Nadia Wire
SPONSORERET indhold

Designer Nadia Wire: ”Modebranchen har glemt mennesket”

At modebranchen er en byrde for planeten, er efterhånden old news. Bare ordet bæredygtighed kan få folk til at bladre videre. Men kan vi bevare den sjove rolle, som tøj spiller i mange af vores liv og samtidig slippe af med de dårlige arbejdsforhold, rovdriften på jordens ressourcer og den præstationsangst, tøjbranchens evindelige produktion fører med sig? I en fabrik i Søborg forsøger designer Nadia Wire, 30, og hendes team at være svaret på det spørgsmål. Men hun har brug for, at vi andre tænker med.

Af:: Emma Holten Foto: Claudia Vega og Nadia Wire
07. okt. 2022 | Mode | Eurowoman

En forårsdag i maj gjorde en dansk designer noget usædvanligt. Til et fotoshoot gav hun en model noget tøj på, hun havde designet og produceret. For to år siden.

For mange mennesker lyder to år gammelt tøj ikke som et ramaskrig. Men i modebranchen er det et særsyn. Firmaer som Zara eller H&M kan have op til 52 mikrosæsoner om året, hvor de får leveret nyt tøj.

LÆS OGSÅ: Årets guldknapvinder: "Ingen skaber alene, og dette er en holdpræstation"

Nadia Wire
Strik på stribe, men ikke meget samlebånd over fabrikken

Designeren hedder Nadia Wire, og med brandet Nadia Wire vil hun vise, at selv om tøjforbrug aldrig bliver bæredygtigt, er der mange ting, brands kan gøre for at gøre tøjbranchen mere omsorgsfuld. Ikke bare for planeten, men for de mennesker, der laver tøj og går med det.

Ifølge Ellen MacArthur Foundation producerer modeindustrien 53 millioner ton fibre hvert år, og 70 procent ender med at blive smidt ud eller brændt. Samtidig har modebranchen, særligt efter #MeToo-bevægelsen, fået et endnu mere negativt ry: Man smider mennesker ud, ligesom man smider tøjet ud.
Det var erkendelser som disse, der gjorde, at Nadia Wire i 2019 efter flere år i London flyttede tilbage til København med to krav til sit eget, nye projekt:

“Jeg ville have, at tingene blev produceret i Danmark under ordentlige forhold, og jeg ville have, at produkterne skulle laves på bestilling, så der ikke blev produceret mere, end der var brug for.”

Vi mødte Nadia Wire til en snak om sin tålmodige vision, i første omgang for sit eget brand, men i sidste ende for en branche, der producerer smukke ting med alt for grimme konsekvenser:

“Modebranchen har glemt mennesket,” siger hun.

Nadia Wire er født i 1991 i en lille by ved Gribskov, og hun nåede ikke at ramme det nye årtusind, før hun vidste, at hun ville designe tøj:

“Jeg har tegnet, siden jeg kunne holde en tusch, og fra jeg var otte-ni år, vidste jeg, at jeg ville være designer. Jeg ville lave tøj og mønstre, farvelægge og sætte sammen. Min farmor var hattemager og elskede at strikke og være kreativ. Så det blev dyrket, når jeg var hos hende.”

Derfor tog det heller ikke mange timer, fra gymnasiet var overstået, til Nadia Wire stod klar som en meget ung studerende på det, der dengang hed Margrethe-Skolen, og nu hedder Scandinavian Academy of Fashion Design. Det kedede hende at tegne pencilskirts og T-shirts, men hun var tidligt fascineret af at skabe stof og forme tekstiler, så de blev til noget nyt. Det bragte hende i praktik hos designeren Iris van Herpen, som er kendt for sine haute couture-kreationer, der kan ligne alt fra dinosaurskeletter, planter og insekter til 10.000 år gamle fossiler, der vækkes til live på catwalken.

Nadia Wire
Nadia Wire, @nadiawire, er grundlagt i 2020 og producerer strikkollektioner on-demand i Søborg med garn fra europæiske forhandlere. Nadia Wire forhandles i Danmark, Japan, Sydkorea, England og New Zealand og har
tre ansatte

“Hendes måde at arbejde på er en hel verden i sig selv, og hos hende dyrkede jeg manipulation af materialer, og hvordan man kan lave ting totalt ud af boksen. Også teknologisk. Alting hos hende var 3D-printet og laserskåret. Det var en meget videnskabelig tilgang, som virkelig trækker tråde til den måde, jeg arbejder på i dag. Det var et vindue til sammenhængen mellem teknologi og tøj. En kæmpe inspiration.”

Netop kærligheden til processen, hvor tøjet bliver til, er ellers ikke noget, der fylder meget i modebranchen. Tøjet tegnes oftest i Europa, men de fleste investorer vil opfordre en ung designer til hurtigst muligt at finde en samarbejdspartner i Bangladesh, Indien eller Kina, hvor lønningerne er billigere, og folk kan tvinges til at arbejde under forhold, man aldrig ville acceptere i fx Danmark.

Men der er nogle få fabrikker tilbage. Efter sin specialuddannelse i strik fra Central Saint Martins i London, hvor interessen for strik opstod, fik Nadia Wire et sjældent indblik i tøjproduktion, da hun begyndte i praktik hos brandet Peter Pilotto.

“De havde en dedikeret strikdesigner i Belgien, som jeg endte hos, og hvor jeg var med i hele processen. Hver uge tog vi ud til fabrikken på landet i Belgien, overleverede designs, fulgte udviklingen og så maskinerne. Der blev jeg virkelig forelsket i produktion. Deres samarbejde fascinerede mig, for det oplever du bare ikke andre steder. Når du er en stor modevirksomhed, sidder produktionen typisk i et helt andet land, og du har ikke føling med tingene. Men hun insisterede på, at vi skulle tale med producenterne, se materialerne og sørge for, at dem, der producerede, også så og forstod visionen bag det, vi lavede,” forklarer Nadia Wire om den nu næsten uddøde måde at arbejde med tøj på.

“Hun var mellem visionen og udførelsen, og jeg lærte så meget den sommer.”

Nadia Wire
Ret og vrang, farver og striber

LÆS OGSÅ: Moderedaktøren: Det er det ultimative hverdagslook

Isolerede beslutninger

I dag er dem, der laver tøj, typisk fuldstændig afskåret fra designet. Designprocessen foregår i én af de store byer i det globale nord, og så sendes der nøjagtige instruktioner til en fabrik, hvor tøjet bliver lavet. Dem, der laver tøjet, har sjældent råd til selv at købe det. Det betyder, ifølge Nadia Wire, at mange der designer, slet ikke ved, hvordan tøj faktisk bliver til. Det dukker bare op i store pakker fra den anden side af jordkloden.

For ikke at tale om os, der går i det, som ikke har nogen som helst kontakt til eller viden om dem, der laver det, og de ressourcer, det kræver. Ifølge Nadia Wire har den afkobling mellem design og produktion konsekvenser i begge ender af ‘fødekæden’. De lavtlønnede fabriksansatte arbejder under hårde, dårlige forhold, men også i Vesten kan det betyde, at designere reduceres til ‘designrobotter’, og hele processen bliver umenneskelig.

“Et job hos en designer i London gjorde, at jeg tog tilbage til Danmark og tænkte: “Der skal ske noget nyt.” Der var 20-30 ansatte, men det var et giftigt miljø, og der var et fravær af medmenneskelighed. Det var hardcore produktion. Mange steder forsvinder mennesket, fordi der er så travlt. Men jeg kæmpede også med, at der hele tiden blev sat items i gang, der aldrig kom i produktion,” forklarer Nadia Wire og understreger, at den måde, produktionen var spredt ud på, skabte en ustruktureret og kaotisk proces.

“Folk glemte at tænke over helheden. Både over kollektionerne og teamet. Der blev sat for mange ting i værk, som ikke blev til noget. Det gjorde alle stressede, og tingene blev ikke gjort ordentligt. Jeg skulle kommunikere med produktionen i Kina om en masse ting, jeg vidste, ikke ville kunne betale sig og spurgte, om vi ikke skulle forsøge at tage et skridt tilbage og arbejde med materialerne. Men der blev ikke lyttet.”

Når produktionen er så billig, betyder det ikke noget, at der bliver produceret for meget. Det kan jo bare brændes eller smides ud bagefter, forklarer Nadia Wire, der efter tiden i London startede på et nyt kapitel, brandet Nadia Wire.

Nadia Wire
Den røde tråd. Og den blå, lilla, lyserøde og sorte

Et brand i København

Da hun kom tilbage til Danmark med sine to krav i baglommen – produktion i Danmark og produktion on demand – var første punkt på listen at finde en fabrik, der kunne producere hendes design. Danmark har historisk været kendt for sin tekstilindustri, og i 50’erne arbejdede hver tyvende danske industriarbejder med tekstil. Da danske arbejdere fik tilkæmpet sig bedre forhold, men tøjet skulle være billigere og billigere, blev det for dyrt, og da Nadia Wire ringede rundt i 2019, måtte hun erkende, at den engang så stolte industri ikke havde mange kræfter tilbage.

“Den måde, jeg gerne vil gøre tingene på, var ikke mulig, og jeg tænkte “Jamen, så må du skabe din egen fabrik.” Jeg ville ikke gå på kompromis,” fortæller Nadia Wire.

Der var ikke brug for endnu et tøjbrand, der gjorde ligesom alle de andre.

“Mit største problem med branchen er, at der bliver produceret for meget tøj, der ikke bliver solgt. Jeg ville kun gøre det her, hvis jeg kunne skabe en struktur, der ikke blev en del af den tendens. Der var faktisk ikke nogen anden mulighed end at starte min egen fabrik.”

Familien hjalp til med den første finansiering, og Nadia Wire gik i gang.

Maskinerne, der nu står i de gamle industrilokaler i Søborg, hvor Nadia Wire spirede, er af mærket Stoll. For at lære dem at kende tog hun til Tyskland, hvor Stoll produceres.

“Jeg vidste, at Stoll var de førende inden for strikkemaskiner, så jeg rakte ud og spurgte : “Øh, kan man komme ned til jer og lære om strikkemaskiner?” Det kunne man! Så jeg tog to måneder til Tyskland på et begynderkursus.”

På designskolerne i Danmark lærer man ifølge Nadia Wire ikke meget om produktion. Det antages, at det skal ske et andet sted. Så der var mange nye ting.

“Der er så mange mekaniske dele, der skal gå op i en højere enhed. En maskine har mere end 1.200 bittesmå nåle og forskellige tråde. Det er superteknisk. Man eksekverer designet i et programmeringsprogram, der sender ordrer til maskinen.”

I dag har Nadia Wire en produktionsansvarlig, der også har været på kurser i Tyskland og Kina, så hun kan operere de store maskiner, Nadia Wire har købt brugt i perfekt stand fra en dansk virksomhed, der skulle outsource og planlagde at smide dem alle sammen ud. De havde haft svært ved at finde nogen, der ville overtage dem.

At producere tøj er en viden, der næsten er forsvundet i Danmark. Nadia Wire forsøger at bringe den tilbage og håber, at hun om få år ikke er den eneste, der producerer tøj på bestilling herhjemme.

Nadia Wire
Strikprøver og moodboard a la Nadia Wire

LÆS OGSÅ: Zenia Jæger arbejder som makeupartist: ”Jeg har en anderledes tilgang til skønhed”

Produktion og samarbejde

Nadia Wire oplever, at den tætte kontakt mellem design og produktion ikke bare ændrer forholdet mellem mennesker og ressourcer (man passer bedre på det, man kan se!), men også mennesker og mennesker imellem.

“Vi arbejder på en helt anden måde, end jeg før har gjort. Hele virksomheden er under et tag: design, udvikling, produktion, salg og marketing. Fra jeg får en idé, er den hele tiden i samspil med min produktudvikler og produktionen, så vi kan arbejde så hensigtsmæssigt som muligt. Jeg sidder ikke og beordrer, hvordan vi skal gøre tingene og sender techpacks til et land på den anden side af kloden som et designdiktatur. Det er et samarbejde med udgangspunkt i tekstilet, hvor jeg foreslår en teknik, nogle materialer, en form, der kunne være spændende, og spørger, hvordan vi teknisk kan få det til at ske. Der er en meget mere plan struktur, og der gør det en stor forskel, at vi sidder ved siden af hinanden.”

Det betyder også, at alting tager længere tid. At producere ting på efterspørgsel indebærer, at der ikke kommer nye looks fire gange om året, og hos Nadia Wire kan du stadig bestille de designs, de lavede for to år siden: Det er derfor, de stadig bliver fotograferet. Der er en langsomhed i centrum af processen.

Den hurtige mode, mange af os er blevet vant til, gør også, at vi hurtigere kommer til at føle, at vi er umoderne.

Men det er svært at gå væk fra det ufattelige produktionsniveau, der er blevet normalen, mærker Nadia Wire.

“Vi er ikke bare et designbrand, vi er også et produktionsfirma. Derfor lancerer vi efter vores eget skema, når det passer med vores interne kalender og ikke efter ‘sæsoner’. Vi bruger alt garnet, indtil der ikke er mere. Ikke indtil, der er kommet en ny kollektion,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg har flere gange oplevet, at forhandlere siger: “Jamen drop 1 er jo to år gammelt nu, det gider vi ikke have mere.””

Og så må hun forklare, at de altså gør ting lidt anderledes.

“I hvert fald en gang om året skyder vi en kampagne out of season. Der tager vi alle eksisterende drops og styler det på en helt ny måde også med det nye tøj,” siger hun.

”Sådan viser vi, at du stadig kan style bukserne fra den gamle kollektion med den nye top. Det er ligegyldigt, om tøjet er 10 eller to år gammelt, sæt det sammen på en ny måde! Det har stadig værdi, men jeg bliver konstant mødt med, at værdien bliver forringet, så snart folk har set noget for et halvt år siden.”

Nadia Wire
Strik på stribe, men ikke meget samlebånd over fabrikken

Selv om der foregår store og spændende ting i modebranchen lige nu, så Nadia Wire gerne, at de største spillere tog endnu mere ansvar. For på trods af at mange under coronapandemien proklamerede, at nu ville alting ændre sig, er virkeligheden mere kompleks.

“Jeg oplever ikke, der er sket noget med den underliggende struktur. Der er stadig to modeuger om året, og jeg håber, at vi på et tidspunkt ser nye formater,” siger hun.

“Nogle brands har taget en masse aktive, gode valg. Men jeg savner, at folk træder ud af den forældede struktur. Især nogle af de store. Det er svært at være nyetableret og firstmover. Du har ikke deres netværk og indvirkning.”

I sidste ende handler det om, at bæredygtighedsbegrebet udvides. At processer kommer ned i tempo, gavner ikke bare planeten ved, at vi bruger færre ressourcer, men også os som mennesker. Den stress, der fodrer præstationspresset på at være den smarteste i nord, er det, der driver det ufattelige produktionspres i syd.

For Nadia Wire hænger det hele sammen med tålmodighed fra os alle sammen. At tage sig lidt mere tid. Vi, der forbruger, vil måske også få et andet forhold til tingene, hvis vi mærker, hvor det kommer fra, og hvad der er lagt i det.

“Vi kan ikke levere en kjole til dig i morgen. Det kræver mennesker at lave tøj, og vi er ikke robotter.”

Nadia Wire
Håndværket er vigtigt, og skønheden ligger i detaljen

Anbefalet til dig