Efter en skilsmisse følte Kari sig pludseligt meget ensom: ”Det gør ondt helt ind i hjertet”

Ensomheden stiftede jeg bekendtskab med, da jeg blev skilt fra mine børns far. Det var i 1986 og en brat afslutning på et langt ægteskab. Med et mistede jeg vores fælles venner og hans familie, som jeg var stærkt knyttet til. 

Det føltes, som om mit netværk forsvandt fra den ene dag til den anden, og det var en meget ensom følelse at stå med ansvaret for to små børn uden nogen at støtte sig til. 

LÆS OGSÅ

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

Følelsen mindede lidt om, da jeg flyttede hjemmefra og for første gang stod mutters alene. Men jeg kom ud af ensomheden ved at opsøge sociale fællesskaber, først i et “byttehjørne”, hvor man byttede børnetøj, legetøj og den slags, dernæst i en strikkeklub og senere i en læseklub på biblioteket.

Jeg kan stadig opleve ensomhed i dag. Også selv om jeg har et aktivt liv, hvor jeg både arbejder som frivillig i Familienetværket, som er et tilbud for familier i udsatte livssituationer, arbejder i en genbrugsbutik og kommer flere gange om ugen i en kirke. 

Når jeg får følelsen, føler jeg mig helt alene og usynlig, selv om jeg er i selskab med 100 andre mennesker.

Når ensomheden rammer, gør det ondt helt ind i hjertet. Det er en følelse af, at ingen rigtig er interesserede i at snakke med mig eller høre min historie. Som at sidde uden for fællesskabet og kigge på andre, der har gang i en spændende samtale. Jeg ved ikke hvorfor, men det handler nok om noget i mig selv. 

Måske en gammel følelse af ikke at være god nok, som rammer mig i momenter. Jeg gør alt i verden for at komme ud af følelsen og ikke at lade den fylde, selv om jeg endnu ikke har knækket nødden.

Jeg føler ikke, jeg kan tale med andre om min ensomhed. Jeg tror ikke, nogen vil kunne forstå det – for jeg er jo hende den aktive og udadvendte. Jeg tror faktisk, min veninde ville tro, at jeg lavede sjov, hvis jeg fortalte hende, at jeg føler sådan. Heller ikke mine børn taler jeg om det med, for man ønsker jo ikke at belemre dem, de har jo deres eget travle liv.

LÆS OGSÅ

Anne blev vild med en gift mand – da han forlod sin kone, kom hans sande side frem

Mikael lagde ikke skjul på, at han havde både kone og børn, da jeg mødte ham. Han påstod nemlig, at han levede i et åbent forhold, som han i øvrigt gerne ville fravælge for min skyld, når hans børn altså blev ældre. Da den dag langt om længe kom, fik jeg dog noget af et chok. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Jeg tror, vi alle kan føle os ensomme fra tid til anden. Og det er egentlig noget underligt noget, at jeg ikke er mere åben omkring det. Jeg burde nok åbne op over for min veninde, i hvert fald, og ofte giver det afløb at sige ting højt.

Mit bedste våben mod ensomhed er at gøre noget aktivt. Komme ud ad døren og møde mennesker. Måske er du heldig at møde andre, som også mangler en at snakke med. Jeg har for eksempel meldt mig ind i en ny beboercafe, hvor jeg bor. Her dukker man op, drikker en kop kaffe og møder sine naboer og genboer. Det er en hyggelig og nem måde at træffe nye mennesker på. 

Sidst mødte jeg en dame, som lige var flyttet ind, og hun var vældig sød og manglede også en at snakke med. Så der kommer jeg helt sikkert igen.