Først da Anne Dorthe Tanderup lå på briksen, indså hun noget vigtigt om sig selv

For halvandet år siden stod Anne Dorthe Tanderup en tidlig morgen på en parkeringsplads og græd. 

Hun havde netop været inde og handle og ville nu bære de to fyldte indkøbsposer ud til bilen, da hun efter 30 meter blev ramt af en ulidelig smerte i hovedet. 

LÆS OGSÅ

Gabriella troede, at hendes rygsmerter ville vare evigt – så opdagede hun særlig teknik

I årevis levede Gabriella med smerter i ryggen. Hun prøvede styrketræning, strækøvelser, massage, fysioterapeut, kiropraktor og naprapat. Det var først, da hun vendte blikket indad og begyndte at lytte til sin krop, at vendepunktet kom.

En smerte, hun havde oplevet to gange tidligere i løbet af den samme uge, men som hun både havde fået taget en rygmarvsprøve og en MR-scanning for uden at finde grund til bekymring.

Nu var smerten tilbage, og Anne Dorthe måtte ringe til sine voksne sønner for at få dem til at hente hende hjem. To timer senere lå hun på briksen hos en fysioterapeut og kropsbehandler, og beskeden var klar: Anne Dorthes krop var fuldstændig lukket ned. 

I alt for lang tid havde hun overpræsteret i forhold til at tage sig af og passe på alle andre end sig selv. Igennem et liv med fire børn og en mand i toppen af elitesporten havde hun glemt at vælge sig selv til.

– Da jeg lå på den briks sidste sommer og kunne mærke, hvor skidt jeg havde det, var det første gang, jeg tænkte, at nu var jeg nødt til at tage mig selv seriøst. 

Jeg kunne ikke engang løfte to bæreposer – det havde jeg aldrig prøvet før. Så jeg sagde til mig selv: ”Anne Dorthe, nu er du atlet igen”. Da jeg var håndboldspiller, var det jo alle andre, der satte ting til side for mig og min træning, og det var helt okay. Den tankegang skulle jeg tilbage til, så jeg kunne begynde at passe på mig selv igen, siger Anne Dorthe.

Det vigtigste punkt på hendes nye rejse blev at træne, og det er det stadig i dag. Styrketræning minimum to gange om ugen, hvor pulsen ryger helt i vejret for at passe på muskler og knogler.

– Det første, vi kvinder ofte sætter til side, hvis vi har travlt, er trætte eller stressede, er vores træning, men samtidig viser stort set alle studier, at bevægelse er noget af det vigtigste, vi kan gøre for vores sundhed. 

Vi er skabt til bevægelse, men når tiden er knap, springer vi det over, og det gjorde jeg, siger Anne Dorthe, der føler, at selvom hun stadig ikke er landet helt oven på den enorme forskrækkelse, så er hun godt på vej.

Hun sørger for at yde sig selv den omsorg, som hun nu kan se, at hun har nedprioriteret i mange år, og udover træning

handler det om at få sovet nok og få spist ordentligt.

– Jeg har erkendt, at jeg er kommet i overgangsalderen, så det er også blevet vildt vigtigt for mig at passe min sengetid, for gør jeg ikke det, så sover jeg ikke særlig godt. Og det er blevet vigtigt for mig, at jeg ikke spiser for sent. Det er alle sammen ting, som går ind og påvirker mig meget, hvis ikke jeg lytter til min krop.

Pulsen op på cykel

Anne Dorthe cykler også. Det startede hun med, da en knæskade tvang hende til at opgive karrieren som professionel håndboldspiller, hvor hun var en del af de ikoniske Jernhårde Ladies – landsholdet der for alvor gjorde håndbold til en folkesport, da de vandt både EM-, VM- og ikke mindst OL-guld i Atlanta i 1996.

I august 1998 sagde hun farvel til håndbolden, og et halvt år senere flyttede hun til Italien sammen med cykelstjernen Bjarne Riis, som hun havde mødt i Atlanta. Og med det velegnede toscanske cykelterræn var det oplagt at hoppe i sadlen.

– Som håndboldspiller bliver du kørt hen til hallen, går ind og spiller og bliver kørt hjem igen. Sådan var det uanset, om jeg trænede eller spillede kamp. Men når jeg cykler, kommer jeg vidt omkring, så for mig handler cykling meget om at være ude i naturen, som jeg overhovedet ikke var som håndboldspiller. 

LÆS OGSÅ

Philip er læge: Det ville jeg ønske, kvinder vidste om overgangsalder

Praktiserende læge Philip Vensby møder mange kvinder i sin praksis, som kommer med symptomer, der kan tyde på, at de nærmer sig overgangsalderen. Han har udarbejdet en liste med gode råd til, hvad du kan gøre, inden du sidder overfor lægen, så du kan få den allerbedste hjælp.

Derudover har jeg jo – via Bjarne – været så heldig at blive sat på en cykel, der passer perfekt, ligesom jeg også har fået en rigtig introduktion til både mountainbike og landevej, så jeg oplever, hvor skønt det er at cykle, når udstyret er godt. 

Cykling er bare noget helt andet, når du har det rigtige tøj og den rigtige cykel, end når du sidder på en cykel i regntøj i dårligt vejr, siger Anne Dorthe.

På trods af at hun netop blev cykelfan på grund af de italienske alpers muligheder for krævende op- og nedstigninger og ikke mindst fantastiske udsigtspunkter på toppen, så cykler hun stadig, efter at familien for to år siden flyttede tilbage til Danmark. Her smager Vejles bakker lidt af det, hun kom fra.

– Jeg tager gerne telefonen og tjekker, hvornår det regner, og når det ikke gør, prøver jeg et komme ud de dage. Så cykler jeg i et par timer og skal gerne have haft pulsen op ad flere omgange, så jeg får intervaltrænet. 

Når jeg nu ikke længere kan løbe på grund af mit knæ, er cykling min mulighed for at få pulsen op, så det sørger jeg for at få, så snart jeg kan. Og bagefter får jeg strakt godt ud, fordi kroppen er så dejligt varm.

Mountainbiken kommer mest i brug om vinteren, hvor vejret er dårligt, og resten af året står Anne Dorthes cykelplaner hovedsageligt på landevejscykling. Og ofte sammen med hendes mand.

– Bjarne har jo en vis kapacitet, så han kan med det samme se, om min pedal skal sidde anderledes i forhold til mit knæ, eller om sadlen sidder forkert. Han hjælper mig med at indstille cyklen, og han er også god til at vide hvor meget eller lidt tøj, jeg skal have på i forhold til vejret. Men det fedeste er, at han er rigtig god til at finde de ruter, der passer til vindretningen. 

Hvis der er vind, så er vi i skov, ligesom vi kører nedad, når vi har modvind – og modsat den anden vej. På den måde ender vi ikke i stiv modvind på hovedvejen, hvor man ikke gider at cykle. Og så er han aldrig bange for at prøve noget nyt, så jeg lærer virkelig meget af ham, siger Anne Dorthe, der på cyklen mærker det konkurrencegen, der ligger indbygget i hende.

Ikke mod Bjarne Riis, men mod sig selv.

– Jeg er ikke ude at cykle bare for at cykle. Jeg er ude at cykle for at træne. Selvfølgelig kan vi godt cykle side om side og tale sammen, hvis Bjarne er med. Det er faktisk, når vi er i bevægelse sammen, at vi har de bedste snakke. 

Men når det går opad, så kan jeg godt lide at give den gas – og også lige lidt ekstra.

Et 7-tal er også okay

Hvor Anne Dorthe typisk cykler efter vejrforholdene, er hendes styrketræning sat helt i system. Hvor hun i mange år ikke fik det prioriteret på grund af mange andre ting i kalenderen, er det i dag ikke længere til forhandling. 

Det skal gøres, men det er også okay, at det i dag er efter devisen ”lidt er bedre end ingenting”, for så er der større chance for, at det bliver gjort.

– Mange kan godt mærke, at hvis vi lover os selv noget, som vi så ikke holder, så nedbryder vi os selv, fordi vi begynder at tro mindre på vores egen integritet. Derfor har jeg også skulle arbejde med min holdning til træning. 

Jeg har altid været alt eller intet. Hvis ikke jeg går all in, så gør jeg det ikke, og det er en dårlig mentalitet at have. Måske ikke som superatlet, men det er det, hvis du har fire børn, et ægteskab og et arbejde, du også gerne vil nå. Så er et 7-tals-arbejde altså okay. 

Det har virkelig været svært for mig, fordi jeg gerne vil gøre det hele til 12, og det kan jeg ikke. Så at acceptere at noget også godt må laves til et 7-tal, bare det bliver lavet, det har været hårdt, siger Anne Dorthe og giver opskriften på, hvordan hun har lært at sænke sine egne ambitioner.

– Jeg har simpelthen været nødt til at sige til mig selv, at jeg ikke behøver at træne, som jeg gjorde engang. Hvis jeg skal starte op et sted, så er et kvarter bedre end ingenting. 

Det kunne jeg ikke før, men i dag kan jeg mærke, at jeg faktisk får noget positivt ud af at træne et kvarter, fordi det giver mig en pause, hvor jeg kan give mig selv tid og mærke, hvor meget jeg kan klare. I dag bygger jeg op ved hele tiden at lave små ting, så for mig er det vigtigt at være konsekvent og have en rytme. 

LÆS OGSÅ

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

Min træning er ikke til forhandling, og nu hvor jeg får det gjort, får jeg større integritet og dermed større selvtillid og vilje – og så ruller bolden.

Chokket den dag på parkeringspladsen og de to andre smerteanfald, der var gået forud, har fået Anne Dorthes mindset til at ændre sig radikalt.

– Jeg mærker efter nu, og jeg respekterer, at jeg er et andet sted. At gå fra at have en selvidentitet på at jeg altid var stærk – jeg har altid kunnet løfte mere, gå mere og bare generelt kunnet mere end, dem, jeg var sammen med, selv når jeg ikke havde trænet – til intet at kunne sidste sommer, det var et wakeupcall. 

Først da jeg fik et virkelig hårdt slag, indså jeg, at jeg ikke længere var stærk. Det var et kæmpe pres på min identitet, for stærk var mit ord. Jeg har altid kunne åbne et skruelåg, men nu er jeg nogle gange nødt til at spørge Bjarne, om han vil hjælpe. 

Det er jo helt grotesk, så jeg har sagt til mig selv, at det skal jeg tilbage til at kunne.

Nedbrudt selvtillid

Det wakeupcall, som Anne Dorthe Tanderup beskriver, har også været med til at give en ro omkring den følelse hun indimellem har haft af, at hun ikke har rykket mere, efter hun stoppede som professionel håndboldspiller. 

At hun igennem tiden har gemt sig lidt for meget i det liv, hun byggede op med Bjarne Riis, da de kort efter hendes stop på landsholdet sammen forlod Danmark for Italien. 

Med 200 rejsedage om året for Bjarne og fire drenge med både skole og diverse fritidsaktiviteter på programmet var det nemt for Anne Dorthe at overbevise sig selv om, at der ikke var tid til ret meget andet for hende, og det har til tider naget hende.

– Da vi flyttede til Italien, havde jeg det rigtig godt med at gå med Bjarne og stille mig bag ham. Det var en lettelse ikke længere at skulle stå foran, og det allervigtigste for mig har altid været familien. Det er ikke, fordi jeg ikke har lavet noget ved siden af, men til enhver tid prioriterede jeg sådan, at jeg satte alt andet på hold, hvis der var behov for mig. 

I dag kan jeg da godt se, at det måske nogle gange var en dårlig undskyldning for ikke at leve mit eget liv og for måske ikke at turde leve mit eget, siger Anne Dorthe og uddyber:

– Jeg kan godt se, at alle de gange, hvor jeg har banket mig selv i hovedet over ikke at have en større karriere, har jeg, uden at vide det, nedbrudt min egen selvtillid. 

Hver gang jeg har lovet mig selv, at nu skulle jeg også i gang og vise, hvad jeg kunne, og jeg så fandt en undskyldning for, at det ikke blev denne gang, har det været med til at nedbryde min lyst til at gøre noget for mig selv.

LÆS OGSÅ

Anna Thygesen fik scannet sin ryg – nu har hun et vigtigt budskab til kvinder om træning

Anna Thygesen døjede i en længere periode med rygsmerter, og derfor anskaffede hun sig en personlig træner. Generelt tror hun på, at man skal søge hjælp og gøre noget ved det, hvis man har enten fysiske eller psykiske skavanker.

Jeg ved, hvad jeg kan, og jeg ved også, at hvis vi ikke havde valgt det liv, vi valgte, ville jeg have haft en karriere i et eller andet.

Men Anne Dorthe har valgt at vende tankerne nu. Både i kraft af nedbruddet for halvandet år siden og arbejdet med den bog, som hun udgav sidste år med titlen ”På udebane”, hvor hun ser tilbage på sit liv.

– Tanken om, at jeg burde være længere, har jeg nu erstattet med: Hvorfor burde jeg det? Når jeg kigger tilbage på familien og alt, der er skabt, tænker jeg: Hold da op. At se tilbage og samtidig arbejde med at få mig selv på ret køl gør, at jeg i dag føler, at jeg er præcis, hvor jeg skal være.

Jeg behøver ikke at være nået længere, for alt det, der er skabt på vejen hertil, er jeg megastolt over. I enkelte momenter undervejs, når jeg ikke fik mærket efter eller kigget tilbage, føltes det som om, at jeg ikke var langt nok, og jeg har derfor været lidt utilfreds med mig selv. Men jeg kan se, at alt, jeg gjorde og var, har skabt det, vi har, og jeg har stadig de næste 50 år til at nå en masse. 

Jeg føler faktisk, at jeg står endnu stærkere i dag, fordi jeg har alle de erfaringer og den viden med, som jeg har.

En rejse mod mere potentiale

Hvad Anne Dorthe Tanderup vil bruge erfaringerne og det næste kapitel af sit liv til, går hun lige nu og tænker over. Hun ved, hvad hun gerne vil formidle; hun skal blot finde retningen for det. 

Anne Dorthe er uddannet kostvejleder og har arbejdet som coach, ligesom at hun sammen med Bjarne Riis har investeret i Flexfabrikken – en digital platform for folk, der ikke kan eller vil arbejde fuldtid.

– Som kvinder har vi fået mange forventninger til, hvordan vi skal bør være, og de normer vil jeg gerne være med til at ændre. Mit fokus er, hvordan vi tør vælge anderledes og tage større ansvar for vores eget liv, så vi ikke bare gør det, som samfundet eller normen vil have os til. Det skal være okay, at vi ikke bare følger strømmen. 

Jeg har selv taget nogle valg, som måske ikke er de helt gængse, men det har gjort noget godt for mig. Nu handler mit næste kapitel om at bruge min stemme til at styrke selvledelse og selvvalg. At stå ved sig selv og finde ud, hvad man vil, for der er ingen andre, der kommer og redder én.

På vejen til at finde sin egen stemme har Anne Dorthe blandt andet brugt værktøjet Human Design, der er med til at give en indsigt i, hvorfor vi reagerer på bestemte måder, hvordan vi navigerer igennem livet, og hvordan vi tager beslutninger. 

LÆS OGSÅ

Disse fem ting fortryder vi mest ved livets slutning

Hvad tænker vi på, når vi ved, at livet nærmer sig sin afslutning? Det ved sygeplejersken, hospitalspræsten og psykologen meget om, og her er der livsvisdom at hente.

Sammen med den mængde coaching, Anne Dorthe har modtaget, har det givet hende et indblik i sig selv og givet hende et sprog for, hvordan hun gerne vil agere, og hvor hun gerne vil hen. Hun føler ikke nødvendigvis, at hun har fundet balance i sig selv og livet fuldstændig, men hun arbejder på det.

– For mig er livet en lang proces, hvor vi lærer mere og mere, og forhåbentlig får vi fat i så meget af det potentiale, vi alle sammen besidder, som overhovedet muligt, for hvis ikke vi udvikler os, så afvikler vi os. 

Så min rejse går nu mod at få mere og mere potentiale frem, for jeg er ikke tvivl om, at de første 50 år af mit liv har været sindssygt

meget læring, og jeg føler virkelig, at jeg har noget nu, som andre kan bruge, siger Anne Dorthe og tilføjer:

– Da jeg som lille så de her gamle præsidenter i USA, tænkte jeg altid, hvorfor det var sådan nogle ældre mennesker, der skulle lede vores verden. Jeg havde måske ikke den store respekt for dem, men det har ændret sig over tid. 

Jeg har en meget stor respekt for det levede liv, fremfor kun det vi lærer på skolebænken, for selvom det selvfølgelig har en værdi, er det meget sjældent det, du overlever på i livet.

Anne Dorthe brænder også for den ulighed, hun synes, der er mellem kvinder og mænd, når de bliver ældre.

– Når vi taler om kvinders alderdom, handler alt om anti-aging, mens det for mænd hedder longevity – hvordan de kan leve længere og bedre. Alt, der bliver solgt til os kvinder, handler om at bremse aldring, mens mænd får lov at tale om et langt liv uden smerter og tågede hjerner. Det er der noget galt i. 

Det er ikke bare uretfærdigt, men en reel ulighed. Og jeg er del af den første generation af kvinder, der er på vej ind i den fase med en stemme – og som tør sige højt, at det ikke er, som det burde være. Så hvordan kan VI også leve godt og længe og med de valg, der virkelig betyder noget for os? 

Det er vigtigt for mig at være en del af den løsning.