Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Overvægt
Foto: Barbara Dziadosz

Overvægt

Derfor skal du droppe fordommene om overvægtige

Flere og flere undersøgelser peger på, at overvægtigesagtens kan være sunde, og at du ikke nødvendigvislever længere, hvis du er tyk og går på slankekur.Alligevel diskrimineres og stigmatiseres overvægtige.For med et samfund, der hylder selvkontrol og perfektion, er den tykke krop en provokation. I vores fordømmelse blander vi æstetik sammen med sundhed,og det er helt forkert.

Næste gang du hæver øjenbrynene, når du ser en, der er tykkere end gennemsnittet, spise en stor, glinsende softice på en varm sommerdag, for det gør du, så skal du måske lige tænke dig lidt om. Og din egen dårlige samvittighed over muffinmaven, ridebukselårene og de tenderende mormorarme kan du også lige så godt parkere, nu du er i gang. De sidste årtiers ægteskab mellem begreberne sund og slank ser nemlig ud til at være endt i en skilsmisse.

For nylig viste et stort dansk studie, at det ideelle BMI (Body Mass Index) er 27 og dermed et stykke over det spænd på 18,5-24,9, som Sundhedsstyrelsen anbefaler som rettesnor for, om du er normalvægtig og dermed sund. Det betyder lidt forsimplet, at overvægtige, som man ifølge definitionen er, når man har et BMI på 27, har mindre risiko for at dø end normalvægtige. Hvis du er 170 cm høj, svarer det til en vægt på ca. 78 kg. I 2013 fandt amerikanske forskere frem til en lignende konklusion i en undersøgelse bragt i tidsskriftet Journal of American Medical Association: Personer med et BMI mellem 25 og 30 havde 6 % lavere risiko for at dø i en given periode end normalvægtige, og for dem med et BMI mellem 30 og 35 var tallet 5 %. Først når BMI'et oversteg 35, var risikoen for at dø 29 % højere. Det svarer til en vægt på 100 kg for en kvinde på 170 cm. Alligevel kan du stadig tage rygcrawl i slankekure og sunde opskrifter på tv-stationerne, i aviserne og magasinerne – og ja, vi ser os heller ikke selv fri for at have bidraget gennem årene i Eurowoman. For de fleste af os har det bare lidt svært med dem, der giver los og lader stå til og lader alt hænge og bule ud.

Rundt er sundt
I første omgang skal vi dog lige have slået fast, om det så slet ikke er usundt at være overvægtig. For går man ind på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, er anbefalingen stadig, at man skal holde sig inden for den såkaldte normalvægt, altså et BMI mellem 18,5 og 24,9. Det samme gælder i øvrigt WHO. Og helt så simpelt er det desværre heller ikke. Det forklarer en af landets førende fedmeforskere, Berit Lilienthal Heitmann, der er professor ved Københavns Universitet og forskningsleder ved Parker Instituttet.

"Der er ingen tvivl om, at overvægt, hvis det skyldes et for ringe forhold mellem muskler og fedt, dvs. for meget fedt i forhold til muskler, har en meget stærk sammenhæng med diabetes, en relativt stærk sammenhæng med hjertesygdomme og en sammenhæng med kræft," siger hun.

Men hvad skal vi så tænke og tro? Ifølge Berit Lilienthal Heitmann vil man næsten altid tale om overvægt, hvis en person har et BMI på over 35, men en muskuløs person kan sagtens have et BMI på 30. Det kan nemlig variere meget, hvor meget fedt man har på kroppen i BMI-spændet fra 20 til 30.

"I det spænd er BMI ikke det bedste mål. BMI er imidlertid et mål, man bruger over hele verden, og det er et mål, man kan bruge til at sammenligne på tværs af lande, mellem kønnene og i forskellige aldersgrupper. Men man skal kende dets begrænsninger. Man kan sagtens befinde sig i normalområdet og samtidig have en ret stor fedtmasse, og i så fald har man ofte den samme risiko for livsstilssygdomme som mange overvægtige," siger hun.

En mere præcis indikation på overvægt vil kræve måling af fedtprocenten, hvorimod et BMI udregnes som et simpelt forhold mellem højde og vægt.

"Det betyder, at vi kan få rubriceret nogle mennesker som overvægtige, selv om de bare er meget muskuløse, mens vi i den anden ende af BMI-spektret får rubriceret nogle som normalvægtige, selv om de faktisk har temmelig meget fedt på kroppen. Man kan også sagtens være undervægtig og usund."

Det må være det, vi populært kalder tyndfed. Du ved, den veninde, du har, der altid tager to stykker kage og hader at dyrke motion, men som alligevel ligner en sylfide.
Derudover er der forskel på fedt, forklarer Berit Lilienthal Heitmann.

"Der findes jo også godt fedt. Det fedt, der sidder på hofter og lår, er fedt, som beskytter mod udviklingen af mange metaboliske sygdomme (bl.a. diabetes, red.). Fedtet på lår og hofter udsender nemlig nogle hormoner, som beskytter mod fx åreforkalkning og udvikling af diabetes."

LÆS OGSÅ: Udskældt prævention hænges ud på sociale medier

Usundt at tabe sig
Skulle man endelig være en af dem, der er overvægtig på den sundhedsskadelige måde, er det slet ikke sikkert, at det er sundere, at man taber sig. Faktisk viste en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse i 2015, at det kan være decideret farligt. I undersøgelsen så man på to grupper af danskere med et BMI mellem 25 og 30, hvor den ene gruppe holdt vægten, og den anden tabte sig. Dem, der tabte sig, viste sig at have 15 % højere dødelighed end dem, der ikke gjorde. Faktisk konkluderede undersøgelsen, at hvis man har et BMI mellem 25 og 30 og ellers følger kostrådene og er fysisk aktiv, skal man ikke forsøge at tabe sig. Men hvordan hænger det lige sammen? Svaret findes sandsynligvis i vores gener, forklarer Berit Lilienthal Heitmann, der er enig i, at det ikke altid er sundt for en overvægtig at tabe sig.

"Fedme er nok en af de mest arvelige lidelser, vi overhovedet kender. Det er langt hen ad vejen generne, der sætter dagsordenen for, hvor gode vi er til at lagre fedt på kroppen, hvor hurtigt efter et måltid vi bliver sultne, hvornår vi føler mæthed, hvor godt vi kan lide at være fysisk aktive osv.," siger hun.

Derfor kan det muligvis forvirre kroppen, når vi afviger fra det, vores gener disponerer os for, og det kan være med til at forklare, hvorfor en overvægtig ikke nødvendigvis lever længere af at tabe sig.

Du kan med andre ord pakke forargelsen over, at den tykke ikke bytter softicen ud med en palæowrap, endnu længere væk. Og nu vi er ved softicen, er det faktisk slet ikke den, der gør, at den tykke er tyk.

"Vi har lært, at der altid er en balance mellem indtag og forbrug, som bestemmer, hvor meget fedt vi lagrer på kroppen, og det er naturligvis stadig gældende. Men det interessante er ikke indtaget og forbruget, men derimod hvad det er, der bestemmer, hvor meget vi indtager, og hvor hurtigt vi forbrænder det. Og her er der stor forskel på os. Vi bliver jo ikke fede på en formiddag, men tager lidt på ad gangen. Det er ikke overspiseri, der gør os tykke," siger professoren.

Hun tilføjer, at udviklingen af fedme svarer til at spise måske et kvart stykke rugbrød mere om dagen over en årrække. Vi tager den lige igen: et kvart stykke rugbrød.

LÆS OGSÅ: Her er fire sundhedstendenser, du skal kende lige nu

Fede provokerer
Det er altså ikke nødvendigvis usundt i sig selv at være overvægtig, og det er heller ikke nødvendigvis sundt at slanke sig, hvis man er. Men hvorfor har vi så denne fastforankrede opfattelse af, at slankt er sundt, og at tykke mennesker pr. definition er usunde? Det har sociolog Nanna Mik-Meyer en god forklaring på. Hun er professor ved SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) og har forsket i overvægt, sundhed og marginalisering.

"Der er et uheldigt sammenfald mellem det, som vi i vores kultur betragter som den æstetisk set smukke krop, og den biomedicinsk sunde krop. Forskningen viser tydeligt, at vi ofte forklarer vores syn på overvægt ud fra en moralsk diskurs, som handler om, at det er provokerende, at nogle folk bare giver slip og spiser for meget," siger hun.

Overvægtige bliver ifølge Nanna Mik-Meyers forskning koblet sammen med en lang række andre negative karakteristika. Fx at de er dårlige forældre, har problemer i deres parforhold eller andre aspekter af deres personlige situation, som sjældent har noget med vægten at gøre. Ifølge sociologen sætter vi lighedstegn mellem fedme og forfald. Intet mindre.

"Vi lever i et samfund, hvor der er et enormt stort fokus på individet og individets evne til at klare sig selv. Vi skal være aktive, i kontrol og være motiverede. Det er værdier, som de overvægtige dybest set udfordrer ved, at deres krop går i forfald. De opfattes som nogle, der ikke tager sig sammen, og som ikke er i kontrol. Når vi har så stort et fokus på individet frem for fællesskabet, springer den individuelle krop i øjnene," siger hun.

Nanna Mik-Meyer peger desuden på, at de sundhedsstrømninger, der har været dominerende de seneste 20-30 år, gør, at ikke kun svært overvægtige, men også let overvægtige, som jo faktisk ofte er sundere, bliver stigmatiserede.

"Når vi har et samfund, der i den grad hylder det sunde liv, er det klart, at de borgere, der helt åbenlyst ikke ser ud til at leve sundt, træder frem som problemborgere," siger hun.

Nanna Mik-Meyer bakkes op af professor i forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet Søren Askegaard. I et studie baseret på såkaldt projektive teknikker viste han et fotografi af to unge kvinder, en normalvægtig og en let overvægtig, til 200 mennesker og spurgte, hvilken historie de troede, der var bag billedet. 70 % af de adspurgte havde den buttede kvindes vægt som en del af fortællingen.

"Det, undersøgelsen viser, er, at man helt uden at lægge mærke til det knytter en masse fordomme og antagelser til et menneske, som er buttet eller kun meget moderat overvægtigt. Disse fordomme henviser til, at overvægt handler om en dårlig moral, naivitet, eller at overvægtige ingen selvkontrol har," siger Søren Askegaard.

Han mener, at det store fokus på BMI har gjort, at vi fejlagtigt fortolker det at have et BMI over 24,9, som at man er i en risikogruppe.

"Vi er jo alle sammen enige om, at skønhed kommer indefra, så vi ved godt, at vi ikke kan fordømme folk, fordi de er grimme. Men når vi så er blevet tudet ørerne fulde af, at overvægt er et stort sundhedsmæssigt problem, kan vi jo godt tillade os at være efter folk, fordi de er usunde. For så er opfattelsen, at det for det første er værst for dem selv, og for det andet, at vi andre skal betale for fedmeoperationen," siger han.

Søren Askegaard taler om, at der i forbindelse med fedmebekæmpelse er en hel del af det, man i militærterminologi kalder collateral damage. Som når man bomber et mål, og der ryger civile med i købet.

"Man kommer til at stigmatisere og udsprede nogle fordomme om andre mennesker. Det, mine resultater viser, er, at når vi ikke ved, hvordan vi skal bedømme en neutral person, er det blevet oplagt for mange mennesker at bedømme efter vægt. Og det falder stort set aldrig ud til den tykkes fordel," siger han.

LÆS OGSÅ: 5 råd til B-menneskets overlevelse i A-samfundet

Vi sparker nedad
Men vores fordømmelse af overvægtige handler også om magtstrukturer, mener sociolog Nanna Mik-Meyer. For antallet af overvægtige er som bekendt størst i bunden af samfundet, blandt de lavest lønnede og dem, der har de korteste uddannelser.

"Det er let for politikere, forskere og journalister at koble de psykosociale problemer til overvægtige, for der er ikke mange i disse befolkningsgrupper, som selv er eller kender nogle, der er meget overvægtige. Hvis det var mere ligeligt fordelt, kan det godt være, at folk ville være mere tilbageholdende, fordi det kunne være din far, din mand eller din veninde, du pludselig var fordømmende over for," siger Nanna Mik-Meyer.

Hun fremhæver vores alkoholvaner som et eksempel på, at vi gør forskel i vores bedømmelse af, hvornår andre er sunde eller usunde.

"Hvis man begynder at tale om folk, der drikker mere end hhv. syv og 14 genstande om ugen (Sundhedsstyrelsens anbefaling af det maksimale antal genstande for mænd og kvinder, red.) som nogle, der har masser af psykosociale problemer, kan du godt nok udpege mange i din nære omgangskreds, så derfor er den forklaringsmodel ikke lige så oplagt," siger hun.

Det værste af det hele er, at de tykke faktisk bliver endnu tykkere af at blive diskrimineret, hånet og hængt ud. I 2014 viste en undersøgelse fra University College London blandt 2.944 briter, at de, der havde følt sig diskrimineret pga. overvægt, i gennemsnit havde taget knap 1 kg på over fire år, mens de, der ikke havde oplevet diskrimination, havde tabt sig 0,7 kg. Ifølge undersøgelsen oplevede de overvægtige bl.a. at få dårligere service på restauranter og i butikker, at blive truet og chikaneret og blive forskelsbehandlet af læger. Og det er da også helt misforstået, at vi kan motivere tykke til at tabe sig ved at skubbe salatfadet i buffeten lidt i deres retning.

"Overvægtige er ekstremt motiverede for at tabe sig. De er meget opmærksomme på, at det er et problem," siger Nanna Mik-Meyer.

Hun fortæller, at man ikke ved, hvorfor det er så svært for overvægtige at tabe sig, men sammenligner det med, at mange normalvægtige også ofte prøver at tabe de famøse 5 kg uden succes. Og forestil dig så, at du skal tabe 80 kg i stedet for 5 kg.

Fedmeforsker Berit Lilienthal Heitmann er i øjeblikket ved at undersøge årsagerne til, at folk bliver fede eller tager på igen efter et vægttab, fordi det handler om meget andet, end hvad vi spiser, og hvor aktive vi er. Her er stress en af de teorier, hun arbejder med. For ser vi tilbage på evolutionen, lagrede vores kroppe oprindelig fedt, fordi vi skulle være i stand til at udholde sultperioder. Når der var udsigt til, at der ikke var mad nok, blev vores forfædre stressede, og de, der reagerede på stressen ved at lagre fedt på kroppen, var dem, der overlevede og kunne give deres gener videre til os i dag.

"Der er derfor teorier, som peger på, at vores fysiologi ændrer sig, når vi er stressede, så vi i højere grad lagrer fedt på kroppen. Det, der har været hensigtsmæssigt før i tiden, leder måske til fedme, for vi bærer jo rundt på de samme gener i dag. Det er nogle andre ting, der udløser stress end udsigten til, at der ikke er mad i morgen. Men den kropslige respons er formentlig den samme."

Det kan derfor være en virkelig dårlig idé at komme med velmenende råd eller ligefrem hånlige bemærkninger til overvægtige.

"Hvis stress giver anledning til fedme, er risikoen jo, at de tykke bliver endnu mere tykke, fordi de bliver stressede af at blive hånet, forskelsbehandlet og udelukket fra samværet og samfundet. Så bliver det en ond cirkel," siger Berit Lilienthal Heitmann.

Så næste gang du ser en, der er en smule større end dig selv spise en softice, skal du måske bare smile til vedkommende og spørge, hvor man kan købe sådan en lækker is. Eller endnu bedre: Tie stille og se den anden vej. 

LÆS OGSÅ: 8 myter om skønhed – og om de holder

LÆS OGSÅ: De tre største myter om barbering

LÆS OGSÅ: Overraskende nyt om HPV-vaccinen

Det skal du vide om BMI

• BMI står for Body Mass Index og bruges af bl.a. sundhedsmyndigheder som tommelfingerregel for, hvornår en person er undervægtig, normalvægtig eller overvægtig.

• BMI udregnes ved at dividere vægt i kg med højde i meter i anden potens. Der findes mange beregnere på nettet, der kan gøre arbejdet for dig.

• Ifølge BMI er man undervægtig, hvis værdien er under 18,5, normalvægtig i intervallet 18,5-24,9, overvægtig i intervallet 25-29,9 og svært overvægtig, hvis værdien er over 30.

• De senere år er BMI blevet udfordret som redskab til at vurdere, om det er usundt at være overvægtig. Bl.a. med et stort dansk studie tidligere på året, der viste, at folk med BMI på 27 i gennemsnit lever længst.

Se, hvad vi ellers skriver om: Overvægt og BMI