Mette-Marie har altid følt sig ensom – nu deler hun et godt råd til andre ensomme

Jeg husker tydeligt, første gang jeg stiftede bekendtskab med ensomhed. 

Jeg ser et billede af mig selv som lille pige, hvor jeg sad i vores æbletræ og kiggede ned i naboens have, hvor to klassekammerater legede sammen. 

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

Det var en stærk og klar følelse af at stå udenfor, at være ekskluderet fra fællesskabet. Siden dengang har ensomheden boet i mig som et grundvilkår. Jeg har ofte følt mig anderledes, til tider forkert. Jeg har altid haft en opfattelse af, at jeg tænker på en anden måde end andre, og det betyder, at jeg gennem store dele af min barndom og ungdom følte mig udenfor. 

Jeg var genert og aldrig en del af en stor vennegruppe, og det forstærkede følelsen af ikke at høre til.

Da jeg blev syg med ano­rek­si, blev jeg endnu mere ensom. I håb om at slippe væk fra sygdommen og ensomheden flyttede jeg til New York, fordi det er en by med plads til forskelligheder. Men det var svært at komme ind på folk, og det fik ensomheden til at vokse sig endnu større. 

De få venskaber, jeg fik, var overfladiske; jeg lærte aldrig rigtigt folk at kende og de heller ikke mig. På det tidspunkt føltes livet meningsløst og fyldte mig med en dyb følelse af håbløshed og tomhed.

Jeg talte ikke med nogen, for jeg havde ikke ordene for, hvad jeg følte. Måske lå der også en ubevidst skam i at være ung og ensom, for det passer ikke ind i fortællingen om en ubekymret og lykkelig tid.

Da jeg vendte hjem, blev jeg indlagt på den lukkede afdeling. Det blev et afgørende vendepunkt. For her mødte jeg andre, der også følte sig ensomme. At spejle mig i andres historier og begynde at dele mine egne gjorde en forskel.

Jeg kan den dag i dag føle mig ensom fra tid til anden. Men forskellen er, at jeg i dag har redskaberne til at håndtere ensomheden i stedet for at lade den tage over. Jeg er opmærksom på at dele, hvordan jeg har det, for hvis jeg går med tingene selv, vokser den grundlæggende følelse i mig.

LÆS OGSÅ

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

Jeg bruger to redskaber til at navigere i ensomheden. Det ene er at finde ”beviser” på, om ens tanker er rigtige. Hvis jeg for eksempel ringer til en veninde, og hun ikke tager telefonen, kan jeg føle mig ensom – men jeg har en kærlig kæreste og en støttende familie, altså har jeg ”beviser” på, at følelsen af ensomhed ikke har noget med realiteterne at gøre. 

Det andet redskab er at finde alternative tanker. Da min veninde ikke tog telefonen, tænkte jeg med det samme, at det var, fordi hun ikke ville snakke med mig. Men hvad kunne jeg tænke i stedet? 

Måske at hun var på arbejde, sammen med familien eller noget tredje.

En af de vigtigste ting, jeg har lært: At ensomhedsfølelsen ikke siger noget om, hvem jeg er som menneske, men blot om et behov for forbindelse med andre. Det behov deler vi alle. Mit råd til andre er først og fremmest at identificere, hvor følelsen kommer fra, og hvad den handler om, for så kan man gøre noget ved den. 

Er det konkrete situationer, der gør, at jeg føler mig ensom, eller er det en grundlæggende følelse, der gemmer sig inden i mig?