hvad skal vi med den krop? Skal den tvinges på plads eller slippes helt fri, eller må vi selv vælge en mellemvej? Hvor mødes vores sundhed med vores forfængelighed, og er kroppen overhovedet med i den snak?

Skal den udtrykke noget om samtiden eller bare være en krop? Må jeg være snerpet, blufærdig og bornert, som jeg er, eller SKAL jeg død og pine stå frem og vise alle folder, kroge og vinkler af den? Jeg er KAMPgenert, når det kommer til min krop, og jeg har aldrig ligget topløs hverken på en strand eller i en park, også selvom jeg efterhånden kan fornemme, at det så småt er ved at blive et statement om den frigjorthed, jeg helhjertet bakker op om.

Men jeg klamrer mig til min bikinitop og vil kæmpe for den til sidste hægte, for bare det at vise mit bare, slidte, kejsersnit-arrede maveskind er stadig en rigeligt stor udfordring for mig. Så når andre kvinder, feminister og idoler ryster røv i G-streng og selvtillid,  så står jeg bare der i mit bornerte outfit og klapper i takt.

Frisindet er heldigvis over os, også selvom jeg ikke selv kan finde det, uanset hvor mange tasker jeg kigger igennem, mens jeg står foran spejlet og messer, at alle kroppe er bikinikroppe. Se bare på frisættelsen af den gravide mave! Hvor vi for fem år siden diskuterede, om man måtte amme i offentligheden (og ja, det MÅ man), så ser vi stjerner på den røde løber i hele verden, der blotter deres smukke gravide maver.

Rihanna er det vildeste eksempel. Med største selvfølgelighed har hun vist kvindekroppen som den magiske størrelse, den er, og fuld af kærlighed til sig selv og sin mave har hun struttet med den på mest feminine og sexede vis. Den gravide kvindekrop, som i mange kulturer har været omgærdet med skam og bandlyst fra fremvisning, er smukkere end nogensinde.

For det er måske også det, vi skal minde hinanden om: At sexappeal ikke mere ligger i den, vi giver mulighed for at vurdere os, men hos os selv. Når alle kvindekroppe er sat fri, og når alle bikinikroppe vitterligt er bikinikroppe, så er der faktisk heller ingen, der skal bestemme, hvornår du og jeg er sexede. Det bestemmer vi selv. Og netop derfor er croptoppe og glimmer ok, for det er dig og mig, der bestemmer.

Og ja, tænk at jeg skal minde mig selv om det, men det skal jeg faktisk. For det er sådan med store kulturelle forandringer lige nu, at vi er nødt til at tale om dem, før vi faktisk mærker dem, og før vi forstår dem. Så når du for tyvetusinde gang lige om lidt ser eller høre nogen fortælle dig, at alle kroppe er bikinikroppe, så er det faktisk nødvendigt. For ikke alle ved det, og ikke alle, der ved det, tror det.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre. Vild med bøger, kulørte negle og lange løbeture.

Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Journalist og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.

Nillou Zoey Johannsen

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.